44 måneder og fem valg efter det politiske kaos begyndte i Israel, har de israelske vælgere givet politikerne klar besked: De vil have Benjamin Netanyahu med kælenavnet Bibi, tilbage som deres premierminister.
Netanyahu vil fremover være leder af den mest højreorienteret og religiøse koalition i Israels historie, skriver den anerkendte kommentator Herb Keinon i Jerusalem Post.
Der vil sikkert være dem som vil argumenterer for om det nu var en «klar beslutning», fordi Netanyahu-blokken bestående af partierne Likud, Shas, United Torah Judaism og Religious Zionist kun fik få tusind flere stemmer end den såkaldte anti-Netanyahu-blok. De vil argumentere med at tusind stemmer ikke giver Netanyahu-blokken et klart mandat.
Selv om der kan være noget om det hvis der kun ses på antal stemmer, så hersker der ingen tvivl om at Netanyahu – som endte op med en koalition på 64 ud af 120 sæder – har fået et lige så klart mandat som tidligere israelske regeringer, skriver Keinon.
Den afgående koalition valgt i 2021, fik 630.000 flere stemmer end Netanyahu-koalitionen. Det viser også hvor mange vælgere har flyttet sig politisk i løbet af det seneste år. Fra at være bagud med 630.000 stemmer til at ligge foran med flere tusind stemmer, er udtryk for et voldsomt politisk skift blandt de israelske vælgere.
Spørgsmålet er hvad der er sket i israelsk politik? Hvad har ændret sig så markant siden 2021, spørger Keinon.
Det letteste ville være at sige det skyldes anti-Netanyahu-blokkens dårlige politiske kampagne under ledelse af den afgående premierminister Yair Lapid. Lapid formåede heller ikke at forene sin blok, hvilket betød at flere partier havnede under spærregrænsen. Det betød at 275.000 stemmer til anti-Netanyahu-blokken gik tabt og en af årsagerne til nederlaget.
Men det er kun en del af forklaringen. Sandheden er at alle dem som troede at Netanyahus politiske liv var fortid, undervurderede Netanyahus politiske evner og overvurderede offentlighedens interesse i korruptionsaanklagerne mod ham – de forstod ikke de israelske vælgere.
Hele spørgsmålet om Israels sikkerhed har altid været et centralt emne som optager de israelske vælgere og derfor er det også et emne som kan afgøre valg. Når der tales om sikkerhed i Israel, gælder det ikke kun eksempelvis truslen fra Iran eller deres forlængede arm, terrororganisationen Hizbollah. Det gælder også befolkningens personlige følelse af sikerhed – føler de sig trygge i hverdagen på vegne af sig selv, deres familie og venner
Ser vi tilbage på tidligere israelske valg, kan vi nævne valgene i 1988, 1996 og 2001: Forud for valget i 1988 vunget af Likud-politikeren Yitzhak Shamir, blussede terroren mod Israel op igen Det samme skete før valget i 1996 hvor Israel blev ramt af en bølge af busbombninger Ved valget i 1996 Netanyahu vandt over Shimon Peres. Forud for valget i 2001 begyndte Anden Intifada. Da Likud-politikeren Ariel Sharon, vandt 2001 valget blev Israel også ramt af meget terror hvilket bekynrede israelerne.
I 2022 blev Israel ramt af en terrorbølge. I perioden 22. marts til 5. maj blev 19 personer dræbt i flere brutale terrorangreb i Israel – det var den dødeligste terrorbølge siden 2015. Derudover er israelere som lever i Judæa og Samaria (Vestbredden) igennem flere måneder udsat for flere daglige terrorangreb/forsøg på terror – eksempelvis knivterror, skudterror, stenkast mod biler og busser.
Det yderliggående højreparti Religious Zionism, som ledes af de omstridte politikere Itamar Ben-Gvir og Bezalel Smotrich, fordoblede deres stemmer fra 225.641 stemmer ved marts 2021 valget til omkring 460.000 stemmer ved valget den 1. november 2022 – svarende til 8 nye sæder til Netanyahu-blokken. Terror og følelsen af utryghed blandt mange israelere kan langt henne af vejen forklare hvorfor mange flere vælgere valgte at stemme på det yderliggående parti i forhold til blot 20 måneder siden, mener Keinon.
