Palæstinenserne har gentagne gange afvist deres egen stat

Hvis palæstinenserne virkelig ønsker deres egen stat, hvorfor har de så gentagne gange afvist tilbud om “Palæstina”?

PLO-flag. (Foto: clorofollia, flickr.com)

Det er dette spørgsmål som dem der dæmoniserer Israel, ikke er i stand til at besvare. Gang på gang har palæstinenserne afvist oprettelsen af en palæstinensisk stat uden at komme med noget modtilbud.

Klik igennem alle årene hvor palæstinenserne nægtede at oprette en palæstinensisk stat. Hvis palæstinenserne havde sagt ja, ville der ikke have været nogen “besættelse, bosættelse, kontrolposter og mure” at fordømme Israel for.

1. 1937

Peel-Kommissionen foreslog, at det britiske mandat skulle opdeles i en jødisk stat og en arabisk stat. Araberne i området afviste en jødisk stat og krævede stop for jødisk indvandring og ejendomskøb i området.

2. 1939

Storbritanniens politiske plan (White Paper) fra 1939 foreslog oprettelse af et jødisk nationalt hjem i en uafhængig palæstinensisk stat inden for 10 år. Det begrænsede jødisk indvandring til 75.000 over en periode på 5 år og erklærede, at yderligere indvandring ville blive besluttet af det arabiske flertal. Forslaget blev officielt afvist af araberne i området, ledet af Jerusalems Grand Mufti Haj Amin Effendi al-Husseini.

3. 1947


FNs delingsplan anbefalede en deling af det britiske mandatområde i en arabisk og en jødisk stat. Planen blev afvist af lokale arabiske ledere og arabiske lande. Så snart forslaget blev vedtaget i FNs Generalforsamling med næsten to tredjedels flertal, optrappede arabere i mandatområdet deres terror og krig mod jødiske mål.

4. 1948-1967


I hele den periode var Vestbredden og Gaza ikke under israelsk kontrol. Palæstinenserne kunne have krævet en uafhængig palæstinensisk stat fra jordanerne, men det gjorde de ikke. Palæstinenserne kunne have krævet en uafhængig palæstinensisk stat af egypterne, men det gjorde de ikke.

5. 1967


Efter Seksdagskrigen signalerede Israel sin vilje til at indgå territoriale kompromiser for en omfattende fredsaftale med arabiske lande. Palæstinenserne arbejdede aktivt i kulisserne og fik otte arabiske statsledere til at reagere på Khartoum-resolutionen i efteråret 1967: “Nej til fred med Israel, nej til anerkendelse af Israel, nej til forhandlinger med Israel.”

6. 1979


Fredsaftalen mellem Egypten og Israel opfordrede til selvstyre for palæstinenserne på Vestbredden og Gaza, hvilket på sigt kunne føre til en selvstændig stat. Palæstinenserne, ledet af PLO-leder Yasser Arafat, fordømte Egyptens villighed til at skabe fred med Israel.

7. 2000/2001


Under forhandlingerne ledet af den amerikanske præsident Bill Clinton, enedes den israelske premierminister Ehud Barak om at oprette en palæstinensisk stat på tværs af Gazastriben og 97 procent af Vestbredden. Arafat sagde nej og startede den anden intifada.

8. 2008


På det tidspunkt havde Israel allerede trukket sig helt ud af Gaza tre år tidligere. Premierminister Ehud Barak tilbød Mahmoud Abbas en yderligere tilbagetrækning som ville give en palæstinensisk stat tæt på netto arealet af Vestbredden. De små områder som Israel ville beholde, skulle erstattes med områder af Israel inden for våbenhvilelinjerne fra 1949. Abbas vendte aldrig tilbage med et svar på forslaget og sagde dermed i realiteten nej.

9. 2014


Den amerikanske udenrigsminister John Kerry arbejdede hårdt for at få etableringen af ​​en palæstinensisk stat på grundlag af våbenhvilen fra 1949 (“1967 grænserne”), men med gensidig enighed om bytte af landområder. Også denne gang nægtede palæstinenserne at anerkende Israel som jødernes nationale hjemland.

10. 2018


Den foreløbig sidst kendte gang palæstinenserne sagde nej til deres egen stat, var så sent som i januar 2018. Ifølge den palæstinensiske chefforhandler Saeb Erekat lagde Trumps plan op til at oprette en palæstinensisk stat på 80 procent af området på Vestbredden. Palæstinenserne sagde, som så mange gange før, nej.

————

Når man kigger gennem hele listen, forstår man noget afgørende ved konflikten: Det er ikke manglen på en palæstinensisk stat, der er problemet, det er palæstinensernes intense modvilje mod en jødisk stat. Hindringen for en to-statsløsning for to folk er, at Fatah og PLO, støttet af en samlet arabisk liga, afviser at Israel skal forblive en jødisk stat. Den arabiske liga gjorde det klart på sit møde den 25. marts 2014. Vedtagelsen var enstemmig: “Absolut og kategorisk afvisning af at anerkende Israel som en jødisk stat.”

Danmarks officielle mål er to stater – Israel og Palæstina, der lever side om side i fred. Men organisationerne der modtager hundredvis af millioner kroner om året fra staten, har et alvorligt og pinligt problem: Ingen af dem kender en palæstinensisk politiker eller samfundsleder, der offentligt opfordrer til anerkendelse af Israel som et nationalt hjemland for det jødiske folk.


Tidligere artikelIsraeler angrebet og slået bevidstløs i Paris fordi han talte hebraisk
Næste artikelIsrael går til sit tredje valg i løbet af mindre end et år
Du er velkommen til at kommentere på artiklen!

I vores kommentarfelt har Med Israel For Fred (MIFF) givet ytringsfrihed for medlemmer og modstandere siden 2001. Skriv dit indlæg med dit rigtige navn og hold dig til sagen. Chikane er uacceptabelt. Undgå alle former for spam. Brud på retningslinjerne medfører, at kommentarer bliver slettet eller at du bliver blokeret.

Avatar
Conrad Myrland (f. 1979) er daglig leder og ansvarlig redaktør i MIFF. Han utviklet nettstedet på sin fritid fra januar 2001 til juli 2007. Fra august 2007 har Myrland arbeidet fulltid for MIFF. Myrland har utdannelse i økonomi og administrasjon fra Høgskolen i Stavanger og internett-studier ved Curtin University of Technology, Perth, Australia. I perioden 2001-2005 var han fungerende redaktør, deskansvarlig og journalist i lokalavisen Solabladet. Myrland har vært medarbeider for MIFFs medlemsavis Midtøsten i fokus siden 1995.