Den iransk støttet terrororganisation, Hizbollah’ missilarsenal er ifølge analytiker og veteran journalist, Yoav Limor en af de eneste trusler, som den israelske offentlighed ikke er fuldt ud opmærksom på. Truslen er strategisk og kan tvinge Israel til at udføre et forebyggende israelsk angreb, det til trods for at truslen ikke er atomvåben, påpeger Limor i avisen Israel Hayom. Ifølge Limor er det, det mest presserende problem som den israelske hærs overkommando står over for i dag.
Læs MIFFs udførlige artikel om terrororganisationen og hvordan Iran har en finger med i spillet HER.
Limor understreger at Israel ikke ønsker at starte en krig mod nord. Det gør Hizbollah, så vidt vides heller ikke. Siden 2006 har parterne opbygget en gensidig balance og afskrækkelse langs grænsen mod Libanon hvor Hizbollah befinder sig. Hizbollah har nu i flere måneder tøvet med at gøre alvor af deres trusler om hævn efter drabet på en af deres krigere i Damaskus lufthavn sidste sommer. Også Israel fortsætter med forsigtighed og har ikke reageret på Hezbollahs forsøg på at nedskyde en luftvåbendron over Libanon.
Læs også: Benny Gantz til Hizbollah: – Lad være med at teste os. Israels forsvarsminister har gjort det klart for terrororganisationen Hizbollah at Israel vil angribe ”enhver, der tester os”.
Bag terrororganisationens tilbageholdenhed forbereder begge parter sig imidlertid på krig som kan bryde ud når som helst: drabet på Hizbollah-krigeren sidste år i Syrien kan Hizbollah-angreb mod israelske soldater eller civile. Det vil tvinge Israel til at svare igen, hvornår det vil ske, vil afhænge af hvor mange nerver der på og endnu ikke-testet indeholdelsesmekanismer. Det er ikke tilfældigt, at IDF-øvelsen for to uger siden og luftvåbenøvelsen i sidste uge simulerede et sådant scenarie, skriver Limor.
Hizbollah fik flere lærestreger under anden Libanon-krig. Offentligt hævder Hizbollah ikke overraskende at de vandt krigen – logikken i en terrororganisation er, at det ikke at tabe er en sejr. Ifølge Limor tvang krigen terrororganisationen til internt at se på de slag som de fik under krigen. Hizbollahs leder, Hassan Nasrallah indrømmede på det tidspunkt i et sjældent ærligt øjeblik, at han ikke ville have bortført de israelske soldater, hvis han havde havde været klar over konsekvenserne på forhånd.
Hizbollah vil have kampene ind i israelsk territorium
Som enhver seriøs organisation (og Hizbollah er en meget seriøs terrororganisation) implementerede de en organiseret proces med undersøgelse og læring. Hvad angår deres forsvar fandt de ud af, at de er magtesløse over for Israels luftoverlegenhed og præcision: I Dahiyeh-kvarteret i det sydlige Beirut som er terrororganisationens højborg, blev omkring 180 bygninger og andre mål ramt, alle præcist. Terrororganisationen blev også overrasket over bredden af den israelske efterretningstjeneste, som i begyndelsen af krigen betød at Israel formåede at ramme Hizbollahs mellem- og langdistanceraketter og dermed stoppe dem i at målrette deres angreb mod mål syd for Haifa-bugten.
Hizbollah var meget tilfreds med sine offensive evner: Israel blev ramt af over 4000 raketter, der var også flere direkte mål som blev ramt, eksempelvis togværftet i Haifa (otte dræbte) og reservisternes samlingspunkt ved Kfar Giladi (12 dræbt). Hizbollah lærte også at det drejer sig om at flytte kampene ind i israelsk territorium. Angrebstunnellerne som blev opdaget for to år siden langs den libanesiske grænse, skulle give gruppen mulighed for at “erobre Galilæa” og vinde den perceptuelle krig i sine tidligste faser, understreger Limor.
