MIFF har tidligere skrevet om hvor svært det er at føre bykamp.
Israels forsvarshær (IDF) blandt de bedste i verden til at føre bykamp, derfor bruger den danske hær IDF som indspiration til at uddanne fremtidens danske kampsoldater. Den danske kampinstruktør Christoffer Johansen fortæller, at der er stor respekt for IDF’s militære evner.
MIFF har også skrevet utallige artikler om den værste massakre mod det jødiske folk siden Holocaust.
Mord, voldtægter, tortur og kidnapninger, den 7. oktober 2023, stormede flere tusind terrorister ind over grænsen fra Gaza. Terroristerne myrdede, halshuggede, voldtog, lemlæstede og brændte over 1.200 babyer, børn, kvinder, ældre og mænd. Flere tusind blev såret og over 250 blev taget som gidsler til Gaza.
Israelske flygtninge, massakren har efterladt Israel i chok og sorg – omkring en halv million israelere er blevet flygtninge, flere af dem er flygtet til Danmark. Flere hundrede tusind israelere trues også af økonomisk ruin.
Israel under angreb fra flere fronter, siden massakren er Israel blevet udsat for flere tusind raketangreb fra flere fronter. Israel udsættes også for international dæmonisering fra FN, medier, politikere, NGO’er og andre – listen er lang.
7. oktober-massakren er den direkte årsag til Israels krig mod Hamas i Gaza.
I går bragte MIFF en artikel skrevet af John Spencer som leder West Points Urban Warfare Studies ved Modern War Institute. West Point er USA’s førende militær akademi og Spencer er en af verdens førende eksperter i bykamp, så han ved hvad han taler om, når han siger at: – Der er ingen beviser for, at Israel vilkårligt eller målrettet har bombet civile i Gaza – der er ikke et eneste bevis for det.
I Newsweek skrev Spencer følgende om IDF
For nylig gennemførte IDF en operation på al-Shifa hospital i Gaza for at udrydde Hamas-terrorister. Igen tog IDF tog unikke forholdsregler i brug for at beskytte de uskyldige. Israelske medier rapporterede, at læger ledsagede styrkerne for at hjælpe palæstinensiske patienter, hvis det var nødvendigt. IDF bragte også mad, vand og medicin ind til de civile.
Ikke overraskende gjorde det ikke indtryk på Israel-kritikerne, som greb chancen for at kritisere. Kritikerne fordømte som sædvanlig ikke Hamas for at bruge beskyttede faciliteter til deres militære aktivitet. De nævnte heller ikke IDF’s indsats for at minimere de civile tab.
I deres kritik ignorerer Israels modstandere den bemærkelsesværdige og historisk nye standard som Israel har sat. I min lange karriere, hvor jeg studerede og rådgav det amerikanske militær om bykamp, har jeg aldrig set en hær tage den slags forholdsregler i brug for at beskytte fjendens civile, især mens de samtidig kæmper mod fjenden i de samme bygninger. Israel har implementeret flere forholdsregler for at forhindre civile tab end nogen anden militær styrke i historien og ud over kravene i international lov og mere end USA gjorde under sine krige i Irak og Afghanistan.
Det internationale samfund, inkl. i stigende grad også USA, anerkender knap nok IDF’s ekstraordinære tiltag, samtidig med de gentagne gange kritiserer IDF for ikke at gøre nok for at beskytte civile – selv når de konfronteres af en hensynsløs terrorgruppe som holder sine borgere som gidsler. I stedet bør USA og deres allierede undersøge, hvordan man bruger IDF’s taktik til at beskytte civile, til trods for at de militærstyrker ville være ekstremt tilbageholdende med at bruge samme teknikker, fordi det ville være en ulempe for dem i kamp med en terrorhær som Hamas.
Den dominerende vestlige teori om at føre krig, dvs. manøvrekrigsførelse, søger at knuse en fjende moralsk og fysisk med overraskende, overvældende kraft og hurtighed, og rammer de politiske og militære tyngdepunkter, så fjenden bliver ødelagt eller overgiver sig hurtigt. Det skete under invasionen af Panama i 1989, Afghanistan i 2001, Irak i 2003 og Ruslands mislykkede ulovlige forsøg på at indtage Ukraine i 2022. I alle de nævnte tilfælde kom der ikke en advarsel og der blev ikke givet tid til at evakuere byerne.
For at forhindre civile tab i Gaza, har IDF ikke kunnet følge den etablerede opskrift. IDF har stort set varslet alle sine bevægelser på forhånd, så de civile kunne nå i sikkerhed, dvs. at IDF mistede sit overraskelsesmoment og Hamas kunne nå at omplacere sine højtstående ledere og de israelske gidsler i Gazas tætte byterræn og Hamas’ kilomterlange underjordiske tunneler.
Hamas-terroristerne, der i modsætning til IDF ikke bærer uniformer, sørgede for at blande sig med civilbefolkningen, mens de evakuerede. Nettoeffekten er, at Hamas lykkes med sin strategi om at få sin civil befolkning til at lide og sprede billeder af ødelæggelse som har lagt et internationalt pres på Israel for at stoppe sine operationer og dermed sikre Hamas’ overlevelse.
Israel advarede på forhånd – i flere tilfælde uger i forvejen, og bad de civile om at evakuere de store byområder i Nord-Gaza, før IDF igangsatte sin landoperation. IDF udsendte over 7 millioner foldere til de civile i Gaza og brugte banebrydende teknologi, aldrig brugt tidligere.
