Her er et uddrag af lederen:
Et monster er kommet til magten
Hverken Israel, palæstinenserne eller omverdenen har råd til at trække på skulderen af det israelske valg, som bringer den korruptionsanklagede Benjamin Netanyahu tilbage som premierminister i Vestjerusalem. Han har i de 12 år, han tidligere har været premierminister, styrket og dyrket antidemokratiske kræfter, ikke mindst i bosætterbevægelsen i de besatte områder. Og når han nu er blevet afhængig af en alliance med et antipalæstinensisk, homofobisk og konfliktskabende parti, er det ikke en tilfældig konsekvens af valget. Netanyahu har selv skabt denne trussel mod Israels demokrati og imod håb om fred. […] Omverdenen – USA, EU inklusive Danmark samt arabiske stater som Egypten, Jordan og De Forenede Arabiske Emirater – er nødt til højlydt at tage afstand fra dette politiske vanvid. Israel har ikke en fremtid som demokratisk retsstat, medmindre landet opgiver besættelsen af de palæstinensiske områder – til fordel for oprettelsen af en ny palæstinensisk stat. Omverdenen er nødt til at understrege sin kritik af besættelsen, der allerede har varet 55 år. En konsekvent boykot af al handel og alt samarbejde med bosættelser er nødvendig for at markere over for Israel, at besættelsen har en pris.
Politiken kommer med mange grove anklager mod Israel. Her er MIFFs kommentarer på de værste af dem:
Politiken skriver: Hverken Israel, palæstinenserne eller omverdenen har råd til at trække på skulderen af det israelske valg, som bringer den korruptionsanklagede Benjamin Netanyahu tilbage som premierminister i Vestjerusalem. Han har i de 12 år, han tidligere har været premierminister, styrket og dyrket antidemokratiske kræfter, ikke mindst i bosætterbevægelsen i de besatte områder.
Netanyahu er anklaget for korruption – ikke dømt. Hverken Politiken eller andre har ret til at dømme Netanyahu, det er rettens ansvar at vurdere anklagerne og dømme på baggrund af beviser – ikke personlige holdninger til Netanyahu som person, hvor ville vi være henne hvis folk blev dømt på baggrund af hvem de er i stedet for deres handlinger? Mener Politiken virkelig at vi skal tilbage til Middelalderen hvor folk blev dømt skyldige uden en ordentlig rettergang? Israel er en demokratisk retsstat hvor man er uskyldig til andet er bevist, den ret gælder for alle – også Netanyahu. At Politiken ikke bryder sig om Netanyahu, ændrer ikke ved at han ikke er dømt skyldig. I henhold til israelsk lov har Netanyahu ret til at stille op til valg og sidde som premierminister så længe han ikke er dømt skyldig. Netanyahu blev valgt af de israelske vælgere og fik den 1. november deres klare mandat til at bestride posten som Israels premierminister for tredje gang. De israelske vælgeres beslutning skal respekteres – også af Politiken. Hverken Politiken eller andre har ret til at blande sig i hvem de israelske vælgere vil have leder deres land.
Politiken refererer til Israels hovedstad som Vest-Jerusalem. Jerusalem har været det jødiske folks hovedstad gennem tre tusind år. Ifølge jødisk tradition og skrifter blev Det første tempel bygget i byen af kong Salomo ca år 950 f.Kr. Andet tempel blev rejst i byen ca år 516 f.Kr. og blev ødelagt af romerne i år 70 e. Kr. I år 134 e. Kr. blev et oprør ledet af Bar-Kochba knust af romerne. Romerne genopbyggede byen som en græsk by med navnet Aelia Capitolina, jøderne blev forvist og jødisk religiøs praksis blev forbudt. Pinligt at Politken ikke læser op på Jerusalems historie inden de udtaler sig.
Videre skriver Politiken: Netanyahu har selv skabt denne trussel mod Israels demokrati og imod håb om fred. […] Omverdenen – USA, EU inklusive Danmark samt arabiske stater som Egypten, Jordan og De Forenede Arabiske Emirater – er nødt til højlydt at tage afstand fra dette politiske vanvid. Israel har ikke en fremtid som demokratisk retsstat, medmindre landet opgiver besættelsen af de palæstinensiske områder – til fordel for oprettelsen af en ny palæstinensisk stat. Omverdenen er nødt til at understrege sin kritik af besættelsen, der allerede har varet 55 år. En konsekvent boykot af al handel og alt samarbejde med bosættelser er nødvendig for at markere over for Israel, at besættelsen har en pris.