Iran har gjort Hizbollah til den mest magtfulde terrorhær i verden
Efter Anden Libanon-krig og ved komplet ignorering af FNs Sikkerhedsråds resolution 1701, som indførte fuld embargo mod Hizbollah-våbensmugling, iværksatte terrororganisationen en massiv logistikoperation med knap 7 milliarder kroner fra Iran i lommen. Pengene blev brugt til anskaffe titusindvis af raketter som betød at Hizbollah blev den mest magtfulde terrorhær i verden. “Terroristhær” bruges ofte i IDF, selvom udtrykket ifølge Limor er omdiskuteret – nogle eksperter mener, at det giver organisationen for meget kredit, fordi det trods alt er en terrororganisation som ikke står til ansvar over for en regering.
Ifølge opdaterede vurderinger har Hizbollah mellem 120.000-140.000 kortdistance raketter (rækkevidde på omkring 50 kilometer) – det vil sige at raketterne kan nå det nordlige Israel, inklusiv Haifa-bugten og Tiberias. Hizbollah har flere tusind mellemlange distance raketter (rækkevidde på omkring 90 kilometer), de kan nå Sharons kystslette og nordlige forstæder til Gush Dan (central Israel); og flere hundrede langdistance raketter og missiler (rækkevidde på flere hundrede kilometer), inklusiv scud-missiler fra syriske militærlagre som kan ramme mål overalt i Israel. Saadam Hussein affyrede igennem flere måneder scud-missiler ind i Israel fra Irak under Første Irak-krig i 1991. Den gang bad USA Israel om ikke at svare igen på angrebene.
Hizbollahs raketter og missiler er spredt over hele Libanon. Terrororganisationens kortdistance-raketter opbevares hovedsageligt i landets sydlige del i området nær den israelske grænse for at maksimere deres rækkevidde. De er skjult i folks hjem i 230 shiamuslimske landsbyer, klar til at blive aktiveret med et øjebliks varsel. Det er herfra Hizbollah har til hensigt at tæppebombe Galilæa og lamme området. Hvis IDF beslutter at gå ind i de libanesiske landsbyer på jorden for at standse planen, vil de blive mødt af flere befæstninger og baghold.
De andre missiler som er fremstillet i Iran og Syrien, er spredt over hele Libanon. Jo længere rækkevidde, jo længere kan Hizbollah gemme dem fra grænsen til Israel. Det gør det meget svære at fjerne missilerne og meget mere udfordrende for Israels efterretningstjenester og luftvåben, tilføjer Limor.
Israels luftforsvar er ikke bygget til at klare så stor en mængde raketter. Som en tommelfingerregel er den designet til at opfange alle områder, men hovedparten af dens energi vil være fokuseret på at opfange langdistance missiler og forsvare strategiske steder. Israels missilforsvar Iron Dome er designet til at stoppe kortrækkende raketter – eksempelvis fra Gaza. Davids slynge er designet til at stoppe missiler med mellemlang rækkevidde. De missilforsvarssystemer har også til opgave at imødegå denne trussel. Davids Sling er også ansvarlig for at opfange krydsermissiler. Systemerne skal også kunne skelne mellem præcision- og ikke præcisionsstyrede missiler og prioritere at stoppe dem efter behov.
Hizollahs plan for Israel styret af Iran
Formålet med Hizbollahs enorme missilarsenal er at afskrække Israel fra at starte en krig. I virkeligheden er det imidlertid en del af en mere omfattende plan, som blev ført af af nu afdøde kommandør i Irans hemmelige Quds Force, Qassem Soleimani som blev myrdet i Irak sidste år af amerikanerne. Hans idé var at omringe Irans fjender fra alle retninger med en terroristisk missiltrussel, og Hizbollahs arsenal var kun et komponent i planen. Læs mere om mordet på Soleimani HER.
