MIFF har tidligere skrevet om Ella Waweya og andre israelske minoritetskvinder, der trodser normerne i deres samfund og melder sig frivilligt til tjeneste i Israels forsvarshær (IDF).
Ella er 34 år og er en usædvanlig israelsk-arabisk kvinde. Det lå aldrig i kortene at hun ville skabe historie, og blive Israels forsvarshærs højst dekorerede arabisk kvinde eller fejrer ti års frivillig IDF-tjeneste.
På sit kontor i Tel Aviv har Ella dekoreret væggene med diplomer, beviser, familiebilleder, arabisk kalligrafi af Koranen, det drusiske flag, et kors, en kopi af Zohar (jødiske mystik bog) og flagene fra de arabiske lande, der i 2020 underskrev de historiske Abraham-aftaler med Israel. Ella smiler: – Jeg har ikke glemt nogen, skriver Jerusalem Post i deres interview, som MIFF her bringer et uddrag af:
Ella kommer fra den israelsk-arabiske israelske by Qalansawe, hvor alle indbyggerne er muslimer. I dag er hun stedfortrædende talsmand for den arabiske verden og leder IDF’s arabiske kommunikationsafdeling. Ella fortæller: – I mit område var der ingen IDF-soldater og slet ikke kvindelige soldater. Nogle meldte sig dog til tjeneste i Israels politi.
I Israel er det udelukkende israelsk-jødiske kvinder, der har værnepligt på lige fod med de israelsk-jødiske mænd. Ud af respekt for de lokale traditioner i Israels minoritetssamfund, har minoritetskvinder ikke værnepligt. Minoritetskvinderne har dog ret til at melde sig til frivillig IDF-tjeneste eller national tjeneste (Sherut Leumi). Israelsk-jødiske kvinders værnepligt starter lige efter de afslutter gymnasiet som 18-årige. Ella ventede med at melde sig til IDF, til hun var 24 år og havde en BA i kommunikation og en kandidatgrad i statskundskab.
Efter ti år i IDF, kan Ella se ændringerne ske i Israels arabiske samfund, hun fortæller: – I dag har vi 10 IDF-soldater fra Qalansawe, og jeg tror, at jeg kan tage æren for det. Jeg kommer hjem i min uniform, og folk stiller spørgsmål om IDF. Jeg følger dem, der vælger at melde sig ind i IDF igennem hele deres militærtjeneste.
Anden Intifada vækkede et dilemma hos 12-årige Ella, hun fortæller: – Jeg følte en identitetskrise og vi så kun Al Jazeera og hørte den amerikansk-palæstinensiske journalist Shireen Abu Aklehs aggressive rapporter om, hvad der skete. Jeg ville også være journalist, men ikke ligesom hende. Jeg ville afspejle mit identitetsdilemma. Folk har altid forsøgt at definere mig – enten som en ‘1948-araber’ eller en israelsk-araber. Jeg var den eneste som ikke kunne definere mig. Jeg gik fra at ville være læge til at ville være journalist og vise ‘min side’, selvom jeg på daværende tidspunkt ikke vidste, hvad det var.
Det blå israelske identitetskort gav Ella svaret, hun fortæller: – Alle israelere får deres eget identitetskort, når de fylder 16 år. Jeg kiggede på den blå farve og indså, at jeg var israeler og måtte gøre noget ved det. Staten Israel havde givet mig min identitet, og jeg ledte efter måder at forbinde mig selv med den. Der var ingen bevidsthed om det på daværende tidspunkt, internettet var i sin spæde start og følelserne boblende i mig. Jeg kunne ikke slippe tankerne. Da jeg begyndte på min BA, meldte jeg mig som frivillig i Israels nationale tjeneste på et hospital. Der spillede jeg skak med en af hospitalets sikkerhedsvagter, han var israelsk-beduin og spurgte, hvorfor jeg ikke havde meldt mig til IDF-tjeneste. Han forbandt mig med IDF’s daværende leder af deres særlige sporingsenhed bestående af beduinske IDF-soldater. Takket være ham kom jeg ind i IDF. Derfra gik det stærkt og jeg blev tilbudt en stilling i IDF’s Talsmandsenhed. Jeg anede ikke, at der var så mange funktioner i IDF og resten, som man siger, er historie.
