Den værste massakre i Israels historie – 7. oktober-massakren mod Israel har kostet mindst 1,200 livet, over 8,700 sårede, utallige savnede, mindst 240 blev kidnappet til Gaza og flere israelske byer er blevet angrebet af over 10,000 raketter. Mindst 500,000 israelere er blevet flygtninge og er truet af økonomisk ruin. Derudover kommer der flere og flere beretninger om grove seksuelle overgreb og voldtægter af israelske kvinder og piger under massakren.
Bag hvert offer gemmer sig en hel verden, en sørgende familie – en hverdag som aldrig vil blive den samme igen.
En af dem, der aldrig vil blive den samme igen er dansk-israelske Rami Thomsen. Han er vokset op i kibbutz Nir Oz, som ligger tæt på Hamas-kontrolleret Gaza.
For dansk-israelske Rami gik verden i stå den 7. oktober da hans mor blev myrdet i kibbutz Nir Oz – hun var en af de mange indbyggere i kibbutzerne, der drømte om fred og sameksistens, fortæller han til TV2.
Alene i kibbutz Nir Oz blev over 100 ud af 400 indbyggere enten myrdet under massakren eller blev taget som gidsler til Gaza. Blandt dem der blev myrdet var også kibbutzens malkehold. I flere dage blev køer og kalve ikke passet – derfor trådte frivillige til for at holde lidt liv i kibbutzen og redde køerne.
Rami fandt ud af hvad der foregik, da beskederne væltede ind i hans WhatsApp-gruppe.
Han spurgte de andre i gruppen om et terrorangreb var i gang og om det var slemt. Svaret lød at det var: – Rigtig, rigtig slemt.
Rami skrev til sin mor, han fortæller: – Hun nåede at skrive, at hun var rigtig, rigtig bange. At hun rystede i hele kroppen. På et tidspunkt skriver hun, at hendes kæreste taler med terroristerne, der er trængt ind i deres hjem. Så skriver hun, at hendes kæreste er blevet skudt og dræbt, hvortil min søster skriver, at hun skal løbe ind i sikkerhedsrummet og lukke døren og lægge sig på gulvet.
Herefter hørte Rami og hans søster ikke fra deres mor.
Ramis søster skrev en besked for at vide om hun var ok. Deres mor svarede med en thumbs up
Rami tilføjer: – Det var det sidste, som vi hørte fra hende.
Terroristerne havde trukket deres mor ud af hendes beskyttelsesrum og skudt hende.
Siden har Rami fulgt med i hvad der sker – når krigen er slut vil han hjælpe med at genopbygge sin kibbutz.
For ham var kibbutz Nir Oz et paradis for børn, et sted hvor de kunne gå i bare tæer året rundt og alle kendte hinanden. I dag står kibbutzen tom og livløs – det er for farligt at være der og kun de frivillige, der tager sig af dyrene trodser faren for terror og raketangreb.
For år tilbage blev stranden i Gaza kåret som israelernes favorit og de strømmede til med bussen for at spise på restauranterne – Rami husker at han gik på stranden i Gaza som barn og drømte om fred: – Kibbutzen var meget venstreorienteret i det israelske politiske billede, hvor vi altid gerne har villet have dialog med vores arabiske naboer – ikke kun palæstinenserne. Vi har altid haft folk, der arbejdede i markerne omkring os, og vi har altid set dem som en del af os, og de har deltaget i samfundet.
Derfor bristede Ramis hjerte da han skulle begrave sin mor for få uger siden og så kibbutzen, der var blevet en skygge af sig selv og det ødelagte hus hvor han var vokset op.
Terroristerne havde revet døren af til hans mors hus, der var skudhuller i vinduet og ved sikkerhedsrummet, Rami fortæller: – Hvis vi ikke genopbygger kibbutzen, er deres (ofrenes, red.) blod spildt. Hvis vi ikke kommer tilbage og siger nej til vold og terror. I mine øjne kan vi ikke undvære hinanden, os og palæstinenserne.
Rami fortæller også at 72 af de omkring 240 gidsler der har siddet fanget i Gaza siden massakren, kommer fra hans kibbutz, flere af dem er hans gode venner.
Han har lovet deres familier at holde en stor fest når de bliver frigivet.
Han er fortsat ved at fordøje det, der skete 7. oktober: – Min kalender stoppede 7. oktober. Hver morgen, når jeg står op, er det 7. oktober. Det er svært at komme tilbage til hverdagen. Jeg har nogle forpligtelser, som jeg prøver at holde fast i. Heldigvis har jeg en familie og en vennekreds, der virkelig giver mig den støtte, som jeg har brug for.
Ramis drøm om fred lever fortsat. Han slutter: – Vi behøver ikke være gode venner, men vi bliver nødt til at kunne leve med hinanden som naboer.