Iransk støtte til terrorgrupperne Hamas og PIJ i Gaza – del af større plan
Irans støtte til terrorgrupperne Hamas og Palæstinensisk Islamisk Jihad (PIJ) i Gaza er en del af en større plan. Iran vil styrke en anden front mod Israel i Syrien som består af militser, der opererer på Irans ordre. Ideen går ud på at opbygge flåde-, luft- og landbaser bemandet med afghanske og pakistanske krigere, bevæbne dem betydeligt (hovedsageligt med raketter, men ikke kun) og udføre angreb mod Israel.
Læs også:
Islamisk Jihad siger de fik direkte ordre fra Iran om at angribe Israel. Qassem Soleimani forsynede terrorgruppen med våben og gav dem angrebsordre.
IDF: – Hamas og PIJ har opbygget stort våbenarsenal. Terrorgruppen har flere tusind raketter, styrede missiler og droner. Palæstinensisk Islamisk Jihad (PIJ) har også udstyret sig til krig.
Israel har bemærket tendensen over tid. Mange af Israels luftangreb de seneste år har fokuseret på at fjerne Irans militærtilstedeværelse, ikke kun på syrisk territorium tæt på grænsen, men i hele landet. For eksempel blev Israels luftforsvar (IAF) beskyldt i sidste måned for at angribe infrastruktur i Deir ez-Zor-regionen nær Syrien-Irak-grænsen, hvor militserne var stationeret, men er siden blevet tvunget til at bevæge sig mod øst mod Irak efter de ikke kunne får fodfæste dybt inde i Syrien. Det var første gang, israelske jagerfly angreb den del af Syrien, siden de ødelagde atomreaktoren der i september 2007.
Israels beslutsomhed når det gælder Syrien, er en konsekvens af deres fiasko i Libanon, skriver Limor. Frem til slutningen af 2012 så Israel bekymret til uden at reagere, da Hizbollah bevæbnede sig, fordi det politiske apparat i Israel frygtede en ny krig mod nord. Erklæringer fra Israels ledere efter Anden Libanon-krig om at “Hizbollah ikke vil få lov til at genopbygge deres styrke”, viste sig at være grundløse. i dag er der opbygget et monster mod nord, tilføjer Limor.
Syrisk borgerkrig ændrede spillereglerne
Den syriske borgerkrig ændrede billedet. Efter en periode med orientering forstod Israel, at de havde en mulighed – og at det var på tide at handle. Under kodeordet “udenlandske kilder” kom der rapporter om tusindvis af israelske luftangreb i Syrien. De første angreb var skabte chokbølger, i dag rapporteres sådanne angreb næppe hver gang de finder sted. Angrebene er alt andet end normale: de er hver især en kompleks og ofte farlig operation som kan resultere i et nedstyrtet fly eller civile tab. Den omstændighed at det ikke sker (bortset fra et tilfælde, hvor et F-16 fly blev ramt og piloterne kastet sikkert ud over israelsk territorium i 2018), beviser IAFs absolutte overlegenhed, understreger Limor.
Hizbollah bevæbnede sig til tænderne efter Anden Libanon-krig
Efter Hizbollah bevæbnede sig til tænderne i kølvandet på Anden Libanon-krig konkluderede de, at de var “overmættet” af missiler og begyndte at investere i at forbedre deres præcisionskapaciteter. Udtrykket “præcision”, kan være vildledende for dem som ikke er eksperter på området, forklarer Limor, alligevel er det vigtigt at forstå hvad det betyder. Størstedelen af Hizbollah- og Hamas’ nuværende missilarsenal, består af “dumme” statistiske raketter. Personen som affyrer dem, kan ikke kontrollere hvor de vil ramme, for at påføre reel skade skal et stort antal raketter affyres. Derfor landede næsten halvdelen af raketterne affyret af Hamas under Operation Protective Edge i 2014 i åbne områder eller i Gaza. Det samme skete da Sadaam Hussein tæppebombede Israel i flere måneder med Scud-missiler under Første Golfkrig i 1990-91.
