Verden over – inkl. Danmark og USA spredes anti-israelske løgne. MIFF har i årevis skrevet om problemet i artikler, temasider og bøger.
I dag skrev MIFF om Mogens Lykketoft, der slår alle rekorder i nyt Israel-angreb.
Nu er turen kommet til USA, hvor den demokratiske politiker Pramila Jayapal har udsendt en pressemeddelelse via ritzau, hvori hun undskylder for at kalde Israel ’en racistisk stat’´.
Hendes undskyldning blev også bragt i danske medier – blandt andet Politiken og Berlingske, men sammen med undskyldningen, blev der også flettet flere forkerte oplysninger ind som MIFF ser nærmere på.
I det følgende bringer MIFF politikerens undskyldning i Politiken (MIFFs kommentarer er flettet ind i teksten i kursiv):
Pramila Jayapal, en fremtrædende og progressiv politiker fra USA’s Det Demokratiske Parti, har natten til mandag sendt en pressemeddelelse ud, hvor hun undskylder for at kalde Israel ’en racistisk stat’.
Jayapal, som er medlem af Repræsentanternes Hus og står i spidsen af et progressivt segment i Kongressen, skriver, at ’hun ikke tror på idéen om, at Israel som nation er racistisk’.
»Jeg mener dog, at Netanyahus (Benjamin Netanyahu, Israels premierminister, red.) højreekstreme regering har bedrevet diskriminerende og regulært racistisk politik, og at der er ekstreme racister i regeringstoppen, som driver de politikker fremad«, skriver Jayapal. MIFFs kommentarer: 1. At Israel ser på magtforholdet mellem deres lovgivende, udøvende og dømmende magt, er ikke et særsyn – mange lande har gjort det samme, flere vil gøre det i fremtiden og alle lande burde gøre det. Israel er et meget dynamisk demokrati, hvor alle har ret til at ytre sig frit. At folk demonstrere for/imod retsreformen er et sundhedstegn, der beviser at Israel er et ægte demokrati. Men her i Danmark og resten af verden, har politikere, medier og andre, mere travlt med at gøre sig kloge på israelsk lovgivning- og politik end sætte sig ind i, hvordan Israel er skruet sammen som land og samfund. Retsreformen er kompleks og selv israelske eksperter kan ikke blive enige om den er god eller dårlig. Jayapal er ikke ekspert i israelsk lov og Israel er et stærkt demokrati, der sagtens kan finde ud af det, uden Jayapals indblanding i deres politiske- og juridiske opbygning. Netanyahu står anklaget for korruption i tre retssager, der kører deres gang i Israels retssystem. Netanyahu er ikke dømt endnu, dvs. at dommerne ikke har afgjort skyldsspørgsmålet. Som i andre demokratiske lande, har Netanyahu ret til at bestride posten som premierminister, så længe han ikke er dømt. Retsprincippet om at man er uskyldig til andet er bevist, gælder for alle – også Netanyahu. Læs mere om retsreformen her.
2. Israels lovgivning giver alle landets indbyggere lige rettigheder – uanset religion, etnicitet eller køn og fakta på jorden viser at Israels minoriteter trives. Derfor er det ironisk at systematiske menneskerettighedsbrud og religiøs intolerance i Mellemøsten ignoreres, samtidig med Israel udsættes for dæmonisering og stemples som racistisk/apartheid-stat. Israelske-arabere har højeste grad af frihed og højeste levestandard i forhold til arabiske minoriteter i de fleste lande. Israelske-arabere har politisk frihed og en levestandard, deres arabiske brødre kun kan drømme om – med mindre de er oliesheiker. Uanset hvad Israel med rette/urette kan anklages for at have påført palæstinenserne, der lever under de palæstinensiske myndigheders (PA) kontrol i Judæa og Samaria (Vestbredden) og palæstinenserne, der lever under den iransk-støttet terrorgruppe Hamas’ kontrol i Gaza, viser Human Development Index – udført af FN og lykkerangering (undersøgt af FN) at palæstinenserne ligger på niveau med deres arabiske brødre i nabolandene.
Politikeren kom i vælten, efter at kommentarerne om Israel som en racistisk nation faldt lørdag, da hun var mødt op til en paneldebat i storbyen Chicago, som blev afbrudt af propalæstinensiske demonstranter.
Flere topdemokrater tog i kølvandet på hændelsen afstand fra udtalelserne.
Hakeem Jeffries, som står i spidsen for partiets mindretal i Repræsentanternes Hus, og tre af hans rådgivere udtalte, at ’Israel ikke er en racistisk stat’.
