Jesper W. Rasmussen er en af de få danskere, der står fast på sin støtte til Israel. Her er hans argumenter for, hvorfor du også bør støtte verdens eneste jødiske stat:

Stigende antisemitisme i danske medier – og hvorfor jeg står fast på min støtte til Israel

Merete Riisager kritiserer i en kommentar med rette de danske mediers partiskhed i spørgsmålet om krigen i Mellemøsten. Hør hvorfor jeg er enig, og om jeg mener Israel er i færd med at begå folkemord

Jeg er helt enig i det Merete Riisager skriver i denne kommentar i Berlingske – og med Charlotte Birk, som Riisager nævner i kommentaren.

Både Riisager og Birk har gennem hele denne konflikt været nogle af de mest vedholdende og moralsk klare danske stemmer. Ikke-jødiske, uden nogen egeninteresse, men urokkelige i forsvaret for sandhed og proportionalitet, når det gælder krigen i Mellemøsten, skriver Jesper W. Rasmussen på substack.com

Navnlig Charlotte Birks tweets har igen og igen mindet os om det helt grundlæggende: At ønske død over andre mennesker, som Gaza-bevægelsen gør over Israel og landets soldater, er dybt amoralsk og i strid med det judæo-kristne værdisæt, vores samfund bygger på.

Farlig medieskævhed

Merete Riisager peger i sin kommentar på, at vi står midt i en mediedækning, hvor det ensidige fokus på ‘folkemordsnarrativen’ og myten om, at Israel bevidst udsulter Gazas befolkning, har sat sig som en slags ubestridelig sandhed.

Den logik holder ganske enkelt ikke – for hvilken interesse skulle Israel have i det? Landet befinder sig allerede i en global PR-katastrofe, præcis som Hamas og deres støtter i Vesten målrettet har arbejdet for.

Israel skal vinde denne krig – og den ville være ovre i samme sekund, Hamas nedlagde våbnene. Men Hamas vil ikke. For Hamas er ikke en national befrielsesbevægelse, men en islamistisk dødskult uden respekt for sit eget folks liv og fremtid.

Hamas er et regime med sharia-lov, uden kvinders rettigheder, med hængning af homoseksuelle, uden frie valg siden 2006, og med milliarder af internationale støttemidler kanaliseret til militære tunneler frem for hospitaler og skoler. De stjæler nødhjælp, bruger civile som menneskelige skjolde og er fuldt bevidste om, at jo flere civile, der dør, desto stærkere bliver den internationale vrede mod Israel. Det er kynisk, kalkuleret – og præcis deres strategi.

Jeg er ikke bange for at lægge hånden på kogepladen – og jeg holder den der. For jeg nægter – modsat bekymrende mange danskere – at følge massemenneskets psykologi og nøjes med at lytte til danske medier, der næsten enslydende kolporterer én opfattelse af sandheden om Gaza.

Min nye chefredaktør Lars Kaabers leder “Krigen Europa ikke forstår” i Kontrast er en præcis diagnose af Vestens kroniske fejllæsning af konflikten i Mellemøsten. Han beskriver, hvordan europæiske medier og politikere reducerer Israel til aggressoren og palæstinenserne til entydige ofre, mens man ser bort fra, at Hamas’ angreb 7. oktober udløste krigen.

Kaaber argumenterer for, at islam som ideologi ikke kan forhandles med på samme måde som et land – fred kan højst opnås midlertidigt gennem magtbalancer, som med Abraham-aftalerne. Han understreger, at Hamas ikke kan udryddes alene med militær magt, men at Israels mål må være at neutralisere bevægelsens kapacitet uden at give den en sejr gennem våbenhvile.

Konklusionen er, at Europa fortsætter med de samme naive strategier uden resultater – fordi man stadig insisterer på at løse konflikten med idéer, der ikke fungerer i virkeligheden.

Børnene …

Jeg har en grusomt realistisk erkendelse af, hvad krig er. Og jeg er ikke i tvivl: Det er i hele den vestlige verdens interesse, at Israel vinder krigen – og at krigen kun kan vindes ved fuldstændigt at udradere Hamas.

“Men børnene, Jesper?”

Ja, børnene. De er Hamas’ ansvar. Nedlægger Hamas våbnene, ophører børnenes lidelser. Nedlægger Israel våbnene, ophører Israel – og dets børn – med at eksistere. På kort eller længere sigt.

