Bliv aktiv ven af ​​Israel nu!

Kom til Nordic Israel Congress 10.-12. maj for at høre meget relevante foredrag. Vær hurtig med tilmelding, begrænset antal pladser. 

Her er alt hvad du har brug for at vide om israelske bosættelser

Ma'ale Adumim uden for Jerusalem er den tredje største bosættelsesblok i Judæa og Samaria. (Foto: Wikipedia)

I 1967 blev Israel tvunget til at forsvare sig mod angreb fra arabiske nabolande. Efter Israel vandt Seksdageskrigen kom store landområder under israelsk kontrol. I alle de områder – Sinai, Gaza, Judæa og Samaria (Vestbredden) og Golan – etablerede Israel med tiden militære baser og civile boligområder. De boligområder, som i nogle tilfælde ligger i Judæa og Samaria er med tiden blevet til byer med flere tusind indbyggere og kaldes for israelske/jødiske bosættelser eller bosættelser.

Israel anklages for at de israelske bosættelser er ulovlige og et brud på folkeretten. Israelske bosættelser fremstilles også ofte som værende den største hindring for fred mellem israelere og palæstinensere. Blev folkeretten anvendt som den burde, ville der slet ikke opstå en diskussion om hvorvidt israelske bosættelser er ulovlige eller ej – israelske bosættelser er IKKE ulovlige jf. folkeretten. Fakta på jorden viser desuden at israelske bosættelser IKKE er den største hindring for fred. Israelske bosættelser og landbrug i Judæa og Samaria dækker blot 2,7% af arealet.

Israels bosættelser i Judæa og Samaria 

Med Israel for fred (MIFF) tager ikke stilling til for eller imod israelske bosættelser i Judæa og Samaria (Vestbredden), vores opgave er som i alle andre sager gengive hvad forskellige grupper i Israel tænker. Nogle israelere er kritiske – de mener at bosættelserne udgør en unødvendig provokation som er både bekostelig og ressourcekrævende for sikkerhedsmyndighederne. Kritikerne har ikke længere samme vind i sejlene, efter israelsk afvikling af 21 bosættelser i Gaza og 4 bosættelser i Samaria i 2005 førte til endnu mere terror og flere raketangreb fra palæstinensisk side. 

De hovedpunkter som MIFF fremfører her i baggrundsartiklen, vil det største flertal af jødiske israelere være enige i – det gælder også dem som af forskellige årsager stiller sig kritisk over for dele eller hele bosættelsesbevægelsen. Se alle MIFFs artikler om Bosættelser HER.

    Indhold

    «Intet land er nogensinde blevet stillet overfor krav om at holde sine indbyggere væk fra et område som de kontrollerer.»
    Eugene Kontorovich
    Juraprofessor


    Bosættelserne i Judæa og Samaria er lovlige jf. folkeretten

    Skiftende norske og danske regeringer har de seneste årtier hævdet at  Israels bosættelsespolitik er «ulovlig i henhold til folkeretten». Når Udenrigsministeriet bliver spurgt om grundlaget for deres påstand, henviser de til FN’s sikkerhedsråds resolutioner 465 og 2334. Men begge  resolutioner er vedtaget efter kapitel VI i FN-charteret og er derfor IKKE bindende og er IKKE folkeret. Mange af FN-resolutioner er et resultat politiske studehandler af værste skuffe, hvor arabiske og muslimske stater sammen med deres allierede stort set kan vedtage lige hvad de vil. Resultatet bliver heldigvis ikke til andet end meningsytringer – IKKE folkeret.

    San Remo-konferencen gav i 1920 Storbritannien til opgave at etablere et nationalt hjemland for det jødiske folk i det geografiske område Palæstina. Et enstemmigt Folkeforbund gav anerkendelse til det jødiske folks historiske forbindelse til området. Briterne fik besked om at de skulle opmuntre til tæt jødisk bosættelse i området som i dag omfatter Israel, Gaza og Judæa og Samaria (Vestbredden). FNs charter bekræfter de folkeretlige bestemmelser (art. 80).

    Siden midten af 1990’erne har de palæstinensiske selvstyremyndigheder (PA) haft civil myndighed i Område A og B i Judæa og Samaria. Palæstinenserne kan bygge frit i Område A og B. Alligevel har PA en overordnet strategi om at bygge mest muligt i Område C som jf. Oslo-aftalerne (1993) er under israelsk myndighed. PA får finansieret deres planer for Område C af EU – inkl. Danmark. PA’s byggerier i Område C er ulovlige. 

    Ifølge undersøgelser foretaget af organisationen Regavim er palæstinensisk bebyggelse i Område C i 2008-2019, steget med 76,5%. Til sammenligning steg palæstinensisk bebyggelse i Område A og B kun med 10–14%. Israelsk bebyggelse i Område C steg med 19,8%.

    Hør mere i MIFFs interview med Naomi Linder Kahn, international direktør i Regavim.

     

    «Israelske bosættere dyrker omkring 93 kvadratkilometer palæstinensisk landbrugsjord, boligområderne i bosættelserne udgør omkring 60 kvadratkilometer.»