Ligesom det er med republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus, er der ’individuelle medlemmer af den israelske samlingsregering, som vi er stærkt uenige med,’ lød det.
FN vedtog i 1947 delingsplanen for det britiske mandat i Palæstina, der skulle sikre en arabisk og en jødisk stat i området. Siden har de to parter bekriget hinanden, og en række områder, som blev tildelt den arabiske stat i 1947, er besat af Israel.
Jayapal har længe vedholdt, at hun støtter en tostatsløsning i området. Hun kritiserer i sin pressemeddelelse, at Israel stadig udvider sine bosættelser i besatte områder. MIFFs kommentarer: 1. Israel kan ikke besætte sit eget land, alligevel kaldes Judæa og Samaria konsekvent for besat. Påstanden om at Israel ikke overholder international lov afviser de grundlæggende principper i international lovgivning og er en dobbelt standard mod Israel. Enhver juridisk analyse af status på det omstridte territorium kan ikke ignorere det grundlæggende princip om, at et land ikke kan “besætte” et territorium, der ikke tilhører anden suveræn stat med troværdige krav. Storbritannien anerkender absolut ikke palæstinensisk suverænitet over territoriet og Israel har det stærkeste retlige krav på det, baseret på et grundlæggende princip i folkeretten, der styrer dannelsen af nye stater og afgrænsningen af deres grænser. Den universelle regel for bestemmelse af grænser for nye stater uti possdetis juris, dikterer at de er etableret med de administrative grænser for den tidligere administrative myndighed. Forud for Israel blev Mandatet af Palæstina oprettet af Nations League og administreret af Storbritannien. Som den eneste stat, der kom ud af mandatet i 1948, dikterer folkeretten at Israel arvede mandatets administrative grænser. Princippet bestemmer at det pågældende område har været under israelsk suverænitet siden statens uafhængighed, det gjaldt også under Jordans besættelse af territoriet i 1948-1967. Mens territoriet er politisk omstridt, er det juridiske princip fuldstændig klart. Princippet om at en ny stat arver grænser fra den sidste øverste administrative myndighed, er blevet anvendt universelt efter uafhængigheden af nye stater, blandt andet stater i Asien, Afrika, Sydamerika og det tidligere Sovjetunion. Vesten har ingen pressions-midler mod terrororganisationer og modbydelige regimer. Når det gælder forhandlinger er det Israel, der forventes at komme med indrømmelser som skader dets sikkerhed, mens terror og tilskyndelse til vold belønnes.
2. Israel trak sig helt ud af Gaza i 2005, hvorefter Fatah, der kontrollerer de palæstinensiske myndigheder (PA) tog over. Den iransk-støttet terrorgruppe Hamas begik et blodigt kup mod Fatah i 2007 og tog kontrol over enklaven. Dvs. at palæstinenserne de-facto har været delt i to siden 2007. Terrorgruppen Hamas har således fuld kontrol over Gaza, mens PA har selvstyre i Område A & B i Judæa og Samaria (Vestbredden), mens Israel har kontrol over Område C – jf. Oslo-aftalerne fra primo 1990’erne. Det er også i Område C Israels lovlige bosættelser ligger.
3. Jayapal føjer sig til en lang liste af politikere, medier, organisationer og andre, der anklager Israel for at deres bosættelser er ulovlige og et brud på folkeretten. Hun er heller ikke den første, der har påstået at bosættelserne er største hindring for fred mellem israelere og palæstinensere. Men faktum er, at blev folkeretten brugt som den burde, ville der ikke være en diskussion bosættelsernes lovlighed – israelske bosættelser er IKKE ulovlige jf. folkeretten. Fakta på jorden viser også at israelske bosættelser IKKE er den største hindring for fred. Israelske bosættelser og landbrug i Judæa og Samaria dækker kun 2,7% af arealet!