Faren ved præcisionsmissiler
Præcisionsmissiler er noget helt andet. De er udstyret med navigationssystemer som hjælper dem med at ramme mål med betydelig nøjagtighed. En af Hizbollahs vigtigste missiler er M-600 (“Tishrin”), fremstillet i Syrien og baseret på det iranske Fateh-110-missil. Missilet har mange varianter, det har en rækkevidde på 250 kilometer og kan bære et sprænghoved på et halvt ton. Missilets nøjagtighed er på nuværende tidspunkt, på en radius af nogle meter fra målet. Andre missiler er præcise i en radius på under 100 meter. Det betyder at hvis Hizbollah placerer missilets mål ved IDFs hovedkvarter i Tel Aviv (Kirya), vil missilet lande hvor som helst i det centrale område ved Azrieli-tårnene, Sarona-markedet, Ichilov-hospital og gaden Ibn Gavirol (tæt befolket gade beliggende i nord Tel Aviv).
Hizbollah har som mål at lamme Israel
Hvis målet er at dræbe flest mulig civile, er et sådant missil præcis nok, men ønsker man at lamme et land, er der behov for mere end det. Hizbollah har som mål at gøre ved Israel, hvad de gjorde ved Hizbollah under Anden Libanon-krig: At ramme strategiske faciliteter (især kraftværker), militærbaser (specifikt luftvåben), regeringsbygninger (hovedsageligt i Jerusalem), for at kunne vise deres sejr. Præcision er derfor kritisk, understreger Limor.
Det var Imad Mugniyeh som stod bag Hizbollahs aggressive missiloprustningsprojekt efter Anden Libanon-krig. Efter han blev myrdet februar 2008 i Damaskus, mordet på ham blev tilskrevet Mossad og CIA. Mugniyehs fætter og svoger Mustafa Badredinne tog hans plads. I maj 2016 blev Badredinne også myrdet i en fælles Hizbollah-Iran-operation. Den officielle melding var at skyldes hans kærlighed til alkohol, kvinder og sidespring. Ifølge Limor, blev han myrdet fordi han var uenig med Soleimani over Hizbollahs involvering i den syriske borgerkrig. Hans død placerede således missilprojektet i Nasrallahs og Soleimani’s hænder.
I starten var Hizbollahs søgen efter at erhverve præcisionsmissiler klodset. Præcisionsmissilerne blev fremstillet i Iran og fløjet til Damaskus. I 2013, da nuværende forsvarsminister Benny Gantz var IDF-stabschef og Amir Eshel var chef for luftvåbenet, iværksatte Israel en kampagne for at forhindre, at præcisionskapaciteter kunne komme til Libanon. kampagnen er fortsat i gang.
Angrebene i Libanon steg i 2014 og faldt igen i 2015 efter Rusland sluttede sig til kampen for at redde Assad-regimet. I 2016 skete der igen en stigning i kampene, efter Israel indså at de havde et betydeligt spillerum, trods russisk tilstedeværelse i Syrien. Samtidigt indså Soleimany at ISIS var blevet besejret, Assad-regimet var blevet reddet og han så dermed en mulighed for at forankre det iranske hegemoni i Syrien. Han havde tre primære mål: at etablere fodfæste for Iran og deres håndlangere på syrisk jord, indoktrinere det syriske folk gennem shiitiske gejstlige fløjet ind fra Iran og tage kontrol over Syriens våbenindustri.
Iran og Hizbollah udnytter veludviklet våbenindustri i Syrien
Syrien har en udviklet våbenindustri som kan spores tilbage til russisk ekspertise og mange års forberedelse af den syriske hær til krig mod Israel.
Soleimanis idé var enkel: at fremstille missiler på syrisk jord, hvorved truslen for angreb på iranske våbenforsendelser kunne undgås. Iran ville finansiere projektet, Syrien ville fremstille missiler og derfra ville de blive overført til Libanon. Assad var magtesløs overfor planen. Assad skyldte sit liv og mere end 531 milliarder kroner til Iran og Hizbollah for udstyr, hjælp og lån. Ud over det ville missilfabrikkerne give tusindvis af syrere job og fast indkomst.
