Hvorfor Israel IKKE er en apartheid-stat

Definition af apartheid

Store Danske Leksikon definerer apartheid således: «Apartheid er navnet på den raceadskillelse, der blev praktiseret ved lov i Sydafrika 1950-93» Samt: «Ordet apartheid er afrikaans og betyder ‘adskillelse’, af adjektivet apart ‘adskilt, separat’.»

I Israel-“Palæstina”-konflikten (læs HER) bruges apartheid-anklagen mod Israel til at dæmonisere verdens eneste jødiske stat.

I det følgende vil vi vise hvorfor apartheid-anklagen mod Israel er falsk og ondsindet (publiceret 30. maj 2021, senest opdateret 1. juni 2021). 

Hvad betyder apartheid?

Ordet apartheid betyder «adskillelse» på afrikaans. I Mellemøsten praktiserer ALLE arabiske lande, inklusiv de palæstinensiske myndigheder (PA) i Judæa og Samaria (Vestbredden) og terrorgruppens Hamas-regime i Gaza, forskellige grader af apartheid.

De palæstinensiske selvstyremyndigheder (PA) praktiserer eksempelvis dødstraf til palæstinensere som sælger deres ejendom til jøder i Jerusalem. Terrorgruppen Hamas har eksempelvis et nazi-inspireret charter, hvori der blandt andet står at alle jøder skal dræbes – læs HER.

Trods systematiske menneskerettighedsbrud og religiøs intolerance i Mellemøsten er det udelukkende den jødiske stat som udsættes for dæmonisering og stemples som apartheid-stat. Israel stemples til trods for at israelske arabere har største grad af frihed og levestandard set i forhold til arabiske minoriteter i de fleste lande verden over – læs HER. Araberne som er israelske statsborgere har politisk frihed og en levestandard som alle deres arabiske brødre bare kun kunne drømme om, med mindre de er oliesheiker… Og til trods for hvad Israel med rette eller urette kan anklages for at have påført de palæstinensere som lever under PA’s kontrol i Judæa og Samaria (Vestbredden) og de palæstinensere som lever under terrorgruppen Hamas’ regime i Gaza, viser Human Development Index – udført af FN, læs HER og lykkerangering (undersøgt af FN) at palæstinenserne ligger på niveau med deres arabiske brødre i nabolandene – læs HER.

Jøderne har været en forfulgt og undertrykt minoritet i arabiske lande i over 1300 år – læs HER. Jødernes bitter erfaring som minoritet i regionen frister ikke til at gentage “succesen”. Stort set alle jøder flygtede fra det arabiske område – det samme gjorde jøderne også i resten af det muslimske område – læs HER. Israel er den eneste lille plet jøderne har. Derfor er det kun rimeligt og IKKE racistisk, at jøderne bevarer flertallet i Israel – læs HER. Seneste statistik viser desuden at andelen af israelske jøder aldrig har været lavere og er faldet fra 82,1 til 73,9% – læs HER.

Israel er ikke en apartheid-stat og uanset om apartheid-anklagen kommer fra Human Rights Watch – læs HER eller fra venstrefløjs partiet Frie Grønne fra Folketingets talerstol – læs HER, så er den dæmoniserende mod Israel.

Amnesty og apartheid

I februar 2022 publicerede Amnesty en rapport hvori de anklager Israel for at være en apartheid-stat. I deres rapport støtter Amnesty politiske krav som vil betyde at verdens eneste jødiske stat vil forsvinde. I Norge har Amnesty spredt usandheder om situationen i Gaza. Også i Danmark har Amnesty haft travlt med at anklage Israel for at være apartheidstat og beskylde den jødiske stat for apartheidforbrydelser. Flere store demokratiske lande har været tydelige i deres fordømmelse af Amnesty-rapporten. 

I Danmark fremsatte Folketingsmedlemmerne Christian Juhl og Eva Flyvholm (EL), Uffe Elbæk og Sikandar Siddique (Frie Grønne) og Torsten Gejl (ALT) beslutningsforslag om at betegne Israels styre og fremfærd over for palæstinenserne som apartheid – lovforslaget bortfaldt heldigvis, men at lovforslaget overhovedet blev fremsat, illustrerer problemets omfang.

Der er ingen modstrid mellem Israels identitet som en jødisk stat og lighed for alle landets borgere – uanset religion, etnicitet eller køn, skriver NGO Monitor i deres rapport som svarer på mange af Amnestys anklager. 

