Blev Israel oprettet på grund af Europas dårlige samvittighed?

«Israel blev oprettet på grund af Europas dårlige samvittighed efter Holocaust.» Den påstand hører man ofte, men er den korrekt? Hvor mange jødiske flygtninge var de europæiske lande villige til at tage imod efter 2. verdenskrig? Artiklen går i dybden med Norge. Når vi har flere ressourcer på MIFF.dk vil vi fortælle nærmere om Danmark.

Kunne deres skæbne være blevet anderledes, hvis Israel var blevet oprettet før krigen? Efter krigen var der ingen lande i Europa, som ville have de få overlevende.
Kunne deres skæbne være blevet anderledes, hvis Israel var blevet oprettet før krigen? Efter krigen var der ingen lande i Europa, som ville have de få overlevende.

“Europa havde dårlig samvittighed over det, som skete på europæisk jord under anden verdenskrig, derfor siges det, at jøderne fik et land i Mellemøsten tre år efter krigens afslutningen.” – siges der tit.

Her er fire kommentarer til den påstand.

1. Europæerne bør havde dårlig samvittighed over, at Israel ikke blev oprettet tidligere

Hvis en jødisk stat – som kunne have taget imod et stort antal jødiske flygtninge – havde været oprettet i det britiske mandatområde før anden verdenskrig, kunne beretningen om Holocaust have været betydeligt anderledes.

I 1939 gik den britiske regering ind for en en-statsløsning for sit mandatområde Palæstina. I de to foregående årtier havde væbnet arabisk modstand presset London til at droppe de internationale løfter (afgivet i 1917 og 1922) om at oprette et nationalt jødisk hjemland i Palæstina.

Denne artikel er en gave til dig fra medlemmerne i Med Israel for Fred (MIFF). Hvis du også bliver medlem, kan vi nå ud med sandheden om Israel til endnu flere. Hvis du allerede er medlem, håber vi, at du vil rekruttere en ven nu. Klik her for at gå til indmeldelsesblanket. Medlemskab er gratis året ud!

Mindre end fire måneder før krigen brød ud i Europa, vedtog det britiske parlament en grænse for jødisk indvandring på 15.000 om året de næste fem år (1939 “White paper” (engelsk)). Derefter skulle det arabiske flertal afgøre, om der kunne gives lov til mere jødisk indvandring. Man behøver ikke være professor i historie for at forstå, hvor åbne grænserne ville have været for jødisk indvandring, den dag de lokale arabere kunne bestemme. (Men man kan læse lidt – på norsk – om hvorfor vi siger det!)

Men det var ikke bare de britiske mandatmyndigheder og araberne i området, som ikke ville åbne grænserne for jøder på flugt fra nazisternes tiltagende forfølgelse. I juli 1939 deltog 32 lande og 39 organisationer på en konference i Évian i Frankrig om det jødiske flygtningeproblem. Det eneste land, som var åbent for at modtage et større antal jøder, var Den dominikanske Republik (en begrænset bosætning på nogle få tusinde kom først i gang da krigen for alvor rasede i Europa.) ”Verden synes delt i to – et sted hvor jøderne ikke kan bo og et sted hvor jøder er nægtet adgang,” skal den zionistiske leder Chaim Weizmann have sagt.

Den samme uvilje som resten af verden havde mod at tage imod jøder på flugt, havde man også i Norge. Efter Krystalnatten i november 1938 – stikord 91 dræbte jøder, 30.000 sendt i koncentrationslejr, 1000 synagoger sat i brand og 7000 jødiske forretninger ødelagt eller skadet – beklagede avisen Nationen, at tyske jøder daglig ”strømmede” til Norge og ville skabe et ”uhyggeligt jødeproblem”, for i Norge var der allerede jøder i ”betydelige mængder”, skrev avisen.

Jødisk indvandring – hvad enten det var til Palæstina eller andre områder – ville skabe problemer, hvor der ikke før var nogen, det var den gængse holdning i de toneangivende kredse i Norge i 1930’erne. Også Arbejderpartiet gik den gang ind for såkaldt assimilering. Jøderne måtte pænt finde sig i at blive boende, der hvor de boede, selvom det brændte omkring dem.