4. Jayapal nævner to-statsløsningen, men “glemmer” at en spørgeundersøgelse lavet af Palestinian Center for Policy and Survey Research viser at palæstinenserne ikke deler USA, EU, Danmark, Norge og andre landes begejstring for to-statsløsningen. Undersøgelsen viser eksempelvis at 68 % af palæstinenserne støtter oprettelsen af terrorgrupper til at udføre terrorangreb mod israelere, 87 % mener at PA’s sikkerhedsstyrker ikke har ret til at anholde medlemmer af terrorgrupper for at forhindre dem i at udføre terrorangreb mod Israel, 63 % er imod sikkerhedssamarbejde med Israel. Adspurgt hvad er den mest effektive måde til «at ende israelsk okkupation og opbygge en uafhængig stat», svarede 77% vold, 54% svarede «væbnet modstand» – dvs. Intifada. Blot for at nævne et eksempel – under Anden Intifada i 2000-2005 blev over 1.100 israelere dræbt i terrorangreb. 23% svarede «folkelig modstand» som er palæstinensisk eufemisme for terror. Kun 18% mener forhandlinger er bedste løsning og kun 27 % støtter to-statsløsningen. Adspurgt hvad de ser som de største udfordringer i det palæstinensiske samfund, svarer 26 % korruption, 21 % arbejdsløshed og fattigdom. Kun 1 ud af 5, dvs. 20 % af de adspurgte ser «israelsk okkupation og udvidelse af bosættelser» som det største problem. Og kun 33% af de adspurgte ser PA som en ressource for palæstinenserne, mens 63% svarede at de ser PA «som en byrde for palæstinenserne». Det skal tilføjes at PA blev etableret i 1994 som en del af Oslo-aftalerne. Siden da har det internationale samfund, inkl. Danmark, hældt flere hundrede milliarder kroner i PA’s pengekasse. Siden 2008 har EU, Norge og Schweiz givet over 100 milliarder kroner til PA og palæstinenserne. I 1994-2021 gav Danmark PA og UNRWA 4,37 milliarder kr.
5. Det er tydeligt at Palæstinenserne og deres ledere ikke vil have to-statsløsningen – de anerkender ikke Israels ret til at eksistere, de vil bekæmpe Israel, ikke samarbejde, hvilket fakta på jorden tydeligt viser. MIFF har i flere år gjort opmærksom på at PA misbruger international bistand (inkl. dansk bistand), til at oplære børn i at ofre livet i terrorangreb mod israelere. I 2019 oversatte MIFF nogle af de værste eksempler på opildning til terror og vold i palæstinensiske skolebøger til dansk og norsk. Rapport efter rapport har dokumenteret problemet – alligevel er skatteydernes milliarder fortsat med at strømme i PA’s pengekasse. EU-Parlamentet har gentagende gange fordømt PA for deres jihad-skolepensum og har netop vedtaget deres hidtil strengeste resolutioner. EU-Parlamentet insisterer på, at EU fastfryser sin PA-bistand indtil skolepensummet er tilpasset UNESCO-standarder og opfordrede EU-myndighederne til at forhindre finansiering af “aktiviteter, der opildner til had og vold”, i overensstemmelse med EU’s strategi for bekæmpelse af antisemitisme. Men PA nøjes ikke med at misbruge international bistand til at forgifte små børns hjerner – PA misbruger også bistand til at udbetale astronomiske beløb til dømte terrorister med israelske liv på samvittigheden. Tilbage i 2021 resulterede misbrug af dansk PA-bistand i stor Folketingsdebat om at stoppe misbruget. Men trods overvældende beviser, besluttede et flertal at lade misbruget fortsætte. For nylig var der også politisk debat i USA om PA’s misbrug af amerikansk bistand til terrorløn, til dømte terrorister med israelske og amerikanske liv på samvittigheden – Jayapal burde bruge sin politiske stemme til at stoppe PA’s misbrug af amerikanernes skattedollars, i stedet vælger hun den nemme løsning – at dæmonisere Israel… At PA misbruger international bistand i terror- og propagandakrigen mod Israel er ikke noget nyt. PA har misbrugt international bistand i årtier og alle ved det. Alligvel “glemmer” Jayapal at nævne det som en hindring for fred med Israel. Israel udsættes for en terrorbølge – i går blev 35-årige Elroi og hans to døtre såret i terrorangreb i Judæa og Samaria begået af en Hamas-terrorist. Efterfølgende er det kommet frem at Fatah, der kontrollerer PA forsøgte at hjælpe terroristen med at flygte. Antallet af israelere dræbt af palæstinensiske terrorister i 2022, var det højeste siden 2008. I perioden juni 2022 til juni 2023, betalte 52 israelere med livet for palæstinensisk terror – 15 af de israelske terrorofre blev dræbt af terrorister fra PA-kontrolleret jenin, hvor PA har mistet kontrollen og terrorgrupper med erklæret mål om at udslette Israel har taget over. Det er ikke Israels ansvar at palæstinenserne i Gaza undertrykkes af Hamas eller at PA undertrykker palæstinenserne i deres selvstyreområder. Hvorfor har Jayapal ikke fokus på at palæstinensiske ledere og terrorgrupper undertrykker deres egne?