    Er bosættelserne et brud på folkeretten?

    Udenrigsministeriet henviser også til Genève-konvention af 1949 som argument for at israelske bosættelser er ulovlige. Men den aktuelle paragraf handler om forbud mod deportation og folkeforflytninger med tvang i opgøret efter Anden Verdenskrig. Den kan IKKE anvendes på jøders frivillige bosættelse i Judæa og Samaria – som er det jødiske folks historiske og religiøse kerneland.

    Den tidligere amerikanske vicedirektør i det amerikanske udenrigsministerium, juraprofessor Eugene V. Rostow, skrev følgende i en artikel publiceret i The New Republic i 1990: «Jødernes rettigheder til at bosætte sig i området er på alle måder lige så stor som den lokale befolknings rettigheder til at bo der». Bestemmelserne i artikel 49, punkt 6, om tvungen folkeforflytning til okkuperede og suværene områder, kan ikke tolkes som et forbud mod at personer frivilligt returnerer til byer og landsbyer som de, eller deres forfædre, med magt er blevet tvunget til at forlade. Den forbyder heller ikke at individer flytter til landjord som ikke har været under lovlig kontrol af en stat og ikke er underlagt privat ejendomsret.

    Boykot af varer og tjenester fra israelske bosættelser vil være i strid med dansk lov og EU’s retlige principper, slog juristerne i Københavns kommune fast i marts 2021.

    Efter en objektiv folkeret er Israels kontrol og bosættelse i Judæa og Samaria fuldt ud lovlig. Vælger man at kalde kontrollen for okkupasjon, er det en lovlig okkupation, på linje med de alliertes okkupation af Tyskland og Japan efter Anden Verdenskrig. De utallige fejl udtalelser som eksempelvis «1967-grænse» er ikke en grænse – det er våbenhvile linjer fra 1949. Arabisk side nægtede at det ville blive en grænse.

    Den palæstinensiske ledelse, samtykkede ifølge den fortsat gyldige Interimsaftale fra 1995 (Oslo 2) til og accepterede Israels fortsatte tilstedeværelse i Judæa og Samaria i afventning af slutstatusforhandlinger, uden nogen restriktioner for begge parter når det gælder planlægning, zoneinddeling eller opførelse af beboelser og samfund. Deraf følger at påstande om at Israels nærvær i området er ulovlig – er helt grundløse. Læs mere i: Ti punkter som opsummerer Israels rettigheder i Judæa og Samaria (Vestbredden).

    Norske og danske partier samt organisationer som kæmper for boykot af israelske bosættelser, lukker øjnene for eksempelvis Tyrkiets bosættelser på det nordlige Cypern.

    Bosættelser og fjerde Genève-konvention

    Ifølge mange af Israels fjender er det en krigsforbrydelse at jøder flytter til Judæa og Samaria. Men den fjerde Genève-konvention anvendes IKKE på den måde når det gælder andre konflikter. Folk flyttede ind i Vest  Berlin da de vestlige stormagter igennem flere årtier administrerede byen. Tyrkiet har de seneste år okkuperet dele af Nord Syrien og folk er flyttet ind i området. Hverken i de nævnte tilfælde eller i andre tilfælde har USA, FN, Danmark, Norge anvendt artikel 49, punkt 6. Der kan ikke være én folkeret for Israel, og en anden folkeret for resten af verden.  Intet andet land er nogensinde blevet krævet at holde egne indbyggere væk fra bestemte områder som de kontrollerer, påpeger juraprofessor Eugene Kontorovich.

    Den 18. november 2019 erklærede USAs regering at de ikke ser israelske bosættelser som ulovlige jf. folkeretten. – At erklære etablering af civile bosættelser for at være i strid med folkeretten har ikke hjulpet. Det har ikke fremmet fredens sag. Sandheden er at der aldrig kan komme en juridisk løsning på konflikten, og strid om hvad der er rigtigt og forkert i forhold til folkeretten vil ikke skabe fred. Det er et komplekst politisk problem som kun kan løses i forhandlinger mellem israelere og palæstinensere, fortsatte han. Også status på bosættelserne må afklares i forhandlinger, sagde den amerikanske udenrigsminister.

    Det er palæstinensisk modvilje mod at anerkende Israel som en jødisk stat, der har forhindret en løsning med to stater til to folk – ikke bosættelserne.

    Hvordan kom Judæa og Samaria under israelsk kontrol?

    Judæa og Samaria (Vestbredden) kom under israelsk kontrol i Seksdageskrigen i 1967, da Israel i et lovligt selvforsvar reagerede på ulovlige angreb fra jordanske styrker som siden 1948 havde okkuperet Judæa og Samaria ulovligt. Trods Israels opfordringer til jordanske ledere om at holde sig ude af krigen (de israelske opfordringer skete via de daværende øverstkommanderende for FN-styrkerne i området (UNTSO), general Odd Bull), rykkede blandt andre jordanske styrker frem mod udsatte flanker af Vest-Jerusalem, de affyrede granater mod Tel Aviv og bombede Netanya.