Israel fandt ud af hvad der foregik og begyndte med metodiske angreb mod våbenfaciliteter og anden fremstillingsinfrastruktur i Syrien. Ifølge offentliggjorte rapporter er der blevet udfør mange angreb.
Israelsk beslutsomhed om at angribe blev mødt med iransk beslutning om at fremstille missiler. Fremstillingen blev ændret og flyttet til Libanon: De ville ikke fremstille hele missilet fra bunden, det kan Hizbollah ikke fordi det kræver en udviklet militærindustri med forskere og store fabrikker. I stedet valgte de en konverteringsproces: Du tager en gammel model af en “dum” raket smuglet ind fra Iran og Syrien, tilsætter en GPS, vingespidser og en lille computer, så den kan styres præcist mod målet.
Alle komponenter kan købes på internettet, men Hizbollah modtager dem fra Iran. Selve computeren er baseret på en algoritme med meget enkle aerodynamiske ligninger. Konverteringsprocessen er også ret enkel og tager flere dage og kræver sandsynligvis kræves flere justeringer og kalibreringer, og vingespidserne skal testes for at sikre korrekt bevægelse.
Ifølge forskellige rapporter kan konverteringsprocessen producere en raket med en præcisionsradius 20-30 meter. Nøjagtig nok til at ramme et kraftværk eller en bygning, men ikke nok til at affyre missilet gennem eksempelvis et bestemt vindue eller myrde nogen. Det ville kræve et andet niveau af teknologisk sofistikering og realtidsefterretningsfunktioner som kun verdens militære supermagter besidder, understreger Limor.
Enkeltheden hvormed de kan få fingrene i de nødvendige komponenter for konverteringsprocessen, specifikt bærbare computere, vidner om den komplekse opgave IDF står over for og størrelsen af deres succes. I sidste ende er det store antal luftangreb som tilskrives Israel målrettet mod de små bærbare computere, uden dem ville de “dumme” raketter ikke kunne ramme præcist. I betragtning af kvaliteten af den krævede realtidsinformation, risikoniveauet og præcision som luftvåbenet har udført dem med, er imponerende efter alle standarder, skriver Limor.
Hizbollah affyrede dagligt 200 raketter ind i Israel under Anden Libanon-krig
Under Anden Libanon-krig affyrede Hizbollah dagligt omkring 200 raketter ind i Israel. Ved næste krig planlægger Hizbollah at affyre tusind raketter. Israel har ikke evnen til at opfange dem alle, det vil sige at skaden mod Galilæeregionen vil være enorm. På den anden side er den potentielle skade forårsaget af hver enkelt raket relativ lav, beskyttelsesrum og sikkerhedsrum (særlige rum af armeret beton, men langt fra alle israelere har adgang til dem) burde ifølge Limor give tilstrækkelig beskyttelse.
Israel arbejder på flere fronter for at stoppe Hizbollahs planer for næste krig
Som en del af Israels krig mod Hizbollahs planer, bruger Israel ikke kun militære midler. De bruger også diplomati og internationalt pres. Israel kæmper økonomisk og fører PR-kampagne. To gange i løbet af de senere år har premierminister Benjamin Netanyahu offentligt afsløret eksistensen og placeringen af Hizbollahs præcisionsmissilfabrikker i Libanon. Første gang var i 2018 under FN’s generalforsamling, da han afslørede tre faciliteter. Anden gang var i 2020 under sin tale til generalforsamlingen, hvor han afslørede andre faciliteter, inklusiv raketfabrik i hjertet af et civilt kvarter i Beirut. Læs mere her: Israelsk TV: Hizbollah ville bruge Beiruts ammoniumnitrat mod Israel. Ifølge TV-kanalen ville terrorgruppen bruge det i en tredje Libanon-krig. Og her: Nasrallah har truet Haifa med tilsvarende eksplosion som i Beirut. – Haifa-havnen er det samme som en atombombe, sagde Hizbollah-leder Hassan Nasrallah i 2017.
