Palæstina er en geografisk betegnelse på et område langs østbredden af Middelhavet. Der har aldrig eksisteret en stat som hedder Palæstina, alligevel har flere lande anekendt “Palæstina” som stat. Det til trods for at de ikke opfylder folkerettens krav til at blive anerkendt som stat. Det skyldes at deres grænser ikke er afklaret, at der er to rivaliserende regeringer (den iransk-støttet terrorgruppe Hamas i Gaza siden 2007 og de palæstinensiske myndigheder i Omreåde A & B i Judæa og Samaria) og en lovgivende myndighed som ikke hænger sammen – læs her . Palæstinensiske ledere har gentagende gange afvist alle tilbud om en arabisk-muslimsk stat – læs her. Det skyldes at de ikke vil acceptere at være naboer til en jødisk stat. Allerede før briterne delte landområdet op i 1921, fra romersk tid og frem til europæiske landkort i 1800-tallet, er dele af hvad der er i dag hedder Jordan, altid blevet anset for at være en del af landområdet Palæstina.
I årevis har Palæstina-aktivister brugt løgnkort (se nedenfor eller klik her.) Løgn-kortene viser hvordan staten som palæstinenserne skulle have haft, forsvinder i hvad der i dag er Israel og Judæa & Samaria (Vestbredden). Løgn-kortene fortæller med andre ord en falsk historie om den ekspanderende jødiske stat. Løgn-kortene viser et falsk billede af ejendomsforhold, fremtidsudsigter i Israel samt områder som ved forhandlinger med Israel kan tilfalde en palæstinensisk stat – læs her. I 2015 beklagede den venstreorienterede amerikanske tv-kanal MSNBC at have brugt lignende løgn-kort – læs her. «Efter vi gik af luften forstod vi at kortene ikke var retvisende og vi beklager at have brugt dem,» udtalte MSNBC programleder.
Her er løgn-kortene som Israel-hadere ynder at bruge – også i Danmark:
Palæstinas historie
Udtrykket Palæstina (arabisk: Filastin) blev brugt første gang af den græske historiker Herodot omkring fem hundrede år før vores tidsregning. Det antages at udtrykket var knyttet til folkeslaget som i Israels historie kaldes for filistrene, som forsvandt omkring samme tid. Efter romerne slog det tredje jødiske oprør mod okkupationen af Judæa ned, omdøbte romerne Judæa til Syrien, Palæstina og Jerusalem til Aelia Capitolina som et propagandatiltag for at bryde den jødiske kobling til landet og hovedstaden.
I 300-tallet blev provinsen delt i tre mindre enheder, delt i grænser fra øst til vest og alle med landområder også øst for Jordan-dalen. De muslimske erobrere som kom i 600-tallet ændrede navnet på området Palæstina Prima til Jund Filastin. Det blev på arabisk en del af Bilad al-Sham (på arabisk betyder det landet på venstre hånd).
Palæstina forsvinder under muslimsk styre
Det latinske kongedømme af Jerusalem etableret af korsfarerne, strakte sig stort set fra Beirut i nord til Sinai-ørkenen i syd. Det rige lå også på begge sider af Jordan-dalen. De kristne herskere navngav ikke noget af deres rige Palæstina. Det gjorde de muslimske mamelukker som nedkæmpede korsfarerne heller ikke, ej heller Det osmanniske riger som herskede fra 15-tallet til 19-tallet -læs her, brugte betegnelsen Palæstina eller Filastin. Distrikter blev navngivet efter deres vigtigste byer. I knap tusind år blev navnet Palæstina ikke brugt. Navnet var blot et gammel minde om gammel romersk imperialisme. Navnet Palæstina blev brugt af kristne europæere i 1800-tallet. På det tidspunkt blev navnet Palæstina hverken brugt af de osmanniske magthavere eller af den lokale arabiske befolkning. På arabisk var det mest brugte Esh-Sham som ligger i Syrien, de kristne brugte navnet Det hellige land eller Judæa (ordet jøde/Yehudi kommer fra ordet Judæa) og jøder brugte navnet Eretz Israel – på hebraisk Landet Israel.
Den første zionistiske kongres afholdt i 1897 i Schweitz vakte international opmærksomhed og der kom reaktioner fra mange lande – men der kom ingen reaktioner fra «palæstinenserne». Der fandtes nemlig ikke «et indfødt palæstinensisk folk» på det tidspunkt. Betegnelsen «Indfødt palæstinensisk folk» blev konstrueret på et senere tidspunkt. Majoritetsbefolkningen i området var ganske enkelt arabere som var undersåtter i Det osmanniske imperium.
