I går blev 21 årsdagen for 11. september angrebet mod USA i 2001 markeret, skriver Ruthie Blum i Jewish News Syndicate (JNS). Blum arbejder som journalist i Israel og har skrevet bogen To Hell in a Handbasket: Carter, Obama, and the Arab Spring.
Terrorangrebet ramte nogle af USA’s nøglesymboler på amerikansk storhed og magt – World Trade Center i New York og Pentagon i Arlington, Virginia. Terrorangrebet var så ekstrem, at det blev sammenlignet med en apokalypse.
Hele verden så chokeret til mens desperate medarbejdere i World Trade Center sprang ud af vinduerne mod deres sikre død, mens tårnene stod i flammer. Inde i tårnene døde flere tusind mennesker af et inferno som er blevet sammenlignet med scener fra en Spielberg film.
Choket i Israel og resten af verden blev forstærket af at USA ikke kunne forsvare sig mod islamistisk terror på eget territorie – terrorangrebet rokkede ved amerikanernes følelse af sikkerhed.
I Israel forstod vi med det samme at der var tale om et terrorangreb, og desværre var vi ikke overraskede, skriver Blum.
I Israel havde Anden Intifada som var blevet lanceret af de palæstinensiske myndigheder (PA) i 2000 allerede raset i et år. Anden Intifada var et resultat af gentagne kapitulation over for kravene fra daværende PLO-chef Yasser Arafat – jo mere Israel gav efter, jo stærkere blev Arafat.
I 1994 modtog Arafat Nobel Fredsprisen, mens han drømte om at israelerne ville flygte som rotter.
I Israel måtte folk dagligt overveje hvordan de kunne mindske risikoen for at blive dræbt ved et terrorangreb. Hvilken busrute er mere udsat for at blive ramt af et selvmordsangreb? Kommer vi sikkert hjem fra arbejde i dag og hvad med vores børn, hvor bør de sidde i bussen for at mindske risikoen for at blive dræbt af dagens selvmordsbombe på vej til skole? På hvilken café, restaurant eller diskotek er risikoen for et terrorangreb størst? Er alle tasker mon blevet tjekket ved indgangen til supermarkedet eller storcentret? Står der uovervågede tasker ved busstoppestedet? Bør jeg vente på næste bus hvis en af de ventende passagerer ser mistænksom ud?
Anden Intifada varede i 5 år (2000-2005) og kostede omkring 1.100 israelere livet.
Anden Intifada var blot en forsmag på drømmen om at udslette verdens eneste jødiske stat og var endnu et bevis på at Oslo-aftalerne (1993-1995) var en fiasko. Man kan ikke forhandle med diplomati med islamistiske politiske ideologer. I stedet for at mindske risikoen for terror pustede Oslo-aftalerne til ilden.
Se hvordan de palæstinensiske myndigheder (PA) misbruger dansk bistand til terror og terrorlønninger til dømte terrorister med israelske liv på samvittigheden. Se hvor mange milliarder Danmark giver PA i 2021-2025.
Det efterfølgende Camp David-topmøde mellem præsident Bill Clinton, Israels premierminister, Ehud Barak, og Arafat i juli 2000 var umiddelbare forløber og årsag til Arafats opfordring til en ny runde drab af israelere. Mange palæstinensere fejrede desuden 11. september angrebet med fast og farver.
Mens evnen til at glemme fortiden kan være gavnlig for den enkelte, er det fatalt og potentielt dødeligt i udenrigspolitiske spørgsmål. Barack Obamas indtræden i Det Hvide Hus i 2009 var et perfekt eksempel, påpeger Blum.
Hans første punkt på dagsordnen som præsident, var at give afkald på amerikansk exceptionalisme og “række ud” til den radikale muslimske verden. Islamisterne opfattede det som et klart tegn på at den “store Satan” som de kalder USA, var blevet bragt i knæ og blevet svag takket være dem blevet svag – de tog ikke helt fejl, skriver Blum.
Præsident Obama brugte megen energi på at tigge verdens største terrorsponsor (Iran) om at forhandle en atomaftale på plads. Det styrkede blot ayatollahernes beslutsomhed om at opnå militært og religiøst hegemoni over de “vantro”.
Da Iran i 2015 gik med til at underskrive atomaftalen, var den blevet vinklet til præstestyrets fordel. Sanktionerne mod Iran blev løftet og modtog milliarder af dollars. Det var lige hvad Iran havde brug for til at få gang i deres centrifuger og fylde deres terrorgruppe i Mellemøsten med penge – eksempelvis Hamas og Palæstinensisk Islamisk Jihad (PIJ) i Gaza, Hizbollah i Libanon og Houthierne i Yemen.
Obamas efterfølger, præsident Donald Trump førte den modsatte politik. Han forlod JCPOA i 2018 (efter Israels daværende premierminister havde vist ham dokumentation fra Israels efterretningstjeneste, Mossad hentet fra et lager i Teheran). Trump startede også en kampagne for at lægge “maksimalt pres” og sanktioner på Iran.
Det var nødvendigt at stoppe pengestrømmen til Iran – både for at bremse atomprogrammet og pengestrømmen til terrorister. Netop som Trumps plan begyndte at vise resultater, overtog Joe Biden præsidentposten i USA og med ham ved roret blev politiken over for præstestyret også ændret.
Irans svar var forudsigeligt – præstestyret har igen opsat endnu flere betingelser for at underskrive en ny atomaftale med verdensmagterne. Iran venter på at få den aftale og de milliarder som de vil have samt omgåelse af sanktioner og andet.
I mellemtiden betaler israelerne prisen med stigende iransk-finansieret terror.
Fra Biden administrationen lyder det at de forpligter sig til at forhindre Iran i at opnå atomvåben og at Israel anturligvis har ret til at forsvare sig.
I skrivende stund er det kun Irans uforsonlighed som sætter en stopper for ny atomaftale.
Igen sidder Iran med alle kortene.
Sagt med afdøde Yogi Berras ord: “Det er som déjà vu igen.”
Æret være terrorofrenes minde 🕯︎
