Den 25. maj, i kølvandet på Gaza-krigen 2021, publicerede NRK interview med Hamas-talsmand Basem Naim.
– Vi indgår fred hvis vi får vores eget land, med Jerusalem som hovedstad, og Israel går tilbage til grænserne fra 1967. Problemet nu er at der er ikke er nogen som kan definere hvor grænserne til Israel går. De spiser sig stadig ind på vores områder i Judæa og Samaria (Vestbredden) med deres bosættelser, sagde Naim.
Det stemmer ikke med det som en af terrorgruppens grundlæggere, Mahmoud al-Zahar, sagde til Sky News dagen før. Al-Zahar tydeligt sagde at Israel ikke har ret til at eksistere – hør interviewet HER. Hamas-pagten (Hamas-charteret – læs mere HER), vedtaget 18. august 1988. «Som en jødisk stat med en jødisk befolkning står Israel imod Islam og muslimer,» erklærer Hamas. Deres mål er at udslette Israel og erstatte verdens eneste jødiske stat med arabisk stat nummer 23 og muslimsk stat nummer 58. Det ultimative mål er at «løfte Allahs banner over alle ting». Læs mere om Hamas HER.
Trods mere end 50 år med bebyggelse af bosættelser, dækker israelske bosættelser og jordbrug kun 2,7 procent af arealet i Judæa og Samaria (Vestbredden) – ifølge tal fra NTB og NRK. Det er heller ikke blevet bygget mange bosættelser de seneste årtier. «Det er ikke uvanligt at Israel udvider allerede eksisterende bosættelser i Judæa og Samaria (Vestbredden). Men som følge af internationalt pres har landet ikke etableret nye bosættelser i over 20 år,» skrev avisen New York Times i 2017. Det blev gengivet av NTB. Den dag palæstinensiske ledere er klar til en ægte fred med en jødisk stat er det mulig å finne en løsning på dette i forhandlinger.
Læs: Ekspert i international lov: – Der er ikke noget der hedder ‘besat palæstinensisk land’. Dr. Jacques Gauthier mener at israelerne bør være mere opmærksomme på deres historiske rettigheder til landet Israel.
Læs også: Myten om ‘annektering’ – Princippet om at nye stater arver grænser fra seneste administrative myndighed bruges internationalt. Det er sket med nye stater i Asien, Afrika, Sydamerika og det tidligere Sovjetunion. Den eneste undtagelse ser nu ud til at være Israel. USA’s udenrigsminister gjorde sidste år klart at israelske bosættelser på Vestbredden ikke er i strid med international lov, skriver ekspert i international lov, Natasha Hausdorff.
Desværre stillede NRK ikke kritiske spørgsmål efter Hamas-talsmanden kom med sine påstande. Når Hamas’ talsmænd taler om «stop af okkupation», mener de ikke Israels militære kontrol i Judæa og Samaria (Vestbredden) – de mener udslettelse af staten Israel.
Senere i interviewet sagde Naim til NRK:
– En jøde fra Ukraine eller New York har ret til at vende tilbage til Israel efter 3000 år, og få både pas og alle dokumenter, men en palæstinenser som boede her for 70 år siden kan ikke vende tilbage til sit hus. Hvorfor det?
Her er MIFFs svar, lettere opdateret fra artiklen Hvorfor har jøderne ret til at vende tilbage? fra 2010:
a) Jøderne har været behandlet som fremmede i arabiske lande og i Europa. Efter en periode hvor jøderne har haft en bedre periode i Vest-Europa, har jødehadet nu igen, igen gjort situationen uholdbar for jøder her i Europa. I 2019 viste rapport at en ud af fire hadforbrydelser begået i Europa var rettet mod jøder. Rapporten omfattede Europa, Rusland og Centralasien – jøder udgør mindre end 1% af befolkningen i det geografiske område omfattet af rapporten. Læs rapporten HER.
Den omstændighed at jøderne gennem flere århundreder er blevet behandlet som fremmede der hvor de levede, betyder at de har et større behov for deres stat end andre befolkningsgrupper. Vi ser den samme dynamik gentage sig igen nu i maj 2021: I flere lande er islamister og Hamas samt palæstinensernes venstreorienterede støttespillere tyet til verbale og voldelige angreb på jøder. Lad os tage New York som eksempel, nu hvor Hamas’ talsmand selv nævnte den amerikanske storby, er flere jøder blevet angrebet på et rent antisemitisk grundlag. Intet vidner mere tydeligt om at jøderne skal have deres egen stat, end den eskalerende antisemitisme vi ser i verden – også i Danmark.
b) I forlængelse af det: Jøderne blev frosset ud og til dels direkte jaget ud af hele den arabiske verden. Det giver dem også ret til et land som altid står åbent for dem i det tidligere arabiske område. Igen: Det var i stor grad Hamas’ ideologiske støttespillere som drev jøderne ud af den arabiske verden.
c) Gennem deres religion har jøderne en meget stærkere tilknytning til deres land end andre folk har til deres. Det er derfor naturligt at det land de måtte få, var deres fædres gamle land. Det krav styrkes af at jøderne er blevet i lige så høj grad er belvet behandlet som fremmed i Det hellige land som i den arabiske verden generelt.