Jøderne havde fået udsigt, fra europæiske lande, om støtte til et jødisk nationalhjem længe for anden verdenskrig. Folkeforbundet havde formaliseret dette allerede i juli 1922, mens Adolf Hitlers unge nazister endnu var begrænset til ølkældrene i München. Europas dårlige samvittighed burde først og fremmest være, at der ikke tidligere – før krigen- blev givet en klarere, praktisk og politisk støtte til et jødisk nationalt hjemland i området.

  1. Europa viste ingen vilje til at give jødiske flygtninge udsigter til et værdigt liv i Europa efterkrigen

Europa fik en ny chance efter nazisterne var nedkæmpet. I løbet af fem år var antallet af jøder reduceret med to tredjedele, ikke på grund af masseudvandring eller fordrivelse, men på grund af industrielt massemord, udsultning og massakrer. Var der mulighed for de få overlevende jøder at blive assimileret nu?

I Østeuropa kom det måske klareste signal i Polen allerede et år efter krigen. Den 4. juli 1946 blev 40 af 250 jøder i byen Kielce dræbt. Der var også flere andre massakrer. Totalt flygtede 160.000 overlevende jøder fra Polen de første to år efter krigen.

I Vesteuropa sad flere hundredetusinde jøder i flygtningelejre fra Østeuropa. Storbritannien kæmpede indædt for at forhindre flygtningene i at komme over Middelhavet til Palæstina, og lykkedes med at standse omkring 51.000 af omkring 70.000 flygtninge, som lagde fra kaj (engelsk).

Intet land viste vilje til at give et større antal jøder en ny fremtid. Det samme gjaldt Norge. Først da Det Jødiske Verdensforbund sendte en forespørgsel, åbnede regeringen den 12. februar 1946 for at lade 200-300 jøder slippe ind i Norge. Men der blev stillet krav om, at jøderne skulle have nytteværdi for Norge. ”De, som skal gives indrejsetilladelse, er fagfolk på områder hvor vi mangler arbejdskraft og under forudsætning af, at de selv kan løse boligspørgsmålet i forståelse med de jøder, som allerede er bosat i Norge,” hedder det i regeringsbeslutningen som Hilde Henriksen Waage gengiver i sin bog Da staten Israel blev til.

I september 1947 blev det totale antal jøder, som Norge var villig til at modtage, øget til 600, men betingelserne blev også skærpet. Indrejsetilladelse kunne kun gives ”efter politisk og politimæssig godkendelse, samt at vedkommende kan og vil arbejde.”

Norge var altså villig til at modtage maksimalt 600 jøder, men kun hvis de kunne drage nytte af dem! Skulle resten af Vesteuropa have taget imod det relativt samme lille antal jødiske flygtninge, ville det højest have løst situationen for nogle få titusinder af jøder. Både det tragiske lave tilbud og betingelserne den norske regering satte, bekræftede de klare signaler, som også kom fra de andre lande: de hjemløse jøder, som overlevede krigen, blev ikke givet nogle udsigter til en værdig fremtid i Europa – kontinentet hvor de havde boet i århundrede.

Nogen i Arbejderbevægelsen så heldigvis hvor det bar hen. Arbeiderbladet, som på det tidspunkt fortsat var skeptiske overfor en jødisk statsdannelse i Palæstina, indrømmede i en lederartikel i slutningen af september 1946, at man ikke længere havde lov til at afvise en jødisk stat ”hvis man samtidig nægter at åbne dørene til andre lande for de hjemløse jøder i flygtningebyerne og ruinbyerne i Europa.”

Nogen i Arbejderbevægelsen så heldigvis hvor det bar hen. Arbeiderbladet, som på det tidspunkt fortsat var skeptiske overfor en jødisk statsdannelse i Palæstina, indrømmede i en lederartikel i slutningen af september 1946, at man ikke længere havde lov til at afvise en jødisk stat ”hvis man samtidig nægter at åbne dørene til andre lande for de hjemløse jøder i flygtningebyerne og ruinbyerne i Europa.”

Var det dårlig samvittighed, som fik de europæiske lande, med undtagelse af Grækenland som stemte imod og Storbritannien som afstod at stemme, til at støtte, at det britiske mandatområde skulle blive delt, så jøderne, som havde overlevet krigens rædsler, fik et lille område hvor de havde selvstyre? Citatet fra Arbeiderbladets leder vidner i hvert fald ikke særlig stærkt om det. Jeg vil på ingen måde udelukke at dårlig samvittighed var en del af billedet, men måske støtten fra europæiske lande – efter at seks millioner jøder var dræbt på kontinentet – i større grad kom fordi regeringerne havde modvilje mod, at jøderne skulle bosætte sig i deres eget land?

