Jødernes flugt fra arabiske lande

I 1940’erne var der ca. 1.000.000 jøder i hele den arabiske verden. Nu er der færre end 10.000 tilbage. Arabiske stater havde ikke, og har ikke, plads til at deres jøder kunne leve i fred, frihed og værdighed. Israel er blevet en nødhavn for mindst 600.000 jøder, som er flygtet fra den arabiske verden.

I løbet af de seneste 70 år er jødiske samfund, som har været i Nordafrika og Mellemøsten i årtusinder, forsvundet.
I løbet af de seneste 70 år er jødiske samfund, som har været i Nordafrika og Mellemøsten i årtusinder, forsvundet.

Før Israel blev oprettet, truede flere arabiske delegater i FN med at massakrere jøderne i deres land. Vi skal nu se, hvordan jøderne blev fordrevet og frosset ud af de arabiske lande. Det er vigtigt, at være klar over, at jøderne i alle de arabiske lande var ubevæbnede, forsvarsløse og fredelige.

Irak

Lige efter at Storbritannien opgav kontrollen over Irak i 1932, begyndte forfølgelsen af jøderne der. Der var optøjer (progromer), hvor mange jøder blev dræbt, mange ejendomme blev ødelagt, det blev forbudt at undervise i jødernes hellige sprog, hebræisk, og jøderne blev fjernet fra offentlige stillinger og meget mere.

Statsministeren i Irak, Nuri Sa’id, gik i 1948 åbent ind for at fordrive de irakiske jøder som et led i en befolkningsudveksling med araberne i Palæstina (Palæstina-flygtningene). I 1950 og 1951 blev der vedtaget love, som fratog jøderne deres nationalitet og ejendom, selvom mange af de jødiske familier havde boet i landet i århundreder. Jøderne fik et år til at forlade landet. De allerfleste rejste til Israel. Kun nogle få tusinde blev tilbage. De blev fortsat diskrimineret og forfulgt og forlod landet lidt efter lidt. Da de amerikanske styrker invaderede Irak i 2003, var der kun 34 jøder tilbage i hele Irak. De allerfleste jøder, som rejste fra Irak, fik ingen eller næsten ingen ejendele med sig.

Lige siden har de forskellige irakiske regeringer haft travlt med at sige, at jøderne ikke har noget at gøre i Israel, og at de skulle være blevet hvor de var.

Yemen

På grund af stadig forfølgelse begyndte jøderne at forlade Yemen i slutningen af 1800-tallet. Men den store flugt skete i 1949-50. Storbritannien kontrollerede dengang Syd-Yemen (Aden), så der blev oprettet en luftbro derfra til Israel. Jøderne fra Nord-Yemen måtte vandre til fods gennem ørkenen. Næsten alle de, som ikke døde undervejs, var syge da de nåede frem. Ca. 50.000 jøder flygtede fra Nord-Yemen, 13.000 fra Aden. Nu er der ca. 200 jøder tilbage i Yemen. De bliver stadig forfulgt, og nogle forlader stadigvæk landet.

Syrien

I 1948 var der ca. 40.000 jøder i Syrien, da havde mange allerede forladt landet. Der var mange voldelige angreb mod jøderne, som blev meget begrænsede i deres livsførelse. Der var strenge straffe for at forlade Syrien. Jøderne kunne ikke blive ansat i offentlige stillinger. I perioder havde de ingen telefon eller kørekørt, de kunne ikke hæve deres penge i banken og de måtte ikke købe ejendom.

Til trods for de strenge restriktioner og straffe har jøderne forladt Syrien gennem hele perioden, de fleste som flygtninge. Som regel var det bedst ikke at fortælle sine nærmeste, at man tog afsted – jo mindre de vidste, når politiet afhørte dem, des bedre. Nu skulle der være ca. 30 jøder tilbage i Syrien.

Libyen

I 1945 var der en række overfald på jødernes ghettoer. 130 jøder blev dræbt og 4.000 blev hjemløse. I 1967 var der 4.000 tilbage. De fik besked på at forlade landet. Hver jøde fik en kuffert og halvtreds dollars. I 1970 blev al jødisk ejendom konfiskeret og ”erstattet” med obligationer med 15 års løbetid. Men da årene var gået, fik jøderne ingenting. Der er ingen jøder tilbage i Libyen.