Vi så den 7. oktober 2023, hvad Hamas’ gør ved jødiske børn, gjorde vi ikke?

Og skulle vi være i tvivl om Hamas’ videre intentioner, så er her en påmindelse, der kom i dagene umiddelbart efter massakren – og altså endnu før Israel påbegyndte sit militære modsvar.

FNs konstante fordømmelse af sit eget skaberværk

Samtlige Israels krige er blevet mødt med hændervriden og direkte fordømmelse af verdenssamfundet. Det er mig fuldstændig uforståeligt.

FN gav selv jøderne staten Israel i 1948, men siden dengang har FN været opsat på at miskreditere sin egen beslutning. Modarbejde Israel – Mellemøstens eneste demokrati.

Som eksempel kan jeg nævne at fra 2006, hvor Hamas tog magten i Gaza, og til nu, har Israel været genstand for hele 108 FN-resolutioner omhandlende kritik af brud på menneskerettighederne, men hele resten af verdens lande sammenlagt kun fik 99 resolutioner rettet mod sig – Syrien: 44, Sudan: 26, Iran: 15, Rusland: 10, Venezuela: 4.

I 2023 alene var der 15 resolutioner mod Israel, mens kun 8 blev vedtaget mod resten af verden tilsammen.

Det giver jo ingen mening – eller det gør det, hvis man ser hvordan FN er indrettet, og hvor overvældende ekspansiv Islam har været i verden siden FNs dannelse:

1.800.000.000 muslimer fordelt på hele 55 nationer – mod 17.000.000 jøder, hvoraf 7.000.000 bor i den ene stat, som ved FNs egen forordning er deres. Og i øvrigt sameksisterer fredeligt med 2.000.000 arabiske israelere.

Hvor ville du selv helst leve?

Som Israel-skeptisk eller -hadende dansker bør du spørge dig selv: Hvilket samfund ville du helst selv leve i? Et demokrati med ligeret mellem kønnene, registreret partnerskab for bøsser og lesbiske, ligelig repræsentation i parlamentet af landets arabiske minirotetsbefolkning osv.? Eller en islamisk, sharia-drevet stat, hvor ingen af ovennævnte friheder er gældende?

Hvor i Mellemøsten finder du rettigheder som i Israel? Ingen steder. Overhovedet. Så jeg har valgt. For i et samfund som det palæstinensiske ville jeg ikke engang få lov at overleve – blot fordi jeg er den, jeg er.

Menneskerettigheder og demokrati bør være målestokken for danskernes stillingtagen. Jeg kan ikke se, hvordan det ikke kan være det – med mindre man tror, de to ting kommer gratis. Som vand i hanen.

Mange tror åbenbart netop det, siden vi i Danmark så protestløst afgiver flere af vores mest basale frihedsrettigheder på bl.a. ytringsfrihedsområdet. Det skræmmer mig – også fordi vi glemmer, at Israel kæmper, og altid har kæmpet, en basal kamp for overlevelse i en del af verden, hvor landet er kringsat af fjender med en erklæret dagsorden om dets udslettelse.

Hvordan ville vi selv leve og agere, hvis landene omkring os havde samme erklærede og udlevede intention?

Det tankeeksperiment kunne danskerne med fordel bruge lidt tid på – inde i hovedet eller hen over hækken.

Krigens grusomme realiteter

Krig er forfærdeligt. Ingen bør forskønne det. De civile betaler prisen, og børn – og sandheden – er altid de første ofre. Men sådan har det været i alle krige – også de retfærdige.

Under Anden Verdenskrig accepterede vi civile tab som den tragiske konsekvens af at knuse regimer, der truede civilisationen. Havde vi dengang haft en daglig, ensidig Nazityskland-biasset dækning, hvor fokus udelukkende lå på de allieredes bomber, og hvor gerningsmændene fremstilledes som ofre, er det ikke svært at forestille sig, at kravet om at indstille kamphandlingerne ville have vundet frem.

I sin leder fra 8. august 2025 sammenligner Berlingskes chefredaktør Tom Jensen den nuværende debat om Israel med Anden Verdenskrig. Han peger på, at hvis man i 1945 havde fokuseret ensidigt på civile tab i Tyskland og Japan – og ignoreret nazismens og Japans forbrydelser – ville man ende med en fordrejet vurdering af, hvad der var nødvendigt for at vinde krigen. Bombningerne af Dresden, Tokyo og Hiroshima/Nagasaki kostede hundredtusinder af civile liv, men de var afgørende for at afslutte krigen og forhindre endnu større blodbad.

