Maskerede palæstinensere kaster med sten udenfor Al-Aqsa-moskeen i Jerusalem, 22. april 2022. (Foto: Flash90)

Kan Hamas’ propaganda bringe Israels venskab med arabiske lande i fare?

Optøjerne på Tempelbjerget har stået på i flere år. I år ser det ud til, at terrorgruppens kampagne om at "Al Aqsa er i fare" har spredt sig til hele den muslimske verden og affødt hårde fordømmelser af Israel. Alt det sker mens Israel og flere arabiske lande er ved at opbygge et dybt og tæt venskab. Kan Hamas mon true venskabet?

Tempelbjerget (jødernes mest hellige sted), al-Aqsa moskeen og Haram a-Sharif – den seneste måned har al spændingen i den israelsk-palæstinensiske konflikt koncentreret sig om Tempelbjerget i Jerusalems gamle bydel. Det er i sig selv ikke noget nyt, men det, vi ser nu, er den mest komplicerede version af terrorgruppernes blodige kampagne om at “Al-Aqsa i fare.” Kampagnen har i flere år forsøgt at nå fra den palæstinensiske gade ud til halvanden milliard muslimske troende, skriver den israelske korrespondent i arabiske anliggender Roi Kais på Israels nyheds/tv kanal KAN – svarende til DR (artiklen er oversat fra hebraisk).

Alt det sker netop som Israel og flere arabiske lande er ved at opbygge et dybt og tæt venskab (Abraham-aftalerne). Spørgsmålet er om den blodige kampagne kan bringe Israels historisk gode forhold med den muslimske verden i fare?

“Al-Haram a-Sharif” er det arabiske navn for Tempelbjerget, det tredje helligste sted i islam efter Mekka og al-Madinah i Saudi-Arabien. Tempelbjerget er ifølge muslimsk tradition stedet hvorfra profeten Mohammed steg op til himlen og modtog befalingen om bøn fra Allah.

Siden Mota Gur (kælenavnet for Mordechai Gur) erklærede “Tempelbjerget i vores hænder” efter Seksdagskrigen i 1967, er den virkelige kamp over hvem skal have kontrol over området ikke stoppet. I 1994 førte Jordan an i forbindelse med fredsaftalen med Israel. Det er med andre ord jordanerne der via Waqf-medlemmerne som også udnævnes af Jordan, har ansvar for stedet, skriver Kais.

Men retten over stedet som er under israelsk suverænitet og sponsoreres af jordanerne, har i flere år ikke fungeret. Blot for at nævne to meget blodige eksempler på hvad striden om Tempelbjerget har kostet af israelske liv – Anden Intifada (2000-2005) kostede over 1.000 israelere livet, Operation Gaurdian of the Walls (seneste Gaza-krig i maj 2021. Flere palæstinensiske terrorgrupper i Gaza med den iransk-støttet terrorgruppe Hamas, som også har kontrolleret enklaven siden 2007, angreb israelske byer med over 4.300 raketter. Raketangrebene hvoraf de første angreb Jerusalem, kostede mindst 13 israelere livet, sårede flere hundrede og gav utallige israelere ar på sjælen samt uoverskuelige materielle skader på fx boligejendomme. Alt det skete på baggrund af anti-israelsk propaganda om at al-Aqsa var i fare.

Der tales meget om behovet for at bevare status quo på Tempelbjerget, formuleret i 1967 og slår fast, at jøder har ret til at bestige Tempelbjerget, men ikke må bede der – til trods for at det er jødernes mest hellige sted. I løbet af de seneste år er der sket to ting på samme tid: På den ene side tillader staten Israel større grupper af jøder at bestige Tempelbjerget. På den anden side har palæstinensiske kilder fået øjnene op for at de både kan få den arabiske gade til at gløde og hele den muslimske verden, ved at hævde at “al-Aqsa er i fare” – og at jøderne tager over, påpeger Kais.

Det er nået til et punkt, hvor Hamas-flag og råd om støtte Muhammad Deif (højtstående medlem af Hamas’ militære fløj), er blevet en integreret del af bønnebegivenhederne, men endnu vigtigtere er de arabiske staters forhold til Israel og palæstinensernes evne til at vende hele verden mod os med blot fem ord: “al-Aqsa er i fare”, skriver Kais.

For jordanere er Tempelbjerget et følsomt emne – både på grund af stedets religiøse historie og regionale status. For jordanerne er deres særlige status i al-Haram a-Sharif deres billet ind på den muslimske og internationale arena. Hver gang andre muslimske lande forsøgte at skabe røre i al-Aqsa gryden, stod jordanerne på bagbenene, påpeger Kais.

Det hashemitiske rige har problemer nok derhjemme – kong Abdullah har ikke råd til at sprænge forholdet til Israel, men når palæstinenserne påstår at jøderne “angriber al-Aqsa”, kan han heller ikke stå på sidelinjen. Derfor støtter kongen den palæstinensiske sag, inviter ambassadøren til en irettesættelse, og venter på at vreden lægger sig.

Jordan er ikke det eneste land som har interesse i Tempelbjerget. Enhver urolighed på Tempelbjerget og al-Aqsa moskeen, giver flere arabiske lande hovedpine. I sidste ende skal lande som Egypten, Emiraterne, Bahrain og Marokko, der har forbindelser til Israel, vise deres offentlighed at de via deres forbindelser med Israel, har indflydelse på hvad der sker. Derfor er der også kommet fordømmelser og irettesættelser fra den kant, skriver Kais.

Alligevel har intet arabisk land annulleret deres fredsaftale med Israel. Men hver gang der er uroligheder på Tempelbjerget, bliver det svære for myndighederne i den muslimske verden at retfærdiggøre forholdet til Israel over for deres befolkning. Under Operation Guardian of the Walls i Gaza, der begyndte med optøjer på Tempelbjerget og Nablus-porten i Jerusalems gamle bydel, blev samarbejde og aftaler mellem Israel og arabiske lande, der var på nippet til at blive underskrevet, udsat.

Afbrydelse af forholdet mellem Israel og de nævnte lande virker fjernt og Abraham-aftalerne er kommet for at blive, men det der sker på Tempelbjerget, forbliver ikke der. I sidste ende handler det her om Sinwars (Hamas’ leder) utrolige præstation. Efter det palæstinensiske spørgsmål ikke længere var i højsædet i de arabiske stater, fandt Hamas og deres hjælpere det eneste, der kunne omdirigere rampelyset til dem, al-Aqsa. Nu er bolden på Israels bane, spørgsmålet er hvad vi vil, eller kan gøre nu, slutter Kais.

Share on facebook
Facebook
Share on twitter
Twitter
Share on email
Email
Share on whatsapp
WhatsApp