– Trods risici øger Israel sine angreb mod Iran

Angrebet i sidste måned som ødelage en stor del af Irans droneflåde og tilskrives Israel, lader til at have været en stor succes, skriver veteran journalist og sikkerhedsanalaytiker Yoav Limor i Israel Hayom.

I lighed med tidligere operationer indikerer det betydelige operationelle og Mossads efterretningsindsamlingskapaciteter i samarbejde med Israels forsvarshær (IDF), har gjort det muligt for Israel at udpege og ramme strategiske mål inde i den islamiske republik.

I modsætning til tidligere blev det seneste angreb holdt hemmeligt i knap en måned, indtil det blev afsløret tirsdag af den israelske avis Ha’aretz (efter indledende rapporter tidligere på ugen i libanesisk presse). Måske ville iranerne ikke indrømme, at de var blevet angrebet igen, måske ville de skjule omfanget af skaden – hundredvis af droner af forskellige typer er blevet ødelagt i det sikrede militæranlæg i Kermanshah. Det kan også tænkes at Iran ville gengælde angrebet først, hvilket de gjorde tidligere på ugen ved at affyre missiler mod en base i Kurdistan, som de hævder blev brugt af Mossad, skriver Limor.

Uanset, så viser de seneste begivenheder at krigen mellem Israel og Iran er blevet mere voldelig og mere offentlig. Til trods for Israels politik om at holde kortne tæt til kroppen – både operativt og når det gælder at påtage sig ansvaret for angreb på iransk jord, tyder alt på at Israel er villig til at påtage sig en større risiko end før, for at forstyrre iranernes operationelle kapaciteter og forsøge at afskrække dem.

Det er en forsigtig politik, som sandsynligvis vil blive forstærket, når atomaftalen med Iran er afsluttet. Selvom aftalen vil forbyde Israel at angribe Irans uranberigelsesanlæg, vil Israel kunne handle frit over for hvad Israel opfatter som en fare mod sin sikkerhed – det omfatter Irans missiler og raketter, droneflåde, terroraktivitet og enhver del af atomprojektet som ikke er relateret til uranberigelse.

Alt det forpligter Mossad til at fortsætte med at finpudse sine betydelige operationelle kapaciteter i Iran. Vi kan roligt antage, at iranerne vil forsøge at styrke deres sikkerhedsforanstaltninger yderligere ved faciliteter og forskellige aktiviteter. Det betyder at Israel vil være nødsaget til at blive mere kreativ og vovet i sine operationer – inkl. risiko for hårdere iranske gengældelser end nogensinde før, påpeger Limor.

Det lader til at iranerne allerede er stærkt engagerede i den fremgangsmåde. Deres angreb i Kurdistan var ikke det første, men offentligt at påtage sig ansvaret for angrebet, var en trodshandling fra Irans side, der ikke kun var rettet mod Israel, men også mod kurderne. Måske ønsker iranerne at etablere deres egen kampagne mellem krigene: Ligesom Israel også lægger skylden på Assad-regimet efter at have ramt iranske mål i Syrien, ønsker iranerne at signalere til kurderne, at deres samarbejde med Israel kan komme til at koste dem dyrt i fremtiden. Det bliver interessant at se, om Iran vil begrænse sin politik til Kurdistan, eller vil udvide den til at omfatte andre lande som samarbejder med Israel, blandt andet Emiraterne og Bahrain, skriver Limor.

Den eskalerende krig vil betyde at Israel vil skulle vurdere situationen på andre fronter. Selvom den libanesiske front er stille indtil videre, udgør den iransk-støttet terrororganisation Hizbollah en stadig sværere udfordring for IDF generelt og luftvåbnet i særdeleshed. Det bevises af israelske droners flyvemønstre over Libanon grundet frygt for, at Hizbollah vil nedskyde dem. Selvom det kun er en mindre hindring for Israel i Libanon, bruger Hizbollah det til at etablere sin status som Libanons forsvarer – et spørgsmål, som Israel skal løse operationelt, selv på bekostning af et isoleret sammenstød med Hizbollah, før de projicerer opfattelse til andre aktivitetsområder i sektoren