Karen Henriksen og Bodil Heinø, som er aktive i Enhedslistens (EL) Palæstina Udvalg, skriver også artikler i ELs medlemsblad. I 2018 – i anledning af Israels 70 års dag – publicerede de artiklen “Et land uden folk – til et folk uden land?“ i medlemsbladet. Henriksen og Heinø beskriver staten Israels oprettelse som palæstinensernes Nakba (katastrofe på arabisk). Og de kæder FN’s generalforsamlingens 194 resolution sammen med de voldelige demonstrationer i Gaza i forbindelse med “The Great March of Return”, som begyndte den 30. marts 2018. (Læs flere af vores artikler om demonstrationerne her).
Resolution 194, §11
Om resolution 194 skriver de:
“Den 11. december 1948 havde FN vedtaget resolution 194. Den handler om de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage, og at flygtninge, som ønsker at vende tilbage til deres hjem og leve i fred med deres naboer, skal have ret til at gøre det. Både de, som vender tilbage, og de, som vælger at bosætte sig et andet sted, skal have ret til kompensation. Hvert år bekræfter FN’s generalforsamling resolutionen. Men Israel anerkender ikke flygtningenes ret.”
Historiske fakta om resolution 194
FNs generalforsamling vedtog resolution 194 d. 11. december 1948. Som alle andre resolutioner fra generalforsamlingen er den ikke bindende, hvorfor parterne ikke forpligtede til at efterleve den. Derudover stemte de arabiske nabolande imod den. Det er også værd at bemærke, at begrebet “flygtninge” i resolutionens ord inkluderede alle, som flygtede fra Palæstina – ikke kun de arabere, som er blevet kendt som palæstinensere.
I paragraf 11 blev der stillet krav om at tilbagevendende flygtninge skulle “leve i fred med deres naboer”. Hverken dengang eller i dag er det realistisk at tro, at tilbagevendende palæstinensiske flygtninge vil leve i fred med Israel. Henriksen og Heinø nævner godt nok at tilbagevendende flygtningene skal ville leve i fred, men intet om at resolutionen ikke er bindende og at de arabiske lande afviste den.
Henriksen og Heinø hæfter sig alene ved at: “Hvert år bekræfter FN’s generalforsamling resolutionen. Men Israel anerkender ikke flygtningenes ret.”
Meningsløst at gennemføre FNs forslag efter 71 år
Ikke blot blev FNs forslag afslået for 71 år siden; i mellemtiden er der sket radikale ændringer. Derfor er det problematisk og misvisende, at Henriksen og Heinø ikke sætter resolution 194 ind i den historiske kontekst som den blev vedtaget i. Det er også værd at bemærke, at FN’s generalforsamling vedtog mange resolutioner i løbet af 1940’erne og 1950’erne – resolution 194 er blot en blandt mange resolutioner vedtaget i samme periode.
Den demografiske udvikling spiller også en væsentlig rolle. Palæstinenserne er i flere generationer blevet kaldt for “flygtninge”, hvilket har medført at ca 711.000 flygtninge i dag er blevet til 5-6 millioner. Hvis de 5-6 millioner palæstinensere kommer til Israel, vil det betyde, at Israel som en jødisk udslettes.
Israel er mindre end Jylland og er tæt befolket med ca 9 millioner mennesker, heraf ca 6,67 millioner jøder. Fødselstallet hos de jødiske kvinder er lavere end hos andre befolkningsgrupper i landet, derfor risikerer den jødiske befolkning i Israel at komme i mindretal. Sker det, vil staten ophøre med at være en jødisk stat. Jøderne har mere end 2000 års bitter erfaring med at leve i diasporaen som en minoritet efter mange af dem blev fordrevet ud af landet til Babylon og Romerriget. I Europa kulminerede det med Holocaust og i de arabiske lande blev jøderne fordrevet. Derfor er det afgørende at jøderne har et land, hvor de kan leve et jødisk liv uden at blive forfulgt. Derudover er Israel grundlagt som en demokratisk stat jf Uafhængighedserklæringen. Derfor er det afgørende at den jødiske befolkning vedbliver med at være et flertal.
“Great March of Return” – demonstrationerne langs Gaza grænsen
Fordrejning af sandheden om Gaza demonstrationerne
Om de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage og Gaza demonstrationerne skriver Henriksen og Heinø blandt andet:
“Ret til at vende tilbage er udgangspunkt for den senere tids demonstration i Gaza. Tusindvis af mænd, kvinder og børn har demonstreret hver fredag. I maj blev 128 ubevæbnede dræbt af israelske skarpskytter. 13.000 blev såret af skarpe skud, af gummikugler eller skadet af tåregas.”