    FN resolutioner og Vestbredden 

    Flere resolutioner fra FN’s sikkerhedsråd, inkl. 242 og 2334, anerkender implicit at Israels okkupation af Judæa og Samaria (Vestbredden) IKKE er et brud på international lov. Det samme gælder sagen om Israels sikkerhedsbarriere fra 2004 i Den internationale domstol i Haag. Hvis domstolen havde fundet at Israels administration af området er ulovlig, havde domstolen ikke haft behov for at vurdere nogle andre sider i sagen. I folkeretten er okkupation når et land tager kontrol over et andet lands landområde. Men Judæa og Samaria har aldrig været en lovlig del af Jordan, som erobrede området i 1949 og udførte etnisk udrensning af hele den jødiske befolkning. Judæa og Samaria har desuden aldrig været en del af en arabisk, palæstinensisk stat.

    Grundet internationalt pres etablerede Israel ikke bosættelser i 1997-2017. Kun mindre udposter uden godkendte arealplaner blev sat op i perioden. Antallet af bosættere blev øget via fortætning.

    Israel, Judæa og Samaria og folkeretten

    Israel har et meget stærkt krav på suverænitet over Judæa og Samaria (Vestbredden) jf. folkeretten:

    1) bindende aftaler jf. folkeretten – San Remo-resolutionen (1920) og Palæstina-mandatet (1920). Norge må være særlig forsigtig med at undergrave bindende aftaler fra den tid da Norge fik suverænitet over Svalbard på samme måde.

    2) uti possidetis juris – et princip i folkeretten som skal sikre at grænserne for koloni- og mandatområder på vej til at blive stater bevares

    3) de facto hævdet gennem kontrol

    4) juridisk og moralsk hævdet fra selvforsvar og nødvendighed

    Svalbard og Judæa og Samaria

    Norges Svalbard-politik hviler tungt på en hundrede år gammel aftale, aftalt under samme konferencer som hvor løftet om en jødisk stat blev givet. Norge burde derfor være særlig forsigtig med ikke at undergrave de folkeretlige principper etableret efter Første Verdenskrig  først. Jo mere norske ledere uretmæssigt anklager Israel for brud på folkeretten i forhold til Judæa og Samaria, jo længere skubbes palæstinenserne fra forhandlinger om kompromisser og en god løsning for alle i området. Samtidig åbner det op for en nyfortolkning/forståelse af folkeretten omkring Svalbard, som Rusland også lægger op til.

    Jødiske bosættelser

    Mange af dagens israelske bosættelser er blevet reetableret i Judæa og Samaria på områder hvor der i tidligere generationer har levet jødiske samfund. Det jødiske folk har dybe og langvarige historiske, kulturelle og religiøse forbindelser til området. Judæa og Samaria er den jødiske civilisations vugge og området hvor vigtige hændelser beskrevet i den hebraiske bibel skete. Et stort antal ligger i områder hvor tidligere jødiske samfund blev tvunget væk af arabiske militærstyrker/militser, eller blev myrdet som det var tilfældet med det urgamle jødiske samfund i Hebron i 1929 [Hebron-massakren].

    De eneste myndigheder som i mere end tusind år har forbudt jøder at bo i områderne, var de jordanske okkupationsmyndigheder. I løbet af de 19 år (1948-1967) hvor Jordan kontrollede området, besluttede de at salg af jord til jøder skulle straffes med døden. Jødernes ret til at etablere et hjem i områderne, og den private juridiske ejendomsret til land som var blevet opkøbt, kunne ikke juridisk gøres ugyldig af den jordanske okkupation. Den kom som et resultat af landets ulovlige militære invasion af Israel i 1948, og den blev aldrig anerkendt som lovlig. 

    Er bosættelserne en kolonisering?

    Forsøget på at fremstille de jødiske samfund i Judæa og Samaria (Vestbredden) som et slags nyt «koloniseringssamfund» på et område som tilhører en suværen stat, er både falskt og politisk motiveret. Jerusalem og Judæa og Samaria har op gennem historien aldrig været underlagt palestinsk-arabisk suværenitet. Kernespørgsmålet er jødernes ret til at bo i deres historiske hjemland, ved siden af palæstinensisk-arabiske samfund, som udtryk for begge befolkningers forbindelse til landet.

    Judæa og Samaria og privat ejendom

    I Judæa og Samaria (Vestbredden) er omkring 30% af landområdet klassificeret som statsjord, resten er uafklaret/ ikke-registreret eller privatejet jord. Af den privatejet, registreret jord tilhører 95% arabere og 5% jøder. Den lave procentandel af privatejet jord er usædvanlig i industrialiserede og demokratiske lande og der er en historisk grund til at det er tilfældet i Israel –  også under Det Osmanniske rige (1516-1917) var det kun en lille procentdel af jorden som var privatejet. Det var først med den nye landlov i 1858, at man begyndte at nedfælde det private ejerskab af jord på skrift. Da Israel erobrede Judæa og Samaria (Vestbredden) i 1967 var det kun omkring 30% af territoriet som var blevet registreret. En del af den privatejet jord i Judæa og Samaria (Vestbredden) og Gaza var ejet af den Jødiske Nationalfond og andre jødiske organisation, men jøderne som levede eller arbejdede der blev dræbt eller jaget ud af området af araberne under Uafhængighedskrigen i 1948.

