Search
San Remo konferencen i 1920 mundede ud i historisk anerkendelse af det jødiske folks ret til et nationalt hjemland i sit land - Israel. Den ret gælder også i dag, men det har flere lande "glemt".

– Verden kan ikke fornægte vores ret til Israel forankret i international lov i 1920

- For 103 år siden anerkendte det internationale samfund vores ret til vores land i hele Israel. Anerkendelsen blev forankret i international lov og har ikke ændret sig siden, skriver Israels tidligere ambassadør i Italien, Dror Aydar.

Dror Aydar er Israels tidligere ambassadør i Italien og San Marino. Derudover er han forfatter, forsker, musiker, journalist. Har en Ph.D. i litteratur og skriver om historie, religion, kultur og politisk tanke.

Alle kender til Balfour-erklæringen – i 1917 afgav Storbritanniens regering Balfour-erklæringen om oprettelse a et «jødisk nationalhjem» indenfor det gamle Israel – læs her. Men kun de færreste kender til San Remo-konferencen (1920), som var endnu vigtigere, skriver Dror Aydar i Israel Hayom.

I San Remo anerkendte verdens nationer vores rettigheder til vores land – hele landet. Anerkendelsen blev forankret i international lov – det er den også i dag! Påpeger Aydar.

Den nuværende holdning indtaget af flere lande når det gælder vores rettigheder, fordrejer sandheden og fornægter rettighederne givet til os i international lov. Der er forvirring mellem politiske og juridiske krav. Det fjendtlige internationale system, som drives af antisemitisme under dække af “kun” at være imod zionismen og Israel, har ført til at vores rettigheder fornægtes, skriver Aydar.

Den 25. april var det 103 år siden den historiske San Remo konference fandt sted på den italienske riviera. Det var også her det politiske og juridiske grundlag blev lagt for oprettelsen af Israel som en moderne, demokratisk, jødisk stat 28 år senere. Meget af det, jeg skriver her, har jeg lært af Dr. Jacques Gauthier, som har skrevet en monumental ph.d.-afhandling om emnet. Dr. Jacques Gauthier er canadisk advokat og ekspert i international lov. Han anses desuden for at være den største ekspert i San Remo-konferencen.

Balfour-erklæringen, underskrevet den 2. november 1917, var en beslutning truffet af det britiske krigskabinet under ledelse af Lord Balfour. I Balfour-erklæringen blev der givet støtte til zionistiske forhåbninger og det blev anerkendt at efter flere tusind års forfølgelse og undertrykkelse, var det tide at oprette et «jødisk nationalt hjem» til det jødiske folk inden for det gamle Israel. Storbritannien kontrollerede endnu ikke de pågældende områder, og derfor udgjorde erklæringen en idé som skulle fremmes.

Briternes anerkendelse var klar: der skulle oprettes et nationalt hjem til det jødiske folk i deres land. I årtierne før Balfour-erklæringen talte zionismen eksplicit om en jødisk stat, hvilket blev anerkendt af briterne. Landet blev ikke kaldt “Palæstina” på osmanniske kort, men i britisk historie og politiske lederkredse var Palæstina det land, der i Bibelen blev nævnt som jødernes land.

Fire imperier kollapsede i Første Verdenskrig: det østrig-ungarske, russiske, tyske og osmanniske. Primo 1919 samledes de sejrende allierede magter – USA og Storbritannien, Frankrig, Italien og Japan i Paris. De pålagde overgivelsesbetingelser for de besejrede lande og formulerede fredstraktater. Magterne skulle overtage Det Osmanniske Riges territorier og fik mandat til at give dem videre til andre.

Ved San Remo konferencen i februar 1920 holdt de allierede magter en høring for en arabisk delegation ledet af Emir Faisal bin Hussein og en zionistisk delegation ledet af Chaim Weizmann. Forinden havde Faisal og Weizmann underskrevet en aftale om gensidig støtte, som omfattede anerkendelse af Balfour-erklæringen og de jødiske forhåbninger vedrørende landet Israel. Den arabiske delegation krævede det meste af Mellemøsten og overlod spørgsmålet om Israels land til magternes og de interesserede parters beslutning (nemlig den zionistiske delegation!)

Den zionistiske mission krævede anerkendelse af det jødiske folks historiske ret til sit land og til at “genoprette” det, der engang var vores, før vi blev forvist. Missionen søgte ikke øjeblikkelig uafhængighed, men snarere en slags tillid (mandat) over landet Israel med international støtte, for at tilskynde til jødisk immigration, der i sidste ende ville være tilstrækkelig til etableringen af en selvstændig stat. Kortet, de præsenterede, var det bibelske område i Israels land på begge sider af Jordanfloden.

I kølvandet på det forfærdelige tab under Første Verdenskrig ledede USA’s præsident, Woodrow Wilson, et program, der havde til formål at tilbyde en løsning eller politiske rammer for i fremtiden at forhindre, hvad verden lige havde oplevet. Det førte til Folkeforbundets pagt, vedtaget i april 1919 og inkluderet i Versailles-traktaten i juni, og dermed blev bindende. I pagtens artikel 22, blev en ny idé inkluderet: et internationalt mandat, der havde til formål at hjælpe folk med at opnå politisk uafhængighed, men som i mellemtiden havde brug for hjælp til at udvikle de økonomiske og politiske forhold, der skulle til for at lede en moderne stat.

