Brev fra en israelsk mor:
Vi går langs vores villavej. Alle huse har israelske flag. Store som små. Mine piger siger stolt: “Se mor, se hvor mange der er.” Ja, det er fantastisk. Der er stille på gaden. Shabbat er helt specielt netop pga stilheden, som falder over byen.
Min 9 årige bryder stilheden og siger: “De der plakater der gør mig så ked af det.” Jeg kigger op og ser billederne af gidslerne og pludselig er der overhovedet ikke stille i mit hoved. Hun forsætter og siger:” Jeg ser dem hver dag til og fra skole. Det er både babyer, børn og voksne”. Ja, siger jeg. Og jeg spørger videre: “Hvad tænker du om det?” Hun siger med et knæk i stemmen… “Mor, tror du, at gidslerne, som er børn, har deres mor med.” Jeg tænker meget over mit svar og siger: “ Jeg ved, at de voksne passer godt på børnene”.
Min 7 årige springer ind i samtalen og spørger: “Hvad har de mennesker gjort for, at de skal opleve det her”. De har absolut intet gjort, svarer jeg. Begge spørger så: “Kunne de onde også komme efter os?” Jeg har virkelig prøvet ikke at lyve under hele den krig og det har lykkedes indtil videre. Men i dag svarede jeg pigerne med en løgn. “Absolut ikke”. Og sandheden er, at deres værste og grimmeste frygt er den samme som min. Det er den samme frygt, som nu alle israelere har.
Vores tur forsætter og for enden af vejen, ser vi en politibil. Jeg forklarer dem, at den passer på os. Den sørger for, at der ikke kommer nogle ind i vores by, som ikke skal være her. Min 9 årige kigger ned i jorden og spørger igen:”Hvorfor kan de ikke bare lade os være i fred. Vi lever jo bare vores liv”. Jeg svarer, at det er, fordi vi, jøder, dagligt vælger at leve for det, vi tror på. Det er langt sværere at leve for noget, man ved er vigtigt end at dø for det.
Hun kigger på mig og siger: “Jeg vil bare gerne have, at det snart stopper, så jeg kan sove normalt igen”. Jeg kunne ikke være mere enig. Vores hverdag er fuldstændig forandret. Vi er konstant i beredskab, selv når vi sover, er telefonerne tændte i tilfælde af sirener.
Vores landsmænd: mænd, kvinder, mostre, onkler, brødre, søstre, sønner og døtre kæmper for vores eksistens og vores ret til at forsætte vores liv som det var før den 7.okt. Vi støtter dem så godt vi kan med mad, redskaber, bønner og det israelske flag, som vi stolt flagrer med. Men jeg ved, at de har samme ønske som min 9 årige. Bare det nu snart kunne stoppe, og gidslerne kunne komme hjem til deres familier, hvor de er så savnet og alle kunne derefter sove normalt igen.
Men denne kamp er lang og vi bliver ved så længe det skal tage.
Men en ting er sikker – det israelske folk er forevigt forandret.
Vi lærer af vores fejl og bliver stærkere for hver dag – vi er ikke et folk, som skal undervurderes – slutter en israelsk mor som håber at verden vil lytte til hendes datter: “Jeg vil bare gerne have, at det snart stopper, så jeg kan sove normalt igen”.
