Bliv aktiv ven af ​​Israel nu!

Det jødiske folks og Israels historie – tidslinje

Siden 7. oktober-massakren er antiisraelsk propaganda eksploderet på sociale medier

Stanken af død er det eneste, der er tilbage af kibbutz Kfar Aza. Hamas-terrorister slagtede hele familier i flere kibbutzer tæt på Hamas-kontrolleret Gaza. (Foto: Flash90)
Søren Villemoes: - Krigen i Gaza har i den forstand fungeret som katalysator for en i forvejen polariseret offentlighed, hvor nyheder i stigende grad spredes uden medier og journalister som mellemled. Dermed er banen ryddet for, at folk kan radikalisere hinanden ved at reproducere de samme enøjede og ofte virkelighedsfjerne fortællinger helt uden at blive afbrudt af irriterende, faktatjekkende journalisttyper, der ønsker at se en kilde.

Søren Villemoes er journalist, kandidat i statskundskab, bachelor i religionsvidenskab og er kommentator med interesse for politik og samfund, religion, integration og kulturkampe. Siden 2011 har han desuden skrevet for Weekendavisen.

7. oktober-massakren mod Israel er ikke kun den værste massakre mod jøder siden Holocaust, den er også den mest dokumeteret massakre i historien. Da flere tusind terrorister stormede ind over grænsen fra Gaza, filmede de alt hvad de gjorde mod deres forsvarsløse ofre – inkl. babyer, børn, kvinder, ældre, syge og mænd. Mange bestialske klip blev spredt på sociale medier. Derudover blev massakren filmet af freelance journalister fra ledende nyhedskanaler som New York Times, Associated Press, Reuters og CNN, der var stormet ind over grænsen til Israel sammen med terroristerne. Den massive dokumentation af, hvad terroristerne gjorde mod deres ofre, har eksempelvis hjulpet avisen The New York Times med deres efterforskning af bestialske seksuelle overgreb og mord af kvinder og børn. Mange af massakre-ofrene blev brændt til ukendelighed, derfor hjælper arkæologer med at identificere ofrene, hvor der stort set ikke er noget tilbage.

Sociale medier spiller en stor rolle i global spredning af anti-israelsk propaganda, had og antisemitisme.

Her kommer Søren Villemoes med sin kommenter i Weekendavisen om, hvordan problemet med sociale medier hvor alle kan sprede hvad som helst uden fakta eller kilder er eksploderet siden 7. oktober-massakren:

Envejskanaler
Forleden deltog jeg i radioprogrammet Reporterne på 24syv. Her skulle jeg diskutere med cand.mag. i historie Peter Kuzmanovski, der kritiserede medierne for deres ensidige bias til fordel for Israel.

Historikeren kunne godt nok ikke nævne nogen konkrete eksempler, men han var dog ikke i tvivl om, at den er helt gal med mediernes dækning af konflikten. Som kontrast fremhævede han de sociale medier, som for ham udgjorde et bedre og mere kritisk alternativ.

Kuzmanovski repræsenterer således en tendens, man har kunnet se eksplodere siden 7. oktober. Hver dag deles en endeløs strøm af såkaldte reelsstories og opslag på Instagram om krigen i Gaza. Og det er ganske som Kuzmanovski sagde i 24syv et noget andet billede af konflikten, der præsenteres her.

Denne daglige lavine af historier er nemlig entydigt antiisraelsk. Der er talrige billeder og optagelser af dræbte eller sårede børn, som vækker en forståelig emotionel uro hos enhver, og som kobles sammen med små filmklip ude af kontekst, der angiveligt skal vise krigsforbrydelser begået af Israel.

Der er udokumenterede påstande ad libitum, næsten aldrig en kildehenvisning, og budskaberne er altid ens: Israel er en hensynsløs og aggressiv besættelsesmagt, grådig efter land og tørstig efter palæstinensisk blod. Hamas, derimod, er i denne parallelvirkelighed enten helt fraværende som aktør eller ikke så slemme, som folk går og tror.

Den anden dag så jeg en, jeg kender, dele en reel på Instagram, hvor en kvinde afviste, at Hamas skulle være antisemitter. Nej, de er blot en modstandsbevægelse, der bekæmper en besættelsesmagt, lød det. En horribelt misvisende påstand om en terrorgruppe, der indtil for ikke så længe siden havde en henvisning til det jødefjendske falsum og smædeskrift Zions Vises Protokoller i deres charter.

At frikende Hamas for antisemitisme svarer til at frikende Ku Klux Klan for racisme og påstå, at de jo blot bekæmpede nordstaternes besættelse af Syden. Men påstande som disse er normaliserede og udbredt blandt folk, der får deres oplysninger om krigen fra Instagram.

Det samme gælder troen på myten om, at Israel er i gang med at begå et folkedrab på palæstinenserne. Og næsten aldrig bliver det korrigeret, når en af disse misvisende eller deciderede falske historier har floreret over det halve Instagram. Historier, som deles mellem folk, der altovervejende har et meget sparsomt kendskab til konfliktens historie og dermed begrænsede ressourcer til at kunne gennemskue stærkt farvede fremstillinger af historien.

Og da medier som Instagram primært fungerer som énvejskanaler, hvor et svar til en story kun modtages af afsenderen og ikke kan ses og læses af andre, og hvor de færreste læser kommentarsporene til et opslag, så er det ekstremt svært at modarbejde misinformation.

Det er i disse kredse blevet en selvindlysende sandhed, at de etablerede medier er utroværdige lakajer for Israel, mens sandheden i stedet skal findes i denne cirkulære biosfære af meningsfæller, hvor det hører til den absolutte undtagelse, at oplysninger faktatjekkes, før de deles, og hvor de færreste bringer rettelser til tidligere historier, som har vist sig usande.

Krigen i Gaza har i den forstand fungeret som katalysator for en i forvejen polariseret offentlighed, hvor nyheder i stigende grad spredes uden medier og journalister som mellemled. Dermed er banen ryddet for, at folk kan radikalisere hinanden ved at reproducere de samme enøjede og ofte virkelighedsfjerne fortællinger helt uden at blive afbrudt af irriterende, faktatjekkende journalisttyper, der ønsker at se en kilde.

Der er vitterlig en kultisk, semireligiøs aura omkring denne nye medievirkelighed, hvori man sidder i siloer og fortæller hinanden historier om universets sammenhæng. En tilbagevenden til en tid, hvor åndemanere, medicinmænd og tryllekunstnere var lederskikkelser, der udlagde den rette lære, og alle dansede om hver sin totempæl i hver sin lille stamme, og rundt om lejrbålet kunne de så fortælle hinanden skrækhistorier om de andre stammer på den anden side af dalen.

Det bør ikke længere undre, hvordan Donald Trumps tilhængere kunne overbevises om, at der var fusket ved det amerikanske præsidentvalg i 2020, selvom samtlige etablerede medier fortalte noget andet, og der ikke var skyggen af evidens for påstanden. Det eneste, det krævede, var en tilstrækkelig mængde true believers til at skabe et selvsupplerende og -bekræftende netværk, hvori løse rygter og myter kunne cirkuleres i en sådan grad, at de skabte deres egen parallelle virkelighed.

Og som vi så 6. januar 2021 med Stormen på Kongressen, så kan den slags ende med at få fatale konsekvenser ikke alene for den offentlige samtale, men for demokratiet som helhed.

Du kan læse denne artikel gratis på grund af MIFFs over 13.000 medlemmer i Norge og over 1.000 medlemmer i Danmark. Men vi har brug for støtte fra mange flere nu!

Giv en gave her eller brug MobilePay 49739

Bliv medlem