Ti år senere fortæller Ella: – At melde mig til IDF-tjeneste var mit livs bedste beslutning. Det var min personlige beslutning og jeg fik ikke støtte i mit lokalsamfund. Mine forældre troede at jeg studerede og arbejdede, først efter halvandet år fandt de ud af, at jeg var i IDF. Ella er ikke den eneste israelske-araber, der har følt sig nødsaget til at holde sin IDF-tjeneste hemmelig fra sin familie og lokalsamfund. Efter sandheden kom frem, blev Ella heller ikke forskånet fra ubehagelige reaktioner i sin familie og lokalsamfund. Efter flere års tårer, smiler Ella i dag og kigger stolt på billedet af sin mor, der iført hijab tildeler sin datter hendes IDF-hæder.
Min mor er min helt, hun fortæller: – Min mor har været igennem rigtig meget og har lidt på grund af min beslutning. I dag har min mor kræft, og når jeg besøger hende på hospitalet, venter lægerne på at møde mig, fordi hun fortæller om mig. Nu forstår jeg, hvor stolt hun er over mig. Under krigen har hun bedt mig om at ledsage hende til kemoterapi iført min IDF-uniform.
Stolte søskende: – De er så stolte over mig og de stoler på mig. De tror at jeg er ekspert i alt, der er sikkerhedsrelateret. De beder mig om sikkerhedstips og om at løfte tunge ting for dem. Det er tegn på, at IDF har et godt ry.
Ansvarlig for IDF-kommunikation i Mellemøsten og den arabiske verden, hun fortæller: – Jeg er ansvarlig for sociale medier og interviews med de arabiske medier som vi arbejder rigtig meget med. Vi vil vise dem sandheden om Israel og IDF. Vi taler på vegne af IDF. Den arabiske verden vil ikke tale med os, medmindre vi også taler om 7. oktober-massakren mod Israel. Arabiske medier har stor indflydelse på arabernes mening og araberne eksponeres ofte kun for den ene side i arabiske medier. Vi arbejder på at præsentere en anden side og påvirke meningsdannelsen i den arabiske verden, inkl. min mor. Når hun har set saudiarabiske nyheder, vil hun også gerne se en person i IDF-uniform, der formidler Israels side. På den måde skaber vi en mere afbalanceret nyhedsdækning.
Om Hamas-talerør i medierne, fortæller hun: – Nogle nyhedskanaler er terrorgruppens talerør og formidler deres løgne. For et par måneder siden spredte Al Jazeera løgne om, at IDF-soldater havde voldtaget kvinder i Gaza. En del af vores arbejde er at overvåge, analysere og forstå, hvad der bliver sagt i medierne, så vi kan tilpasse vores kommunikation. Efter Al Jazeera spredte den nævnte løgn om vores soldater, kom vi med en kraftig reaktion. Kanalens tidligere direktør indrømmede på X (tidligere Twitter), at Al Jazeeras løgn var gået for vidt – det viser vigtigheden af vores arbejde.
– Sommetider bruger jeg ironi og sarkasme, når jeg bliver interviewet. Jeg blev interviewet af det russisk-arabisk-sprogede medie Russia Al-Yawm. Journalisten citerede en undersøgelse om, at indbyggerne i Gaza tror at Hamas vinder. Jeg svarede: – Selvfølgelig har de vundet – ved at ødelægge Gazas fremtid, skoler, moskeer og hospitaler. Hvis det er en sejr, så siger jeg Ahlan wa Sahlan (velkommen, kan bruges sarkastisk på arabisk). Så du vil fortælle mig, at de har vundet? Det vil tage dem flere år at genopbygge Gazas infrastruktur. Hos os blomstrer tingene igen. Ja, terroristerne myrdede og ødelagde, men vi kan se tilbage, lære vores lektie, omfavne hinanden og komme videre.
Massakren der forenede israelerne på tværs af religion, Ella tilføjede over for Russia Al-Yawm’s journalist: – Den virkelige sejr er, at krigen har forenet os alle i Israel. Se på vores kristne, beduiner, muslimer og jøder. Vi hjælper hinanden og laver mad til vores soldater – vi deler samme smerte.