Selvom deres udlægning af, hvad der er sket under Gaza demonstrationerne ligger langt fra sandheden, er det en smart finte, som skal vække læsernes følelser. Vi har skrevet flere artikler om demonstrationerne. I vores artikel “Målet med demonstrationerne langs Gaza-Israel grænsehegnet” kommer vi blandt andet ind på, at Hamas udnytter den civile befolkning i deres terroristiske aktioner mod Israel.
Under demonstrationerne sørgede Hamas folkene for at holde sig på afstand fra hegnet til Israel, så de ikke selv kom til skade. I stedet sendte de civile (inkl. kvinder og børn) hen til hegnet med fx knive, sakse, benzinflasker, Molotov-cocktails og brændende drager til angreb på og over hegnet. Hamas brændte bildæk af for at skabe et tykt sort røgslør. Røgsløret gjorde det muligt for Hamas medlemmer at trænge ind over grænsen gennem et hul i hegnet eller angrebstunneller uden at blive set af de israelske soldater. Demonstrationernes arrangører har også udgivet kort med den korteste rute ind i Israel. På den måde kunne civile fra Gaza samarbejde med Hamas om at myrde israelske civile. Når de israelske soldater har brugt dødbringende magt, har det været for at undgå, at et stort antal bevæbnede og ophidsede mennesker ville strømme ind i landet.
Som om det ikke var slemt nok har de israelske sikkerhedsstyrker også fundet ud af, at Hamas lovede børn helt ned til otte årsalderens ca 300 NIS, hvis de sørgede for at komme til skade ved optøjernes frontlinje langs hegnet.
Hamas’ overgreb mod børn burde komme frem i lyset – i særdeleshed hos EL, som bryster sig af at være partiet for de svage som ikke selv har en stemme.
Hamas og andre terroristorganisationer
Om Hamas skriver Henriksen og Heinø:
“Håb om et spirende engagement
Den israelske regering hævder, at demonstrationerne er påtvunget befolkningen af Hamas.
“- Men det er den værste form for afhumanisering, som ikke tager i betragtning, hvilken situation folk i Gaza har levet i under den elleve år lange belejring og tre bombekrige”, siger Jamal Juma fra græsrodskampagne ”Stop the Wall” i det norske Klassekampen.“
Hamas er ikke uskyldig
Vi har skrevet flere artikler om, hvordan Hamas holder den palæstinensiske befolkning i et jerngreb. Vi har også fortalt om, hvordan har Hamas har begået grove brud på menneskerettigheder under demonstrationerne.
For nyligt skrev vi i artiklen “Palæstinenserne: Journalistik efter Hamas’ hoved” om, hvordan Hamas indskrænker muligheden for en fri pressedækning af, hvad der sker i Gaza. Fremover er det kun journalister med pressekort udstedt af Hamas, som kan rapportere fra det Hamas-styret Gaza. Det betyder i realiteten at pressen er blevet Hamas’ forlængede talerør til at sprede deres propaganda – smart træk fra deres side. Men, hvor er fordømmelsen henne? Hvor er bekymringen over, at den palæstinensiske befolkning underlægges Hamas’ terror? Hvor er bekymringen over, at Hamas er en trussel mod Israels sikkerhed og en fredelig løsning mellem israelerne og palæstinenserne? I stedet for at bekymre sig om, at Hamas styrker deres position i Gaza ved at kontrollere medierne, ender dén bekymring i glemmebogen, fordi Israel uanset omstændighederne (medmindre der er tale om Det Palæstinensiske Selvstyre) skal fremstilles som skurken.
Terroristorganisation som kilde?
Henriksen og Heinø bruger også Jamal Juma som kilde. Ifølge den norske avis Klassekampen er Juma koordinator for den palæstinensiske græsrodskampagne Stop the Wall og har en central placering i Popular Resistance Committees. Stop the Wall har blandt andet som mål at fjerne muren til Israel og derudover skriver de på deres hjemmeside, at de samarbejder med Popular Resistance Committees. Ifølge Jewish Virtual Library, er Popular Resistance Committees en terroristorganisation som er aktiv i Gaza. Organisationen blev grundlagt i 2000 af eks-medlemmer af Fatah og det palæstinensiske sikkerhedsapparat. Organisationen har flere israelers liv på samvittigheden efter deres terrorangreb mod israelske soldater og civile i Gazastriben.
Juma er ikke just en troværdig kilde, alligevel fletter Henriksen og Heinø hans udlægning af sandheden ind i artiklen, som var den en troværdig gengivelse af situationen i Gaza.
Hvem har ansvaret for palæstinensernes situation?