Ifølge historikeren Zachary J. Foster, blev ordet «palæstinenser» brugt første gang på arabisk i 1898 af den arabiske oversætter Khalil Baydas. Han brugte udtrykket i forbindelse med oversættelse af bogen «Det hellige land» fra russisk til arabisk. Encyclopedia Britannica nævner ikke palæstinenserne i deres 1911-udgave. Det toneangivende britiske leksikon beskriver Palæstina som «et geografisk navn med temmelig fri benyttelse». Hvis palæstinenserne var en urbefolkning i området, hvorfor blev de så udeladt fra kapitlet om Palæstina?
Palæstina genopstår under britisk styre
I gammel tid bestod landområdet Palæstina også af områder øst for Jordan-dalen (dagens Jordan) og Libanon. Palæstina genopstod som et administrationsområde da Storbritannien fik mandatmyndighed over området efter Første Verdenskrig i 1917. I 1921 besluttede briterne af udskille Trans-Jordanien uf af det britiske mandatområde Palæstina. Det medførte at 77% af landområdet som allerede var blevet lovet jøderne som et nationalt hjemland til det jødiske folk i stedet blev til endnu et arabisk land. I de efterfølgende år er det der refereres til som «Palæstina» eller «det historiske Palæstina» blevet reduceret til området mellem Middelhavet og Jordan-dalen.
Selv om Palæstina blev et mandatområde, kom der ikke umiddelbart en benævnelse af befolkningsgruppen palæstinensere. Folkeforbundet eksisterede i 1920-1946, men benævnelsen palæstinensere nævnes ikke i et eneste af deres dokumenter. I Folkeforbundets dokumenter omtales befolkningsgrupperne i landområdet som «jøder» og «arabere». FN brugte for første gang «folket af Palæstina» i 1969.
Araberne som boede i landområdet Palæstina efter Første Verdenskrig gjorde ingen forsøg på at skabe en uafhængig stat til sig selv. Efter Det osmanniske rige forsvandt var der ingen som kom med påstande om at Palæstina altid havde eksisteret som en stat eller at palæstinenserne har en distinkt identitet – tværtimod understregede de at Palæstina ikke var en nation og at Palæstina altid havde været en del af Syrien. Araberne ville forhindre zionisterne i at få en stat, araberne havde således som mål at forhindre landområdet Palæstina ville blive anerkendt af Storbritannien og Frankrig som et særskilt juridisk område. Havde zionistiske jøder ikke presset den britiske regering til at skabe et eget område for Palæstina, ville der ikke være opstået en følelse for Palæstina (Filastin på arabisk) blandt araberne.
I FN’s delingsplan fra 1947 blev det foreslået at opdele mandatområdet Palæstina i en jødisk del (56% af det tilbageværende landområde) og en arabisk del. Den jødiske del af landområdet udgjorde kun 13% af det oprindelige mandatområde. FN’s delingsplan lagde således faktisk op til at araberne ville få to stater – den arabiske stat kongeriget Jordan og den arabiske stat vest for Jordan-dalen. Efter Israels uafhængighedskrig i 1948 blev våbenhvilelinjerne nogle andre end linjerne i delingsplanen. Jøderne stod tilbage med 18% af mandatområdet (78% af landområdet vest for Jordan-dalen).
Skiftende arabisk propaganda om Palæstina
1899: Yusuf Diya forklarer at distriktet Palæstina tilhører Det osmanniske rige.
1918: Efter Det osmanniske riges fald arbejder arabere i området på at blive en del af Syrien. Araberne ville dermed forhindrer at Palæstina ville blive en jødisk stat.
1919: Den arabiske forening (Arab Club) sendte et brev til den britiske militærguvernør i Jerusalem. i brevet forklarede de at Syrien var en sammenhængende enhed som strækker sig fra Taurus-bjergene i det sydlige Tyrkiet til Rafa i Gaza. Araberne understregede i brevet at de ville være villige til at dø for at forhindre etableringen af Palæstina.