  1. Europa oprettede ikke Israel, det gjorde jøderne selv

Påstanden om at ”Israel blev oprettet på grund af Europas dårlige samvittighed efter Holocaust” giver det indtryk, at det var Europa, der oprettede Israel. Sådan var det ikke. Det var først og fremmest jøderne selv som oprettede Israel.

De europæiske stater bør have dårlig samvittighed fordi, de ikke gav mere håndfast støtte til en jødisk statsdannelse før og efter maj 1948. Ja, de fleste stemte for en deling i FNs generalforsamling i 1947, men intet vestligt land var villig til at sælge våben til jøderne – selvom de vidste, at de lokale arabere og de arabiske nabolande havde truet med udryddelseskrig.

I januar 1948 var Golda Meir, som siden blev statsminister, på indsamlingstur blandt amerikanske jøder. Det var to måneder efter vedtagelsen af delingen i FN i november 1947, men jøderne var i en desperat situation. David Ben Gurion anslog, at de manglede 25 millioner dollars til våbenindkøb, for at kunne modstå de arabiske angreb, men få troede på at Meir kunne klare af samle mere end 5 millioner ind på sin rundrejse i Amerika.

Meirs budskab var klart: Jøderne i USA kan ikke bestemme om der bliver, eller ikke bliver krig i Mandat-Palæstina. Der vil det blive. Araberne vil angribe, og vi jøder vil kæmpe til sidste mand, om nødvendigt. Men vi har ikke våben til at forsvare os mod arabernes kanoner, fly og tanks. Trods vores mod vil vi blive nedslagtet, hvis vi ikke får hjælp.

For få år siden blev seks millioner jøder dræbt i Europa, fortsatte Meir. Nogle af jer vil måske sige, at 700.000 jøder til i Palæstina ikke betyder ret meget. Men disse jøder repræsenterede mere end deres egne liv: ”Hvis vi vinder krigen, vil der findes et sted på jorden, hvor jøderne er frie og uafhængige,” sagde Meir. ”Hvis vi taber, er den århundrede gamle drøm om et jødisk hjemland slukket i nye århundrede.” I kan afgøre krigen, sagde hun til de amerikanske jøder. Skal jøderne i Palæstina vinde, må vi have våben til selvforsvar nu, det nytter ikke om et par måneder.

Meirs tale fik overvældende respons. I løbet af en rundrejse på seks uger gav de amerikanske jøder 50 millioner dollars. Det var aldrig før sket i verdenshistorien, at noget samfund havde givet så mange penge til noget formål, og slet ikke noget udenlandsk formål. Det var tre gange så meget som Saudi-arabien tjente på olien i 1947. Læs mere om Golda Meirs indsamlingstur i artiklen Da jøderne oprettede Israel (norsk).

Tjekkoslovakiet var det eneste land som solgte større mængder moderne våben til jøderne under uafhængighedskrigen. Storbritannien havde lavet en effektiv blokade og konfiskerede alle de våben, de fik fat i.

Israel fik anerkendelse fra flere lande, inklusive USA, lige efter uafhængighedskrigen, men man kan ikke overleve en krig på anerkendelse. Det var først i 1960’erne at betydningsfulde våbensystemer blev solgt fra USA til Israel.

Det var jøderne i Palæstina – først Ottoman-Palæstina, siden hen Mandat-Palæstina, som med støtte fra jøderne i resten af verden (først og fremmest USA), som oprettede Israel, mens Storbritannien forsøgte at forhindre det, og andre vestlige lande ikke gjorde noget nævneværdigt for at hjælpe.

  1. Israels ret bygger ikke på dårlig samvittighed over andenverdenskrig

Misforståelsen i Europa, at Israel blev oprettet på grund af dårlig samvittighed på grund af Holocaust, har farlige konsekvenser. Den kan let følges af den tanke, at Israels ret til eksistens bliver mindre, eftersom nye generationer får anden verdenskrig på afstand og den dårlige samvittighed derfor letter.