    Israels premierminister Menachem Begin sagde til USAs præsident Jimmy Carter: «Lad mig stille dig et hypotetisk spørgsmål. Forestil dig at guvernørene i de amerikanske delstater med byer som er opkaldt efter Hebron, Shiloh, Betel og Betlehem erklærede at alle indbyggere i USA kunne bosætte sig i dem – alle bortset fra jøder. Der ville blive truffet beslutning og at det er forbudt for jøder et bygge hjem i de byer som hedder Shiloh, Hebron, Betel og Betlehem i Amerika. Kære du! Alle kan bosætte sig i en hvilken som helst af steder som de vil, bortset fra Bogens folk. Gode kvinder og mænd på et eneste hvert sted ville råbe fra tagene: ‘Det er en skandale! Diskriminering! Racisme!’ Ikke sandt? Så hvordan kan du forvente at jeg, en jødisk premierminister i en jødisk stat som leder en regering med femten jøder, alle frie mænd – hvordan kan du forvente at jeg skal forbyde mine jødiske landsmænd at købe sig et stykke land og bygge deres hjem i det originale Shiloh, i det originale Betel, i det originale Betlehem og i det originale Hebron, fra hvor vores jødiske forfædre kommer fra? Ville det ikke være en skandale?»

    Bosættelserne i Judæa og Samaria er IKKE hovedforhindringen for fred

    De palæstinensiske myndigheders (PA), Mahmoud Abbas, har tidligere åbent fortalt at han afviste en tilnærmelsesvis fuld israelsk tilbagetrækning fra Judæa og Samaria (Vestbredden) under de hemmelige fredsforhandlinger med Israel i 2007 og 2008. De områder i Judæa og Samaria (Vestbredden) som Israel ville beholde skulle kompenseres med landområder andre steder. Det er vigtigt at Du husker det hver gang du hører om Israels okkupation og manglende vilje til en to-statsløsning, fordi de danske medier fortier det stort set. 

    Den 1. december 2018, i interview med den officielle palæstinensiske tv-station PA TV, bekræftede palæstinensernes chefforhandler Saeb Erekat det meget detaljeret. Palæstinenserne fik tilbudt: 

    • En stat med et større areal end Judæa og Samaria (Vestbredden) og Gaza.
    • Kontrol over de arabiske bydele i Jerusalem
    • Tlbagevending af 150.000 flygtninge ind i Israel.
    Israels premierminister Menachem Begin og USAs præsident Jimmy Carter. (Foto: GPO)

    Præsident Barack Obamas udenrigsminister John Kerry udtrykte det såleds (hvilket NRK aldrig har gengivet): «Bosættelserne er ikke hovedårsagen til konflikten – selvfølgelig er de ikke det. Du kan heller ikke sige at hvis de blev flyttet ville du får fred uden en mere omfattende aftale – det ville du ikke. Og vi forstår at i en slutstatus-aftale, vil nogle bosættelser blive en del af Israel for at tage hensyn til ændringerne der er sket i løbet af de seneste 49 år og demografiske realiteter på jorden.» Det var netop hvad Trump-planen i 2020 lagde op til – læs om planen HER.

    Selv om Israel har ret til kontrol og bosættelse i hele Judæa og Samaria, har Israel gentagende gange vist vilje til at bortforhandle store dele af områderne i bytte for en fredsaftale – ægte og varig fred. Trump-planen lægger op til at Israel beholder 30% af Judæa og Samaria (Vestbredden), mod erstatning med områder i Negev. Hovedproblemet forbliver at den arabiske og palæstinensiske side – som de har gjort både før og efter 1948, insisterer på krav som vil udslette Israel som en jødisk stat. Det er et krav som er fuldstændig i strid med folkeretten.

    De blå områder på kortet viser de vigtigste områder som ligger på vestsiden af sikkerhedsbarrieren i Judæa og Samaria (Vestbredden). Et flertal af jøderne i Israel støtter fremdeles en grænsedragning efter omtrent samme kort som Ehud Olmert fremlagde for Mahmoud Abbas i 2008. Abbas forkastede tilbud, selv om der blev tilbudt erstatningsområder (markeret i rødt) fra israelsk territorium.

    Hvad er problemet med israelske bosættelser?

    Da de palæstinensiske myndigheder (PA) fik kontrol over dele af Judæa og Samaria (Vestbredden) og Gaza i 1990’erne, genindførte de dødsstraf for salg af ejendom til jøder (som der også var under jordansk okkupation af området 1948-1967). Men modstand mod jødisk boligbyggeri opstod ikke i 1990’erne, heller ikke efter de første bosættelser begyndte at tage form efter 1967. Det skete heller ikke efter 1948, da Israel måtte bygge for at kunne huse flere hundrede tusind jødiske flygtninge fra arabiske lande og Europa.