1937: Den arabiske højre komité hævdede at Palæstina var opfundet af zionisterne, fordi landet altid havde tilhørt Syrien. «Der findes ikke et land som hedder Palæstina. ‘Palæstina’ er et udtryk som zionisterne opfandt. Der findes ikke noget Palæstina i Bibelen. Vores land har i hundredevis af år været en del af Syrien. ‘Palæstina’ er fremmed for os. Det er zionisterne som introducerede det,» sagde Awni Abd al-Hadi, sekretær for Den arabiske højre komité til den britiske Peel-kommission (samme kommission tilbød i 1937 araberne en stat – svaret var NEJ).
1964: PLOs charter hævdede at Gaza, Judæa & Samaria (Vestbredden) og Jerusalem ikke tilhørte Palæstinas folk.
1968: Efter Israel under 1967-krigen vandt kontrollen over Judæa & Samaria (Vestbredden) og Gaza ændrede PLO deres charter. Nu stod der i charteret at Gaza og Judæa & Samaria tilhører palæstinenserne. Heller ikke i 1968-charteret erklæreres Palæstina for en uafhængig nation. Charteret blev først og fremmest udformet af Den arabiske liga – de var ikke interesserede i at danne «staten Palæstina».
1988: PLO-leder Yasser Arafat erklærer etableringen af «staten Palæstina».
Hvorfor er «det historiske Palæstina» en fejl?
«Dagens konflikt har sin baggrund i at europæiske jøder, siden 1880-tallet, flyttede til det et område i Mellemøsten som hed Palæstina, i dag ofte refereret til som det historiske Palæstina,» skriver FN-sambandet på sin side om Israel-Palæstina-konflikten – læs her. Formuleringen giver det indtryk at der har eksisteret en palæstinensisk stat i området med lange historiske rødder, men det er baseret på en falsk forståelse af geografi og politisk historie i regionen. Før Første Verdenskrig var dagens Gaza, Israel, Judæa & Samaria (Vestbredden), Jordan, Libanon og Syrien ALLE en del af den osmanniske provins Syrien. Den lokale arabiske befolkning så sig selv som syrere – ligesom de havde gjort under skiftende muslimske magthavere igennem flere hundrede år.
Palæstinenserne ændrede holdning til Judæa & Samaria og Gaza
Under 1948-krigen blev Judæa & Samaria (Vestbredden) erobret af Jordan, Gaza blev erobret af Egypten. Da den palæstinensiske befrielsesorganisation (PLO) blev etableret i 1964 slog de særskilt fast i deres politiske grundlagsdokument at Judæa & Samaria og Gaza ikke tilhører det palæstinensiske folk. PLO blev etableret for at ødelægge den jødiske stat Israel – ikke for at etablere en palæstinensisk stat i Judæa & Samaria og Gaza. Det var helt uaktuelt da Jordan og Egypten kontrollerede områderne. Efter Israel vandt kontrollen over Judæa & Samaria og Gaza i 1968, skiftede PLO imidlertid position. Hvis staten Israel ikke var blevet etableret, ville der ikke have været et palæstinensisk folk som krævede sit land fra Jordan-dalen til Middelhavet.
At ændre de palæstinensiske-arabere identitet til palæstinensere var nødvendig for at ændre indtrykket af magtbalancen, påpeger Daniel Swindell – læs her i Times of Israel. I realiteten stod og står jøderne fortsat overfor en stor arabisk majoritet som har fået suverænitet over 500 til 600 gange mere land i Mellemøsten og Nordafrika. Men ved at ændre konflikten til en konflikt mellem israelere og palæstinensere, fremstod jøderne som den stærke part. I stedet for at araberne ville have som mål at tage landet fra jøderne, kunne konflikten forværres så det fremstod som om jøderne tog landet fra palæstinenserne. Swindell mener at palæstinensisk identitet er en form for arabisk nationalisme hvis mål det er at skade en arabisk stat som hedder Palæstina som skal erstatte Israel.
I oldtiden var landområdet Palæstina klemt mellem imperier som assyrerne, babylonierne og perserne i øst og egypterne i vest
Palæstinas religion
I oldtiden var landområdet Palæstina klemt mellem imperier som assyrerne, babylonierne og perserne i øst og egypterne i vest. I det område lå kongerigerne Israel og Juda i det sidste årtusind f. Kr. Her blev jødedommen født, og siden da har der været sammenhængende jødisk tilstedeværelse i området. Kristne kom i flertal fire eller fem hundrede år efter Jesus. Efter muslimernes erobring af området i 600-tallet blev det flertallets religion fra omkring slutningen af 1100-tallet og frem til jødisk indvandring i 1900-tallet.