«Der er en direkte linje mellem retten det jødiske folk har til et hjemland og til at føle sig tryg og fri uden diskriminering og forfølgelse, og afrikanske amerikaners ret til at stemme og retten til lige beskyttelse i lovværket. Efter min mening er de uadskillelige.» Barack Obama, 2015.

Røde Kors: INGEN apartheid i Israel

– Røde Kors har indgående kendskab til apartheidstyret i Sydafrika, og vi siger til alle som anklager Israel for det samme: Nej, det er IKKE apartheid i Israel. Der er IKKE noget regime som tror på en overlegen race eller nægter én bestemt befolkningsgruppe grundlæggende menneskerettigheder med påstand om underlegenhed. Der er en blodig national konflikt, der er en tragisk og årelang okkupation. Men der er IKKE apartheid, udtalte lederen af Den internationale Røde Kors-komitee i Israel og i de palæstinensiske selvstyremyndigheder, i 2017, Jacques De Maio – læs HER.

Dem som anklager Israel for apartheid gør det ikke for at få en bedre fredsløsning på bordet, men for at isolere Israel internationalt, og eliminere landet via sanktioner. Det jødiske folk husker at før hvert forsøg på at udrydde dem – uanset om det var under den spanske inkvisition i 1492 eller under Holocaust, så startede det med delegitimerings-kampagner af dem som jøder.

”Israel er ikke en apartheidstat og vil aldrig blive det, selv ikke hvis palæstinenserne vil fortsætte med at afvise fred. Dem som anklager Israel for apartheid er medskyldige i det tredje og måske sidste skridt i kampen for at ødelægge nationen. Derudover udsætter de millioner af amerikanere og sydafrikanere som har været ofre for apartheid-systemer for grov uret,” skriver Michael Oren, historiker, forfatter, tidligere Knesset-medlem og Israels tidligere ambassadør i Washington.

«I har palæstinensere boende i Israel med fulde politiske rettigheder, I har ikke diskriminerende love mod dem, som eksempelvis ikke at lade dem svømme ved visse strande eller andet. Jeg mener det er uretfærdigt at kalde Israel en apartheidstat.»  Frederik Willem de Klerk, Sydafrikas sidste præsident i apartheid-æraen og tildelt Nobels fredspris for afvikling af apartheid.

Human Rights Watch, Israel og apartheid

I april 2021 kom Human Rights Watch (HRW) med en rapport hvori Israel anklages for apartheid – læs MIFFs faktatjek af rapporten HER. HRW går så langt i rapporten, at de fremstiller det som racistisk at Israel har en lov (Hok Hashvut) som sikrer jøder fra hele verden statsborgerskab. Det er ikke noget nyt at HRW dæmoniserer Israel. HRW var aktive under Durban-konferencen i 2001, hvor deltagerne blev opfordret til «fuldstændig international isolation af Israel som en apartheidstat». HRW anklager fortsat også Israel for «krigsforbrydelser». Læs om Durban-konferencen HER.

I 2009 fik det HRW’s grundlægger Robert L. Bernstein, til at reagere: Israel er et åbent samfund med mulighed for intern kritik, og har dermed evnen til at korrigere sig selv. De arabiske nabostater er i høj grad brutale, lukkede, autoritære samfund som ikke tillader intern kritik. Alligevel udsættes Israel for meget mere kritik af internationale organisationer end sine naboer, skrev Bernstein i New York Times.

– Terrorgrupperne Hamas og Hizbollah støttes Irans regering, som åbent har erklæret at de både vil udslette Israel og dræbe alle jøder, skrev Bernstein. Lederne i HRW ved at Hamas og Hizbollah vælger at udkæmpe deres krige mod Israel fra tæt befolkede områder og at de med fuldt overlæg omdanner boligområder til krigszoner. HRWs ledere ved også at flere og flere og mere avancerede våben strømmer ind i Gaza og Libanon. HRWs ledere ved at terrorgrupperne frarøver palæstinenserne enhver mulighed for en fredelig fremtid. Alligevel kritiserer HRW Israel.