I de mandater, der blev tildelt til Libanon, Syrien og Irak, var modtagerne de arabiske indbyggere i de pågældende områder. I Israels tilfælde var modtagerne det jødiske folk – mange af dem levede i diasporaen, men der var også jøder som altid havde levet i Israel.

Magterne havde endnu ikke behandlet spørgsmålet om Mellemøsten, derfor mødtes de igen året efter – den 19.-25. april 1920, i Villa Castello Devachan i San Remo for at beslutte, hvordan de skulle reagere på arabernes og jødernes krav. Storbritanniens premierminister David Lloyd George, Frankrigs premierminister Alexandre Millerand og Italiens premierminister Francesco Nitti deltog sammen med Japans ambassadør samt en amerikansk repræsentant på vegne af Præsident Wilson som var syg.

Den 25. april besluttede magterne at reagere på begge siders krav. Verdens magterne anerkendte de arabiske stammer og etniske grupper i Mellemøsten som folk og gav dem enorme territorier for at opfylde deres forhåbninger.

Hvad angår det jødiske folk, besluttede magterne at ændre Balfour-erklæringen fra en idé til en politisk plan. De inkorporerede det i international lov og ratificerede deres støtte til det jødiske folks politiske forhåbninger. Storbritanniens udenrigsminister, Lord Curzon udtalte at Balfour-erklæringen blev godkendt af de allierede, og at Palæstina i fremtiden ville være “et nationalt hjem for den jødiske race.” Det er en vigtig pointe: Beslutningen anerkendte det jødiske folks ret (uanset hvor de levede) til landet – også de jøder, der endnu ikke levede der. Den ret gælder fortsat!

Da han blev spurgt om spørgsmålet om grænser, svarede Storbritanniens premierminister, der også ledede debatten: “Fra Dan til Beersheba.” Frankrigs premierminister spurgte, hvad han mente, hvortil den britiske premierminister henviste til “Atlas of the Historical Geography of the Holy Land” skrevet af den skotske teolog George Adam Smith. Han præsenterede kortet over det forenede Israels rige på kong Davids og kong Salomons tid. Det var dokumentet de sejrrige magter tog udgangspunkt i, da de definerede grænserne for det territorium, vi fik i San Remo-resolutionen.

Det der skete i San Remo tilbage i april 1920, var grundlæggende historiske begivenheder uden sidestykke siden ødelæggelsen af jødernes Andet Tempel i Jerusalem i 67-70 e.Kr. og gav det jødiske folk ret til at genetablere en uafhængig stat i sit historiske hjemland. Chaim Weizmann fejrede: “Beslutningen i San Remo, anerkendelsen af vores rettigheder i Palæstina, som blev inkluderet i traktaten med Tyrkiet (Sèvres-traktaten) og blev en del af international lov – er den største politiske begivenhed i vores bevægelse [den zionistiske bevægelse]. Og måske ville det ikke være en overdrivelse at sige – i hele det jødiske folks historie siden diasporaen.”

I kølvandet på konferencen blev Sèvres-traktaten underskrevet i august 1920, hvor Tyrkiet gav afkald på sin ejendomsret over områderne i Mellemøsten til fordel for de allierede magter. Artikel 95 forankrede teksten til Balfour-erklæringen i folkeretten. Det jødiske folks Magna Carta blev født i San Remo. I mandatets artikel 2 hedder det: “Mandatet skal være ansvarlig for at sørge for at de politiske, administrative og økonomiske forhold i landet vil sikre etableringen af det jødiske nationale hjem, som fastsat i præamblen, og udviklingen af selvstyrende institutioner…” Hvad står der så i præamblen? At det jødiske folks historiske forbindelse til deres land og deres ret til at genoprette deres nationale hjem dér anerkendes.

Folkeforbundets beslutning er ikke blevet annulleret. Artikel 80 i FN-pagten, oprettet efter Anden Verdenskrig, beskytter alle rettigheder givet af Folkeforbundet før underskrivelsen af FN-pagten.

I mine samtaler med politikere, i mine taler til de to huse i Italiens parlament og til medierne, har jeg gentaget, at støtte til et diplomatisk kompromis er én ting, men udtalelsen om, at Israel overtræder international lov ved at bygge bosættelser i sit historiske hjemland, er en løgn, fordi den bindende internationale lov – som Italien har underskrevet som vært for den historiske San Remo-konference – ikke har ændret sig siden, slutter Aydar. Læs mere om Israels bosættelser i Judæa og Samaria i MIFFs temaside.

Du kan læse denne artikel gratis på grund af MIFFs over 12.900 medlemmer i Norge og over 1.000 medlemmer i Danmark. Men vi har brug for støtte fra mange flere nu!

Giv en gave her eller brug MobilePay 49739

Bliv medlem ved at udfylde formularen herunder og trykke på “send”!

Facebook
Twitter
Email
WhatsApp