Det var ikke en økonomisk krise som skabte terrorismen fra Gazastriben

Gazastriben er fattig på grund af terrorisme, skriver professor Efraim Karsh.

Arkivbillede fra den anden intifadas første år [2000]. Terroren har været dyr for den palæstinensiske økonomi.
Arkivbillede fra den anden intifadas første år [2000]. Terroren har været dyr for den palæstinensiske økonomi. (Illustrationsfoto: GPO)

Selvom det ofte fremstilles sådan, er det ikke den økonomiske krise i Gazastriben, som har skabt den palæstinensiske voldsbølge. Der er omvendt: Det er den udbredte vold, som har forårsaget stribens humanitære krise. Så længe Gazastriben fortsætter med at blive styret af Hamas’ junglelov, kan et palæstinensisk civilsamfund, og endnu mindre en levedygtig stat, udvikle sig, skriver professor Efraim Karsh ved Begin-Sadat Center for strategic Studies.

“Ingen kliché har være mere dominerende i diskussionen om situationen i Gazastriben end forestillingen om, at palæstinensisk vold er et resultat af den vanskelige økonomiske situation. Efter endnu en runde med væbnet konfrontation mellem Hamas og Israel varede det ikke længe, før medierne, udenrigspolitiske eksperter og politikere verden over tog til orde for en umiddelbar rehabilitering af Gaza, og pegede på det som årsagen til problemerne. Selv højtstående medlemmer i det israelske forsvar har udtalt, at en “ikke-militær proces” med humanitær nødhjælp kan føre til store forandringer i Gazastriben.”

Den konklusion deler professor Karsh ikke. Han mener, at sådan en tankegang både er ubegrundet og det helt modsatte af, hvad der faktisk er realiteten. Han mener, det er terrorismen og volden i Gazastriben, som forårsager den økonomiske krise – ikke omvendt. Han peger på, at der findes en række nationer og grupper, som er i en langt værre økonomisk og politisk situation end palæstinenserne, uden at de vælger at ty til vold og terror af den grund.

“Der er heller ingen årsagssammenhæng mellem økonomiske problemer og den mængde af vold, vi ser i Gazastriben. Tværtimod: I den moderne verden er det ikke de fattige og undertrykte, som har udført de værste terror- voldshandlinger, men snarere de militante spydspidser fra uddannede og rige samfund – de, som er opvokset i vesten, og deres mellemøst-kolleger.”

Karsh trækker Yasser Arafat frem som et eksempel. Arafat var ingeniør og hans terrorist-rival George Habash, som var en ”pioneer” indenfor flykapring, var læge. Hassan al-Banna, grundlæggeren af det Muslimske Broderskab, var lærer. Terroristerne bag 11. september-angrebet, og specielt deres leder, mulitmillionæren Osama bin Laden, var ikke en gruppe af fattige arbejdere eller bønder, som var drevet ud i håbløshed og desperation. De var uddannede fanatikere, som var motiveret af had og ekstreme religiøse og politiske idealer.

“Hamas er ingen undtagelse fra denne regel. Ikke alene er lederne højt uddannede, men de har også strakt sig langt for at uddanne sine medlemmer gennem overtagelsen af det Islamiske Universitet i Gaza. Det bruger de til at indoktrinere nye generationer af militante og terrorister,” skriver professoren.

Denne tilbøjelighed til vold blandt uddannede og bemidlede i det palæstinensiske samfund kommer tydeligt frem ved identiteten af de 156 mænd og 8 kvinder, som sprængte sig selv i luften i israelske byer i løbet af den anden intifada [2000-2007] . 525 mennesker, de fleste civile, blev dræbt af de 164 selvmordsbombere. Disse terrorister var ikke fattige bønder, men var langt bedre uddannet end de fleste palæstinensere.

“Et omfattende studie af selvmordsbombere fra Hamas og Islamisk Jihad fra slutningen af 80’erne til 2003 viste, at kun 13% af terroristerne kom fra fattige kår, sammenlignet med 32% af palæstinenserne generelt. Mere end halvdelen af selvmordsbomberne havde gået på højrere uddannelsesintitutioner, sammenlignet med kun 15% af befolkningen generelt,” skriver professor Karsh.