Hizbollah benægtede beskyldningerne, beregnet til libanesiske ører: Situationen i Libanon har aldrig været værre, og landet oplever den værste økonomiske og sociale krise nogensinde. Hizbollah som har været en del af den libanesiske regering igennem flere år og i mange henseender kontrollerer hele landet, opfattes som delvis ansvarlig for situationen og det er tvivlsomt, at den libanesiske offentlighed fatte sympati for dem som vil udløse endnu en katastrofe ved at starte krig igen mod Israel. Libaneserne er fortsat traumatiserede efter ødelæggende eksplosion i Beirut havn sidste sommer, påpeger Limor.
Ifølge vurderinger vil den næste krig mod Israel omfatte flere lande
Israels beslutning om at anskaffe nye fly og interceptor-missiler til luftvåbenet skyldes vurderinger vedrørende nordfronten, hvor Institute for National Security Studies i deres årsrapport påpegede, at en krig sandsynligvis vil bryde ud. Det formodes at en sådan krig ikke vil være begrænset til Libanon og også vil omfatte Syrien (og måske Irak). Det er muligt, at Syrien selv vil handle mod Israel for at tilbagebetale Iran og Hizbollah for deres generøse hjælp under borgerkrigen. Det er også muligt, at shiitiske militser i Irak vil affyre missiler mod Israel, iransk-støttede Houthi-oprørere i Yemen kan også tænkes at ville tilslutte sig krigen, vurderer Limor.
Israel er ikke kun truet af missilangreb og raketter. Israel er også truet af grænseoverskridende infiltration. Mange af Hizbollahs underjordiske angrebstunneller er blevet stoppet af Israel, men truslen er forsvundet, Hizbollahs elie enhed, Radwan arbejder på at angribe israelsk territorium og tage kontrol over hele samfund eller militære forposter. I et forsøg på at imødegå truslen har Israel bygget høje mure for at understøtte visse dele af grænsen. Læs også: EU-parlamentsmedlemmer: Støt Israel i kampen mod Hizbollah og Iran. En delegation bestående af otte EU-parlamentsmedlemmer besøgte en Hizbollah angrebstunnel og et Iron Dome-batteri.
De senere år har Hizbollah også investeret i droner, de brugte dem allerede under Anden Libanon-krig og er siden kun blevet bedre til at bruge droner. I dag har terror organisationen forskellige små droner, inklusiv dem som kan bære eksplosiver flere hundrede kilometer.
IDF skal hele tiden være et skridt foran fjenderne
IDF har flere værktøjer de kan bruge for at imødegå truslen. En af dem låser sig fast på deres frekvenser, dermed forstyrres dronens flyverute og de falder ned til jorden. Udfordringen er at gøre det uden at gå på kompromis med kommunikationen fra den israelske side.
Uanset så udgør præcisionsmissiler den største trussel mod Israels sikkerhed, vurderer Limor. Situationen er så alvorlig, at stabschefen og hans stedfortræder har det som deres permanente personlige ansvar. Det betyder rutinemæssige briefinger, planlægning og nøje overvågning af udviklingen på begge sider af grænsen.
Den overordnede opfattelse i IDF er nu at “præcisions” truslen er tålelig og kan imødegås. I beregningen tages der højde for de missiler som Hizbollah har i deres arsenal, deres skadetrussel, efterretningsbilledet som kan lette muligheden for at tilintetgøre dem i starten af den næste krig, hærens evne til at forstyrre og opfange missilangreb. Vurderingen er at et par præcisionsmissiler vil klare at nå deres mål, spørgsmålet er hvor meget skade de vil forårsage?
Sammenlagt vil den beregning udgør det magiske tal, som vil være Israels røde linje. Krydses den røde linje, vil IDF igangsætte forebyggende angreb, det skønnes at det vil koste færre menneskeliv end en fremtidig krig. Indtil videre er Israel ikke kommet med det magiske tal. Ifølge nogle eksperter er tallet 500 præcisionsmissiler, andre siger det er 1.000 missiler. Hizbollah ligger fortsat langt fra de tal, men deres plan er klar: De fortsætter med at fremstille og smugle missiler.
