Search
Antisemitismen er eksploderet efter 7. oktober-massakren mod Israel. Her ses palæstinensisk demonstration foran Københavns Rådhus, 2008. (Foto: Henry Southgate, flickr.com)

– Jeg er glad for min mor ikke nåede at opleve det nye had mod jøder

Bent Blüdnikow om hadet mod jøder i 2023: - Antisemitismen er overraskende og voldsom. Men den er ikke ny.

Der har levet jøder i Danmark i over 400 år og trods diskrimination og antisemitisme, har de få tusind danske jøder bidraget med noget af det mest danske vi kender.

7. oktober-massakren mod Israel har forandret alt i Israel og i verden, inkl. Danmark. Massakren har kostet over 1,200 livet, over 10,000 såredegrove seksuelle overgreb og voldtægter af israelske kvinder, børn og mænd, utallige savnede, mindst 240 kidnappet til Gaza, over 12.000 raketangreb mod israelske byer og over 500,000 israelere, der er blevet flygtninge og trues af økonomisk ruin. Massakren ramte ALLE israelere hårdt på tværs af religion, etnicitet og køn, inkl. israelske minoriter.

Truslen mod jødisk liv i Danmark på sit højeste – siden massakren er antisemitismen verden over, inkl. Danmark eksploderet. Den eskplosive antisemitisme i Danmark er blevet bekræftet fra flere kilder. For nylig blev den traditionsrige Chanukkah-lys tænding aflyst på Københavns Rådhusplads efter PET havde advaret om stigende terrortrussel mod jøder.

Også på danske folkeskoler og universiteter udsættes danske jøder for dødstrusler og grov antisemitisme.

Den 20. december kom Bent Blüdnikow, der er historiker, journalist, forfatter, anmelder og debattør med sin kommentar i Berlingske Tidende om antisemitimismen i Danmark:

Nu da 2023 går på hæld, husker jeg som en af årets afgørende betydningsfulde begivenheder, at min mor døde i år i januar; 95 år gammel.

Hun var en ganske ung pige kun 15 år gammel, da hun med sine forældre forsøgte at flygte i oktober 1943.

De havde en aftale med en flygtningehjælper, der skulle afhente dem fra Helgoland Badeanstalt om natten, og derfor gemte de sig hele natten i badekabiner derude på Amager.

Men hjælperen kom ikke.

De forsøgte det samme næste nat, men heller ikke denne gang dukkede hjælperen op. Det må have været en ventetid præget af angst.

Familien søgte derefter, som mange andre jødiske familier, nordpå og var heldige at komme med en fiskerbåd fra Snekkersten havn.

Min mor fortæller historien i DR-dokumentaren »Hyrdebrevet«, der handler om biskop Hans Fuglsang-Damgaards hjælp til jøder og frihedskæmpere.

Min far Benjamin Blüdnikow forsøgte også at komme over fra Snekkersten med en robåd med ti flygtninge.

Men båden tog vand ind og tre druknede. Først efter dramatiske begivenheder lykkedes det ham og de overlevende at komme med en fiskerbåd til friheden.

Min mors familie hed Krakowsky og var kommet som flygtninge fra zarens Rusland før Første Verdenskrig. De boede på Nørrebro under temmelig ydmyge omstændigheder.

Oplevelserne under krigen påvirkede selvfølgelig min mor, ligesom alle andre jøder, stærkt. Hun var en bekymret sjæl.

Alt nyt var potentielt en trussel, og spontan glæde var hende temmelig fremmed. Men hun var en god og kærlig mor og blev siden en varm svigermor og bedstemor for sine børnebørn.

Hvad der frelste hende fra psykiske problemer af værre karakter, var et lykkeligt ægteskab med min far, som også var søn af russiske jødiske indvandrere og også var vokset op på Nørrebro.

De havde allerede mødt hinanden til en nytårsfest i 1942, hvor min fars lakplader med Benny Goodman og Duke Ellington var populære. Men de flygtede hver for sig, fordi de var så unge, min far med en god ven, Leopold Recht, og min mor med sin familie.

Mine bedsteforældre og forældre var ikke religiøse. Min morfar sang ganske vist i synagogekoret, men primært, fik vi at vide, fordi det bidrog til den slunkne husholdningskasse.

Men til gengæld betød jødisk kultur og historie meget.

Efter krigen havde mine forældre travlt med at komme ind i det danske samfund, og der var ingen tid til at kigge tilbage til den mørke fortid.

Fra 1945 kom der mange år uden antisemitisme og uden trusler, og med det lykkelige ægteskab faldt min mor i vid udstrækning til ro. Min mor var som mange andre piger fra indvandrerfamilier gået ud af 7. klasse og klarede sig med kontorarbejde og blev siden hjemmegående husmor ude i Rødovre.