Apartheid og Israels nationalstatslov

Den norske avis Bergens Tidende har påstået at Israels nationallov fra 2018 «i praksis er indføring af apartheid i landet». Mellemkirkeligt råd i Den norske kirke er kommet med lignende anklager. Det er opspind. Blandt europæiske demokratier har syv lande lignende nationallove, påpeger Eugene Kontorovich i The Wall Street Journal. Eksempelvis Slovakiet – i landets grundlov står blandt andet: «vi, den slovakiske nation» og understreger: «den naturlige ret til nationers selvbestemmelse».
I Latlands grundlov beskrives «den lettiske nations ubøjelige vilje til at have sin egen stat og dens ufravigelige ret til selvbestemmelse for at garantere eksistensen og udviklingen af den lettiske nation, nationens sprog og kultur gennem århundreder». Omkring 25% af Letlands befolkning er russere, men vi har ikke registreret at Bergens Tidende eller Den norske kirke svinger med sable over regeringen i Riga. For slet ikke at tale om dæmoniserende «apartheid» anklager.

Ved at udvide definitionen af apartheid så meget at den rammer Israel, kan alle lande i verden stemples som apartheid-stater. Se 5 minutters forklaring af Daniel Pomerantz i Honest Reporting – klik HER.

De palæstinensiske myndigheder (PA) har siden 2003 haft en national lov – læs den HER. I PAs nationallov står blandt andet: «Palæstina er en del af den større arabiske verden, og det palæstinensiske folk er en del af den arabiske nation. Arabisk enhed er et mål som det palæstinensiske folk håber at opnå.» Det slås desuden fast at: «arabisk og islam er det officielle palæstinensiske sprog og religion» og «principperne i islamisk sharia er hovedkilde for lovgivningen». Hvad er det med norske bedrevidende som får dem til at græde krokodilletårer over at en arabisk sharia-stat ikke vokser frem før den accepterer fred med sine naboer, mens verdens eneste jødiske stat anklages for apartheid når den sætter ord på sin jødiske karakter?

Sammenligning Apartheid Sydafrika og Israel

En enkel sammenligning mellem apartheid-regimet i Sydafrika og Israel viser at apartheidanklagen om at Israel er en apartheid-stat ikke har hold i virkeligheden:

APARTHEID SYDAFRIKA		ISRAEL
Det hvide mindretal nægtede sorte flertal af syd-afrikanere statsborgerskab og stemmeret. Sydafrikas første grundlov slog fast at landet skulle styres af et parlament som udelukkende bestod af hvide repræsentanter.		Det jødiske flertal i staten Israel giver den arabiske minoritet (ca. 20% af befolkningen) fulde rettigheder som statsborgere, stemmeret og repræsentanter i nationalforsamling (Knesset) og regering. Araberne har egne partier og er også repræsenteret i andre partier.
Apartheid var et politisk og økonomisk system hvor hvide undertrykte personer med anden hudfarve. Alle sydafrikanere blev klassificeret efter fire racer: Hvid, inder, farvet eller sort.		Det jødiske flertal i Israel kommer stort set fra hel verden, og har alle forskellig hudfarve, inklusiv sorte. Det store flertal af jødiske israelere stammer fra Mellemøsten og Nordafrika. Israelske statsborgere klassificeres IKKE efter race, men derimod efter religion.
Det hvide mindretal gjorde alt for at forhindre de sorte i at engagere sig politisk i organisationer og foreninger. En landlov fra 1913 nægtede sorte at eje jord.		Det arabiske mindretal i Israel har både organisationsfrihed og ytringsfrihed – selvom mange af dem åbent sympatiserer med Israels fjender. Det arabiske mindretal kan frit købe og eje jord. (de palæstinensiske myndigheder derimod, som Danmark årligt giver over 200 millioner skattekroner til straffer med dødsstraf/ livstidsfængsel med hårdt tvangsarbejde for salg af ejendomme til jøder – læs HER.
Ægteskab og seksuelle forhold mellem personer af forskellig race var forbudt.		Israelsk lovgivning forhindrer ikke ægteskab eller seksuelle forhold mellem jøder og jøder og arabiske statsborgere. Under Anden Intifada var Israel nødsaget til at indføre begrænsninger på familiesammenføring fordi personer som havde fået lovligt ophold i Israel efter ægteskab med israelske statsborgere, misbrugte deres israelske ID til at passere kontrolposter med eksplosiver og udførte selvmordsbombeangreb. Lovændringen kom i 2003, efter 135 israelere i løbet af èn måned var blevet dræbt i terrorangreb i 2002. 23 af terrorangrebene under Anden Intifada blev begået af palæstinensere som havde misbrugt den tidligere lov om familiesammenføring. Læs HER.
Apartheid-regimet havde love som gjorde det næsten umuligt for ikke-hvide at få en højere uddannelse.		Israelske-arabere har samme ret til højere uddannelse som israelske-jøder har. Israelske-arabere er desuden overrepræsenteret inden for flere områder med højere uddannelse. Derudover har Israel brugt flere milliarder kroner på at få flere arabiske-israelere til at tage en højere uddannelse. Andelen af arabere som gennemførte en højere uddannelse steg med knap 80% fra 2011 til 2018 – læs HER. Som i resten af verden, inkl. Danmark, forekommer diskriminering også i Israel, men minoriteternes situation i Israel er bedre end eksempelvis Frankrig og Storbritannien. [Iran nægter eksempelvis minoriteten bahai højere uddannelse.] Læs om bahai i Iran kontra i Israel HER. Bahá’ís Universelle Retfærdighedens Hus ligger i Israels største blandet by, Haifa – læs mere HER.
En lov fra 1950 gav apartheidregimet mulighed for at arrestere enhver som var mistænkt for at være ”kommunist” på ubestemt tid.		Israel har et velfungerende retssystem som arbejder aktivt for at sikre minoriteters politiske rettigheder. Israel har tilladt arabiske Knesset-repræsentanter at komme med fjendtlige erklæringer mod deres egen stat og deltage i store islamiske demonstrationer.
Love fra 1913 og 1926 reserverede mange jobs i statsadministrationen til hvide, og sikrede at ikke-hvide fik fik lavere løn end hvide.		Israelske-arabere deltager på lige fod med israelske-jøder i arbejdslivet. I Israel skal ALLE jødiske-israelere (kvinder & mænd) samt minoriteter som drusere og tjerkessere aftjene værnepligt i det israelske forsvar (IDF). Israelske-arabere derimod er IKKE forpligtet til IDF-tjeneste, men kan melde sig frivilligt. Af hensyn til landets sikkerhed er der visse stillinger som arabiske-israelere som IKKE har været i IDF ikke kan bestride.
Apartheid-regimet begrænsede de sortes bevægelsesfrihed kraftigt.		Arabere i Israel har fri bevægelsesfrihed. Jøder derimod har igennem flere år ikke følt sig trygge ved at bevæge sig ind i arabiske byer i Israel.