For mig er bundlinjen denne:

For at afslutte denne krig skal Hamas væk. Gaza kunne være et af de mest velstående og smukke steder i Mellemøsten. Potentialet er enormt – men så længe området holdes i et jerngreb af en krigerisk islamistisk ideologi, vil det forblive et sted, hvor børn fødes ind i håbløshed, kvinder lever uden rettigheder, og enhver politisk opposition er livsfarlig.

Det er derfor, vi – midt i mediestøjen – skal holde fast i støtten til Israel. Ikke fordi Israel er perfekt, men fordi alternativet er uendeligt værre – for både israelere og palæstinensere.

Og hvis du vil høre begge sider af sagen, så se denne debat på Piers Morgan Uncensored. Det er en samtale, hvor begge parter står skarpt og uden filter – og hvor temperaturen på Mellemøsten-konflikten bliver taget uden rysten på hånden.

Staten Israels dannelse – kort

Området, der i dag er Israel, var frem til 1. verdenskrig en del af det Osmanniske Rige. Efter Osmannerrigets sammenbrud i 1918 fik Storbritannien mandat over området fra Folkeforbundet i 1922 – det såkaldte Britiske Mandat for Palæstina.

Den britiske administration var forpligtet til både at sikre oprettelsen af et “nationalt hjem for det jødiske folk” (Balfour-erklæringen, 1917) og til at beskytte de eksisterende ikke-jødiske befolkningers rettigheder.

FN’s delingsplan (1947)

Efter stigende vold mellem jødiske og arabiske grupper trak briterne sig og overlod sagen til FN. FN’s Generalforsamling vedtog den 29. november 1947 Resolution 181, som foreslog at dele mandatet i:

• En jødisk stat
• En arabisk stat
• Et internationalt administreret Jerusalem

Jøderne accepterede planen. De arabiske ledere afviste den fuldstændigt.

Statsdannelsen og krigen i 1948

Den 14. maj 1948 erklærede David Ben-Gurion oprettelsen af staten Israel – få timer før det britiske mandat udløb.

Dagen efter angreb nabolandene Egypten, Jordan, Syrien, Libanon og Irak i det, der blev den Arabisk-Israelske Krig 1948.

Israel overlevede krigen og udvidede sit territorium ud over FN’s delingsplan. Omkring 700.000 arabiske palæstinensere flygtede eller blev fordrevet, mens et tilsvarende antal jøder forlod eller blev fordrevet fra arabiske lande i de følgende år.

En jøde fortæller historien om Israel og Mellemøsten

Her laver Ben Shapiro, konservativ jøde og politisk kommentator, en grundig, rimelig nøgtern, historisk gennemgang af det område, der i dag er Israel.

Selv om jeg anbefaler, at du ser dokumentaren fra den amerikanske offentlige broadcaster PBS fra 2015 ‘1913: The Seeds of Conflict’, så skal du vide, at jeg er kritisk over for dens grundlæggende narrativ om, at tiden før 1913 var en slags multikulturelt, fredeligt osmannisk Palæstina, hvor muslimer, jøder og kristne levede side om side i harmoni.

Det lyder besnærende, men vi bør ikke glemme, hvad det osmanniske styre faktisk var: Et islamisk teokrati med sharia som juridisk fundament, hvor ikke-muslimer havde dhimmi-status – tolererede, men juridisk underordnede og uden fulde rettigheder.

Som demokrat og homoseksuel er det svært at se noget romantisk i en samfundsorden, hvor kvinder ikke havde politisk lighed, hvor ytringsfrihed mod religion var utænkelig, og hvor homoseksualitet, selv når det ikke altid blev håndhævet strengt, formelt var forbudt og moralsk fordømt. Det var ‘tolerance’ i den osmanniske forstand – ikke frihed i moderne, vestlig forstand.

I Mellemøsten findes den frihed kun ét sted i dag: Israel.