Dem som hævder at fastsættelse af en rød linje er en dårlig idé, argumentere for at situationen er dynamisk, og at Israel løbende erhverver værktøjer som ændrer billedet og ligningen. Omvendt er bekymringen, at Israel konstant vil akklimatisere sig til en ny virkelighed. Israel så til mens Hizbollah fik fingrene i titusindvis af “dumme” raketter, de kunne have valgt at gøre det samme da Hizbollah fik fat i præcisionsmissiler.
Den almindelige opfattelse i IDF og blandt civile eksperter er, at Israel skal definere sine røde linjer og den omstændighed at det endnu er gjort endnu, er et alvorligt problem som kræver øjeblikkelig handling.
– Hvis Hizbollah krydser en kvantitativ eller kvalitativ tærskel for præcisionsvåben, bliver vi nødt til at handle imod det. Det er en seriøs beslutning, men en, hvorfra vi ikke kan løbe væk, siger oberstløjtnant Eran Niv, leder af IDFs krigsførelse Methods and Innovation Division til avisen Israel Hayom.
– Ud over Irans atomprogram er det her den største trussel mod Israel i dag. Det er scenariet som trænes i alle træningsøvelser. Alt er rettet mod den trussel, men i mellemtiden forsøger vi at handle på andre kreative måder for at forhindre [Hizbollah] i at nå deres mål, tilføjer Niv.
Niv er blandt dem som mener, at det er bydende nødvendigt for Israel at bestemme hvor deres røde linjer går. Ikke kun med hensyn til kvantitet men kvalitet. For eksempel, hvis Hizbollah skulle overgå fra smugling af præcisionskomponenter til masseproduktion af præcisionsmissiler i Libanon. “Vi er nødt til at markere en kvantitativ og kvalitativ tærskel, som hvis vi krydser den, kræver, at vi går over til andre handlinger,” understregede Niv.
Ophævelse af sanktioner mod Iran – farligt for Israel
Hizbollah er ikke der endnu, men det kan hurtigt ændre sig. Ophævelse af de økonomiske sanktioner pålagt Iran, som en del af USAs forventede tilbagevenden til atomaftalen, vil frigøre betydelige midler til Irans håndlangere i regionen, først og fremmest til Hizbollah. Hvis Teheran og Beirut fornemmer, at amerikanerne begrænser israelsk aktivitet eller støtter den jødiske stat mindre, kunne de føle sig modige nok til at fremskynde og i høj grad udvide præcisionsmissilprojektet. Læs også: – Ingen aftale med Iran er bedre end en dårlig aftale. – Israel kan ikke acceptere en situation hvor Iran kommer nærmere atomvåben, skriver Yaakov Amidror, seniorforsker ved Jerusalem Institute for Strategy and Security.
– Hizbollah ser på os som vi ser på dem – som nogen der planlægger at angribe dem. De ønsker at deres præcisionsevner skal afskrække os. Et par tusinde flere missiler ændrer ikke noget, men præcisionsmissiler er med deres øjne en gamechanger. Og fordi de kæmper for at smugle præcisionskomponenter fra Syrien, vil de fremstille dem i Libanon, siger Mellemøst-ekspert, professor Eyal Zisser, fra Tel Aviv University.
Tidligere MID-chef Generalmajor (res.) Amos Yadlin som i øjeblikket er leder af Institute for National Security Studies, er en fremtrædende stemme som opfordrer Israel til at definere sine røde linjer nu.
– Vi skal undersøge og udpege rette timing for at tage skridt mod præcisionsvåbenprojektet i den henssende, at det kan udløse en bred sammensmeltning. Hundredvis af præcisionsmissiler i hænderne på den iranske akse, især Hizbollah kan forårsage omfattende civil skade i Israel og lamme vitale systemer. Det er en strategisk trussel, som ikke må have lov til at udvikle sig, tilføjer Yadlin.
