Siden oktober har Israel overført over 500.000 tons nødhjælp til Hamas-kontrolleret Gaza – det svarer til over 26.000 lastbillæs.
I april sørgede Israel for 271 lastbiler fyldt med nødhjælp pr. dag, heraf var 198 lastbiler fyldt med mad.
Israels nødhjælp til Gaza slår rekord, mængden af nødhjælp til enklaven er meget større end før 7. oktober-massakren mod Israel, hvor flere tusind terrorister stormede ind over grænsen til Israel fra Hamas-kontrolleret Gaza og gik til angreb mod forsvarsløse babyer, børn, kvinder, ældre og mænd. Massakren kostede over 1.200 liv og var den værste mod jøder siden Holocaust.
I september 2023 kom der i snit 73 lastbiler fyldt med mad ind pr dag til enklaven.
Siden massakren mod Israel, er mængden af nødhjælp til Gaza blevet knap tre gange så stor. Bemærk at det er sket selvom terrorgruppen Hamas, der har haft fuld kontrol over enklaven siden 2007, erklærede krig mod Israel med 7. oktober-massakren.
Nødhjælpen til Gaza består blandt andet af mad, telte, vand, medicin, brændstof og gas til madlavning.
I løbet af de seneste måneder har Israel indført flere foranstaltninger for at øge nødhjælpen til Gaza. Israel har blandt andet åbnet Erez-grænseovergangen til Gaza for nødhjælp, åbnet nye korridorer for nødhjælp fra Jordan gennem Israel, vandrør fra Israel ind til Gaza er blevet repareret og nødhjælp fragtes også via Ashdod-havn.
Derudover bruger USA flere milliarder kroner på at bygge en midlertidig anløbsbro ud for Gazas kyst som kan modtage nødhjælp ad søvejen.
Til trods for at Israel de seneste måneder har øget mængden af nødhjælp, har der været udfordringer med fordeling af hjælpen i enklaven. I flere tilfælde har FN og andre hjælpeorganisationer ikke leveret over halvdelen af nødhjælpen, der var kommet ind i Gaza. Derudover stjæles meget af nødhjælpen af Hamas og andre af enklavens terrorgrupper.
I går besøgte USA’s udenrigsminister Antony Blinken Israels grænseovergang Kerem Shalom, hvorfra det meste af nødhjælpen kontrolleres og overføres. Under sit besøg udtalte han, at der var sket store fremskridt i den humanitære indsats, men at der fortsat er et stort behov for mere nødhjælp.
Blinken besøgte også Kibbutz Nir Oz, som blev hårdt ramt under 7. oktober-massakren. 38 af kibbutzens indbyggere blev myrdet af terroristerne med ubeskrivelig brutalitet. En af dem, hvis verden brød sammen, er dansk-israelske Rami, hans mor blev myrdet af terroristerne under massakren. Dansk-israelske Yitzhak, var en af de 72 indbyggere som blev kidnappet af bevæbnede terrorister til Gaza for mere end 200 dage siden. Også familien Bibas, inkl. baby Kfir blev kidnappet fra kibbutzen. I alt blev over 250 israelere og udlændinge kidnappet til Hamas-enklaven. Det vides ikke om gidslerne er i live og ingen international organisation har besøgt dem.