Israel har foretaget over 70.000 telefonopkald, sendt over 13 millioner tekstbeskeder ud og efterladt over 15 millioner forudindspillede voicemails for at advare de civile om at forlade kampområderne. I IDF-beskederne var der oplysninger om, hvor de civile kunn evakuere til, og hvilken rute de skulle følge. IDF udsendte droner med højttalere og smed gigantiske højttalere med faldskærme med beskeder om at de civile skulle forlade kampområderne. IDF annoncerede og implementerede daglige pauser i alle operationer for at give tilbageværende civile mulighed for at evakuere.
IDF’s tiltag var effektive. Israel formåede at evakuere op mod 85% af byområderne i Nord-Gaza, før de hårdeste kampe begyndte. Det stemmer faktisk med min forskning om bykamp, som viser, at uanset hvilke tiltag der indføres, vil omkring 10% af befolkningen blive i kampområderne.
Mens krigen rasede, delte Israel sine militære kort med de civile, så de kunne gennemføre lokale evakueringer. Det er aldrig sket før under en krig. Under mit nylige besøg i Khan Yunis, Gaza og IDF’s civile skadeskontrolenhed i Syd-Israel, så jeg, at IDF var begyndt at bruge sine kort under deres daglige kommunikation omg hvor de ville udfører militære operationer, så civile i andre områder kunne holde sig væk fra kampområderne.
Jeg så at IDF sågar sporede de civile i realtid ned til en radius af få blokke ved hjælp af drone/satellitbilleder, mobiltelefonsporing og bygningsskadevurderinger for at undgå at ramme civile. Tilbage i januar rapporterede New York Times, at de daglige tal for antal dræbte civile, var mere end halveret i løbet af den foregående måned og faldet knap to tredjedele, set i forhold til da tallet lå på sit højeste.
Det er klart at det sande antal dræbte civile i Gaza er ukendt. Ser vi på Hamas’ tal på over 31.000 dræbte, så skelner terrorgruppen ikke mellem civile og terrorister, uanset om de er blevet dræbt under kampene, mens de affyrede raketter mod israelske byer eller hvis terroristerne blev dræbt af deres egne. IDF vurdere, at de har dræbt omkring 13.000 Hamas-terrorister, efter min mening lyder IDF’s estimat troværdigt. Jeg tror mere på IDF som er en forsvarshær i et demokratisk stat og en USA-allieret, end jeg tror på en terrorgruppe som Hamas. Mine tvivl når det gælder info fra Hamas, skyldes også størrelsen af de Hamas-afdelinger, der var indsat i de erobrede områder og de anvendte våbensystemer, tilstanden af Hamas’ tunneler og andre aspekter af slaget.
Det kan betyde, at omkring 18.000 civile er døde i Gaza, et forhold på omkring 1 kombattant til 1,5 civile. Givet Hamas’ sandsynlige inflation i dødstallet, kan det reelle tal være tættere på 1 til 1. Uanset hvad, ville tallet være historisk lavt set i forhold til moderne bykrigsførelse.
Ifølge FN, EU og andre kilder, tegner de civile sig typisk for 80%-90% af ofrene, eller et forhold på 1:9, i moderne krig. I slaget ved Mosul 2016-2017 som blev overvåget af USA, der brugte verdens mest magtfulde luftkraftaktiver, blev omkring 10.000 civile dræbt sammenlignet med omkring 4.000 ISIS-terrorister.
Alligevel hopper analytikere som burde vide bedre, med på vognen IDF-fordømmelser på baggrund af den ødelæggelse, der er sket. Ødelæggelsen er uundgåelig når du står over for en fjende som kommer ud af et stort tunnelsystem under civile områder i tæt byterræn. Den effektbaseret fordømmelse og kritik af IDF, er ikke baseret på hvordan krigens love fungerer. Fordømmelsen af IDF skyldes ikke at man mener, der er sket en overtrædelse af krigens love. Analytikerne udtaler at ødelæggelserne og de civile tab skal stoppes eller undgås i en alternativ form for krigsførelse.
Det er skæbnens ironi at Israels forsigtige tilgang, kan have ført til mere ødelæggelse. Når IDF advarer og evakuerer civile som hjælper Hamas med at overleve, forlænger det krigen og ødelæggelserne.
Israel har ikke skabt en guldstandard for begrænsning af civile tab under krig. Det ville betyde, at der er en standard for civile tab i krig, som er acceptabel eller ikke acceptabel; eller at nul civile tab i krig er opnåeligt og bør være målet; eller at der er et fast forhold mellem civile og kombattanter i krig uanset fjendens kontekst eller taktik. Men alle tilgængelige beviser viser, at Israel har fulgt krigens love, juridiske forpligtelser, bedste praksis når det gælder begrænsning af civile og alligevel har fundet en måde til at begrænse antallet af civile tab til et historisk lavt niveau.
Dem som beder Israel om at finde måder til at reducere de civile tab (som nul), bør være ærlige nok til at erkende, at det vil efterlade de israelske gidsler i fangenskab og give Hamas mulighed for at overleve krigen. Alternativet til en nations overlevelse kan ikke være en vej til udryddelse.
–
John Spencer er leder for urban warfare studies ved Modern War Institute (MWI) på West Point, meddirektør for MWI’s Urban Warfare Project og vært for «Urban Warfare Project Podcast.». Han har aftjent 25 år som infanterisoldat, inkl. to kamprunder i Irak. Han har skrevet bogen «Connected Soldiers: Life, Leadership, and Social Connection in Modern War» og har været med til at skrive bogen «Understanding Urban Warfare».