Konflikten var ikke kun importeret – den lå i systemet

Dokumentaren lægger vægt på, at konflikten for alvor opstod med zionistiske immigranter, der havde nationale aspirationer, og at dette skabte et brud i den tidligere sameksistens. Men det underkender, at islamisk politisk teologi historisk har haft et indbygget hierarki: muslimer øverst, ikke-muslimer nederst. Forestillingen om et ligestillet jødisk nationalhjem var derfor i sig selv en ideologisk provokation for islamiske magtstrukturer.

Det er ikke tilfældigt, at en stor del af den arabiske modstand mod zionismen tidligt fik religiøs overbygning. I et system, hvor politisk og religiøs magt var ét, kunne en sekulær, jødisk stat ikke anerkendes uden at underminere islamisk dominans.

Fraværet af selvkritik

Dokumentaren bruger mange kræfter på at kritisere zionistisk adskillelse og eksklusivitet, men langt færre på at spørge, hvorfor arabiske ledere og befolkninger ikke kunne acceptere lige rettigheder for jøder – og slet ikke tanken om jødisk selvbestemmelse. Her kunne filmen have taget fat på, hvordan islamisk lov og teologi – dengang som nu – har gjort religiøs lighed til et uacceptabelt brud med Guds vilje.

I Israel er der demokratisk borgerlighed for landets 20% arabiske israelere.

Konklusion

“1913: Seeds of Conflict” er et visuelt flot og historisk interessant stykke formidling, men dens underliggende præmis – at Palæstina før 1. Verdenskrig var et harmonisk, multikulturelt samfund, som “kun” blev ødelagt af nationalistiske projekter – overser, at harmoni under islamisk herredømme aldrig var baseret på universelle frihedsrettigheder.

Som demokrat og homoseksuel kan jeg ikke dele nostalgien for et samfund, hvor mennesker som mig ville være retsløse, socialt stigmatiserede og potentielt kriminelle – uanset hvor “fredeligt” hverdagen ellers måtte være.

Jeg er således glad og taknemmelig for, at der i et ufrit Mellemøsten dog findes ét demokrati, som skatter og håndhæver de frihedsrettigheder, jeg nyder godt af i mit eget hjemland højt mod nord.

Jeg har forsøgt at tekste ‘1913: The Seeds of Conflict’ på dansk, men da den foregår på fem sprog, vil der være steder, hvor tekstningen ikke er optimal eller går lidt i kuk.

Det er mit håb, at du vil finde filmen seværdig, men samtidig forstå min kritik af den

Herunder er en gennemgang, lavet med hjælp fra ChatGPT, Grok og Perplexity af, hvad de definitoriske rammer er omkring begrebet ‘folkemord’:

1. Folkemord kræver intention om at tilintetgøre en beskyttet gruppe – og den er i Israels tilfælde ikke dokumenteret.I folkeretten er dolus specialis kernen: Gerningsmanden skal have til hensigt “at ødelægge, helt eller delvist, en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe, som sådan.” Det er ikke nok, at handlinger er brutale eller ulovlige; den særlige udryddelses-intention skal bevises. ICJ’s kendte foreløbige kendelser i South Africa v. Israel har netop ikke fastslået, at Israel begår folkemord; retten pålagde forebyggende foranstaltninger, men undlod at konkludere, at folkemordsforbrydelsen var begået eller at beordre våbenhvile. Det understreger, at spørgsmålet om ‘intention’ ikke er bevist. ([un.org][1], [International Court of Justice][2])
2. Den internationale strafforfølgning retter sig (indtil nu) mod andre forbrydelser – ikke folkemord.ICC-anklageren har søgt (og fået) arrestordrer for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden mod både Hamas- og israelske ledere; folkemord er ikke blandt de rejste anklagepunkter i disse skridt. Det er ikke et frifindelsesbevis – men det er vægtigt imod påstanden om, at folkemord er åbenbart. Hvis den særlige udryddelses-intention var klar, ville det typisk afspejle sig i anklageskrifterne. ([chathamhouse.org][3], [Atlantic Council][4])
3. Israels adfærd er – trods massiv kritik – ikke konsistent med en hensigt om at ødelægge palæstinenserne som gruppe.Folkemordsdefinitionen omfatter bl.a. “bevidst at påføre levevilkår, der er beregnet til at medføre gruppens fysiske undergang.” Her peger modargumentet på, at Israel – samtidig med militære operationer mod Hamas – har tilladt og (til tider) faciliteret humanitær adgang, og at FN-systemet løbende registrerer indførsel og uddeling af nødhjælp (om end langt fra nok, og ofte alvorligt hæmmet).Den faktiske – om end utilstrækkelige – indførsel og uddeling af fødevarer, brændstof og medicin er svær at forene med en statslig plan om fysisk udryddelse af palæstinenserne som sådan. Med andre ord: der kan være grove overtrædelser og uforholdsmæssighed – men *det* er ikke det samme som folkemords-intention. ([UNOCHA – Occupied Palestinian Territory][5], [UNOCHA][6])