– I vores kommunikation til den arabiske verden, viser vi også forskellen mellem Hamas-ledernes budskab og den virkelighed, som deres befolkning lever med i Gaza. For få dage siden spurgte Hamas-leder Khaled Meshaal i Al-Arabiya, om der var nogle, som havde hørt folk i Gaza klage over situationen, men han fatter ikke, hvad hans folk går igennem, fordi han ikke lever i Gaza.
Vil nå ind i arabernes hjerter, hun tilføjer: – Vi forsøger at nå dem via iørefaldende budskaber. Vi fandt på en slogan, der rimer: ‘Lederne lever i lyksalighed, men folket lever i helvede.’ Vi brander Hamas-ledere som ledere af ’jihad fra hoteller’. Befolkningen i Gaza lider fordi deres ledere sidder på pengene fra Qatar og har underjordiske tunneler, de kan gemme sig i. De sørger ikke for infrastruktur som gavner deres befolkning. Jeg så et klip hvor en jurastuderende fra Gaza sagde: ‘Min drøm er tabt’, og det rørte mig virkelig som kvinde, araber og israeler, der er oplært i IDF’s høje moral og værdier. Det første, vi lærer i IDF, er deres etiske kodeks. IDF’s høje moral står i skærende kontrast til Hamas-terroristerne, der myrdede, voldtog og kidnappede under massakren mod vores land. Jeg kan ikke glemme klippet af en far og hans søn, der fortalte, hvordan de havde voldtaget og myrdet israelske kvinder sammen.
Hun fortsætter: – I min kommunikation til den arabiske verden, vil jeg nå folk, der hvor de er. Jeg henvender mig til den almindelige araber. Hamas-terroristerne er også almindelige mennesker og de forstår mit sprog. Jeg kan flere arabiske dialekter og kan nå folk i flere arabiske lande. Jeg vil vække araberne fra deres tornerosesøvn og eksponere dem for virkeligheden. Jeg har også inviteret nogle arabere til mit kontor i Tele Aviv. Jeg vil have, at pigerne i Gaza bliver som mig. Jeg vil have, at de også kan fylde deres vægge med diplomer, få en uddannelse og succes. De skal ikke frarøves deres drømme. Jeg har filmet flere klip, hvor jeg taler direkte til kvinderne i Gaza. Andre gange sender jeg mine klip og beskeder til terroristerne, hvor jeg minder dem om, at arabiske mænd hylder familiens ære. Hvilken ære er der i at myrde, voldtage, brænde og efterlade mødre og døtre uden et hjem? Jeg minder terroristerne om, at når de vanærer vores kvinder og piger, vanærer de også deres egen familie.
Gaza kunne være et paradis, hun uddyber – Hamas enklaven har strande, hoteller og villaer, men det kommer ikke befolkningen til gode. Hvad fik de ud af 7. oktober-massakren mod os? Hvad havde terrorgruppens ledelse forventet der ville ske, efter de myrdede over 1.200 børn, kvinder, ældre og mænd i Israel? Massakren skete på den jødiske helligdag Simchat Torah. Jeg har set et forfærdeligt klip, filmet af terroristerne, hvor to små israelske børn løb mod et beskyttelsesrum med deres far. Terroristerne myrdede drengenes far for øjnene af dem. Børnene løb grædende tilbage til deres hjem, mens en af drengene skreg, at han ikke kunne se noget. Imens ses en Hamas-terrorist åbne familiens køleskab, tage en cola og sætte sig roligt ned for at drikke den. I et andet klip havde terroristerne filmet en af dem, der ringede begejstret til sine forældre, for at fortælle, at han havde myrdet ti jøder. Hans forældre blev stolte over ham.
Vores budskab når ud til vores målgruppe, siger Ella og tilføjer: – I IDF har vi brugt mange ressourcer på at flytte indbyggerne i Gaza væk fra krigszonerne. Det der virkelig rykkede på befolkningens adfærd i Gaza, var vores X-opslag (tidligere Twitter). Vi ser det samme mønster på TikTok, hvor indbyggere i Gaza også følger os. Jeg følger med i folks reaktioner på vores opslag. Uanset om de er positive eller negative, får vi afgørende viden og en bedre forståelse af, hvordan vi kan forbedre kommunikationen til vores målgruppe..
