Bliv aktiv ven af ​​Israel nu!

Det jødiske folks og Israels historie – tidslinje

Nej til Lykketofts dæmonisering af Israel

Mogens Lykketoft (downloaded fra Socialdemokratiet.dk)
Mogens Lykketoft er kendt for sit Israel-had. Alligevel krydser han alle grænser i sit seneste angreb mod verdens eneste jødiske stat. (Foto: Socialdemokratiet.dk)
Hån mod forstanden at Mogens Lykketoft og flere tidligere europæiske udenrigsministre genbruger gammel sovjetisk apartheid-propaganda mod den jødiske stat.

Tidligere udenrigsminister og præsident for FN’s Generalforsamling, Mogens Lykketoft er kendt for ikke at være en Israel-ven. MIFF har flere gange skrevet om Lykketofts angreb mod Israel i medierne og hans deltagelse i anti-israelske arrangementer.

I 2020 kunne MIFF fortælle at Lykketoft, Uffe Ellemann-Jensen, Per Stig Møller, Martin Liedegaard og Holger K. Nielsen sammen 50 tidligere europæiske ledere havde underskrevet anti-israelsk opråb hvor gammel sojvetisk propaganda. I opråbet blev Israel blandt andet beskyldt for at være en apartheid-stat. MIFF skrev: – Sværtekampagnen mod Israel som en apartheid-stat begyndte allerede under Den Kolde Krig, og det er en hån mod forstanden at 50 europæiske ledere mere end 40 år senere gentager sovjetisk propaganda. Sammenligninger mellem apartheid i Sydafrika og situationen i Israel og Vestbredden viser at anklagen er grundløs.

At Lykketoft genbruger sovjetisk propaganda til at dæmonisere Israel, ændre ikke på at den er grundløs. Nu er Lykketoft gået sammen med nedenstående tidligere udenrigsministre i ny sværtekampagne mod den jødiske stat i Information:


Hubert Védrine, tidligere udenrigsminister i Frankrig

Baronesse Sayeeda Warsi, tidligere Cabinet Minister and Foreign Office Minister for FN, Menneskerettigheder og ICC, Storbritannien.

Erkki Tuomioja, tidligere udenrigsminister i Finland

Ivo Vajgl, tidligere udenrigsminister i Slovenien

Lykketoft og co. kommer med en lang liste af anklager mod Israel, MIFF kommenterer de værste af dem:

Krigen i Ukraine kan ikke sammenlignes med konflikten mellem Israel og palæstinenserne

Som så mange andre forsøger ovennævnte også at drage paralleller mellem krigen i Ukraine og forholdet mellem Israel og palæstinenserne, men de to konflikter kan ikke sammenlignes og den slags sammenligninger er et groft misbrug af ukrainernes lidelse for at delegitimere og dæmonisere Israel.

Hvis vi endelig skal sammenligne, så minder konflikten om Israels kamp for overlevelse, da den unge jødiske stat blev angrebet af en samlet arabisk verden. Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj har selv sammenlignet deres kamp for overlevelse med Israels kamp mod arabiske lande og sagt at Israel ofte er et eksempel for Ukraine og at ukrainere og israelere verdsætter frihed.  

Det skal tilføjes at Israel har fordømt Rusland og hjulpet Ukraine på flere fronter. De palæstinensiske myndigheder (PA) som får økonomisk bistand fra Danmark og flere andre donorlande, har ikke fordømt Rusland, tværtimod har PA’s præsident Abbas udtalt at de stoler mere på Rusland end USA.

Det var Rusland, der startede en uprovokeret og aggressiv angrebskrig mod Ukraine. Israels krigsføring handler for det meste om forsvar på aggressioner mod landet – eksempelvis under Gaza-krigen i maj 2021, hvor terrorgrupper i Gaza med Hamas i spidsen, angreb tæt befolkede israelske byer med over 4.300 raketter. Ukraine angriber ikke Ruslands civilbefolkning med raketter eller missiler. Det har den iransk-støttet terrorgruppe Hamas som har kontrolleret Gaza siden 2007, gjort mod Israel i over 20 år. 