Når man flytter
Nordmænd, danskere om mange andre er flyttet til forskellige lande i løbet af de seneste århundreder – de fleste af dem til USA. Etter to-tre generationer er de ægte amerikanere. De kender deres norske eller danske “rødder”, måske kan de sige “rødgrød med fløde”, måske rejser de på ferie i Norge/Danmark. Men USA er deres hjemland, det er der de hører til. I takt med at tiden går og nye generationer vokser op, svækkes båndene til Norge og Danmark – det er en naturlig udvikling.
Jøderne var borte fra deres hjemland i århundreder (det skal understreges at der altid har levet jøder i Israel – mange israelere er indfødte “tzabarim” igennem generationer). Jøderne har prøvet alt – lige fra ghettoer og Shtetler (yiddish: lille by) hvor de holdt sig til deres religion til fuldstændig i Tyskland i 1920’erne og 30’erne (vi ser det samme i Danmark – de fleste danske jøder er i dag “kultur jøder”). Vi ved desværre hvad der skete med jøderne i Tyskland og resten af Europa – en stor andel af Europas jøder endte, som gaskamrene. Jøderne er altid blevet diskrimineret og forfulgt udenfor deres eget land.
Jøderne har derfor en langt stærkere tilknytning til deres eget land end noget andet folk har. Jøderne er generation efter generation blevet behandlet som fremmede uanset hvilket land de har levet i. Det er nordmænd, danskere og andre ikke blevet.
Konklussion
Jødernes historie i Europa og i arabiske lande viser at jøderne må have en stat hvor de kan være frie, styre deres egen skæbne og leve et jødisk liv uden at blive forfulgt. Det er baggrunden for at jøderne har fået, og må have, et lille område (Israel er på størrelse med Jylland).
De orientalske jøder, som i flere tusind år havde levet i den arabiske verden, udgjorde ca. 2 % af befolkningen i det arabiske område. Lille Israels areal udgør 0,2 % af det arabiske område. Jøderne har ikke fået for meget.
Alt i alt viser ovennævnte argumenter, efter vores opfattelse, Israel har et meget solidt grundlag i forhold til hvad der er retfærdigt.
Hvad med efterkommere af palæstinensiske flygtninge?
Af alle de store flygtningegrupper i årtierne efter Anden Verdenskrig er det kun palæstinenserne som fortsat sidder i «lejrer». Flygtningene fik først nødhjælp, og derefter var det et spørgsmål om ny permanent bosættelse i området de var flygtet til eller i et tredje land.
Det samme ville løse problemet for palæstinenserne. De må enten bosætte sig og få alle rettigheter i de arabiske land hvor de er spredt, i en framtidig palestinsk stat eller i tredje land. Å pleie dere flyktningstatus, slik Norge finansierer gjennom FN, bidrar ikke til å løse noe problem.
Læs: Støtter de arabiske lande egentlig palæstinenserne? – Der er flere grunde til at hverken den arabiske verden eller palæstinenserne vil have en stat – hvorfor dræbe “flygtninge” gåsen som lægger guldæg? Skriver Dr. Mordechai Kedar.
Rupert Colville, tidligere talsmand for FNs højkommissær for flygtninge, har præsenteret tre principielle argumenter imod «retten til at vende tilbage». Her anvendes principperne på palæstinenserne:
1) Tiden der er gået. Ifølge FN og EU er der gået for lang tid til at kunne vende tilbage til Cypern siden 1974. I palæstinensernes tilfælde er der gået 26 år mere end på Cypern.
2) Fortsætter den oprindelige, etniske konflikt – ja som vi kan se gør den i høj grad.
3) Er nye indbyggere flyttet ind i området? Jødiske flygtninge – i stor grad fra arabiske lande overtog ejendommene som palæstinenserne forlod.
Som vi kan se har palæstinenserne i henhold til ovennævnte kriterier for længst mistet enhver ret til at «vende tilbage». Alle etniske flygtninge mister retten til at vende tilbage efter nogle år – længe før der er gået 73 år som det er tilfældet med palæstinenserne. Det afgørende argument som taler imod «retten til at vende tilbage» for palæstinensiske flygtninge er, at det vil betyde at den eneste jødiske stat i verden vil forsvinde og det jødiske folk vil igen blive en undertrykt minoritet over alt i verden.
Læs MIFFs tidslinje over det jødiske folks historie (4.000 år fra Abraham til Netanyahu) inkl. overblik over Balfour-erklæringen fra 1917 hvor det jødiske folks historiske ret til landet Israels anerkendes internationalt