Sammenligning Apartheid Sydafrika og palæstinenserne i Judæa og Samaria (Vestbredden) og Gaza

«Anklagerne om at Israel er en apartheidstat er falske og ondsindede og forhindrer fred og harmoni, i stedet for at fremme den. (…) Der er heller ikke noget ønske om opretholdelse af et institutionaliseret regime med systematisk undertrykkelse og dominans af en bestem racegruppe.» Syd-afrikansk jurist og dommer Richard Goldstone i New York Times i 2011.

Israel og apartheid

Sværtekampagnen mod Israel som apartheid-stat som blev finansieret kommunister begyndte under Den Kolde Krig. De kommunistiske landes hoved-strategi med deres anti-israelske sværte-kampagne var opbygning af alliancer med arabiske lande. Mange ideer som siden har spredt sig til resten af verden, begyndte i sammenkoget af kommunisme, arabisk nationalisme og islamisme: Zionisme er racisme, zionisme er det samme som imperialisme, Israel er USAs vagthund i Mellemøsten, zionisme fremmer antisemitisme og zionisme er det samme som sydafrikansk apartheid. ALLE de anklager stammer fra Den Kolde Krigs tid.

Historien bag apartheid-anklagen mod Israel

I 1975 udgav den kommunistiske ukrainske stat en officiel publikation med titlen: Zionisme og Apartheid. Vestlige akademikere som besøgte kommunistiske lande, kom tilbage med egne eller andres skrifter fyldt med dæmonisering af Israel og zionismen. Bogen Zionisme, imperialisme og racisme fra 1979, indeholdt et kapitel skrevet af Fayez Sayegh. Sayegh skrev blandt andet: “Dette århundrede har været vidne til tre perfekte racismer: Arisk eller nazistisk rasisme, zionistisk racisme og apartheid racisme.”

Sværtekampagnen mod Israel fik et kraftigt opsving da FNs generalforsamling i 1975 vedtog en resolution som sidestiller zionisme med racisme. (FN trak vedtagelsen tilbage i 1991.) Det seneste opsving kom i 2001. Under FNs konference mod racisme i Durban i Sydafrika udnyttede flere organisationer muligheden for at starte global kampagne mod Israel som en “racistisk apartheid-stat”. Konferencen blev misbrugt af nogle med en anti-Israel agenda som gjorde det til en antisemitisk hændelse, sagde Sydafrikas daværende viceudenrigsminister Aziz Pahad. Mary Robinson, Irlands tidligere præsident, sagde at der var en meget antisemitisk atmosfære under Durban-konferencen.