    Arabisk modstand mod jødiske bosættelser i landområdet Palæstina begyndte allerede før Israel blev etableret. I august 1929 blev omkring 130 jøder dræbt, over 300 blev såret ved arabiske angreb og massakrer flere steder i det daværende britiske mandatområde. Der levede kun omkring 150.000 jøder i området som Folkeforbundet havde vedtaget skulle tilrettelægges for etableringen af et jødisk nationalhjem.

    Hvorfor blev israelske bosættelser etableret?

    Der var flere jødiske samfund i Judæa og Samaria (Vestbredden) før 1948, men ikke en eneste jøde kunne bo i området da det var under jordansk okkupation i 1948-1967. Efter 1967 vendte nogle jøder tilbage til deres ejendomme. Nogle bosættelser blev etableret for at styrke Israels grænseforsvar. Andre blev befolket af jøder som var drevet af ønsket om at beholde mest mulig af Judæa og Samaria – de gamle jødiske kerneområder. Hele Judæa og Samaria (Vestbredden) var inkluderet i området som Folkeforbundet ønskede skulle blive et jødisk nationalhjem. 

    Ma'ale Adumim uden for Jerusalem er den tredje største bosættelsesblok i Judæa og Samaria. (Foto: Wikipedia)

    Står bosættelserne i vejen for en palæstinensisk stat?

    De fleste regeringer i verden udtaler at de vil se en palæstinensisk stat etableret i Hamas-styret Gaza og i de PA-kontrollerede områder i Judæa og Samaria (Vestbredden). I stedet for at bruge det som et godt udgangspunkt for forhandlinger med Israel, har palæstinensiske ledere valgt at bruge diplomatisk konfrontation, dæmonisering og terror mod Israel. Vesten har fortalt Israel: Hvis I stopper beyggerier i Judæa og Samaria (Vestbredden), vil palæstinenserne vende tilbage til forhandlingsbordet, men det har vist sig ikke at stemme med virkeligheden – heller ikke da Israels regering satte byggerier på utbyggingen på lavt blus.

    Allerede i 1993, da Oslo-aftalerne blev underskrevet, opgav Israel sin politik om at forhindre en palæstinensisk stat via bosættelselses byggerier, påpegede Washington Post i 2013. Siden da er byggeaktiviteten sket i bosættelser som  PA har været enige om ville være en del af Israel efter forhandlingerne. Det samme gælder Øst-Jerusalem. I 2008, i direkte forhandlinger med Israel, signalerede PA at de bydele skulle forblive en del af Israel.

    – Hovedforhindringen for fred er øget radikalisering af arabiske og muslimske masser og vedvarende dæmonisering af jøder. I mange arabere og muslimers øjne er hele Israel en stor bosættelse som skal ryddes af vejen, skriver den israelsk-arabiske journalist Khaled Abu Toameh.

    Den israelske journalist Ben-Dror Yemini er generelt kritisk indstillet over for bosættelserne. Han skriver: Fortsat israelsk kontrol over (Judæa og Samaria) Vestbredden kan retfærdiggøres så længe palæstinenserne fortsætter med at afvise princippet om to stater for to folk. Hvis palæstinenserne fortsætter med at insistere på fuldstændig eller delvis tilbagevending af palæstinensiske flygtninge og deres efterkommere til Israel, afviser de i praksis det princip.  Under de forhold må palæstinenserne bære hovedparten af skylden for at situationen er fastlåst, deres holdning signalerer at deres primære ønske ikke er fred, men derimod en udradering af Israel som en jødisk nationalstat.

    Hvor store er de israelske bosættelser?

    Grundet internationalt pres har Israel ikke etableret nye bosættelser i perioden 1997-2017. Kun mindre udposter uden godkendte arealplaner blev opsat i perioden. Antallet af bosættere steg via fortætning. «Det er ikke usædvanligt at Israel udvider allerede eksisterende bosættelser i Judæa og Samaria (Vestbredden). Men grundet internationalt pres har landet ikke etableret nogen i mere end 20 år, skrev New York Times i 2017.

    På trods af 50 år med udbygning af israelske bosættelser, udgør de kun 3% af arealet! (ifølge de anti-israelske organisationer i Norge Fagforbundet og Norsk Folkehjelp) eller 2,7% (ifølge de norske Israel-kritiske medier NTB og NRK). I 1997-2017 blev der ikke etableret nogle større nye bosættelser, antallet boliger der er blevet bygget i bosættelserne har været meget lavere efter 2009’s Netanyahu end under Oslo-processen i 1990’erne. MIFF har flere gange afsløret at norske og danske medier har formidlet fake news om emnet. HER er et særligt groft eksempel fra NTB i 2017. I 2014 måtte Norges Udenrigsministerium rette fejl efter kritik fra MIFF. NRK har desuden også gentagende gange forvekslet bosættelser og boliger.

    Hvad med bosættelser i en fredsløsning?

