Israel er for altid forandret. MIFF har skrevet daglige artikler om 7. oktober-massakren mod Israel, der har kostet mindst 1,200 livet, over 9,000 sårede, grove seksuelle overgreb og voldtægter af israelske kvinder, utallige savnede, mindst 240 kidnappet til Gaza, over 10,000 raketangreb mod israelske byer og over 500,000 israelere, der er blevet flygtninge og trues af økonomisk ruin.
I takt med flere gidsler frigives kommer der flere beretninger om hvad de blev udsat for, 12-årige Eitan Yahalomi har efter sin frigivelse fortalt, at han blev tvunget af terrorgruppen Hamas, til at se klip fra massakren mens han sad fanget og kvindelige gidsler blev holdt fanget i bur. Massakren er den bedst dokumenteret i historien – terroristerne filmede alt hvad de gjorde mod deres ofre og delte det på sociale medier. Freelance journalister fra stationer som CNN var med mens massakren skete og filmede også hvad der skete. Ucensurerede klip fra massakren er blevet vist for internationale journalister, inkl. den danske journalist Jotam Confino, som udtalte at han var chokeret over det han havde set. Han kaldte det også absurd at stille Israel i en situation, hvor de følte sig nødsaget til at vise hvad ofrene var blevet udsat for igen og igen for at blive hørt. Trods overvældende beviser ignoreres israelske kvinder og piger, der blev udsat for ubeskriveligt brutale seksuelle overgreb og massevoldtægter.
Livet i Israel før 7. oktober-massakren var ikke let for mange, skriver Gidon Ben-Zvi i The Algemeiner.
Boligpriserne er skyhøje, børnepasning er dyrt, bureuakratiet er et kapitel for sig og lønninger kan ikke følge med leveomkostningerne – ingen har sagt at livet i Israel er let.
Læg dertil at Israel lever i et yderst fjendtligt nabolag og kæmper mod en verden som ikke forstår de vilkår som det lille land lever under. Det giver en dårlig cocktail som Israel har lidt under i årtier.
Israel er i krig og de daglige udfordringer er blevet mangedoblet i kraft af den forfærdelige erkendelse som mange israelere er nået frem til – al snakken om at mindske konflikten med palæstinenserne til der ville komme fred, var en dødelig desillusion, skriver Ben-Zvi.
Siden 7. oktober-massakren, kredser nyhederne om den og den efterfølgende krig for at nedkæmpe terroren fra Gaza, forhandlingerne om at få gidslerne hjem, våbenhvilen, de flere hundrede tusind israelere der er blevet flygtninge i deres eget land og trues af økonomisk ruin og meget andet.
Men de internationale medier fortæller ikke om de helt almindelige israelere, der strår sammen om at hjælpe deres land, skriver Ben-Zvi.
Omkring halvdelen af Israels befolkning har meld sig til at hjælpe frivilligt – det er uden fortilfælde. Over 300,000 reservister er blevet indkaldt og et stort antal indbyggere langs grænsen med Libanon er blevet evakueret fra deres hjem.
Over 200,000 israelere smed hvad de havde i hænderne og rejste hjem fra udlandet for at beskytte deres land – nogle som reservister indkaldt til militærtjeneste, andre har meldt sig frivilligt.
Universitetsstuderende fik udskudt deres akademiske skoleår og meldte sig til at hjælpe de hårdt ramte landmænd i Syd-Israel, der stod med akut mangel på hænder, efter deres levebrød forsvandt overnat, afgrøder stod til at rådne og dyrene risikerede at dø af sult. I kibbutz Nir Oz trodsede frivillige faren for terror efter malkeholdet var blevet myrdet af terrorister under massakren, og køer med deres kalve i dagevis ikke havde fået mad eller vand.
Ingen ved hvornår krigen slutter, men den påvirker alt og alle i Israel, israelerne er verdenskendte for at kunne tilpasse sig nye vilkår med et snuptag – sådan er det at være den eneste jødiske stat i verden. Forældre knokler på deres arbejde, men finder tid til at lære nye kundskaber, der pludseligt er brug for efter alt er blevet vendt på hovedet. De lærer at blive brandmænd, de tager redningskurser, første hjælp, mental modstand under kriser for at kunne hjælpe alle dem der står tilbage med PTSD og traumer efter det de blev udsat for under massakren.
Israelernes medfølelse med ofrene for 7. oktober-massakren har spredt sig til hele landet. Normalt holder Israels ultraortodokse minoritet og israelske-arabere sig mere for sig selv, men nu er de trådt ud af skyggen for at hjælpe deres landsmænd på tværs af religion, etnicitet og politik.
Flere tusind ultraortodokse mænd forventes at melde sig til IDF-tjeneste. Ultraortodokse samfund laver mad, kører folk samt forsyninger rundt i landet og hjælper med sociale ydelser.
I 2021 deltog flere tusind israelske-arabere i oprør og anden kriminalitet i støtte til palæstinenserne under Operation Guardians of the Wall. I dag viser de deres foragt for Hamas og støtter Israel’s ret til at forsvare sig. Israelske-arabere har vist at de også vil hjælpe med det frivillige arbejde for deres land og hjælpe ofrene af 7. oktober-massakren.
Det samme ses blandt de nye immigranter, der trods kulturelle og sproglige udfordringer, har kastet sig ind i støtten af deres land som har oplevet den værste massakre siden Holocaust. Det skal dog understreges at den har ramt alle israelere på tværs af religion og etnicitet.
Immigranter fra Frankrig har oprettet Facebook-grupper, hvor de organiserer besøg på militærbaser og laver mad til landets mænd og kvinder, der kæmper ved fronten. Ben-Zvi fortæller at en af hans kollegaer, der er immigreret til Israel fra Tjekkiet, har oprettet en hjemmeside sammen med nogle designere, hvor de sælger forskellige ting – al overskud går direkte til de mange internt fordrevede israelere, der har hårdt brug for hjælp.
I den blandede by Haifa, hvor jøder, muslimer, kristne og andre israelske minoriteter lever sammen, popper der flere grupper op på sociale medier til gavn for dem, der har brug for hjælp – alle hjælper hinanden, alle er i samme båd, alle er israelere.
Den 7. oktober vågnede israelerne op til en ny virkelighed – mens Hamas massakredede babyer, børn, kvinder, ældre og mænd, mens folk blev taget som gidsler til Gaza og raketterne regende ned over israelske byer, gik det op for israelerne, hvilken skæbne de ville lide uden et land som kan beskytte og forsvare dem.
På tværs af Israels unikke mangfoldighed du ikke møder noget andet sted, gik det op for alle israelere at uden deres lille plet, der kun er på størrelse med Jylland, er der ikke noget sted at gå hen. Israel kæmper for sin overlevelse.
I dag ser israelerne med friske øjne på deres smukke lille land og mere end nogensinde sætter de pris på alt det som Israel har givet dem – de er blevet israelere igen, slutter Ben-Zvi
