Markeringen af den internationale Holocaust-mindedag i år var helt anderledes – mindedagen kom efter Abraham-aftalerne blev indgået mellem Israel, Emiraterne, Bahrain, Sudan og Marokko. Jøder verden over skal vide at de ikke længere står alene, og at de arabiske lande i Abrahamaftalerne og andre arabere er på deres side, skriver Najat Al-Saied i avisen Israel Hayom. Al-Saied er saudiarabisk, kvindelig og uafhængig akademisk forsker i politisk kommunikation og samfundsudvikling med fokus på produktivitet frem for religion og race – læs mere om Al-Saied HER.
Medlemmer fra organisationen Sharaka, fra Emiraterne, Bahrain, Marokko, Saudi-Arabien og Israel – læs mere om organisationen HER, deltog ved online mindehøjtideligheden for Holocaust-ofrene og fremme af handleplan for Holocaust-bevidsthed og bekæmpelse af antisemitisme.
Al-Saied understreger at Holocaust-mindedagen ikke kun handler om at sige “aldrig igen” til jøderne, men også til araberne. Al-Saied understreger, at der historisk set har været en sammenhæng mellem stigende antisemitisme, ustabilitet, terror og mangel på udvikling i regionen. I de mere end 1300 år hvor jødernes og arabiske-muslimers liv var sammenflettet, blomstrede regionen. Pluralistisk islam i perioden tillod jøder at deltage i alle aspekter af livet og skabte en bemærkelsesværdig intellektuel renæssance blandt både arabere og jøder, skriver Al-Saied.
Den libanesiske filosof og historiker Anis Zakaria al-Nasuli bekræftede i sin bog The Umayyad State i Cordoba, at der ikke hersker tvivl om at jøderne var involveret i erobringen af Spanien. I Cordoba blev den jødiske lærd og læge Hasdai ibn Shaprut, privat læge og finansminister for Abd al-Rahman III (regeringsperiode: 912 til 929), Umayyad-kalifen i Cordoba.
Nasir Salah al-Din Yusuf ibn Ayyub (regeringsperiode: 1174 –1193), den første sultan i Egypten og Syrien udnævnte den jødiske astronom og læge, Moses ben Maimon, til at være hans private læge og bad ham om at føre tilsyn med det jødiske samfund i Kairo. Selim I, det osmanniske imperiums sultan fra 1512 til 1520, bød jøderne i Egypten velkommen efter sin sejr over mamelukkerne, og han stolede på dem.
Det jødiske samfund i Bagdad, Irak var et af de vigtigste samfund i verden i mere end 1000 år fra 850 til 1950’erne. Jøder udgjorde en tredjedel af befolkningen i Bagdad, og vigtige personer kom fra samfundet – eksempelvis Sassoon Eskell, som blev Iraks første finansminister i 1920. Det jødiske samfund spillede en vigtig rolle i Bagdad og Irak mere generelt frem til midten af det tyvende århundrede, hvor de fleste jøder flygtede efter den stigende antisemitisme som kom fra den pan-arabiske nationalistbevægelse.
Læs mere om jødernes historie i arabiske lande og hvordan MIFF har medvirket til at sætte fokus på dem HER.
Læs mere om jødernes flugt fra de arabiske lande HER.
Det seneste århundrede er antisemitisme steget i Mellemøsten. Det skyldes i høj grad arabernes fortolkning af FNs godkendelse af delingsplanen (resolution 181 – læs mere HER) i 1947 i en jødisk og en arabisk stat som vestlig kolonialisme. Jøderne derimod, så deres jødiske stat som selvrealisering af et hjemland for jøder og arabere – begge folkeslag kommer fra Mellemøsten, understreger Al-Saied. Situationen blev ikke bedre af de palæstinensiske fraktioner som domineres af ideologien hentet fra arabisk nationalisme og obskurantisk, politisk islam. Ingen af de ideologier fokuserer på statsdannelse eller udvikling, men derimod på at udslette Israel, og konflikten skiftede fra at være militær til guerillakrig og militser.
Zionismen derimod, fokuserer på at opbygge et nationalt hjemland med robust infrastruktur og et stærkt militær. I Israels højteknologiske økonomi har kombinationen af en højtuddannet arbejdsstyrke og mekanisering ført til øget produktivitet og velstand. Israel har mere end otte gange palæstinensernes BNP pr. indbygger. Israel rangerede på en femte plads dette års Bloomberg Innovation Index, der måler produktivitet inden for forskning, udvikling, teknologi, uddannelse og patenter. I stedet for at arbejde hårdt på at lukke kløften mellem Israels højteknologiske økonomi og den mindre udviklede økonomi i Judæa og Samaria (Vestbredden) og Gaza, kaster palæstinensere deres energi ud i den antisemitiske BDS-bevægelse, som fremmer boykot og økonomiske sanktioner mod Israel.
I kølvandet på Abraham-aftalerne bør den arabiske offentlighed forstå, at bekæmpelse af antisemitisme skal være en del af deres model for udvikling og modernisering. At tage kampen op med antisemitisme vil kræve en ny uddannelsesplan, noget som Emiraterne arbejder hårdt på. Nye lærebøger blev taget i brug i emiratiske skoler blot to uger efter Abrahamaftalerne blev indgået. Et andet vigtigt skridt er at etablere et medie som står op mod splittende ekstremistiske ideologier og sikre at araberne får kendskab til israelere og jøder på et personligt plan, uden indblanding fra radikale, det være sig islamister eller arabiske nationalister. Kort sagt er normalisering af forholdet en forudsætning for at bekæmpe antisemitisme og ekstremisme, og det er den bedste måde at løse konflikten på, uanset om der er planlagt en to-statsløsning eller en føderationsløsning, ikke omvendt.
Videre læsning:
– Palæstinensiske ledere har været «en fiasko» i 70 år. Tidligere saudiarabisk efterretningschef og prins kalder en spade for en spade i sin kritik af palæstinensiske ledere.
Saudi-Arabiens skolebøger markant forbedret De palæstinensiske myndigheder (PA) kunne lære noget af Saudi-Arabien.
Er fredsaftale med Marokko tegn på forestående aftale med Saudi-Arabien? Ifølge embedsmænd i Riyadh har den saudiarabiske holdning om normalisering med Israel ændret sig de seneste uger. Ændringen skyldes de nære forbindelser mellem Rabat og Riyadh.