Også de voldelige arabiske optøjer tilbage i maj 2021, i flere blandede israelske byer hvor jøder og arabere levede sammen var for mange israelere traumatisk. Itamar Ben-Gvir, forstod at adressere vælgernes bekymring omkring deres stigende utryghed.
Hverken forsvarsminister Benny Gantz som også er tidligere IDF-chef (chef for Israels forsvarshær), eller andre midter-politikere adresserede frygten som optøjerne skabte på samme måde som Ben-Gvir formåede at gøre. Hans løfte om at genoprette lov og orden gav genklang blandt mange vælgere.
Ben-Gvir gjorde det også rigtig godt blandt de israelske vælgere som lever i de israelske bosættelser i Judæa og Samaria. Omkring 500.000 israelere lever i samfund udenfor «Den grønne linje» og kører dagligt på veje hvor frygten for at blive ramt af stenkast eller skud er højst. Partiet Religious Zionism (Zionut Datit) adresserede som nogle af de eneste partier denne frygt.
Anti-Netanyahu-blokken har igennem hele valgkampen sagt at en mand tiltalt for bestikkelser, svindel og tillidsbrud ikke kan lede landet. Budskabet virkede i 2021-valget. Men de tog ikke med i deres betragtninger, at retssagen mod Netanyahu ikke går godt for anklagemyndigheden. Sagen står ikke længere ligeså klart som tidligere. Det har medført at mange vælgere som ikke tidligere har stemt på Netanyahu, grundet de mørke skyer som hang over ham, er begyndt at tvivle på anklagernes troværdighed.
Efterhådnden som tiden er gået har «Netanyahu er en bandit» kampagnen mistet sin styrke. Efterforskningen af Netanyahu har stået på i 6 år og mange er trætte af den.
Der er også dem som undervurerede manden Netanyahu. Dem som troede at han ikke ville overleve at sidde i oppositionen, at han ville indgå forlig for at undgå fængsel, at han ikke længre ville styre agendaen – at han blot ville forsvinde ud af israelsk politik.
Netanyahu er ikke typen som blot forsvinder, skriver Keinon.
I stedet ledede han en opposition som gjorde det politisk uudholdeligt for premierminister Naftali Bennett, han fortsatte med at kæmpe med næb og klør mod anklagerne mod ham og da regeringen faldt og det nye valg blev skudt i gang, gik de 73-årig poiliker igang med en intensiv valgkamp som om det var hans første.
Han rejste landet rundt, fyldte sociale medier med klip – han var over alt.
Da Netanyahu holdt sejrstale for sine tilhængere dagen før valget, så det ud til at han følte sig renvasket og han blev emotionel da han talte om sin familie – Netanyahu bliver ellers sjældent rørt for rullende kamera
Hvorfor følte han sig renvasket? Fordi offentligheden havde givet ham deres tillid for tredje gang. Uanset hvordan rettssagen mod ham ender, vil Netanyahu gå over i historien som manden der formåede at gøre politisk comeback to gange. Kun de færreste politikere påtager sig den risiko og ingen anden israelsk politiker har formået at gøre det. Netanyhus politiske comeback er historisk.
Spørgsmålet er hvordan Netanyahu vil bruge muligheden som vælgerne nu har givet ham, skriver Keinon. Vil han, som nogle frygter, køre over landets retsvæsen, trampe på landets demokratiske værdier og skabe splittelse i samfundet? Eller vil han bruge muligheden til at styrke den jødiske stat økonomisk, diplomatisk og militært – som han har gjort så mange gange tidligere?
Under sin sejrstale lovede Netanyahu at være alle premierminister, han lovede at være forsigtig og ikke går i gang med eventyr. Det sidste var nok et hint til mange som frygter at de yderliggående partier vil få for meget politisk indflydelse.
Netanyahu er en mand som går op i sit eftermæle og han er udemærket klar over at han har fået en tredje chance og han er ikke en person som lader chancer forbigå sig. Alt tyder på at han forstår udfordringerne som et yderliggående højreparti betyder for regeringen, skriver Keinon.
Det sidste spørgsmål må være om Netanyahu vil kune holde sine koalitionspartnere, Religious Zionism, Shas og United Torah Judaism i tøjlerne. vil han lede dem eller vil de lede ham. leder han dem vil det styrke hans eftermæle. Hvis partierne derimod styrer ham, vil Netanyahus regering hurtigt gå op i flammer og med det også «Bibis» sidste chance at genoplive sig politisk.