    Palæstinenserne har fortsat mulighed for at få deres eget nationale hjemland, men det vil kræve at de vælger at acceptere at Israel er kommet for at blive: De må opgive kravet om at flytte flere millioner palæstinensere inde i Israel. De må acceptere en permanent og fredelig grænse – ikke en grænse som kan blive udgangspunkt for nye politiske krav eller være en fordel for væbnet kamp mod Israel. Norges og Danmarks stilltiende accept af palæstinensernes dødsstraf for palæstinensere, der sælger deres ejendom til jøder og vores stærke fordømmelser af jødisk boligbyggerie hjælper ikke palæstinenserne med at indse hvad der skal til for at skabe fredelig eksistens side om side med den jødiske stat. 

    Et flertal af jøderne i Israel ønsker at palæstinenserne får deres egen stat hvis det vil skabe en ægte fred. Det er der flere grunde til, den vigtigste er at de ikke vil have at deres børn og børnebørn risikere at blive en disrkrimineret minoritet under et muslimsk flertal. Israelerne har som betingelse for en palæstinensisk stat at den vil leve i fredeligt, side om side med Israel – som FN-resolution 242 også fastslår. Så længe der ikke kommer signaler om at palæstinenserne er villige til at acceptere det, og israelerne erfarer at Vestens pres ensidigt lægges på dem, forbeholder de sig retten til at fortsætte byggerier i områder af Judæa og Samaria de ønsker at beholde.

    Trumps fredsvision fra 2020 hed det: «Staten Israel vil tjene på at få sikre og anerkendte grænser. De behøver ikke at flytte bosættelser, og vil indlemme det store flertal af de israelske bosættelser ind i et sammenhængende israelsk territorium. Israelske enklaver der ligger inde i sammenhængende palæstinensiske landområder vil blive en del af staten Israel og blive knyttet sammen med via et effektivt transportsystem.

     

    I 2005 måtte flere tusind israelske bosættere forlade deres hjem i Gaza. Mange af dem blev fjernet med magt af israelsk politi- og militærstyrker. Efter Israels tilbagetrækning "kvitterede" palæstinensiske terrorgrupper i Gaza ved at optrappe krigen mod Israel, i stedet for at se tilbagetrækningen som en mulighed for fred.

    Gør bosættelserne en to-statsløsning umulig?

    Nej. Det er palæstinensisk modvilje mod at anerkende Israel som en jødisk stat, der har forhindret en løsning med to stater for to folk, ikke fakta på jorden. Palæstinenserne udgør en overvældende demografisk majoritet på 82% af landarealet i Judæa og Samaria (Vestbredden). 60 af de 126 israelske bosættelser bebos af mindre end 1000 personer, totalt 28.000 israelere. 51 af de bosættelser har et indbyggertal på mellem 1000 og 5000, totalt 114.000 israelere.

    De 15 tilbageværende bosættelser er dem, der i Israel omtales som bosættelsesblokke. Sammen med Øst-Jerusalem udgør de 4% af arealet i Judæa og Samaria (Vestbredden). De fleste af dem ligger langs våbenhvilelinjerne fra 1949 (der fejlagtigt omtales som 1967-grænserne). Der er bred konsensus i Israel om at beholde de få % af Judæa og Samaria (Vestbredden) og tilbyde erstatningsområder til palæstinenserne (som Israels daværende premierminister Ehud Olmert gjorde i 2008 og Trump-visionen lagde op til i 2020).

    Den interne israelske debat om bosættelserne

    De seneste år er den israelske venstrefløj ophørt med at tale om at «fred» er lige rundt om hjørnet. Efter Anden Intifada er der ikke blevet talt meget om fred, men derimod mere om skaderne som den langvarige militære kontrol fører med sig: moralsk korruption, diplomatisk isolation og demografisk nederlag. Venstrefløjen får støtte af demografer (eksperter i befolkningssammensætning) som mener jøder snart vil udgøre et mindretal i landområdene som er under israelsk kontrol.

    Tidligere sagde højrefløjen at en palæstinensisk stat i Judæa og Samaria (Vestbredden) ville sætte Israel i fare grundet palæstinensernes mulighed for styrkeopbygning. Som en stat vil palæstinenserne kunne danne militære alliancer og opbygge et våbenarsenal. Den dag de er klar, vil de kunne true et indskrumpet Israel med grænser som det vil være meget svært at forsvare. I dag vil en svag palæstinensisk stat nok udgøre den største trussel. Store arabiske stater er de seneste år gået i opløsning, og skabt et politisk vakuum hvor radikale og voldelige grupper har vundet magt. Hvis Israel trækker sig ud af Judæa og Samaria (Vestbredden) og overlader palæstinenserne til sig selv, vil Hamas og andre terrorgrupper tage kontrol over flere byer og landsbyer, advarer højrefløjen. Læs mere i artiklen Israels store dilemma knyttet til landområder under militær kontrol.

