Et redningshold fra den israelske NGO United Hatzalah (Forenet Redning), begyndte at forberede en større redningsaktion i Marokko i søndags.
Redningsholdet landede allerede i Marokko i lørdags, efter det forfærdelige jordskælv i fredags ramte landet med en styrke på 6,8, centreret i bjergkæden High Atlas, omkring 72 km sydvest for Marrakesh.
Marokkos statslige tv-kanal 2M rapporterede i søndags, at mindst 2.122 mennesker var blevet dræbt og 2.421 såret af jordskælvet.
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen, er over 300.000 mennesker i området berørt af katastrofen, skriver Jewish News Synidacate (JNS).
Dov Maisel, der er vicepræsident for United Hatzalah operationer, udtaler: – Vores indledende hold arbejder på at skabe et overblik, etablere forbindelse til lokale ressourcer- og regeringsorganer samt mødes med lokalsamfundsledere for at vurdere, hvilken hjælp de har brug for.
Ud over at mødes og koordinere med marokkanske regeringsrepræsentanter og lokalsamfundsledere, har frivillige i United Hatzalah, der var på ferie i Marokko eller på pilgrimsrejse til graven af den ledende marokkanske rabbiner Chaim Pinto, afbrudt deres ferie for at hjælpe Marokko.
I søndags rejste israelske reddere fra Marrakesh til bjerglandsbyer i området Tizi Ouaddou, der endnu ikke har fået international hjælp. United Hatzalah fortæller at de blev mødt af “ødelæggelse” og “mange modstandsdygtige og stærke indbyggere.”
Præsident og grundlægger af United Hatzalah, Eli Beer, fortæller at NGO’en som ved andre katastrofer i verden hvor de yder hjælp, sørger for at yde “nødhjælp og humanitær hjælp så hurtigt som muligt”.
Israel har tilbudt at sende redningsmandskab og humanitær hjælp til Marokko, som de indgik Abraham-aftalerne med i 2020. Marokko har endnu ikke besvaret Israels henvendelse om at sende hjælp:
– Mange lande, inkl. Israel har tilbudt at hjælpe, men vi venter fortsat på svar. Marokkos myndigheder ser på behovet og vil kontakte landene, når de har fået et overblik, udtaler David Saranga, direktør for Israels Udenrigsministeriums Digitale Diplomati Bureau og medlem af Israels delegation i Marokko, til Galei Tzahal (Israels militærradio).
I søndags blev Jerusalems ikoniske Chords Bridge i solidaritet oplyst med det marokkanske flag.
Jerusalems kommune udtalte i erklæring: – Jerusalem, Israels hovedstad, sender sine kondolencer og bønner til de berørte familier og ønsker de sårede hurtig bedring.
– Marokko er en god ven af Israel, det jødiske folk og byen Jerusalem. Vi vil yde enhver nødvendig bistand til det marokkanske folk og deres regering.