Undersøgelser fra 90’erne viste, at det var stor støtte til de igangværende fredsforhandlinger, og stærk modstand mod terrorisme blandt de fattigere og mindre uddannede i det palæstinensiske samfund, som repræsenterer det store flertal af befolkningen. De uddannede var derimod mere tilbøjelige til at støtte terrorisme – og langt færre støttede fredsprocessen med Israel.

“Det er ikke socialøkonomisk fortvivlelse, men den totale afvisning af Israels ret til at eksistere, en tankegang som PLO og Hamas har spredt ud over Vestbredden og Gaza de seneste 25 år, som ligger til grund for den ubarmhjertige anti-israelske vold som kommer fra disse områder. Det er også grunden til den økonomiske stagnation og nedgang, de oplever.”

Yitzhak Rabin og Yasser Arafat underskrev Osloaftalen med præsident Bill Clinton som vidne i Washington 13. september 1993. (Foto: Vince Musi / Det hvide hus)
Yitzhak Rabin og Yasser Arafat underskrev Osloaftalen med præsident Bill Clinton som vidne i Washington 13. september 1993. (Foto: Vince Musi / Det hvide hus)

Da Osloaftalen blev underskrevet i 1993 var forholdene på Vestbredden og Gazastriben langt bedre end i de fleste arabiske stater – til trods for en enorm nedgang i økonomien som følge af den første intifada (1987-1993). Men kun seks måneder efter at Arafat og PLO fik selvstyre i Gaza dalede levestandarden med 25%. Over halvdelen af alle beboerne i Gazastriben mente, de havde det bedre under israelsk styre. Selv da Arafat startede den anden intifada i 2000, var palæstinensernes indtægt næsten dobbelt så høj som i Syrien, og mere end fire gange så høj som i Yemen og 10% højere end i Jordan – en af de mere succesfulde arabiske stater.

“Da Arafat døde i november 2004, havde hans terrorkrig reduceret denne indtægt til en brøkdel af hvad den tidligere var. Da var palæstinensernes bruttonationalprodukt per indbygger 35% lavere end før september 2000, arbejdsløsheden var mere end dobbelt så stor og en række palæstinensere endte i fattigdom og håbløshed.”

I dag er det stor økonomisk forskel mellem det palæstinensiske samfund på Vestbredden, som kontrolleres af selvstyremyndighederne, og Gazastriben, som styres af terrorgruppen Hamas. Mens der har været relativt roligt på Vestbredden efter den anden intifada, har Hamas gjort Gazastriben til et terrorregime – [både mod egen befolkning og mod Israel]. Det har ført til flere ”operationer” og egentlige krige – ofte indledt af Israel efter hundrevise af angreb fra Gaza – v.h.a. raketter, missiler og infiltration, sommetider via angrebstunler [2006 Operationer ”Summer Rains” og ”Open Clouds”; 2008 Operation ”Hot Winter”;  2008–09 Gazakrigen: Operation ”Cast Lead”; 2012 Operation ”Returning Echo”; 2012: Operation ”Pillar of Defense” (også en rigtig krig); 2014 Gazakrigen:”Operation Protective Edge”; 2018 ”Great March of Return” og israelske modsvar].

“Det betyder, at så længe Gaza bliver styret efter Hamas’ junglelove, kan et palæstinensisk civilsamfund, og endnu mindre en levedygtig stat, udvikle sig. Oprettelsen af frie og demokratiske samfund i Tyskland og Japan efter anden verdenskrig, nødvendiggjorde en socialpolitisk og pædagogisk transformation. Også når det gælder Gaza, vil det først være når befolkningen fjerner sine undertrykkende herskere fra magten, at striben kan se frem til en bedre fremtid,” afslutter Karsh.

Noter og kilder
Oprindeligt udgivet på norsk den 8. juni 2018. På dansk ved Jane Hoffmann den 11. juni 2018.
Her er et link til artikler på miff.dk om “Great March of Return