    Den israelske filosof Micah Goodman har foreslået nogle tiltag som Israel kan gøre for at reducere den militære kontrol uden at ofre sikkerheden. Andre repræsentanter fra venstrfløjen siger at Goodmans foreslsåede tiltag ikke er tilstrækkelige (Ami Ayalon med flere). Svarene fra højrefløjen vil ofte gå langs linjerne som MIFF har gengivet fra Martin Sherman i artiklen – Ja til bosættelser, uden dem bliver der ingen okkupation og heller ingen fred. – Hvordan kan nogen tro at palæstinenserne vil gå på kompromis hvis Israel allerede har stoppet opføring af bosættelser og opgivet krav på Judæa og Samaria (Vestbredden)? spøger Sherman

    Bassem Eid er palæstinensisk fredsaktivist fra Judæa og Samaria. Han har i årevis arbejdet for fred med Israel. Her ses han under sit foredrag for MIFF. (Foto: MIFF)

    Historien og udviklingen af israelske bosættelser

    Israels bosættelser i Sinai

    I 1967-1979 blev der etableret 18 israelske bosættelser i Sinai-halvøen, konsentrert i nordøst (tæt på Gaza) og langs Akaba-bukta. Den største bosættelse, Yamit, voksede til at have en befolkning på omkring 2.500. Efter fredsaftalen mellem Israel og Egypten i 1979, blev bosættelserne afviklet i løbet af 3 år og helt afsluttet 26. april 1982.

    Israels bosættelser i Gaza

    I 1970’erne og 1980’erne blev der etableret 21 israelske bosættelser i Gaza med landbrug som bosættelserne hovedernæring. I 2003 foreslog Israels premierminister Ariel Sharon at trække Israel helt ud af Gaza. Adskillelsesplanen blev gennemført september 2005. I alt flyttede omkring 8000 bosættere ud af Gaza. De fik økonomisk kompensation for at flytte frivilligt eller blev tvangslfyttet.  

    Israels bosættelser i Golan

    Efter Seksdagskrigen har den vestlige del af Golan-højderne været under israelsk kontrol. I 2019 anerkendte USA’s regering Israels suværenitet over området. Fra 1970’erne er der vokset flere civile israelske boligområder og landbrugskollektiver frem i Golan. Den jødiske befolkning i området ligger i overkanten af 20.000.

    Israels bosættelser i Judæa og Samaria

    Ifølge Yesha-rådet, som repræsenterer bosætterne i Judæa og Samaria, boede der i 2019 463.901 israelere i området. Siden 2012 er den årlige vækstrate i befolkningen blevet reduceret fra 4,7% til 3,0% i 2018. Modiin Illit, Beitar Illit, Maale Adumim og Ariel er de største bosættelsessblokke, med 43% af befolkningen.

    Mange af dagens israelske bosættelser er blevet reetableret i Judæa og Samaria på steder hvor der var jødiske samfund i tidligere generationer.

    Boykot-kampagnerne mod israelske bosættelser

    Stærke kræfter blandt Israels modstandere i Europa, Danmark og Norge kæmper for boykot af Israel. Boykotkampagnerne støtter palæstinensiske krav, der vil udslette Israel som en jødisk stat. For at nedkæmpe Israel har nogle af boykot-tilhængerne, af taktiske grunde, valgt at fokusere deres Israel-boykot mod israelske bosættelser.

    Boykot af bosættelser i norske kommuner

    «Trondheim kommune skal boykotte alle varer og tjenester som Israel producerer i okkuperet palæstinensisk område. Samtidig opfordrer byrådet alle indbyggerne i Trondheim til at gøre det samme.» Sådan stod der i vedtagelse fra Trondheim i 2016. Sidan da er lignende forslag blevet vedtaget i følgende norske amter og kommuner: Viken, Innlandet, Tromsø, Trondheim, Hamar, Lillehammer, Vaksdal og Rælingen. I Oslo blev muligheden undersøgt, men efter MIFF sendte et brev hvori der blev gjort opmærksom på at en sådan vedtagelse ville være ulovlig, er sagen blevet lagt i skuffen. Flere norske kommuner har afvist eller begravet forslag om boykot – blandt dem flere store byer som BergenStavangerKristiansandMoss og Fredrikstad.

    Norges Statens innkjøpssenter har bekræftet MIFFs vurdering om at det vil være ulovligt at udelukke virksomheder i israelske bosættelser fra offentlige udbud. Deres «anskaffelsesjuridiske vurdering» er at offentlige instanser «hverken har ret eller pligt» til at udelukke virksomheder fra udbud fordi de har aktivitet i israelske bosættelser. – Det at have indtægter fra israelske bosættelser på okkuperet område vil ikke i seg selv danne grundlag for udelukkelse. Det er virksomhedens karakter i forhold til okkupationen eller andre folkeretsbrud som vil være afgørende, siger Cecilie Hellestveit, medlem af Oljefondets Etikkråd.

    Vanlig praksis af vestlige lande viser at der ikke er noget grundlag i folkeretten som kan forbyde økonomisk aktivitet i okkuperede områder. Afgørelser ved flere europæiske domstole bekræfter det samme. Den type “folkeret” som boykot-tilhængerne har taget til sig, er en “folkeret” som kun rettes mod Israel og zionistiske jøder.

    I de 19 år (1948-1967), hvor Jordan kontrollerede området, besluttede de at salg af land til jøder er en forbrygelse som straffes med dødsstraf. De palæstinensiske myndigheder (PA) som Danmark sender bistand til, har indført lignende lovgivning.