Note: Ovenstående udelukker ikke, at enkeltstående udtalelser/handlinger kan være dybt problematiske, eller at andre alvorlige forbrydelser kan være begået. Pointen er, at folkemord er en snæver, intention-baseret forbrydelse i folkeretten, og at de tungeste indikatorer i den internationale retspraksis og strafforfølgning p.t. ikke underbygger den påstand. ([un.org][1], [International Court of Justice][2], [Atlantic Council][4])

Kilder:

[1]: https://www.un.org/en/genocide-prevention/definition?utm_source=chatgpt.com “Definitions of Genocide and Related Crimes”

[2]: https://www.icj-cij.org/node/203454?utm_source=chatgpt.com “Summary of the Order of 26 January 2024”

[3]: https://www.chathamhouse.org/2024/05/icc-prosecutors-applications-arrest-warrants-explained?utm_source=chatgpt.com “The ICC arrest warrants against Deif, Netanyahu and …”

[4]: https://www.atlanticcouncil.org/blogs/new-atlanticist/the-icc-has-issued-arrest-warrants-in-the-israel-hamas-war-now-what/?utm_source=chatgpt.com “The ICC has issued arrest warrants in the Israel-Hamas …”

[5]: https://www.ochaopt.org/data/crossings?utm_source=chatgpt.com “Gaza crossings: movement of people and goods – OCHA oPt”

[6]: https://www.unocha.org/publications/report/occupied-palestinian-territory/gaza-humanitarian-response-update-20-july-2-august-2025?utm_source=chatgpt.com “Gaza Humanitarian Response Update | 20 July – 2 August …”

Her er “EU’s arbejdsdefinition af antisemitisme” i punktform, sådan som den er gengivet på Europa-Kommissionens side og oprindeligt formuleret af EUMC/FRA og senere brugt af EU og mange medlemslande.

”Antisemitisme er en bestemt opfattelse af jøder, som kan komme til udtryk som had mod jøder. Antisemitisme kan være rettet mod jødiske eller ikke-jødiske personer og/eller deres ejendom, mod jødiske samfundsinstitutioner og religiøse faciliteter.”

Eksempler på antisemitisme (når konteksten viser, at de er motiveret af had mod jøder)

• Opfordring til, hjælp til eller retfærdiggørelse af drab eller vold mod jøder.
• Falske, umenneskeliggørende, dæmoniserende eller stereotype påstande om jøder som kollektiv – fx konspirationer om global kontrol.
• Benægtelse af, at Holocaust fandt sted, eller bagatellisering af dets omfang, midler eller motivation.
• Beskyldninger mod jøder som folk eller Israel som stat for at opfinde eller overdrive Holocaust.
• Påstande om, at jøder er mere loyale over for Israel eller den “jødiskesag” end over for deres eget land.
• Nægtelse af det jødiske folk retten til selvbestemmelse, fx ved at hævde, at eksistensen af staten Israel er et racistisk projekt.
• Anvendelse af dobbelte standarder: at kræve af Israel en adfærd, der ikke forventes af andre demokratiske stater.
• Brug af klassiske antisemittemer eller symboler (fx den historiske ‘blodanklage’) for at karakterisere Israel eller israelere.
• Sammenligning af Israels politik med Nazi-Tysklands politik.
• At holde jøder kollektivt ansvarlige for Israels handlinger.
• Hærværk, trusler eller vold mod jødiske institutioner, kirkegårde eller religiøse steder.
  
  
• Jesper W. Rasmussen: – Min tale ved mindehøjtideligheden i forbindelse med årsdagen for 7/10. Jeg blev vist den store tillid og ære at holde tale ved en smuk, barsk og rørende markering af årsdagen for den forfærdelige massakre i Israel. Talen kan lyttes til el. læses her på dansk og engelsk.