Politiken kender tydeligvis ikke til forholdene i Mellemøsten hvor Israel er det eneste demokratiske land med frie valg hvor alle indbyggere uanset religion, etnicitet eller seksuelle orientering har stemmeret. Politiken nævner lande som Egypten og Jordan – begge lande er ikke-demokratiske.
I 2022 kunne MIFF fortælle at knap 50% af jordanerne ser Israel som den største trussel mod den arabiske verden, undersøgelsen blev lavet før Netanyahu vandt valget for få dage siden. Selvom Israel og Jordan indgik en fredsaftale i 1994, har mange jordanere et negativt syn på deres jødiske nabo. Jordan er desuden blevet fristed for den kvindelige terrorist Ahlam TamimiI som stod bag et blodigt terrorangreb mod en menneskefyldt restaurant i Jerusalem for 21 år siden. Terrorangrebet kostede 15 personer livet og sårede mindst 130 personer. Tamimi er stolt over terrorangrebet og blev lykkelig da hun hørte hvor mange menneskeliv angrebet havde kostet – inkl. børn og en gravid kvinde. Udover at Tamimi lever det gode liv i Jordan, har hun, de øvrige involverede terrorister og deres familier fået udbetalt omkring 50.000 kr pr måned i terrorløn af de palæstinensiske myndigheder (PA) som Danmark, EU og andre donorlande lægger miliarder i om året.
PA har igennem flere år opildnet til terror mod Israel, PA anerkender ikke Israels ret til at eksistere som en jødisk stat og selvom araberne har fået tilbudt en stat flere gange – første gang i 1937 og senest i 2018 – har de sagt nej til alle tilbud om en stat. Hvordan kan Israel leve i fred side om side med en palæstinensisk stat, når palæstinensiske ledere ikke ønsker det? Palæstinenserne er defacto delt i to – PA i selvstyreområderne i Judæa og Samaria og den iransk-støttet terrorgruppe Hamas som har kontrolleret Gaza siden 2007. Hamas har som erklæret mål at udslette Israel og anerkender ikke Israels ret til at eksistere. Palæstinenserne opfylder ikke folkerettens krav til at blive anerkendt som en stat. Politiken har ikke sat sig ind i fakta på jorden fordi det drejer sig om at tilsværte israel – ikke at opfordre til en fredelig løsning som tilgodeser Israels ret og pligt til at beskytte sin befolkning mod krig og terror.
Israel og Egypten indgik allerede en fredsaftale i 1979, alligevel er forholdet mellem de to nabolande ikke det varmeste. I 2020 kunne MIFF eksempelvis fortælle at den kendte egyptiske sanger og skuespiller Mohamed Ramadan mærkede det på egen krop, efter han tog en selfie med den israelske sanger Omer Adam og den israelske fodboldspiller Diaa Sabia i Emiraterne. Ramadan har flere millioner arabiske følgere på sociale medier – flere af dem blev rasende over at han poserede sammen med to israelere. Reaktionerne blev så voldsomme at Ramadan måtte fjerne billedet. En egyptisk advokat mente han havde krænket det egyptiske folk og trak ham i retten. Selvom Egypten har officielle bånd med Israel opfordrer den egyptiske regering ikke til en varm fred med deres naboland. Normalisering med den jødiske stat er fortsat upopulært i Egypten. Det står i skærende kontrast til Abrahamaftalerne indgået mellem Israel, Emiraterne, Bahrain og Marokko i 2020 med Netanyahu som premierminister.
I Egypten levede en af de ældste jødiske samfund. Jøderne blev diskrimineret og havde ikke lige rettigheder netop fordi de var jøder. Jøderne blev tvunget til at flygte fra landet og i dag menes der at være under 10 jøder tilbage efter flere tusind års jødisk liv i landet. Tilbage i 2021 kunne MIFF også fortælle at Egypten har 60.000 politiske fanger som er fængslet under håbløse forhold. Brug af tortur er systematisk, omfattende og rammer også hundredvis af børn – ikke just en demokratisk måde at behandle sine fanger på.
Politiken har tydeligvis heller ikke sat sig ind i israelske bosættelser i Judæa og Samaria. Diskussionen om israelske bosættelser fylder så meget at MIFF har dedikeret en temaside til dem – her er nogle uddrag fra temasiden: I 1967 blev Israel tvunget til at forsvare sig mod angreb fra arabiske nabolande. Efter Israel vandt Seksdageskrigen kom store landområder under israelsk kontrol. I alle de områder – Sinai, Gaza, Judæa og Samaria (Vestbredden) og Golan – etablerede Israel med tiden militære baser og civile boligområder. De boligområder, som i nogle tilfælde ligger i Judæa og Samaria er med tiden blevet til byer med flere tusind indbyggere. Politiken melder sig i koret af mange andre som anklager Israel for at bosættelserne er ulovlige og et brud på folkeretten og at de skulle være en hindring for fred mellem israelere og palæstinensere. Blev folkeretten anvendt som den burde, ville der slet ikke være en diskussion om hvorvidt israelske bosættelser er ulovlige eller ej – israelske bosættelser er IKKE ulovlige jf. folkeretten. Fakta på jorden viser også at israelske bosættelser IKKE er den største hindring for fred. Israelske bosættelser og landbrug i Judæa og Samaria dækker blot 2,7% af arealet.