Hun var en begavet kvinde, der fulgte godt med i nyheder og politik, men kun få af indvandrerpigerne fik en uddannelse. Min far blev civilingeniør, som var usædvanligt i det russisk-jødiske miljø, hvor de fleste drenge blev handlende eller skræddere.

Roen blev forstyrret
Min mors ro blev i nogen grad forstyrret, da vi kom ind i 1970erne. Venstreradikale grupper havde sammen med palæstinensiske organisationer udset sig både israelske og jødiske mål i Europa.

Kendt er Blekingegadebanden, der allerede i begyndelsen af 1970’erne samarbejdede med terrororganisationen PFLP, selvom det først var, efter banden blev fanget i 1989, at min mor fik kendskab til karakteren af deres aktiviteter.

Banden havde således samlet navne på godt 500 jøder, som var samlet i et specielt ringbind. Blandt disse jøder var både min far og jeg selv.

Selvfølgelig rystede bandens aktiviteter hende, for hvad var meningen med at samle navnene ind? Sandsynligvis at sende dem til samarbejdspartneren PFLP i Mellemøsten. Men det ved vi den dag i dag ikke, for bandemedlemmet Bo Weimann, der stod for denne navneliste, har ikke fortalt, hvad den skulle bruges til.

Sidste gang, den slags navnelister var havnet i fjendtlige hænder, var under besættelsen, da nazisterne stjal den jødiske menigheds lister med medlemmer.

Terroren ramte
1980’erne blev ikke et godt årti.

Terrorismen havde gode kår og betød i lille, hyggelige Danmark, at palæstinensiske terrorister i 1985 bomberamte synagogen og senere på året en jødisk forretning i Vendersgade.

Blekingegadebanden var kun én ud af andre særdeles farlige grupper. Således havde en palæstinensisk gruppe ved navn Force 17, der var den palæstinensiske leder Yasser Arafats sikkerhedsgruppe, planer om at myrde både overrabbiner Bent Melchior og Politikens chefredaktør Herbert Pundik.

Mine forældre havde, som langt de fleste jødiske familier efter Holocaust, et stort håb om, at det ville gå godt for den jødiske stat Israel. Min far stemte efter krigen på kommunisterne, men efter antijødiske skueprocesser i Østeuropa og Rusland blev han zionist.

Terroren i Europa og Danmark i det nye århundrede, som ramte København specielt hårdt i 2015 med angrebet på synagogen og mordet på den jødiske sikkerhedsvagt Dan Uzan, var dybt rystende.

Jeg kan huske, at min mor flere gange sagde: »Tænk, at jeg skulle opleve det«.

Bag sætningen lå selvfølgelig oplevelserne under krigen, som dannede baggrund for en ny fornemmelse af trusler og frygt.

Den nye antisemitisme
Den nye antisemitisme kom overraskende og voldsomt.

I 2014 havde en krigslignende tilstand i Gaza medført ophidsede gemytter også herhjemme.

Der var det år ved Christiansborg en demonstration, som mange jøder deltog i, for fred. Deltagerne blev fragtet væk i busser.

En propalæstinensisk demonstration i nærheden gjorde, at politiet ikke kunne garantere fredsdemonstrationens sikkerhed.

Det var første tegn på, at den antiisraelske ophidselse i København indskrænkede frihedsrettighederne for jøder.

I år har vi set et blussende had i byens gader, hvor demonstranter har råbt Jihad og »from the river to the sea«.

Der er tiltale mod folk, der tilsyneladende har haft planer om at begå terror mod jødiske mål i Danmark.

På Syddansk Universitet har en forening talt om, at jøder udnyttede Holocaust til egen og Israels fordel.

Jøder er blevet chikaneret
Ved de enorme demonstrationer i London og andre vestlige byer er de antiisraelske sympatisører i stort overtal.

De aggressive og ofte hadefulde ytringer råbes ikke blot af radikale muslimer, men tilsyneladende også af radikale venstreorienterede og unge woke-aktivister.

Hadet bølger gennem gader og universitetslokaler.
Jødiske institutioner er under massiv beskyttelse. I denne måned var jeg til en begravelse på den jødiske Vestre Begravelsesplads, der foregik under politibeskyttelse.

Alt det oplevede min mor ikke.

Hun døde som sagt i januar, klar i hovedet til det sidste.

Hun var et elskeligt menneske, og med hendes bortgang mistede vi alle endnu et vidne til de store, tragiske begivenheder i det 20. århundrede. Men samtidig er jeg glad for, at hun ikke skulle opleve dette sindsoprivende jødehad.

Det ville med stor sandsynlighed få hende til at sige: »Tænk, at jeg skulle opleve det«.

Du kan læse denne artikel gratis på grund af MIFFs over 12.900 medlemmer i Norge og over 1.000 medlemmer i Danmark. Men vi har brug for støtte fra mange flere nu!

Giv en gave her eller brug MobilePay 49739

Bliv medlem ved at udfylde formularen herunder og trykke på “send”!

Facebook
Twitter
Email
WhatsApp