»Jeg havde på ingen måde til hensigt at benægte den dybfølte smerte, som opleves af israelere og deres jødiske diaspora, som stadig er ramt af traumerne fra pogromer, Holocaust og fortsatte antisemitiske voldshandlinger, som stadig er udbredt«, skriver hun.
Pramila Jayapal har været medlem af Repræsentanternes Hus siden 2015. Hun er valgt i delstaten Washington.
ritzau
MIFFs afsluttende kommentar: I forbindelse med Israels 75 års fødselsdag, skrev tidligere sognepræst Jørgen Jensen Sejergaard den 14. maj, en kronik i Kristeligt Dagblad som alle Israel-venner bør læse og gemme. MIFF bringer i det følgende Sejergaards kloge ord:
I dag synes mange, at Israel har fået meget, og araberne lidt. Da man besluttede Israels oprettelse, var synspunktet modsat. Den 14. maj 1948 blev staten Israel oprettet, og den har siden jævnligt ryddet forsiderne på alverdens medier, fordi der har været arabisk modstand mod denne stats eksistens lige siden.
Det er blevet en tradition, at man nævner to begivenheder som årsag til Israels statsdannelse. Den ene er Storbritanniens Balfour-erklæring fra 1917 om at se med velvilje på oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina. Indtil 1917 havde Palæstina tilhørt Det Osmanniske Rige (nu Tyrkiet), men i 1917 blev det erobret af Storbritannien under Første Verdenskrig.
Den anden er FN’s delingsplan i 1947, hvorefter landet skulle deles mellem jøder og arabere i to selvstændige stater. Den almindelige fortælling er, at sejrherrerne efter Anden Verdenskrig havde dårlig samvittighed over for jøderne, og at man derfor ofrede araberne i Palæstina for at give plads til jøderne.
Alle har tilsyneladende glemt, hvad der skete 25 år før delingsplanen i 1947. Efter Første Verdenskrigs afslutning i 1918 oprettede sejrherrerne i 1919 Folkeforbundet, som i juli 1922 havde 51 medlemsstater. Fremtiden for de store arabiske områder, som tidligere havde hørt under Det Osmanniske Rige, skulle Folkeforbundet træffe afgørelse om, herunder Palæstina.
Folkeforbundet anerkendte den historiske forbindelse mellem jøderne og Palæstina og vedtog den 24. juli 1922 nogle mandatbestemmelser, blandt andet om jødisk indvandring (artikel 6) og oprettelsen af et jødisk ”nationalhjem” – et blidere ord for ”stat” (artikel 2 og 4).
Araberne i Palæstina blev garanteret civile rettigheder, men ikke statsrettigheder. Storbritannien skulle bestyre dette mandatområde efter ovennævnte mandatbestemmelser. Samtlige 51 medlemmer af Folkeforbundet stemte for, deriblandt også Persien (nu Iran).
Denne beslutning kan ses fra tre perspektiver. Det store perspektiv er, at beslutningen gælder hele det nord-arabiske område mellem Egypten i vest og Iran i øst og mellem Tyrkiet i nord og det nutidige Saudi-Arabien i syd – et område på størrelse med Storbritannien og Spanien. Det område var under osmannisk herredømme eller kontrol omkring år 1900, men frem til 1918 tabte Det Osmanniske Rige det hele. Heraf fik jøderne først tilkendt 15 procent, og araberne 85 procent.
Om denne fordeling skrev den britiske politiker Lord Balfour den 12. juli 1920: ”Hvad araberne angår (…), håber jeg, at de vil huske, at det er os, der har skabt et uafhængigt arabisk herredømme i Hejaz (nu den vestlige del af Saudi-Arabien, red.). Jeg håber, at de vil huske, at det er os, der ønsker at berede vejen for en fremtidig selvstyrende, selvstændig arabisk stat i Mellemøsten, og jeg håber, at de, ihukommende alt dette, ikke vil bære nag over den lille stump – for geografisk set er det ikke mere end det, uanset hvad det måtte være historisk set – den lille stump af, hvad der nu er arabiske områder, der gives til det folk, der i århundreder har været adskilt fra den.”
Jødernes 15 procent, det oprindelige Palæstina-mandat fra den 24. juli 1922, var meget større end det nuværende Israel. Det indbefattede nemlig også Jordan, Vestbredden og Gaza og en del af Golanhøjderne, i alt 116.351 kvadratkilometer, hvad der svarer til omtrent Østrigs og Jyllands areal tilsammen.