Jødernes rettigheder i Israel bygger på de langvarige historiske, religiøse og kulturelle bånd til området. I moderne tid er Israels rettigheder solidt forankret i folkeretten. Blandt andre grundlag for Israel, er også dette, som er bekræftet i artiklen: Jøderne er blevet behandlet som fremmede, og udsat for diskriminering og forfølgelse. Det var et århundrede gammelt åbent sår, som kun kunne læges ved, at jøderne fik deres egen stat (norsk).

Det er rimeligt, at denne stat ligger på tidligere arabisk område. Næsten alle jøder, som boede i det arabiske område er flygtet (norsk) – de fleste til Israel. De er flygtet efter århundrede med systematisk diskrimination. Situationen for etniske og religiøse minoriteter i Nordafrika og Mellemøsten taler tydeligt om behovet for, at jøderne beholder deres egen stat (norsk). Også i Europa, inklusive Norge – og Danmark -, er det en stadigt øget antisemitisme. Så sent som i går [28. januar 2013] rapporterede Jyllandsposten, at jødiske børn i Danmark bliver bedt om at flytte væk fra områder med mange muslimer, og over på andre skoler, for at undgå chikane fra deres arabiske med-elever. Dette er bare et af utallige eksempler på, at jødernes situation i Europa bliver stadigt værre.

Slutkommentar – nogle yderligere detaljer om Norge

Til slut er det værd at knytte en særskilt kommentar til den norske regerings beslutning af 12. februar 1946, som vi citerede under punkt 2. ”Indrejsetilladelse for jøder skulle kun gives til fagfolk, som Norge havde behov for, og under forudsætningen af at de selv kunne løse boligspørgsmålet i forståelse med de jøder, som allerede er bosat i Norge” (MIFFs fremhævelse):

Citatet viser, at den norske regering i 1946 koblede de få norske jøder, som var så heldige at have overlevet krigen, med de jødiske flygtninge fra andre lande. En lignende beslutning i dagens situation kunne være, at regeringen åbnede op for at tage imod nogle hundrede nye somaliske flygtninge, vis deres boligspørgsmål kunne løses i forståelse med de somaliere, som allerede er bosat i Norge. Vi kan forstå hvilket oprør sådan en beslutning havde ført med sig, hvis den var vedtaget. Det er intet som tyder på, at ordlyden i 1946 beslutningen oprørte særlig mange i Norge.

Modstanderne af Israel argumenterer ofte med at jøderne ikke er noget folk, og dermed ikke har ret til nogen stat. Regeringsbeslutningen i 1946 taler tydeligt i modsat retning, og det gør hele antisemitismens historie også.

De, som på nogen måde finder en eller anden form for ”rimelighed” i, at handlingerne fra nogen jøder skaber had mod andre jøder, uafhængig af hvor de bor, hudfarve m.m., har med det anerkendt at jøderne – alle jøder – er ét folk, påpeger Odd Myrland i artiklen (norsk) “Er jøderne jøder“?

Noget lignende kan man sige om regeringens vedtagelse. En regering, som fandt det rimeligt at norske jøder skulle have et særligt ansvar for jøder fra et helt andet land, har dermed anerkendt at jøderne – alle jøder – er ét folk.

Artiklen blev oprindeligt udgivet på norsk i januar 2013. På dansk ved Jane Hoffmann, marts 2018. 
Tidligere artikelEn god løsning for alle
Næste artikelArgumenter om Israel du ellers ikke hører
Du er velkommen til at kommentere på artiklen!

I vores kommentarfelt har Med Israel For Fred (MIFF) givet ytringsfrihed for medlemmer og modstandere siden 2001. Skriv dit indlæg med dit rigtige navn og hold dig til sagen. Chikane er uacceptabelt. Undgå alle former for spam. Brud på retningslinjerne medfører, at kommentarer bliver slettet eller at du bliver blokeret.

Avatar
Conrad Myrland (f. 1979) er daglig leder og ansvarlig redaktør i MIFF. Han utviklet nettstedet på sin fritid fra januar 2001 til juli 2007. Fra august 2007 har Myrland arbeidet fulltid for MIFF. Myrland har utdannelse i økonomi og administrasjon fra Høgskolen i Stavanger og internett-studier ved Curtin University of Technology, Perth, Australia. I perioden 2001-2005 var han fungerende redaktør, deskansvarlig og journalist i lokalavisen Solabladet. Myrland har vært medarbeider for MIFFs medlemsavis Midtøsten i fokus siden 1995.