     

    Boykot af israelske bosættelser er ulovlig

     

    Boykot af varer og tjenester fra israelske bosættelser vil være i strid med dansk lov og EUs retslige principper, slog juristerne i Københavns kommune fast i marts 2021. En kommune kan ikke uden særlig hjemmel boykotte varer, produkter og virksomheter fra et andet land af udenrigspolitiske årsager. MIFF har påpeget det samme i brev til Oslo og Viken.

     

    Hvis boykot-tilhængerne havde krævet af palæstinenserne at anerkende den jødiske stat indenfor 1967-linjerne med justerede grænser (landbytte) ville israelerne kunne opfatte bosættelserne i Judæa og Samaria som være hvad der anses som værende problematisk.  Så længe boykot-tilhængerne åbent eller stiltiende støtter palæstinensernes maksimalistiske krav, som ikke levner plads til verdens eneste jødiske stat, er det ikke vanskeligt for jøderne i Israel at se hvad der driver dem. 

     

    Virksomhedsdrift i Judæa og Samaria med tillatelse af israelske myndigheter er lovlig jf. folkeretten, det blev slået fast af Højesteret i Storbritannien i Richardson v DPP [2014] UKSC 8 og af Cour d’Appel de Versailles in AFPS v Alstom. Israelsk forretningsliv i Judæa og Samaria giver flere tusind palæstinensere arbejde med et langt højere lønniveau, end de kan få af palæstinensiske arbejdsgivere. De palæstinensiske medarbejderes arbejds- og lønvilkår følger israelsk lovgivning. Palæstinenserne som arbejder for en israelsk arbejdsgiver, forsørger flere hundrede tusind palæstinensere.  

    Judæa og Samaria (Vestbredden) kom under israelsk kontrol i Seksdageskrigen i 1967, da Israel svarede igen med lovligt selvforsvar efter jordanske styrker i Judæa og Samaria der havde okkuperet området ulovligt siden 1948, angreb Israel

    Dobbeltstandard og bosættelser

     

    I 1960 fik Cypern uafhængighed fra Storbritannien. Den 20. juli 1974 indvaderede den tyrkiske hær og okkuperede en trediedel af Middelhavsøen. 230.000 græske cyprioter flygtede mod syd og 40.000 tyrkiske cyprioter flygtede mod nord. Siden da er tyrkiske soldater forblevet i området og tyrkiske bosættere er flyttet til området. Tyrkiet er eneste land som anerkender “Den tyrkiske republik Nordcypern”. Siden 1974 er omkring 160.000 tyrkiske bosættere flyttet til Nordcypern. Også et større antal nordmænd har købt ejendomme i området.

     

    Hverken EU eller noget europæisk land har nogensinde nævnt noget om at EU bør stoppe handle med tyrkiske virksomheder involveret i okkupationen af Nordcypern. Økonomien i området er fuldstændig domineret af tyrkiske virksomheder. Flere internationale virksomheder har synlig aktivitet i området og USAs udenrigsministerium opfordrer amerikanske virksomheder til at udvikle forretningsmuligheder i området, samtidig med det påpeges at USA ikke anerkender tyrkisk kontrol.

     

    EU-borgere – især britiske borgere, har købt ejendomme på Nordcypern. Intet EU-land har forsøgt at forhindre det. Tyrkiet har etableret flere universiteter på Nordcypern hvilket har tiltrukket mange europæiske studerende. Heller ikke det har frembragt krav om boykot. 

     

    EU giver betydelig økonomisk bistand til Tyrkiet, men kræver ikke at midlerne ikke bruges på Nordcypern. Da EU indgik aftale med Israel om forskning og udvikling (Horizon 2020), blev det understreget at EU-midler ikke måtte gå til projekter i israelske bosættelser i Judæa og Samaria (Vestbredden). Til sammenligning, stillede EU ikke tilsvarende krav til Tyrkiet i forhold til Nordcypern. Det forventes at flere store tyrkiske universiteter med afdelinger på Nordcypern vil modtage midler via Horizon 2020.

     

    Men EU’s dobbeltstandard stopper ikke her. EU økonomisk støtte, der ifølge professor Eugene Kontorovich, Northwestern University beløber sig til 28 millioner euro årligt går direkte til det tyrkiske samfund på Nordcypern – dvs at midlerne også kommer tyrkiske bosættere tilgode. Studerende modtager stipendier til at studere i EU, forretninger får teknisk assistance til at handle med EU og små virksomheder får støtte til at styrke deres konkurrenceevne. EU har et trafiksikkerhedsprogram i kommuner på Nordcypern – inkl. tyrkiske bosættelser. EU har bistået tyrkiske bosættere med at udvinde naturressourcer og udvikle vandanlæg. Derudover har EU også opsat en koncert.

     

    Ikke nok med at EU ikke har restriktioner på hjælp og aktivitet til Tyrkiets okkupation af Nordcypern, EU har et dedikeret program som er med til at finansiere okkupationen. Læs flere eksempler på europæiske landes dobbeltstandard i forhold til bosættelser her. 

     

    Med noen få klikk kan du gi med mobilen din.