Dobbeltstandard mod Israel

Israel har handelsforbindelse med Sydafrika, derfor er Israel en apartheid-stat, var et af argumenterne som ble brugt i 1970’erne. Problemet dengang som nu var imidlertid, at man brugte én lov når gjaldt Israel og en anden for resten af verden. Amerikansk undersøgelse fra 1976 viste at 24 afrikanske stater regeret af sorte havde direkte/indirekte handelsforbindelser med Sydafrika. I Derudover handlede de fleste arabiske og kommunistiske lande med Sydafrika. Saudi-Arabien eksporterede olie for millioner af kroner. Også Norge, Sverige og Danmark handlede med Sydafrika. Frankrig var Sydafrikas var største våbenleverandør. Norges handel med apartheid-regimet var fordoblet fra 1974. Sådan var situationen i 1976, men ingen satte lighedstegn mellem Saudi-Arabien, Frankrig, Norge eller Danmark og Sydafrikas apartheid-regime. Også i 1970’erne var det udelukkende Israel som blev udvalgt som syndebuk.

Apartheid og antisemitisme

Maj 2021 slog demokratiske Kongresmedlemmer i USA fast at apartheid-anklager mod Israel “er antisemitiske og bidrager til fjendtligt klima mod mange jøder” – læs HER. HL-rapporten om antisemitisme fra 2012 viste en klar kobling mellem holdninger til konflikten mellem Israel og palæstinenserne og holdninger til jøder generelt – læs HER. Graden af antisemitisme er størst blandt palæstinensernes mest ivrige støttespillere. Halvdelen af dem som støtter radikale, palæstinensisk-venlige standpunkter, har antisemitiske eller stærkt antisemitiske holdninger. Blandt dem som støtter pro-palæstinensiske holdninger er det 1 ud af 4 som viser forskelig grad af antisemitisme.

«Jeg repræsenterer mig selv som muslimsk-araber der lever i Israel, som en liberal og fri kvinde i modsætning til andre arabiske kvinder som lever i arabiske lande og ikke har de menneskerettigheder jeg har – eksempelvis ytringsfrihed og værdighed. (…) Det er folk som opfordrer til at boykotte os og påstår der er apartheid i Israel, jeg forsøger at vise Israel som et land der er anderledes end de tror og fortæller.» Siger Bushra Khalilieh.

«Anklager om apartheid-veje»

Frem til palæstinenserne begyndte deres Første Intifada i slutningen af 1987, kunne indbyggerne i Israel, Judæa og Samaria (Vestbredden) og Gaza i princippet rejse frit i hele området uden kontrol. Første gang området blev lukket, var da Arafat stod tonede frem på radio Monte Carlo, som var en meget brugt radiostation på det tidspunkt. Arafat opfordrede alle palæstinensere fra Judæa og Samaria (Vestbredden) og Gaza til at stikke israelere ihjel – flere fulgte Arafats opfordring.

Efter Oslo-aftalen primo 1990’erne, blev sikkerhedstiltagene gradvis ophævet. Op til udbruddet af Anden Intifada, september 2000, blev situationen beskrevet således af Hirsch Goodman i Jerusalem Report: Næsten hver femte bil han mødte fire gange om ugen når han kørte mellem Tel Aviv og Jerusalem, havde palæstinensisk nummerplade skilt. Omkring hver femte bil havde jordansk nummerplade. I kasinoen i Jeriko var der åbnet en kosher restaurant. Ti tusindvis af israelere købte ind uden frygt i Jenin, Nablus, Tul Karm og den gamle bydel i Jerusalem – især på Shabbat. Restauranter i Betlehem og Ramallah var fyldt med israelere. Og det var “in” i Israel at ligge på stranden i Gaza i weekenden. Over 100.000 palæstinensere arbejdede dagligt i Israel. Kontrollen var meget lettere end vi siden blev tvunget til af sikkerhedssituationen.

Terroren tog for alvor til i 2001-2002. I snit blev over hundrede israelere myrdet hver eneste måned i terrorangreb og terroren tog til. Det var klart at Arafat støttede terroren. Intet samfund kan leve med en sådan situation. Israel havde to valg: Enten kapitulere (eksempelvis når det gælder “retten til at vende tilbage”) eller opsætte et system med sikkerhedstiltag, inklusiv lukning af veje for palæstinenserne og sikkerhedshegnet. Sikkerhedstiltagene har resulteret i hvad eksperterne påstod var umuligt: At stoppe selvmordsbomberne og terrorangreb.

