For få dage siden skrev MIFF at statsminister Mette Frederiksen (S), ikke på nuværende tidspunkt vil anerkende en palæstinensisk stat. Statsministerens udmelding kom efter Irland, Spanien og Slovenien under et EU-topmøde, argumenterede for at anerkendelse af en palæstinensisk stat, ville kunne bane vejen for en to-statsløsning,
Massakren mod Israel ændrede alt, den 7. oktober 2023 stormede flere tusind terrorister ind over grænsen fra Hamas-kontrolleret Gaza og gik til angreb mod forsvarsløse babyer, børn, kvinder, ældre og mænd. Under massakren blev over 1.200 myrdet med ubeskrivelig brutalitet, utallige blev massevoldtaget, flere tusind blev såret og mindst 250 blev kidnappet til Gaza. Hverken Røde Kors eller andre internationale organisationer har besøgt gidslerne, der holdes fanget under umenneskelige forhold.
Flere partier vil pålægge regeringen at anerkende en palæstinensisk stat. I en leder i Jyllands-Posten den 18. april, tages debatten om Danmark skal anerkende en palæstinensisk stat op efter flere partiers beslutningsforslag, der pålægger regeringen at anerkende en palæstinensisk stat er til behandling i Folketinget.
Her er lederen i fuld tekst:
Står det til De Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet, skal Danmark her og nu anerkende Palæstina. Det fremgår af det beslutningsforslag, som blev fremsat den 29. februar og behandlet i Folketinget i denne uge. B 140, som det hedder, vil have Folketinget til at pålægge regeringen at anerkende Palæstina som en uafhængig og selvstændig stat inden for grænserne fra før 1967.
Værsgo. Det kan man vist kalde en ren foræring. Undskyld, mener I det alvorligt? For forslaget er helt og aldeles renset fra modkrav til det palæstinensiske styre og Hamas i Gaza, som i oktober begik terror i Israel, og som siden har skreget om »from the river to the sea«, underforstået: Israel skal ikke eksistere. Det var Hamas’ talsmand, Osama Hamdan, befriende tydelig om, da han for nylig udlagde teksten i et interview med TV 2.
Danmarks venstrefløj og De Radikale mener selv, at der er tale om »et stærkt politisk signal« og »den eneste vej til reelt at afslutte konflikten mellem Israel og Palæstina«.
Tostatsløsningen står stadig som eneste og mulige bud på, hvordan den årtier lange strid kan bilægges. Målet, der skal arbejdes frem mod, men det virker fuldkommen utidigt netop i denne situation at give palæstinenserne en så stor indrømmelse uden at kræve noget til gengæld.
Palæstinas grænser er, som forslagsstillerne selv bemærker, uafklarede. Alligevel foreslår de, at mens vi venter på fredsforhandlinger, så skal Danmark anerkende et territorium, som er defineret ud fra de grænser, som gjaldt før Seksdageskrigen i 1967. Ifølge forslaget Vestbredden, inklusive Østjerusalem, Gaza med tilhørende kystområde og territorialfarvande.
Danmark har tidligere opgraderet palæstinensernes status. I 2012 fik det palæstinensiske repræsentationskontor ny status og kunne kalde sig Mission of Palestine, og året efter fik det diplomatisk status. Heller ikke dengang blev der stillet krav til palæstinenserne. Forslagsstillerne kan selv reflektere over, hvad det har ført til. Status nu er, at Hamas, som sidder på styret i Gaza, har udført et grusomt terrorangreb på Israel, og at den igangværende krig har fungeret som gløder på flere ulmende bål i Mellemøsten. Senest har Irans angreb på Israel været en påmindelse om, at stærke kræfter ønsker Israel udslettet som selvstændig stat. Det er Israels – og jødernes – eksistens, som står på spil.
Og det er der, Danmark skal lægge sine kræfter. Ikke ukritisk. Krigen i Gaza har udviklet sig til en humanitær katastrofe, og alle gode kræfter må sættes ind på at forhandle en holdbar våbenhvile, så nødhjælp og humanitær hjælp kan nå frem. Men troen på, at en anerkendelse af Palæstina i sig selv fører til, at der holdes frie og fair valg, så det palæstinensiske folk kan få én præsident, én regering og ét parlament, forekommer i bedste fald naiv. Faktorernes orden er byttet om. Først anerkendelse, så fred.
Fred er forudsætningen for anerkendelse, og det forekommer absurd, hvis der netop nu skal lande en så stor appelsin i Hamas’ turban uden at stille et eneste krav til gengæld, et minimum kunne være krav om, at Hamas frigiver de gidsler, som på sjette måned fortsat holdes i fangenskab, hvis de vel at mærke er i live. Situationen er også den, at propalæstinensiske demonstranter afbryder demokratiske møder og samtaler, og at jøder i både Danmark og flere andre lande udsættes for chikane og trusler. Hvis der skal slås ring om nogen i Mellemøsten nu, så er det jøderne og Israel, som kæmper for sin eksistens.
