MIFF har tidligere bragt Ben-Dror Yeminis kommentarer på den aktuelle situation i Israel – læs MIFF’s artikler med Yemini’s kommentarer her. Læs også mere om Yemini i MIFF’s artikel her.
Her er Yemini’s seneste kommentarer i avisen Yediot Ahronot.
Ifølge Yemini står vi nu over for to lejre – fredens lejr og den destruktive lejr, den fanatiske lejr og den moderate lejr.
Yemini mener den største overraskelse efter Israels fredsaftale med De Forenede Arabiske Emirater (UAE) er, at der ikke var en splittelse i den arabiske verden om det.
Faktisk har næsten alle arabiske lande udtrykt deres støtte til aftalen og er hoppet med på fredsporet, skriver Yemini.
Tilbage er kun Yemen og Qatar som er imod aftalen. De to lande har tilsluttet sig til Irans og Tyrkiets ondskabsakse. En radikal, islamisk akse som både er sunni-muslimsk og shia-muslimsk, skriver Yemini. Læs også MIFF’s seneste artikel om Tyrkiet: Tyrkiet tog imod Hamas-ledere på USAs terrorliste.
Hvad er der egentlig sket? Svaret er enkelt – den arabiske verden er træt. De ser til venstre og højre og har meget sent indset, at alle steder hvor islamisk radikalisme er involveret – uanset om den er shia-muslimsk eller sunni-muslimsk, er resultatet altid ødelæggelse og katastrofe, påpeger Yemini.
Iran, Tyrkiet og deres jihad-affilierede er involveret i Syrien, Yemen, Libanon, Somalia, Irak, Afghanistan, Gaza, det nordlige Sinai og det nordlige Nigeria. Uanset hvor de kommer, følger kaos med dem.
Hverken Emiraterne eller Saudi-Arabien er blevet demokratier – i Mellemøsten står valget ikke mellem det liberale demokrati eller et diktatur, i Mellemøsten står valget mellem stabilitet eller ødelæggelse, understreger Yemini.
Og hvordan går det så med palæstinenserne? Volden som afdøde PLO-leder Yasser Arafat indledte, er blevet besejret. Det forværrede blot palæstinensernes problemer. Arafats efterfølger Mahmoud Abbas er imod vold, men han mislykkedes alligevel.
Den arabiske verden nægter at fortsætte med at støtte ethvert palæstinensisk indfald. Efter en næsten enstemmig arabisk støtte til normalisering med Israel, er den palæstinensiske fiasko blevet endnu mere smertefuld.
Hvorfor mistede palæstinenserne den arabiske verden? På et tidspunkt i løbet af slutningen af 1990’erne, indså de arabiske ledere at det “palæstinensiske problem” ikke var et aktiv, men derimod en byrde, forklarer Yemini.
At være fjendtligt indstillet overfor Israel har ikke gavnet nogen. Derfor støttede prominente arabiske stater den tidligere amerikanske præsident Bill Clintons fredsplan i 90’erne. De prøvede endda at presse Arafat til at acceptere aftalen, men det hjalp ikke.
Selvom Abbas stoppede volden, holdt han sig til Arafats politik om altid at sige “nej” uanset hvad han blev tilbudt:
Det var “nej” til Peel-kommissionen fra 1937, “nej” til FN’s delingsplan fra 1947, “nej” til israelsk tilbagetrækning for fred i 1967, “nej” til daværende premierminister Ehud Baraks fredstilbud i 2000, “nej” til Clintons fredstilbud senere samme år, “nej” til daværende premierminister Ehud Olmerts fredstilbud i 2008, “nej” til daværende USA præsident Barack Obamas fredstilbud i 2014 – og naturligvis “nej” til den amerikanske præsident Donald Trumps fredsplan. Læs MIFF’s artikel: Palæstinenserne har gentagne gange afvist deres egen stat, læs også MIFF’s artikel om Donald trumps fredsplan på dansk. Palæstinenserne ville ikke have en stat til det palæstinensiske folk, de ville bare ikke have en stat til jøderne.
De arabiske lande er trætte. Det arabiske fredsinitiativ, der blev godkendt af den arabiske liga i 2002 var ifølge Yemini en farce, fordi den oprindelige plan – det vil sige det Saudi-Arabiske initiativ var helt anderledes. Det var meget tæt på Clintonplanen – to stater til to folk.
Efter pres fra den daværende libanesiske præsident Émile Lahoud og den højtstående palæstinensiske embedsmand Farouk Kaddoumi blev det til et generelt arabisk initiativ, der ifølge Yemini ikke bød på en reel fred, men en palæstinensisk ret til at vende tilbage til staten Israel med en klausul om, at efterkommere af palæstinensiske flygtninge ikke ville kunne få statsborgerskab i de lande, hvor de bor.
Læs MIFF’s artikel om retten til at vende tilbage her.
Nu betaler palæstinenserne prisen for deres tidligere sejre – og det er en dyrt købt sejr, skriver Yemini.
Palæstinenserne får fortsat støtte fra de vestlige universitets-campus og NGO’erne som holder stædigt fast i deres anti-israelske kampagner. BDS-bevægelsen står også fortsat ved Iran og Tyrkiets side mod en normalisering med Israel.
Læs MIFF’s artikel: BDS-grundlægger skjuler ikke målet om at Israel ikke skal være en jødisk stat.
Det som imponerer de progressive professorer i Nordamerika og Europa, imponerer ikke de arabiske ledere, påpeger Yemini. De ved godt at det ikke vil nytte at lade sig trække dybere og dybere ned i det sorte hul som palæstinenserne har gravet sig ned i. De arabiske ledere ved godt at den fremgangsmåde ikke vil bringe dem nærmere den ønskede fred.
De arabiske ledere støttede i mange år den palæstinensiske sag uden at det hjalp. Israel gav palæstinenserne Gazastriben, og det resulterede i at terrorgruppen Hamas overtog kontrollen der. De arabiske ledere ved at resultatet af en sådan støtte kun vil føre til at det muslimske broderskab (Hamas’ modreorganisation) som hader de arabiske ledere endnu mere end Iran gør vil overtage magten, skriver Yemini.
Forestil dig et scenarie hvor de palæstinensiske myndigheders (PA) præsident Mamoud Abbas ikke havde tilbagekaldt den palæstinensiske ambassadør fra Emiraterne og i stedet have takket kronprins Mohammed bin Zayed for at stoppe truslen for at Israel ville hævde suverænitet over dele af Vestbredden, hilste normaliseringen med Israel velkommen og ville forsøge at deltage i et regionalt fredsinitiativ, der ville give palæstinenserne selv-bestemmelse side om side med Israel. Lyder som ren fantasi, ikke? Det er netop problemet, understreger Yemini. Den, der vælger at være en del af den iransk-tyrkiske akse, ender med at ødelægge sig selv og vil ikke få velstand.
Den dag palæstinenserne vælger fred istedet for fantasien om at ødelægge Israel, vil deres situation blive markant bedre. Det er ikke sket endnu, men for deres og vores skyld, håber vi det vil ske på et tidspunkt.