Ukraine anerkender Ruslands suværenitet. Terrorgruppen Hamas anerkender ikke Israel og har som erklæret mål at udslette Israel. PA nægter at anerkende Israel som en jødisk stat. Ukraine har ikke som erklæret mål at angribe eller udslette Rusland. Ukraine er en suværen stat med internationalt anerkendte grænser. «Palæstina» er ikke en suværen stat og har ingen definerede grænser.

I 2005 trak Israel sig på eget inititativ helt ud af Gaza inkl. alle israelske borgere og soldater. Hamas har siden angrebet israelske byer med over 25.000 raketter og terrorgrupper i Gaza har begået utallige terrorangreb mod israelere. Ukrainerne kæmper ikke mod Ruslands civilbefolkning. Palæstinenserne er derimod i årtier gået bevidst efter at ramme Israels civilbefolkning og jøder verden over med brutale terrorangreb.

Når Israel er i forsvarskrig mod palæstinensiske terrorgrupper, gennemfører Israel flere tiltag for at undgå civile tab. Israels tiltag er unikke og bruges ikke af nogen anden hær i verden. Blandt andet ringer Israels forsvarshær (IDF) til civile tæt på Hamas-militære mål inden målene bombes for at advare de civile så de kan nå at blive evakueret fra området. IDF bruger også «bank på taget», dvs. et missil uden sprængstof som advarer de civile om at ejendommen vil blive angrebet så de kan nå at komme i sikkerhed. Rusland kommer ikke med advarsler inden de bomber ukrainske byer. 

Både Israel og Ukraine er demokratier. I de palæstinensiske selvstyreområder (PA) som ligger i Område A og B i Judæa og Samaria (Vestbredden) og i Hamas-kontrolleret Gaza har der ikke været afholdt valg siden 2006 og både PA og Hamas er ikke demokratiske. 

Lykketoft og co. genbruger gammel sovjetisk apartheid-propaganda mod Israel og nævner flere NGO’er som kilder til at Israel er apartheid-stat – blandt andet Human Rights Watch (HRW), MIFF faktatjekkede deres 2021 rapport . I deres rapport går HRW så langt at de fremstiller det som racistisk at Israel har en lov (Hok Hashvut) som sikrer jøder fra hele verden statsborgerskab. Det er ikke noget nyt at HRW dæmoniserer Israel. HRW var aktive under Durban-konferencen i 2001, hvor deltagerne blev opfordret til «fuldstændig international isolation af Israel som en apartheidstat». HRW anklager også Israel for «krigsforbrydelser». Læs om Durban-konferencen her.

Selv HRW’s grundlægger Robert L. Bernstein afviste allerede deres Israel-dæmonisering i 2009.

Også Amnesty nævnes som kilde til at Israel skulle være apartheid-stat. I Amnesty’s rapport fra primo 2022, støtter de politiske krav som vil betyde at verdens eneste jødiske stat vil forsvinde. I Norge har Amnesty spredt usandheder om situationen i Gaza. Også i Danmark har Amnesty haft travlt med at anklage Israel for at være apartheidstat og beskylde den jødiske stat for apartheidforbrydelser. Flere store demokratiske lande har været tydelige i deres fordømmelse af Amnesty-rapporten

Skiftende norske og danske regeringer har de seneste årtier hævdet at Israels bosættelsespolitik er «ulovlig i henhold til folkeretten». Når Udenrigsministeriet bliver spurgt om grundlaget for deres påstand, henviser de til FN’s sikkerhedsråds resolutioner 465 og 2334. Men begge resolutioner er vedtaget efter kapitel VI i FN-charteret og er derfor IKKE bindende og er IKKE folkeret. Mange af FN-resolutioner er et resultat politiske studehandler af værste skuffe, hvor arabiske og muslimske stater sammen med deres allierede stort set kan vedtage lige hvad de vil. Resultatet bliver heldigvis ikke til andet end meningsytringer – IKKE folkeret.

