Amnestys anklage mod Israel om apartheid, grusom systematisk dominans og forbrydelser mod menneskeheden, er blot den seste ud af flere politiske overgreb mod Israel fra forskellige “menneskerettigheds”-organisationer, blandt dem B’Tselem og Human Rights Watch, skriver Dan Diker som er udenrigspolitisk fellow ved Jerusalem Center for Public Affairs og forskningsstipendiat ved International Institute for Counter-Terrorism ved Interdisciplinary Center Herzliya i Israel Hayom.
– Hvilken apartheid taler B’tselem om?
Human Rights Watch dæmoniserer Israel med apartheid-anklage
Human Rights Watch foreslår «målrettede sanktioner» og begrænset våbensalg til Israel.
Amnestys 211 siders lange anklageskrift er en rejse ind i en alternativ virkelighed. Den indrømmer fakta og ignorerer konteksten. Rapportens konklusioner lader til at være draget af Amnestys Lonndon-baserede, aktivistiske efterforskere, før der blev foretaget nogen forskning, skriver Diker. Læs MIFFs temaside om hvorfor Israel IKKE er en spartheid-stat HER.
Amnestys brug af vendinger som “segregation”, “brutal undertrykkelse” og “domination” til at retfærdiggøre deres “apartheid”-mærkning af Israel minder om sovjet- og kommunistisk Kina-ledede politiske krigskampagner fra 1970’erne. Amnestys overlagte brug af udtrykket “apartheid” er beregnet til at nægte det jødiske folk retten til selvbestemmelse i deres land Israel og omforme jøder til en version af hollændere som koloniserede og holdt det sorte flertal i Sydafrika adskildt fra det hvide mindretal.
Det undergravende sprog, som dannede grundlag for det tidligere sovjetisk sanktioneret internationale anti-israelske desinformationskorstog, er brugt i hele Amnestys rapport. Politiserede pseudo-juridiske nøgleord som eksempelvis forkortelsen OPT – “besatte palæstinensiske områder” – kunne have været taget ud af den sovjetiske drejebog.
Måske mest betydningsfuldt afspejler rapporten palæstinensiske gruppers årtier gamle strategi – uanset om det er Fatah (bevægelsen som kontrollerer de palæstinensiske myndigheder og får milliarder af danske skattekroner i dansk PA-bistand), de iransk-støttet terrorgrupper Palæstinensisk Islamisk Jihad som er den næststørste terrorgruppe i Gaza og Hamas som har kontrolleret Gaza siden 2007 eller terrorgruppen Folkefronten for Palæstinas Befrielse (PFLP har fået danske skattekroner i lommen som har kostet israelske liv i PFLP terrorangreb). Uanset om terrorgrupperne er islamistiske, nationalistiske eller marxistisk-leninistisk funderet, har de i 60 år fokuseret på at angribe og undergrave eksistensen af den eneste demokratiske nationalstat i Mellemøsten. Deres mål har været at erstatte den eneste jødiske stat med endnu en stat med muslimsk flertal i overensstemmelse med islamisk lov, skriver Diker
Allerede i 1961 erklærede Ahmad Shukairy som var PLO’s første formand og tidligere saudiarabisk ambassadør i FN, til FN’s Generalforsamling, at Israel praktiserede “Sydafrikas apartheid”. Han “nazificerede” også Israel ved at anklage dem for at legemliggøre Adolph “Eichmann i en stat.”
Amnestys rapport svarer til Shukairys fordømmelser af Israel skete flerer år før Israels såkaldte “besættelse” af Judæa og Samaria (Vestbredden). Uanset så er det Israels oprettelse i 1948, som en moderne, demokratisk jødisk stat med lige rettigheder til alle dets borgere indskrevet i sin Uafhængighedserklæring de vil knuse – ikke Israels overraskende sejr i Seksdageskrigen i 1967 over arabiske røvere eller Israels uventet sejre i Jerusalem, Israels historiske Judæa og Samaria fra Jordan, Gaza fra Egypten eller Golanhøjderne fra Syrien. Se MIFFs tidslinje over det jødiske folks historie HER.