Men de fleste israelere, inkl. Israels premierminister ser frem til dagen hvor de igen kunne købe ind i de palæstinensiske områder og palæstinenserne kan rejse frit rundt i Israel. Hvert eneste israelsk sikkerhedstiltag som fejlagtigt beskyldes for at være et apartheid-tiltag er nødvendigt for at minimere terrorrisikoen – israelerne ønsker ikke sikkerhedsforanstaltningerne, men de er nødvendige for at beskytte indbyggerne.

Nelson Mandela og apartheid

Nelson Mandela (1918-2013) er den mest kendte modstander af apartheid-regimet i Sydafrika. I 1994 blev Mandela både Sydafrikas første sorte præsident og den første som blev valgt ved frie valg. Mandela sad 27 år i fængsel. Hans løsladelse i 1990 blev begyndelsen på enden af apartheid-regimet.

Apartheid og Nelson Mandela

Et vigtigt krav for ANC og Nelson Mandela var at de sorte i Sydafrika ville få stemmeret, noget som Apartheid-regimet havde nægtet at give dem. “Mandela blev anholdt flere gange og stillet for retten for sin aktivitet i ANC. I 1956 blev han tiltalt for højforræderi og siden frikendt. I 1962 blev han idømt fængselsstraf for ulovlig udlandsrejse,” skriver FN-sambandet.

I 1964 blev Mandela idømt livstidsfængsel. De første år sad han i fængsel på fængselsøen Robben Island. Efter sin løsladelse, forhandlede han en aftale på plads om afvikling af apartheid. I 1993 blev Mandela tildelt Nobels fredspris sammen med landets daværende præsident, Frederik Willem de Klerk.

Apartheid i Sydafrika

Allerede før apartheid blev institutionaliseret (Population Registration Act fra 1950) havde landet racediskriminerende love. Flere af dem var en arv fra Hollands og Storbritanniens kolonitid. I 1910 fik landet nominel uafhængighed fra Storbritannien, i 1913 blev der indført en landlov som satte stærke begrænsninger på de sortes ejendomsret. Raceadskillelsestilhængerne navngav regimet Apartheid i 1948.

Hvad er apartheid?

”Apartheid var et politisk og økonomisk system baseret på folks hudfarve. I årene 1948-1994 gav systemet magt og økonomiske muligheder til et lille, hvidt mindretal og stort set ingen rettigheder til landets sorte flertal,” skriver Mangus Bjørnsen på Afrika.no.

Apartheid fakta

I 2002 blev apartheid defineret af Roma-statutten i Den internationale straffedomstol (ICC) som en forbrydelse mod menneskeheden. Apartheid beskrives som en forbrydelse “begået i sammenhæng af et institutionaliseret regime af systematisk undertrykkelse og dominering af en racegruppe over andre racegrupper eller grupper og begået med intention om opretholdelse af regimet”.

Jimmy Carter

I 2006 kom Jimmy Carter, USAs præsident i 1977-81 med bogen Palæstina: Fred, ikke apartheid. Carter har præciseret at den “apartheid” som han hævder at have se i Judæa og Samaria (Vestbredden) ikke er den der var i Sydafrika. Israels “apartheid” bygger ikke på racisme, men på at et mindretal af israelerne ønsker palæstinensisk land (jødiske bosættelser), skrev Jimmy Carter – læs HER.

B’tselem

B’tselem er en israelsk gruppe grundlagt 1989. Gruppen finansieres i høj grad fra udlandet – især EU og europæiske lande. I januar 2021 satte B’tselem gang i en kampagne som anklagede Israel for at være en apartheid-stat. B’tselems retorik er gennem årene blevet mere og mere polariseret, med mere fokus delegitimering af Israel og mindre fokus på menneskerettighedsbru, skriver NGO Monitor – læs HER.

Israel Apartheid Week

I 2005 startede anti-israelske aktivister i Toronto, Canada, en Israel Apartheid Week. Det er siden vokset til en årlig international kampagne. I løbet af kampagnen bliver Israel dæmoniseret og anklages for at være en apartheid-stat. Under Israel Apartheid-ugen rettes fokus især mod højskoler og universiteter. Aktivisterne har som mål at fjerne den eneste jødiske stat fra landkortet – ikke at finde en løsning på konflikten.