Sådan manipulerer arabiske medier med deres Israel-dækning, hun uddyber: – Al Jazeera er et godt eksempel – deres interview af israelere er altid forsinkede så de kan kontrollere, hvad der siges. De gør det med vilje, fordi de ikke vil have at folk hører alt, hvad der bliver sagt. De interviewer kun israelere for at vise deres ‘neutrale’ Israel-dækning, men det er langt fra sandheden. Der er også journalister, der afbryder hele tiden. Jeg tror på samtalens magt – når du interviewer nogle, så lad dem tale og stil de spørgsmål, som du mener folk gerne vil have svar på, frem for at dele dine personlige meninger.
I den arabiske verden er uniform og medaljer = autoritet, hun tilføjer: – Folk lytter når de ser os og vi anses af mange for at være en valid kilde. Vi oplever også at journalister spørger ind til emner, der ikke er IDF-relateret. Alligevel kontakter de os, fordi de ved, at de kan stole på os og de informationer som vi formidler.
Al-Mamadani hospitalet – et klassisk eksempel på anti-israelsk propaganda, hun uddyber: – Få minutter efter hospitalet blev bombet, påstod Hamas, at Israel havde dræbt 500 mennesker. Det tog os tre timer at dykke ned i detaljerne og svare på deres løgn. Det illustrerer at vi ikke siger noget, før hændelsen er blevet grundigt undersøgt. Der er et enormt pres, fordi folk vil have al info med det samme, men vi kan ikke komme med en udtalelse, før vi har undersøgt hændelsen til bunds. Derfor stoler mange arabiske medier på os og vil tale med os.
– Vi er sat i verden for at svare på alle spørgsmål – også dem der er svære at svare på. Vi står i en meget svær situation i Gaza, fordi befolkningen bruges som menneskeligt skjold. Vis mig hospitaler,skoler eller moskeer i USA, der gemmer på våben og underjordiske tunneler – det finder du i Gaza, fortæller hun.
Bliver genkendt på gaden: – Jeg bliver ofte stoppet af folk som genkender mig. I Paris blev jeg stoppet af en algerisk mand som ville diskutere med mig, men vi endte med at give hånd og tog en fælles selfie. Jeg tror på rolig og stille samtale og gensidig respekt. Da jeg var i New York, hvor det er svært at finde uforarbejdet mad, endte jeg med at spise på en libanesisk restaurant. Hver gang jeg spiste på en arabisk restaurant, blev jeg genkendt. I Israel bliver jeg også genkendt. Det er sjovt – afhængt af omstændighederne. Hvis folk vil have en selfie med mig mens jeg spiser min burger, kan det være lidt irriterende, griner Ella.
Bliver også kontakt af indbyggere i Gaza, på sociale medier bliver jeg især kontaktet af folk fra Gaza, der for eksempel spørger, hvordan de kan rejse væk fra enklaven. Jeg kan ikke nå at besvare alle henvendelser, men for mig og IDF er det vigtigste at kunne tale med folk. Jeg har også mødt folk fra Gaza ved Erez-overgangen. Nogle af dem kom for at få medicinsk behandling i Israel, som de takkede os for at give dem, siger hun.
Ellas stærke budskab til verden: – Jeg er en israelsk-arabisk, muslimsk kvinde og IDF-officer. Det beviser at Israel er et demokrati, hvor vi lever sammen og respekterer hinandens forskelligheder. Kom til Israel og se vores smukke lille land, mød vores vidunderlige indbyggere og du vil forstå, hvorfor vores krig for overlevelse er retfærdig. Tag en tur til Judæa og Samaria (Vestbredden) og se, hvad der sker, når nogle fortæller at de er jøder. Du vil hurtigt forstå, hvorfor vi kæmper så hårdt for at beskytte det jødiske folk i staten Israel. Som muslim siger jeg: Vi ved, hvordan vi skal leve sammen, og sådan skal det være. Vi skal hjælpe hinanden og forblive sammen. Når du rejser rundt i Israel, vil du med egne ører høre de mange sprog, som vi taler i vores land. Israel er et mangfoldigt kludetæppe af mennesker med en rig kultur og baggrund. Israel handler om meget andet end konflikt mellem arabere og jøder. Israel er et sjovt land og israelerne er sjove mennesker. Gnidningerne mellem os sker, fordi vi er én familie. Massakren og krigen har genforenet os som familie. Derfor kalder vi hinanden for ‘min bror’ og ‘min søster’, når vi hilser på hinanden.