Her er noget som Politiken burde skrive sig bag øret – skiftende danske regeringer har i årtier hævdet at Israels bosættelsespolitik er «ulovlig i henhold til folkeretten». Når Udenrigsministeriet bliver spurgt om grundlaget for deres påstand, henviser de til FN’s sikkerhedsråds resolutioner 465 og 2334. Men begge resolutioner er vedtaget efter kapitel VI i FN-charteret og er derfor IKKE bindende og er IKKE folkeret. Mange af FN-resolutioner er et resultat politiske studehandler af værste skuffe, hvor arabiske og muslimske stater sammen med deres allierede stort set kan vedtage lige hvad de vil. Resultatet bliver heldigvis ikke til andet end meningsytringer – IKKE folkeret.
San Remo-konferencen gav i 1920 Storbritannien til opgave at etablere et nationalt hjemland for det jødiske folk i det geografiske område Palæstina. Et enstemmigt Folkeforbund gav anerkendelse til det jødiske folks historiske forbindelse til området. Briterne fik besked om at de skulle opmuntre til tæt jødisk bosættelse i området som i dag omfatter Israel, Gaza og Judæa og Samaria (Vestbredden). FNs charter bekræfter de folkeretlige bestemmelser (art. 80).
Siden midten af 1990’erne har de palæstinensiske selvstyremyndigheder (PA) haft civil myndighed i Område A og B i Judæa og Samaria. Palæstinenserne kan bygge frit i Område A og B. Alligevel har PA en overordnet strategi om at bygge mest muligt i Område C som jf. Oslo-aftalerne (1993) er under israelsk myndighed. PA får finansieret deres planer for Område C af EU – inkl. Danmark. PA’s byggerier i Område C er ulovlige.
Ifølge undersøgelser foretaget af organisationen Regavim er palæstinensisk bebyggelse i Område C i 2008-2019, steget med 76,5%. Til sammenligning steg palæstinensisk bebyggelse i Område A og B kun med 10–14%. Israelsk bebyggelse i Område C steg med 19,8%.
Udenrigsministeriet henviser også til Genève-konvention af 1949 som argument for at israelske bosættelser er ulovlige. Men den aktuelle paragraf handler om forbud mod deportation og folkeforflytninger med tvang i opgøret efter Anden Verdenskrig. Den kan IKKE anvendes på jøders frivillige bosættelse i Judæa og Samaria – som er det jødiske folks historiske og religiøse kerneland.
Politiken har end ikke sat sig ind i at boykot af varer og tjenester fra israelske bosættelser vil være i strid med dansk lov og EU’s retlige principper – det slog juristerne i Københavns kommune fast i marts 2021.
Efter en objektiv folkeret er Israels kontrol og bosættelse i Judæa og Samaria fuldt ud lovlig. Vælger man at kalde kontrollen for okkupation, er det en lovlig okkupation, på linje med de alliertes okkupation af Tyskland og Japan efter Anden Verdenskrig. De utallige fejludtalelser som eksempelvis «1967-grænse» er ikke en grænse – det er våbenhvile linjer fra 1949. Det var arabisk side som nægtede at det skulle blive en grænse.
Den palæstinensiske ledelse, samtykkede ifølge den fortsat gyldige Interimsaftale fra 1995 (Oslo 2) til og accepterede Israels fortsatte tilstedeværelse i Judæa og Samaria i afventning af slutstatusforhandlinger, uden nogen restriktioner for begge parter når det gælder planlægning, zoneinddeling eller opførelse af beboelser og samfund. Deraf følger at påstande om at Israels nærvær i området er ulovlig – er helt grundløse. Læs mere i: Ti punkter som opsummerer Israels rettigheder i Judæa og Samaria (Vestbredden).
Som så mange andre lukker Politiken også øjnene for eksempelvis Tyrkiets bosættelser på det nordlige Cypern – du kan læse mere om det og meget andet i MIFF-temasiden: Alt hvad du har brug for at vide om Israelske bosættelser.
