Igennem de sidste 2000 års historie er jøderne blevet behandlet som fremmede i de lande, de har boet i. I alle de lande hvor folket og individerne har behandlet de indfødte jøder som fremmede, har man herved erkendt at jøderne ikke hørte til i netop deres land – og herigennem samtidig erkendt – at jøderne i virkeligheden har ret til eget land. Fordi alle fredelige lovlydige mennesker har ret til at bo et sted, hvor de blive behandlet som fuldgyldige indbyggere. Igennem århundreder i udlændighed har jøderne forsøgt alle alternativer, fra den fulde isolation i påtvungne eller frivillige ghettoer til fuld integrering og assimilering. Diskrimineringen fortsatte alligevel.
Det vigtigste grundlag for den jødiske stat i Israel (norsk) er derfor ikke, at jøderne boede der for længe siden. Det er at de er blevet behandlet som fremmede og udsat for diskriminering og forfølgelse. Det var et århundrede gammelt væskende sår som kun kunne læges ved, at jøderne fik deres egen stat.
Europa havde muligvis dårlig samvittighed over det, som nazistene gjorde mod jøderne under den 2. verdenskrig. Men Europa burde have dårlig samvittighed over at Israel ikke blev oprettet tidligere således at jøder på flugt kunne have en nødhavn, et tilflugtssted.
Europa fik en ny chance efter at nazisterne var nedkæmpet. Var der en mulighed for at få de overlevende jøder til at blive assimileret nu?
I Østeuropa kom det måske klareste signal fra Polen allerede et år efter krigen. Allerede i juli 1946 – et år efter, at nazisterne var nedkæmpet – kom den første af flere massakrer af jøder. Faktisk flygtede 160.000 overlevende jøder fra Polen i de første 2 år efter krigen.
I Vesteuropa sad flere hundrede tusind jøder i flygtningelejre og antallet steg i takt med at der kom flere flygtninge fra Østeuropa. Storbritannien kæmpede en indædt kamp for at forhindre flygtningene i, at forsøge sig med at komme over Middelhavet til Palæstina, og det lykkedes at standse cirka 51.000 ud af de cirka 70.000 som det rent faktisk lykkedes at lægge fra og sejle ud.
Intet land har vist velvilje til at give jøder i større antal en sikker og stabil fremtid. Det samme gjaldt Norge. Maksimalt 600 jøder var Norge villig til at modtage, og i øvrigt kun hvis de kunne få glæde af dem! Det skulle være fagfolk, som kunne bidrage i de fagområder, hvor Norge selv manglede personale, og de måtte løse bolig spørgsmålet “i forståelse med de jøder, der i forvejen var bosat i Norge”. Skulle resten af Vesteuropa modtage lige så relativt få jødiske flygtninge, ville det højest have løst situationen for nogle få titusinde jøder.
Signalerne var tydeligvis de samme fra andre lande: De hjemløse jøder som overlevede krigen, fik ikke udsigt til en værdig fremtid i Europa – det kontinent, de havde beboet i århundrede.
Nogle mennesker i den norske arbejderbevægelse så heldigvis hvor dette bar hen. Arbeiderbladet, som på det tidspunkt stadig var skeptiske over en jødisk statsdannelse i Palæstina, indrømmede i en lederartikel i slutningen af september 1946, at man ikke længere kunne afvise en jødisk stat “samtidig med at man nægter at åbne dørene til andre lande for de hjemløse jøder i flygtningebyerne og ruinbyer i Europa”.
Også efter Holocaust – med hundredetusindvis af jødiske flygtninge på kontinentet – viste regeringer i Europa modvilje mod at modtage jøder som nye borgere i deres eget land. Det skreg om behovet for at etablere en jødisk stat.
Efter at jøderne fik deres egen stat, som kunne fungere som en nødhavn, er over tre millioner jøder flyttet til Israel. De første årtier kom det store flertal som flygtninge efter araberverdenens intensiverede jødeforfølgelse. Flertallet af jøderne, som flygtede fra Nordafrika og Mellemøsten, har fundet deres nødhavn i Israel. De sidste 25 år, er der kommet jøder fra det tidligere Sovjetunionen, hvor de blev nægtet udrejse i kommunisttiden. Nu (2013) siger 29% af de jøder, der bor i større EU Lande, at de overvejer at flytte fra det land, de nu bor i (norsk). Tre ud af fire siger, at antisemitisme i EU er stigende.
Hvert år i november markeres Krystalnatten i en række byer rundt omkring i Norge– og i Danmark. Oprettelsen af staten Israel giver håb i en verden, hvor den næste Krystalnat kan bryde frem når som helst.
Hvordan ville det gå med de 30.000 jøder der boede i Syrien, hvis de fortsat havde boet der? Hvad var blevet jødernes skæbne, hvis de fortsat havde boet i Libyen og ikke var flygtet tilbage i 1950´erne? Hvordan ville skæbnenen havde været for de 75.000 jøder som engang boede i Egypten? Senest i august 2013 så vi mini-Krystalnætter mod koptiske kristne i Egypten.
Israel blev oprettet for sent til at kunne redde Europas jøder. Heldigvis kunne staten tage imod jøderne fra de arabiske lande, som igen blev mødt af en massiv diskriminering, efter at de arabiske lande opnåede uafhængighed af de europæiske kolonimagter. Forfølgelsen var også her helt racistisk motiveret (norsk). Jøder, som havde boet i lande som Irak, Syrien og Egypten længe før områderne blev erobret af muslimer, blev straffet, og straffen blev begrundet i noget, som andre jøder blev påstået at have været årsag til i lande meget langt væk fra de omtalte områder. Den samme racistiske tankegang og reaktion ser vi også i øgende tilgang ske i Norge i øget omfang– og andre europæiske lande. Se f.eks. artiklen ”Had følelser mod Israel resulterer med had-handlinger imod norske jøder” (norsk) Eller den her fra 2015: ”Jødehadet er tilbage i Europa”.
Men er det er rimeligt, at jødernes stat ligger i et område hvor der indtil for nylig var arabisk flertal? Ja.
Skønt forholdsvist få jøder havde boet det slægternes land siden omkring år 70, har området været omdrejningspunktet for jødisk kultur og religion. Næsten hver eneste religiøs handling referer til Jerusalem – og bederetningen er mod Tempelbjerget i Jerusalem. Et stort flertal af jøder, som skulle flugt fra hvorsom helst i verden, har derfor valgt Israel – og dette gælder ikke mindst jøderne fra andre steder i Mellmøsten.
Alt dette gør, at det er rimeligt at jøderne har fået deres egen stat og at denne stat ligger på arabisk område.
Oprindeligt udgivet den 29. marts 2014 som del af artikelserien “Hvorfor støtte Israel”. På dansk ved Inger Irene Hansen, februar 2018. Denne artikel bygger på manus skrevet af Conrad Myrland, daglig leder af MIFF. Manus er basis for et foredrag på norsk (1 time) “Hvorfor i alverden støtte Israel?”
Relaterede artikler:
Jøderne har ret til landet (norsk) – Modstandere af Israel hævder ofte, at jøderne ikke har ret til landet Israel. Fordi landet var beboet af andre og disse ikke ønskede noget flertal af jøder der. Hvad svarer MIFF?
