7. oktober-massakren mod Israel har kostet mindst 1,200 livet, over 9,000 sårede, grove seksuelle overgreb og voldtægter af israelske kvinder, utallige savnede, mindst 240 kidnappet til Gaza, over 10,000 raketangreb mod israelske byer og over 500,000 israelere, der er blevet flygtninge og trues af økonomisk ruin.
Som MIFF skrev i går, blev Israel og terrorgruppen Hamas enige om våbenhvile og frigivelse af omkring 50 gidsler mod løsladelse af mindst 150 palæstinensere, der sidder i fængsel for forskellige forbrydelser. Israel har nægtet at gå med til at løslade fanger, der afsoner domme for at myrde israelere. De første gidsler skulle være blevet frigivet i går, men aftalen blev udskudt og der kan sagtes ske flere ændringer. Imens sidder gidslernes familier og kan ikke lukke et øje, før deres kære er hjemme igen. En af dem er Gilad som ikke kan sove før han får sine små børnebørn hjem.
Her sætter Israels ambassadør i Danmark David Akov ord på hvad Israel går igennem:
I denne uge har vi markeret World Children’s Day, som skal sætte fokus på at alle børn har det godt verden rundt. For undertegnede, som diplomat, plejer dagene at markere møder, officielle begivenheder og konferencer med fokus på børnene. I år rammer det mere personligt i lyset af de tragiske begivenheder 7. oktober 2023, skriver ambassadøren i Berlingske Tidende.
Ved daggry denne morgen invaderede Hamas-terrorister det sydlige Israel, og da solen senere gik ned igen, var op mod 1.200 mennesker brutalt blevet myrdet. Og mere end seks uger senere er omkring 240 mennesker stadig gidsler i Gaza striben. De bortførte inkluderer hele familier, ældre mennesker og 34 børn, hvorad ti af dem er yngre end fem år. Der er endda tale om en ni måneder gammel baby.
Tænk lige over det en gang til: 34 børn. Nogle kun babyer og småbørn.
Jeg har selv børn og børnebørn, og jeg kan ikke slippe tankerne om de forældre, der lige nu i Israel er uden deres sønner eller døtre. Mødre og fædre, der intet aner om, hvor deres kidnappede børn befinder sig i Gaza. Tanter, onkler, søskende og bedsteforældre, der alle spekulerer, håber og prøver ikke at lade mismodet overvælde dem. De eneste kræfter, de har tilbage, går ud på at skabe opmærksomhed om situationen, det er det eneste, der holder dem oppe i håbet om frihed for deres nærmeste.
Vi har set forældre, der overlevede massakren, stå frem og fortælle om deres uro og deres spørgsmål, der holder dem vågne om natten: Hvem giver mit barn mad? Fryser de? Er de kommet til skade i forbindelse med kidnapningen? Hvis ja, får de så behandling? Hvem beroliger dem, da de formentlig er rædselsslagne? De er måske i en mørk og fugtig tunnel, og hvem trøster dem?
Disse uskyldige børn, som sagt helt ned til ni måneder gamle, blev flået ud af deres senge og beskyttelsesrum, slæbt over grænsen, og skjult overalt i Gaza. Mange vidnede de brutale mord på deres forældre og søskende, før de blev bortført.
Jeg skriver disse ord, da det er på tide, at alle hæver deres stemme og kræver, at alle børn kommer hjem med det samme.
Der er ingen grund til at tøve med dette. At kræve børnene fri har intet at gøre med politik. At bortføre uskyldige børn er en krigsforbrydelse og også en forbrydelse mod menneskeheden.
Vi skal have børnene hjem nu!