Yasser Arafat var Shukairys som PLO-formand, Arafat ville fortsætte angrebet på den skrøbelige jødiske stat som ikke var i stand til at forsvare sig selv. Han internationaliserede Israels kriminalisering og sammenlignede den med apartheid Sydafrika:
I sin berygtede FN-tale med “pistol og hylster” i 1974 sammenlignede Arafat zionisme med apartheid og omtalte dem som de resterende onder af det 20. århundrede. Han og hans sovjetiske sponsorer mobiliserede med succes den tredje verden og alliancefri lande til at vedtage UNGA-resolution 3379, “Zionisme er racisme”, der dæmoniserede forestillingen om jødisk selvbestemmelse blot tre årtier efter nazisterne begik folkedrab på seks millioner jøder.
Amnestys påstand om at Israel ikke har ret til at eksistere afspejler således FN’s resolution fra 1975, som udgjorde en central del af PLO’s marxistisk-leninistiske “lange krig”-strategi. Den sovjetstøttede og -styrede desinformationskampagne søgte at isolere og underminere Israel som et “kolonialistisk og imperialistisk” fremmede element i Mellemøsten.
Arafat var dygtig i sin strategi med at stemple Israel som en racistisk vestlig magt. Arafat formåede med sin effektive propaganda at ophæve det jødiske folks identitet som en indfødt nærøstlig civilisation. På den måde kunne Arafat samle den tredje verden og alliancefrie lande – især afrikanske lande. Dermed plantede han kimen til “racialiseringen” af Israel som en hvid-supremacistisk enhed, som fortsat er dominerende i nutidens vestlige diskurs. Se hvordan arabisk propaganda skiftede HER.
Arafat havde succes med at kæde Israel sammen med apartheid-Sydafrika og fik det internationale samfund til at fordømme og islorere Israel. Sprogbrugen, meget af indholdet og hensigten med Amnestys rapport afspejler PLO’s revolutionære strategi baseret på deres charter fra 1968 og “etapeplan” fra 1974.
Spoler vi frem til 2001, så mainstreamede Arafat sin strategi ved FN’s første Durban konference afholdt i Durban, Sydafrika – læs om Durban konferencen HER. Arafat og hans nevø som var de palæstinensiske myndigheders (PA) FN-udsending, Nasser al Qudwa, guidede Durban NGO-forum til at erklære Israel for en “racistisk” “apartheid”-stat.
PA’s præsident Mahmoud Abbas som også er nuværende PLO og PA formand (kom efter Arafat) fortsætter Arafats arv ved at stemple Israel som en apartheid-stat – det kom tydeligt frem ved hans FN-tale tilbage i september 2021 – læs om talen HER.
Amnesty-rapportens fordømmelse af Israels oprettelse i 1948 som et “system for undertrykkelse og dominans”, “segregation” af palæstinensere minder også om Abbas’ forsøg i 2016 på at sagsøge Storbritannien fordi de støttede Balfour-erklæringen i 1917 og senere af Folkeforbundet – igen og igen har det internationale samfund anerkendt det jødiske folks historiske forbindelse og ret til landet Israel samt deres ret til at “genoprette” deres nationale hjem der. Læs om Balfour erklæringen (1917) og San Remo traktaten (1920) HER.
Abbas og den palæstinensiske ledelses årtier gamle afvisning af jødisk suverænitet passer fint med Amnesty-rapporten, skriver Diker. Det afspejler også en udtalelse i sidste måned af BDS-leder Omar Barghouti, som har ledet den internationale kampagne for at eliminere Israel fra regionen. Barghouti gentog, at “Israel ikke kan være, som en bosætter-kolonial apartheidstat … [det] kan ikke være en normal del af regionen.”
BDS-grundlægger skjuler ikke målet om at Israel ikke skal være en jødisk stat
Under interview på arabisk via Podcast talte BDS-grundlægger Omar Barghouti åbent om målet.
Amnesty-anklagen mod Israel har endnu en gang afsløret dem som en racistisk organisation, der engagerer sig i anti-jødisk propagandag i menneskerettighedernes navn. Denne gang afspejler deres “resultater” både på tryk og i ånd den 60 årige PLO-elimineringsstrategi med at kriminalisere og racialisere Israel som en kolonialistisk enhed siden staten blev genetableret i 1948.
Amnesty fortsætter ligesom PLO med at arbejde hen imod deres fælles endelige løsning: udslettelse af den eneste jødisk- demokratiske stat i verden som de vil erstatte med arabisk stat nummer 23 med muslimsk flertal, “Palæstina”, slutter Diker.
