- David M. Weinbergs artikel blev publiceret i Jerusalem Post 4. november. Weinberg er grundlægger og seniormedlem ved Misgav Institute for National Security & Zionist Strategy. Du kan læse hans artikler om diplomati, forsvar, politik og den jødiske verden på davidmweinberg.com.
Efter 7. oktober-massakren mod Israel og den efterfølgende krig, som kan blive langvarig, har der ikke været fokus på konsekvenserne for Israels indbyggere – flere hundrede tusind israelere er blevet flygtninge i deres eget land.
Mindst en halv million israelere er blevet internt fordrevet i deres eget land som en konsekvens af krigen – blandt dem er også israelere som levede inden for rækkevidde af raketangreb fra Hamas-kontrolleret Gaza. Mange hjem blev ødelagt af raketangreb. Israelske indbyggere fra over 100 lokalsamfund ved grænsen mod syd og nord, blev evakueret eller er flygtet til den centrale del af landet.
Derudover er mændene i mange familier blevet indkaldt til militæret og deres efterladte familier føler sig ikke længere trygge – derfor er de flygtet hjem til familie og venner.
Her er lidt statistik; over 36.000 indbyggere fra byen Sderot som blev hårdt ramt under massakren, er flygtet, 18.000 indbyggere fra 29 byer få km fra Gaza, er blevet evakueret til 50.000 hotelværelser. Omkring 65.000 evakuerede/flygtninge har søgt ly i Eilat, beliggende langt fra Gaza, men også Eilat er blevet angrebet – fra Yemen og Syrien.
Weinberg skriver: Det er en chokerende og uacceptabel forskydning. Jøder er blevet flygtninge i deres eget land! Det er en skræmmende virkelighed.
Elever kan ikke komme i skole, forældre kan ikke komme på arbejde – omfanget af de internt fordrevet flygtninge sammen med usikkerheden omkring krigen er traumatiserende og lægger ekstra pres på familierne – hvad med eleverne der ikke kan komme i skole eller være en del af deres fællesskab? Hvad med de voksne som ikke kan komme på arbejde? Hvad med de mange familier hvor indkomsten er blevet ustabil? Hvad med boliglån, der ikke kan afdrages på? Regningerne der ikke kan betales – listen er lang.
Arbejdsministeriet vurderer at 764.000 israelere har mistet deres job, er blevet opsagt eller er trådt ud af arbejdsmarkedet siden krigens udbrud – det svarer til 18% af arbejdsstyrken!
Knap 40% af alle israelske virksomheder kører på nød-aktivitet, dvs. at der er skåret ind til benet med en arbejdsstyrke på under 20%. I Syd-Israel kører 60% af virksomhederne på det niveau og kan knap nok overleve.
Byggebranchen er stort set lukket ned, større projekter er udskudt og stort set alle udenlandske gæstearbejdere er flygtet. Thailand er blandt de lande som blev hårdt ramt af massakren – utallige thailændere er blevet myrdet eller kidnappet. Turistindustrien er i knæ, landbruget mangler hænder. MIFF kunne eksempelvis fortælle om de stakkels køer og kalve i kibbutz Nir Oz, der ikke havde fået mad eller var blevet malket i flere dage, fordi malkeholdet var blevet myrdet. Derfor havde et hold frivillige valgt at trodse faren for raket- og terrorangreb, for at redde køerne og holde lidt liv i den nedbrændte kibbutz, hvor over 100 ud af 400 indbyggere var blevet myrdet. I fødevarerindustrien/anden indsutri kører 62% på et minimum og med en nedgang i aktiviteten på 50-80%. Over 40% af alle israelske virksomheder mangler deres yngste medarbejdere, der nu er i krig.
Værst er krigen gået udover de selvstændige – de er også gået i krig og kan ikke passe deres virksomhed. I Syd-Israel ved man ikke om der er virksomheder at vende tilbage til – vender de hjem til en konkurs? Vil kunderne komme tilbage?
Løsningen fra Israels forsvarshær (IDF) og National Social Insurance Institute er at kompensere de selvstændige med 6.000-47.000 shekel (svarende til omkring 10,000-85,000 kr) pr. måned, men løsningen tager tid at implementere og vil måske komme for sent for mange.
Læg hertil de psykiske ar på sjælen – alle israelere er blevet traumatiseret af massakren, alle har familie, venner eller andre som blev direkte rørt af katastrofen og de vil aldrig blive sig selv igen. Hvad med de forældreløse børn? Forældre som har mistet deres børn? Hele familier som blev myrdet eller kidnappet? Hvad med kibbutzerne tæt på Gaza – vil indbyggerne vende tilbage og kan de genopbygge det som er mistet? Hvad med alle de sårede, der vil kæmpe med fysiske og psykiske mén mange år frem?
Genopbygning af lokalsamfundene i Syd-Israel, forventes at koste over 5 mia shekel (svarende til omkring 9 mia kr). Myndighederne har allerede tildelt 1 mia shekel (svarende til omkring 1,8 mia kr) til regionalrådene i Shaar HaNegev, Sdot Negev, Eshkol og Sderot kommune.
Massakren som ikke måtte ske – håbet var at efter det jødiske folk vendte hjem til sit oprindelige hjemland, ville jøder kunne leve i tryghed. Der er vi ikke endnu. Men Israels grænser skal som minimum beskyttes bedre og en halv million israelere burde ikke stå i en situation, hvor de tvinges ud af deres hjem efter massakren.
Israel og det jødiske folk står sammen – det strømmer ind med frivillige som gør hvad de kan for de ødelagte familier, der har mistet alt og er i sorg. Utallige velgørenhedskampagner og mange hjælpende hænder giver håb midt i en meget svær tid. Israelerne vil ikke have verdens medlidenhed – de har brug for at føle sig trygge og ikke være alene.
Weinberg pointerer at nærværende artikel ikke er en konkurrence om hvem, der lider mest – israelerne eller palæstinenserne.
Weinberg slutter: – Jeg håber at Israels venner derude får et indblik i, hvad israelerne går igennem nu – de lider, de sørger, de græder, de har ondt i krop og sjæl, de er bekymrede for deres børn, deres forældre, deres mænd – hvor mange begravelser skal der til, før de kan leve i fred? Vil de kunne betale deres regninger? Kommer der flere raketangreb? Hvordan vil deres børn reagere ved den næste raketalarm? Hvor længe kan de holde til det? Alt tyder på at det vil blive værre, før det bliver bedre.
Men vi går inden steder – vi har ikke noget andet sted at tage hen.
Det vil kræve meget af israelerne både psykisk, socialt og økonomisk at vinde krigen, men vindes skal den.