Her skulle der være jødisk indvandring og et jødisk nationalhjem. Jøderne selv forestillede sig kun, at de skulle have under halvdelen af hele dette område, for eksempel hverken byen Amman, der nu er hovedstad i staten Jordan, eller noget område øst for den.
Det mindre perspektiv er, at da Storbritannien den 16. september 1922 første gang vedtog at dele Palæstina, skete det på jødernes bekostning. Hele området øst for Jordan-floden, tre fjerdedele af mandatområdet, skulle lukkes for jødisk bosættelse og kun være arabisk. Kun den sidste fjerdedel, området vest for Jordanfloden (på størrelse med Jylland) skulle være åbent for jødisk indvandring og bosættelse. Året efter gav man Golanhøjderne til mandatområdet Syrien, der var under fransk kontrol. De ovennævnte 15 procent svandt ind til omkring 3,5 procent.
I dette formindskede Palæstina-mandat boede der ved en folketælling i slutningen af 1922 omkring trekvart millioner mennesker, heraf godt 83.000 jøder. I dag er befolkningen vokset til 12 millioner, henholdsvis 6 millioner jøder og 6 millioner arabere. Landet var således ikke folketomt, men havde alligevel god plads til indvandring.
Som årene gik, blev de arabiske områder rundt omkring selvstændige: Irak i 1932, Libanon i 1943, Syrien og Jordan i 1946. I 1947-1948 var turen kommet til det formindskede Palæstina-mandat.
Det mindste perspektiv er, at i 1946 blev Folkeforbundet nedlagt, og FN trådte i stedet og overtog myndigheden til at afgøre, hvad der skulle ske med Palæstina-mandatet. I 1947 besluttede FN at dele Palæstina for anden gang, også på jødernes bekostning, så jøderne fik endnu mindre end ved den første deling i 1922.
Man delte ikke landet efter, hvem der ejede mest, men hvor der boede flest henholdsvis jøder og arabere. Jøderne skulle have lige godt halvdelen af Palæstina – svarende til halvdelen af Jylland. De ovennævnte 3,5 procent svandt ind til 1,7 procent.
Trods visse indvendinger om blandt andet Jerusalems status godkendte jøderne delingsplanen, men det gjorde araberne ikke. Allerede dagen efter vedtagelsen af delingsplanen begyndte araberne at angribe jøderne. Da Storbritannien forlod mandatet i maj 1948, og staten Israel blev oprettet, blev den angrebet af fem arabiske nationer, som dog tabte krigen, og ved våbenstilstandsaftalen i 1949 fik jøderne lidt mere, end delingsplanen havde tiltænkt dem, og det blev internationalt godkendt i FN-systemet.
Den arabiske Palæstina-stat kom desværre aldrig til at fungere. Egypten indlemmede Gaza-striben, og Jordan indlemmede Vestbredden – uden grundlag i international lov.
Et stort flygtningeproblem blev skabt, som trods eller måske på grund af ejendommelige regler for netop denne gruppe stadig ikke er løst. En stor del af Israels indbyggere var jøder fra de arabiske lande. Hvorfor gav man ikke de flygtede og fordrevne Palæstina-arabere de ejendomme, jøderne havde haft i de arabiske lande, i stedet for at lade dem leve i flygtningelejre? Og hvorfor har man glemt, at jøderne i arabiske lande, hvor de i århundreder havde levet som andenrangsborgere, nu fandt sig et nyt hjem i staten Israel, hvor de blev ligeberettigede borgere?
Det var altså ikke kun overlevende efter holocaust, der kom til Israel, men også en undertrykt gruppe fra de arabiske lande.
Hvis FN i 1947 ikke havde anbefalet oprettelsen af en jødisk stat, havde det været et brud på mandatbestemmelserne og dermed folkeretten.
Konflikten mellem jøder og arabere mindes vi jævnligt om. De, der har læst sig ind på emnet, nævner ofte Balfour-deklarationen fra 1917 og FN’s folkeretlige delingsplan fra 1947, men hvorfor er Folkeforbundets folkeretlige beslutning i 1922 gået i glemmebogen?
Hvorfor har man glemt, hvor store lande araberne fik, og hvor lidt jøderne fik? Hvorfor har man glemt, at Palæstina-mandatet blev delt to gange på jødernes bekostning? Hvorfor har man glemt, at jødisk indvandring og statsdannelse i det lille Palæstina blev folkeret 25 år før FN’s delingsplan i 1947 og 17 år før Anden Verdenskrig?