Om situationen i Gaza skriver Henriksen og Heinø:
“…En FN-rapport viser faldende levestandarder i Gaza, der kan ende i total kollaps. Gaza vil være ubeboelig i løbet af få år. Grundvandet er forurenet af saltvand, urenset spildevand flyder ud i havet. Der er mangel på mad, medicin, byggematerialer, undervisningsmaterialer og stort set alt andet.
“Beboerne i Gaza har taget ved lære af Ghandi. De har fået nok. De er motiveret af vrede og fortvivlelse, og de sætter nu deres liv ind. Ved at anvende den ubevæbnede modstand, ved at kræve ret til at vende tilbage til deres hjem, ved at kræve respekt og ligeret giver de ny inspiration til palæstinensernes kamp. Og de giver håb om, at en ny bevægelse – et nyt engagement er på vej.”
Positiv forandring må komme indefra
I vores artikel Det var ikke en økonomisk krise som skabte terrorismen fra Gazastriben skrev vi om professor Efraim Karsh’ fra Begin-Sadat Center for strategic Studies. Karsh påpeger at palæstinenserne i Gazastriben ikke har en chance for at få et velfungerende civilsamfund eller en levedygtig stat så længe de er styret af endeløs vold og Hamas’ junglelov. Situationen i Gazastriben kan ikke ændre sig før befolkningen gør sig fri af deres undertrykkende styre. Hvis EL virkelig ønskede at hjælpe palæstinenserne på vej til at frigøre sig og få en højere levestandard – ville de fokusere på, hvad palæstinenserne selv kan gøre, og hvordan det internationale samfund kan støtte op om en positiv udvikling.
Gyder olie på voldsbålet i stedet for at tale om fred
Henriksen og Heinø baserer ikke deres artikel på fakta og kommer ikke med realistiske eller konstruktive løsningsmodeller, som israelerne og palæstinenserne vil kunne leve med. I stedet påstår de det er realistisk muligt, at mere end 5 millioner palæstinensere vender tilbage til Israel og får økonomisk kompensation. Henriksen og Heinø stiller ikke krav om, at FN hjælper de palæstinensiske flygtninge med at finde en fornuftig løsning, som vil give dem en bedre fremtid og skabe fred for Israel. Forfatternes påstande hænger heller ikke sammen med ELs partiprogram, hvor der blandt andet står at; “Menneskerettigheder og international ret skal ikke blot overholdes, men understøttes – også i krigstid.”
Hvis de palæstinensiske flygtninge var blevet behandlet som andre flygtninge, ville deres situation være blevet løst i løbet af 1950’erne eller 1960’erne. Palæstinensernes flygtningesituation er blevet opretholdt og er gået i arv gennem generationer. Ud af de mere end 5-6 millioner palæstinensere, som i dag er klassificeret som flygtninge, er det kun få titusinder ældre palæstinensere, som i realiteten er flygtet. FN har diskrimineret og negligeret de palæstinensiske flygtninges problem i 71 år – det er både umoralsk og forkert. Derfor må de enten få lov til at bosætte sig og få lige rettigheder i de arabiske lande, hvor de er spredt, i en fremtidig palæstinensisk stat eller i et tredje land.
Det ville klæde EL selv at praktisere det de prædiker om. Derfor klinger det også hult at lægge ansvaret for de palæstinensiske flygtninges situation på Israels skuldre. Det er ikke Israels ansvar at rette op på FNs diskrimination af de palæstinensiske flygtninge. I stedet for at dæmonisere Israel burde EL arbejde for at lægge pres på FN for, at finde en brugbar løsning som tilgodeser både israelerne og palæstinenserne.
Palæstinensernes situation kan kun bliver bedre, hvis sandheden kommer frem
Israels ret til at beskytte sin egen befolkning er indiskutabel, men Henriksen og Heinø mener ikke at sandheden skal frem i lyset, fordi den ikke passer ind i deres verdenssyn. I stedet dyrker de anti-israelske løgne og spreder dem til læserne. Det er både usmageligt og farligt, at forfatterne benægter sandheden baseret på deres åbenlyse had overfor Israel.
Hver gang anti-israelske løgne spredes fastholdes palæstinenserne også i deres problem, et problem som Israel hverken kan eller burde løse. De som siger at de bekymre sig om den manglende fred mellem israelerne og palæstinenserne samtidigt med, at de prædiker had mod Israel taler med to tunger. Hvis deres bekymring var reel ville de for længst have indset, at palæstinensernes problem ikke kan løses ved at fortsætte propaganda-krigen mod Israel.
Hjælp MIFF med at kæmpe for retfærdighed for Israel
Vi er så heldige at leve i et demokrati med ytringsfrihed – brug din stemme til at hjælpe os skabe mere retfærdig debat om Israel.
Meld dig ind i MIFF her.