Palæstinas sprog
Som et vigtigt knudepunkt mellem Afrika, Asien og Europa har befolkningen i landområdet Palæstina historisk set haft mange og skiftende sprog alt efter hvilket imperium dominerede området. Med muslimernes erobring i 600-tallet blev arabisk med tiden det dominerende sprog, men sprog som aramæisk, hebraisk, armensk levede videre. Arabisk er det officielle sprog i de palæstinensiske selvstyremyndigheder (PA).
Palæstinas kort
Med dagens moderne statsdannelser ligger landområdet Palæstina omgivet af Libanon og Syrien i nord, Jordan i øst og Egypten i syd.
Med dagens moderne statsdannelser ligger landområdet Palæstina omgivet af Libanon og Syrien i nord, Jordan i øst og Egypten i syd.
Kortet til venstre viser Judæa-provinsen i det romerske rige i det første århundred. Det jødiske folk har sit navn fra Juda (Yehuda på hebraisk)/Judæa, allerede før romerne okkuperede landet havde der i flere århundreder været tidlige israelitiske og jødiske statsdannelser i området.
Byer i Palæstina
Nogle af de ældste byer vi kender til i historien ligger i landområdet Palæstina. Jeriko er kendt som den første by Israels folk indtog efter de havde krydset Jordanfloden, men deres historie er flere tusind år før den tid. De mest folkerige byer som i dag administreres af de palæstinensiske myndigheder (PA) er Gaza by, Hebron i Judæa og Samaria (Vestbredden), Khan Yunis, Jabalia og Rafah i Gaza-striben og Nablus på Vestbredden. Alle de byer i Palæstina har over 100.000 indbyggere, i Gaza by over en halv million indbyggere.
Alle de byer i Palæstina har over 100.000 indbyggere, i Gaza by over en halv million indbyggere.
Palæstina i dag
I Gaza lever der omkring to millioner indbyggere, Judæa og Samaria (Vestbredden) lever der omkring tre millioner. Siden 2007 har Palæstina de-facto været delt i to. Terrorgruppen Hamas har fuld kontrol over Gaza-striben, mens Fatah-bevægelsen styrer de palæstinensiske selvstyremyndigheder (PA) i Judæa og Samaria (Vestbredden). Palæstina har i dag to præsidenter, to premierministre, en lovgivning som er ude af funktion og har været ude af stand til at afholde valg – læs her. Palæstina opfylder således ikke folkerettens betingelser for at blive anerkendt som en stat – læs her. Præsident for PA er Mahmoud Abbas.
Palæstinas flag
Det palæstinensiske flag har tre horisontale striber i sort, hvid og grøn, med en rød trekant liggende over til venstre på flaget. Flaget blev taget i brug af PLO (Palestinian Liberation Organization) i maj 1964, og siden af «Staten Palæstina». Flaget ligner i høj grad Jordans flag og Vest-Sahara, som alle henter inspiration fra det arabiske oprør mod det osmanniske rige under Første Verdenskrig.
Palæstinas valuta
Frem til 1918 var Palæstina del af Det osmanniske rige, og den osmanniske lira blev brugt. Briternes militære administration brugte først egyptiske pund. I 1927 indførte briterne palæstinensiske pund med arabisk, engelsk og hebraisk skrift. Under jordansk og egyptisk okkupation brugte palæstinenserne jordansk og egyptisk valuta, i dag bruger de israelske shekel.
Frem til 1918 var Palæstina del af Det osmanniske rige, og den osmanniske lira blev brugt.
Fri Palæstina
En palæstinensisk nationalbevægelse voksede frem efter Første Verdenskrig, fra 1960’erne repræsenteret af PLO. Slagordet «Fri Palæstina» kan betyde et krav om ophør af israelsk okkupation af Judæa og Samaria (Vestbredden), men for mange dominerende palæstinensiske partier og politikere betyder det også et krav om at HELE Israel forsvinder og at det som i dag er en jødisk stat bliver en arabisk og muslimsk stat. I virkeligheden er det som palæstinenserne har brug for, at blive fri fra det totalitære Fatah styre i Område A&B i Judæa & Samaria (Israel har jf. Oslo-aftalerne fra primo 1990’erne kontrol over Område C i Judæa & Samaria) og den iransk-støttet terrorgruppe Hamas som har haft kontrollen over Gaza siden 2007, efter terrorgruppen gennemførte et blodigt kup mod Fatah der.
Læs om Israel-Palæstina konflikten her.