 

Kilder og henvisninger
Artiklen blev oprindeligt udgivet på norsk den 7. juli 2010. På dansk ved Jane Hoffmann, februar 2018. Artiklen er en del af introduktionsartiklerne, som indholder vigtige fakta om Israel. Den norske samling på miff.no er forholdsvist stor. Den danske samling er under opbygning.
Andre artikler på miff.no:
Artiklen her er en meget forkortet beskrivelse af flugten fra fire muslimske lande – alle arabisk-talende. I specialartiklen Jødenes flukt fra arabiske land (april 2009) kan du læse mere om dette, og om jøderne som er flygtet fra Egypten, Algeriet, Marokko, Tunesien og Iran (den eneste ikke-arabisk talende land i den store artikel). De jødiske flygtninge har intet at vende tilbage til i de lande, de kom fra.
Relaterede artikler (alle på norsk, men beskrevet her på dansk)
De arabiske jøders exodus
Det var først og fremmest frygten for deres egen og deres efterkommeres sociale og materielle tryghed, som pressede jøderne ud af de arabiske lande efter 1948, konkluderer doktorgrads-stipendiat Johannes Due Enstad ved Oslo Universitet.
Jødernes flugt fra Yemen
I maj 1949 indgik jødiske organisationer en aftale med herskeren i Yemen, Iman Ahmad. Alle jøder fik lov til at forlade landet.
De sidste jøder fordrives fra Yemen
De seneste år har et større antal jødiske familier forladt Yemen, efter at volden og truslerne fra lokale islamister er blevet utålelig.
Jødisk “nakba” i arabiske lande
Det er lykkedes palæstinenserne og deres utallige støtter, at fremstille palæstinensernes flugt i 1948 som noget helt særligt og værre end alt andet, selvom det i udgangspunktet var et enklere flygtningeproblem end mange andre.
“Muslimske arabere bor i jødiske hjem”
Det er sandt, at mange israelske jøder overtog arabiske ejendomme efter 1948. Men det går begge veje. Titusinder af muslimske arabere bor i huse, som jøder efterlod i den arabiske verden.
Jødernes flugt fra Marokko
Israel måtte betale “erstatning” for hver jøde som skulle forlade Marokko. Man anser det som rimeligt at når jøder er flygtninge, skal flygtningene betale til dem de flygter fra. Når nogen derimod flygter fra jøder, skal flygtningene have erstatning fra dem de flygter fra.
Fra Egypten til Israel uden bitterhed
Ada Aharoni og hendes familie var blandt de mange, som mistede alt da de blev tvunget til at forlade Egypten. Deres ejendom blev konfiskeret af de egyptiske myndigheder. Men jøderne fra Egypten hader ikke nogen. De har ikke grebet til våben og forsøgt at dræbe nogen. De er bare begyndt på et nyt liv i Israel og andre lande. De forventer ikke at modtage nogen erstatning.

 

Tidligere artikelStøtter MIFF en Palæstinensisk Stat?
Næste artikelEn god løsning for alle
Du er velkommen til at kommentere på artiklen!

I vores kommentarfelt har Med Israel For Fred (MIFF) givet ytringsfrihed for medlemmer og modstandere siden 2001. Skriv dit indlæg med dit rigtige navn og hold dig til sagen. Chikane er uacceptabelt. Undgå alle former for spam. Brud på retningslinjerne medfører, at kommentarer bliver slettet eller at du bliver blokeret.

Avatar
Odd Myrland var redaktør av MIFFs medlemsavis Midtøsten i fokus fra 1994 til 2016. I en enda lengre periode har han vært leder for MIFFs lokalforening i Stavanger. Fra 2016 fortsetter Myrland som redaksjonell medarbeider for MIFF. Før Myrland ble pensjonist hadde han en lang karriere som lærer, sist som lærer i økonomifag på Sola videregående skole. Han har også skrevet boken "Med ryggen mot havet", som tar for seg Midtøsten-konflikten frem til 1980-tallet. Tlf. 958 86 977/ 51 58 01 65 E-post: odd@miff.no