Spørger du en dansk politiker hvad han/hun mener om antisemitisme, vil vedkommende sikkert komme med det “rigtige svar” og fortsætte videre med sit politiske arbejde, uden at skænke sine jødiske medborgere en ekstra tanke. Heri består problemet – antisemitisme står ikke øverst på den politiske dagsorden i Danmark.
MIFF har talt med flere danske politikere, der ønsker at give vores jødiske medborgere en stemme velvidende at de som folkevalgte betaler en høj pris for at tage den betændte debat op, der får kommentarsporet på sociale medier til at flyde over med antisemitiske konspirationsteorier og koster stemmer valgurnen.
Imens lever en promille af vores medborgere i en undtagelsestilstand og flere har allerede pakket deres liv ned i en kuffert og forladt Danmark. Jeg har mødt et par stykker af dem her i Tel Aviv, hvor jeg også bor.
I 2025 forlod jeg min elskede fødeby København og det var meget svært. Forestil dig at skulle pakke dit liv ned, at skulle gennemgå alle dine ting, at forlade alt hvad du elsker (inkl. dansk rugbrød, Lurpak, skæreost, flødeboller og Super Piratos – alt det som vi tager for givet, når vi går i Netto).
Forestil dig at starte forfra i Israel, at tilpasse dig en helt ny måde at leve på i et land, der på mange måder er den diametrale modsætning til Danmark. Selvom livet i verdens eneste jødiske stat kan være kompliceret og israelsk bureaukrati ikke kan beskrives med ord, føler jeg en tryghed her som intet andet land kan give dig som dansk-israelsk jøde.
Israel er meget mere end det jødiske folks historiske hjemland. Israel er vores hjem, vores nødhavn, hvor vi bliver budt velkommen, hvor vi kan gå med kippah på hovedet, en Davidstjerne om halsen, tale hebraisk på gaden, gå i synagogen uden bevæbnet militær og vores børn ikke bliver mødt af sikkerhedsfolk med skudsikrede veste og maskinpistoler foran vuggestuelågen.
Når jeg spørger jøder om de føler sig trygge i Danmark, fortæller de at de føler sig svigtet og ikke kan se en fremtid for jødisk liv i vores smukke land uden en utvetydig opbakning fra samfundet. Og her kommer vores folkevalgte ind i billedet.
Vi har fået nok af smukke ord nedfældet på papir. Vi har også fået nok af handleplaner, der ikke afspejler vilkårene i det virkelige liv. Og lad mig ikke starte, når det gælder politikere, der poster selfies med en alvorlig mine og en fængende tekst, der skal give indtryk af, at nu vil de tage affære og gribe fat om roden til problemet.
Vi ved alle sammen, hvad problemet er. Der er simpelthen ikke politisk vilje til at gøre op med antisemitismen i Danmark, fordi det vil kræve et opgør med verdens ældste had. netop derfor er det en skamplet på vores københavnske folkevalgte, at de har nedstemt Finn Rudaizkys forslag og han ved om nogen hvad han taler om – han blev nemlig reddet til Sverige i oktober 1943.
Her er Rudaizkys reaktion på nedstemningen af hans forslag:
Sidste år, i mit 32 år som medlem af Københavns Borgerrepræsentation (BR), foreslog jeg, at den nye BR, “med udgangspunkt i den aktuelle debat om anti-semitisme”, at en af BR’s traditionelle tre studieture, gik til Auschwitz-Birkenau, skriver Finn Rudaizky, (løsgænger, medlem af Region Hovedstaden) i sit debatindlæg i Havnefronten.
Jeg stillede forslaget, fordi især BR i meget lang tid, havde udvist en sørgelig og manglende forståelse for det stigende racistiske jødehad. Tænk bl.a. på, at et stort mindretal gik imod, at ordet antisemitisme, skulle indgå i et forslag om at udarbejde “initiativer mod racisme og diskrimination målrettet kommunens folkeskoler”.
Når københavnske politikere af pressen konfronteres med det stigende antal episoder af vold, terror, brandstiftelse, chikane og dødstrusler mod jøder, siger de fleste af politikerne altid “det rigtige”.
Røg i syltekrukke
Det gjorde de også på det møde i Borgerrepræsentationen den 21/8-2025, hvor mit forslag blev behandlet. Offentligheden fulgte med. Der var stort flertal for, at videresende mit forslag til gruppeformændene i den nye Borgerrepræsentation. Det blev sagt – og det lå i luften – at der skulle sættes skub i min begrundelse, “at der er flere politikere på Rådhuset, som trænger til en genopfriskning af historien”.
Det er også bemærkelsesværdigt med den ringe forståelse for bekæmpelse af antisemitisme i praksis og konkret, for i november 2023 udtalte samtlige 7 borgmestre, at man var bekymret over “religiøst rettet chikane og trusler, som bl.a. har ramt det jødiske mindretal i København”.
Ingen tur til KZ lejre
For flere partiers vedkommende var det tom snak. Jeg vil gå så vidt som at påstå, at flere partier direkte var med til at puste til den antisemitiske ild, bl.a. ved at undlade at reagere på gadens dødstrusler mod danske jøder og helt undlade at sige noget, når danske jøder, som danske statsborgere, blev gjort ansvarlige for staten Israels politik.
Det må konstateres, at lukkede, fortrolige møder blandt partierne på Rådhuset, ofte er stedet, hvor man forsøger at føre den politik, som man egentlig mener. Det er ikke altid til gavn for de truede minoritetsgrupper i København. Men, også her er København noget særligt. Bare ikke til det bedre. Desværre, slutter Finn Rudaizky.
