For nylig offentliggjorde Israels forsvarshær (IDF) en rapport, der viste at 52 israelere var blevet dræbt i terrorangreb fra juni 2022 til juni 2023 – 15 af terrorofrene var blevet dræbt af terrorister fra byen Jenin i Juæda og Samaria. Som MIFF igennem længere tid har gjort opmærksom på, har de palæstinensiske myndigheder (PA), som Danmark pumper milliarder af skattekroner i, mistet kontrollen i flere af sine byer i Judæa og Samaria – især byen Jenin hvor terrorgrupper nu truer Israels sikkerhed.
Israel har været ramt af en terrorbølge i over et år og intet tyder på den vil aftage, viser ny opgørelse fra Rescuers Without Borders (Hatzalah Judea and Samaria), skriver Jewish News Syndicate.
I løbet af de første seks måneder af 2023, har beredskabstjenesten registreret 3.640 terrorangreb spredt over hele landet, inkl. 2.118 tilfælde af stenkast, 799 molotovcocktail-angreb, 18 knivangereb og 6 bil-angreb.
Antallet af skudangreb i 2023 har allerede overgået det samlede antal skudangreb i 2022 med 101 skudangreb mod israelere – tallet inkluderer ikke de flere hundrede skudangreb mod israelsk sikkerhedspersonale i forbindelse med anti-terroroperationer i palæstinensiske byer.
Siden januar har palæstinensiske terrorister dræbt 28 personer, 362 personer blev såret.
Derudover er to israelske terrorofre døde af kvæstelser de pådrog sig i tidligere terrorangreb. I februar døde 75-årige Shimon Maatuf efter han blev alvorlig såret i brutalt økse-terrorangreb begået af to palæstinensiske terrorister i 2022 – udover Shimon blev tre israelske småbørnsfædre hugget ihjel foran deres børn. I sidste måned døde Chana Nachenberg efter hun var blevet alvorligt såret i selvmordsangreb i 2001 og havde ligget i koma i 22 år – terrorangrebet kostede 15 personer livet, inkl. syv børn og en gravid kvinde. Over 100 personer blev såret.
Rescuers Without Borders blev etableret i år 2000 i forbindelse med Anden Intifada. Anden Intifada (2000-2005), blev støttet af de palæstinensiske myndigheder (PA) og kostede over 1.100 israelere livet. Rescuers Without Borders etablerede først en civil beredskabsinfrastruktur i Judæa og Samaria (Vestbredden), men har siden udvidet sit beredskab til hele landet.
Organisationens halvårlige oversigt over antal terrorangreb mod Israel sker midt i endnu en terrorbølge i Jerusalem og i Judæa og Samaria.
I går afværgede israelske sikkerhedsstyrker et terrorangreb ved Shuafat-kontrolposten i det nordøstlige Jerusalem og anholdte en 14-årig palæstinensisk dreng bevæbnet med en kniv.
I mandags kastede palæstinensiske terrorister sten mod israelske biler i det nordlige Samaria og sårede mindst fire israelere, inkl. en højgravid kvinde. Mindst 3 biler blev ramt ved angrebet, der skete tæt på rute 55 ved Ma’ale Shomron.
I søndags blev 35-årige Elroi Kapach og hans døtre, Rachel (9) og Avigayil (14) såret i bil-terrorangreb ved Tekoa-krydset. Ifølge IDF åbnede terroristen ild fra en forbikørende bil mod terrorofrenes bil på en motorvej omkring 15 km syd for Jerusalem.
Terroristen flygtede fra stedet, men blev senere pågrebet af IDF i PA-kontrolleret Betlehem, hvor han havde barrikaderet sig i en moské.
Den iransk-støttet terrorgruppe Hamas, der kontrollerer Gaza tog ansvar for terrorangrebet.