Ifølge Yadlin var det skelsættende øjeblik hvad angår præcisionstrusslen, det iranske missilangreb mod Saudi-Arabiens vigtigste olieraffinaderi i september 2019, hvilket midlertidigt lukkede ca. 50% af landets olieproduktion.
Yadlin mener at hvis Hizbollah fremskynder sit arsenal projekt, bliver Israel nødt til at overveje forebyggende angreb for at stoppe truslen. Ifølge andre forsvarsembedsmænd må Israel ikke indlede en sådanne angreb, da det med sikkerhed ville udløse krig. De mener, at Israel bør overveje at “udnytte muligheden” for en begrænset optrapning ved den nordlige grænse for at målrette Hizbollahs præcisionskapacitet.
Iranerne indså at præcision er altafgørende, og besluttede at lægge alle kræfter i det på alle fronter. Det er sværere for dem uden Soleimani, men med Yadlins ord: “Toget har forladt stationen” og ud over allerede at nå Yemen kan de i sidste ende også nå Libanon.
– Israels situation er ikke den samme som saudiernes situation. Vi har bedre efterretning og vi vil med al sandsynlighed vide at et angreb er på vej [olieraffinaderiets angreb] inden det sker. Vi har imponerende forebyggende evner, og vi kan angribe inden inden vi bliver angrebet, vi har detektions- og defensive kapaciteter, men truslen er generelt problematisk og kræver en strategisk ændring, siger Yadlin.
Yadlin kommer med fire mulige strategier: Afskrækkelse (få Nasrallah til at forstå, at affyring af præcisionsmissiler mod Israel vil føre til ødelæggelse af Libanon), forsvar (større investering i interceptors og andre systemer), luftangreb og andre operationer (som simpelthen forsinker det uundgåelige) et forebyggende angreb (som fjerner evnen fra Hizbollah, men åbner Israel for en bred krig).
– Problemet er, at afskrækkelse kan udhules eller ophøre, hvis Hizbollah erhverver et stort lager af præcisionsmissiler, og forsvaret er utroligt dyrt og kan vise sig utilstrækkeligt mod massive angreb. Derfor bør diskussion dreje sig om forebyggelse. I teorien skal vi gør det hele tiden, men vi er allerede nødt til at begynde at tænke på næste fase. Det er muligt, at vi bliver nødt til at implementere Begin-doktrinen (for at forhindre spredning af atomvåben i Mellemøsten) mod den præcise missiltrussel også, siger Yadlin .
Brig. Gen. (res.) Itai Brun, tidligere leder af MIDs efterretningsanalyseafdeling som skrev den årlige situationsvurdering offentliggjort af INSS, har anden opfattelse:
– Præcisionsmissilerne er virkelig en ekstraordinær stærk trussel, men de er ikke atomvåben. Præcisionsmissiler er ikke slutningen af alt og er ikke ud fra Hizbollahs perspektiv. De er en del af et bredere billede, siger han til Israel Hayom.
– Hizbollah ønsker ikke en langvarig krig, de vil påfører os et smertefulde slag som forkorter krigen og mildner dens konsekvenser. For at opnå det, er alt hvad de behøver, at affyre et lille antal præcisionsmissiler midt i massive skududvekslinger og infiltration ind i Israel. Måske er alt hvad de har brug for, en præcis missil som rammer et kraftværk eller Knesset for at opnå den effekt, de ønsker, forklarer Brun.
Hvis Hizbollah fortsætter med at producere præcisionsmissiler i deres nuværende tempo, vil det tage dem tre år at nå Israels røde linje. Men hvis de sætter tempoet op eller overgår til fremstilling af præcisionsmissiler i Libanon, reduceres tidsrammen betydeligt. I det scenario bliver Israel nødt til at beslutte, om de vil handle for at udrydde den største og farligste konventionelle trussel de står over for, eller om de skal leve med den.