San Remo-konferencen gav i 1920 Storbritannien til opgave at etablere et nationalt hjemland for det jødiske folk i det geografiske område Palæstina. Et enstemmigt Folkeforbund gav anerkendelse til det jødiske folks historiske forbindelse til området. Briterne fik besked om at de skulle opmuntre til tæt jødisk bosættelse i området som i dag omfatter Israel, Gaza og Judæa og Samaria (Vestbredden). FNs charter bekræfter de folkeretlige bestemmelser (art. 80).

PA har siden medio 1990’erne haft civil myndighed i Område A og B i Judæa og Samaria hvor de frit kasn bygge. Alligevel har PA en overordnet strategi om at bygge mest muligt i Område C, selvom de jf. Oslo-aftalerne (1993) er under israelsk myndighed. PA får finansieret deres planer for Område C af EU – inkl. Danmark selvom PA’s byggerier i Område C er ulovlige. 

Der henvises også ofte til Genève-konvention af 1949 som argument for at israelske bosættelser er ulovlige. Men den aktuelle paragraf handler om forbud mod deportation og folkeforflytninger med tvang i opgøret efter Anden Verdenskrig. Den kan IKKE anvendes på jøders frivillige bosættelse i Judæa og Samaria – som er det jødiske folks historiske og religiøse kerneland.

Bestemmelserne i artikel 49, punkt 6, om tvungen folkeforflytning til okkuperede og suværene områder, kan ikke tolkes som et forbud mod at personer frivilligt returnerer til byer og landsbyer som de, eller deres forfædre, med magt er blevet tvunget til at forlade. Den forbyder heller ikke at individer flytter til landjord som ikke har været under lovlig kontrol af en stat og ikke er underlagt privat ejendomsret.

Efter en objektiv folkeret er Israels kontrol og bosættelse i Judæa og Samaria fuldt ud lovlig. Vælger man at kalde kontrollen for okkupation, er det en lovlig okkupation, på linje med de alliertes okkupation af Tyskland og Japan efter Anden Verdenskrig. De utallige fejludtalelser som eksempelvis «1967-grænse» er ikke en grænse – det er våbenhvile linjer fra 1949. Arabisk side nægtede at det ville blive en grænse.

Den palæstinensiske ledelse, samtykkede ifølge den fortsat gyldige Interimsaftale fra 1995 (Oslo 2) til og accepterede Israels fortsatte tilstedeværelse i Judæa og Samaria i afventning af slutstatusforhandlinger, uden nogen restriktioner for begge parter når det gælder planlægning, zoneinddeling eller opførelse af beboelser og samfund. Deraf følger at påstande om at Israels nærvær i området er ulovlig – er helt grundløse. Læs også: Ti punkter som opsummerer Israels rettigheder i Judæa og Samaria.

I Danmark fremsatte Folketingsmedlemmerne Christian Juhl og Eva Flyvholm (EL), Uffe Elbæk og Sikandar Siddique (Frie Grønne) og Torsten Gejl (ALT) tidligere på året, et beslutningsforslag om at betegne Israels styre og fremfærd over for palæstinenserne som apartheid.

Beslutningsforslaget falder godt i tråd med Lykketoft og co’s. artikel i Information. Desværre glemmer de at en løgn ikke bliver ikke sand af at blive gentaget. Det ville derfor klæde de tidligere udenrigsministre ikke at sprede anti-israelsk propaganda baseret på løgne.


Du kan læse denne artikel gratis på grund af MIFFs over 13.000 medlemmer i Norge og over 1.000 medlemmer i Danmark. Men vi har brug for støtte fra mange flere nu!

Giv en gave her eller brug MobilePay 49739

Bliv medlem