De seneste par uger har en flokmentalitet spredt sig og der er mange vrangforestillinger om Israel, skriver Natasha Hausdorff i avisen the Algemeiner.
Natasha Hausdorff er advokat med praksis i London og direktør for den britiske organisation UK Lawyers for Israel. Hun holder jævnligt foredrag om international ret, udenrigspolitik og national sikkerhed. Hausdorff er uddannet fra Oxford, Tel Aviv University og Columbia Law School. Hun har tidligere arbejdet for et amerikansk advokatfirma i London og Bruxelles og for lederen af den israelske højesteret, højesteretsdommer Miriam Naor.
Hausdorff holder foredrag ved MIFF’s Israelkonference 2020 den 6-8 november. Læs mere her og her.
Diskussionen om Israels plan om anvendelse af civil lov i dele af område C på Vestbredden kører på verdensplan. Israels plan bliver konsekvent fejlrepræsenteret som “annektering” og “overtrædelse” af folkeretten. Begge påstande er forkerte, skriver Hausdorff. Misinformationen viser et meget bekymrende niveau af uvidenhed. Vigtigst af alt står de i vejen for enhver informeret debat om fordele og ulemper ved indførsel israelsk civil lov.
Eksisterende ramme på Vestbredden var midlertidig
Der er et presserende behov for at indse at det, der overvejes er en ændring af den interne administrative juridiske ramme i visse dele af område C på Vestbredden, hvilket vil erstatte militær lov med civil lov som gælder i hele Israel. Den eksisterende ramme var midlertidig, men blev trukket ud i 53 år efter årtiers mislykkede forhandlinger. Den betragtes som en utilstrækkelig og forældet administration som er en forvirrende blanding af osmannisk og britisk mandat, jordansk lov samt aspekter af international humanitær lov.
Påstand om overtrædelse af international ret er dobbelt standard
Påstanden om at Israels plan er i strid med international lov afviser de grundlæggende principper i international lovgivning og er en dobbelt standard mod Israel. Enhver juridisk analyse af status på det omstridte territorium kan ikke ignorere det grundlæggende princip at et land ikke kan “besætte” et territorium, der ikke tilhører anden suveræn stat med troværdige krav. Storbritannien anerkender absolut ikke palæstinensisk suverænitet over territoriet og Israel har det stærkeste retlige krav på det, baseret på et grundlæggende princip i folkeretten, der styrer dannelsen af nye stater og afgrænsningen af deres grænser.
Israel arvede mandatets grænser i henhold til folkeretten
Den universelle regel for bestemmelse af grænser for nye stater, uti possdetis juris dikterer at de er etableret med de administrative grænser for den tidligere administrative myndighed. Forud for Israel blev Mandatet af Palæstina oprettet af Nations League og administreret af Storbritannien. Som den eneste stat, der kom ud af mandatet i 1948, dikterer folkeretten at Israel arvede mandatets administrative grænser. Dette princip bestemmer at det pågældende område har været under israelsk suverænitet siden statens uafhængighed, det gjaldt også under Jordans besættelse af territoriet mellem 1948 og 1967. Mens territoriet er politisk omstridt, er det juridiske princip fuldstændig klart. Udtrykket “annektering” er grundlæggende misforstået.
Princippet om at en ny stat arver grænser fra den sidste øverste administrative myndighed, er blevet anvendt universelt efter uafhængigheden af nye stater, blandt andet stater i Asien, Afrika, Sydamerika og det tidligere Sovjetunion. Den eneste undtagelse ser nu ud til at være med hensyn til oprettelsen af Israel. Princippet blev slået fast i november sidste år efter USA’s udenrigsminister Mike Pompeo gjorde klart at israelske bosættelser på Vestbredden ikke er i strid med international lov. Læs MIFF’s artikel USA: – Israelske bosættelser er ikke i strid med folkeretten.
Israels sikkerhed er på spil
Vesten har ingen pressions-midler mod terrororganisationer og modbydelige regimer. Hvad forhandlingerne angår er det Israel, der forventes at komme med indrømmelser som skader dets sikkerhed, mens terror og tilskyndelse til vold belønnes. Når generationer af israelere har været vidne til at ethvert kompromis fører til mere terror og blodsudgydelser, bliver det sværere og sværere at forklare, hvorfor det skulle blive anderledes denne gang. Valgresultaterne efter de tre Knesset-valg i det forløbne år og decimering af de traditionelle venstreorienterede partier illustrerer det tydeligt. Politikken om ”land for fred” – hvor Israel afgiver jord og palæstinenserne lover fred – er blevet afsløret gennem Oslo-aftalerne og sammen med Israels tilbagetrækning fra Gazastriben har de begge vist sig at være en stor fiasko, skriver Hausdorff. Alligevel har den ene israelske regering efter den anden søgt yderligere forhandlinger med den palæstinensiske ledelse i håb om, at yderligere indrømmelser for sikkerhed ville føre til, at de palæstinensiske myndigheder (PA) ville afvise vold og terror.
Det internationale samfund står i vejen for fred
Den reelle fare er at fejlrepræsentationer kombineret med opfordringen til ensidige afgivelse af israelsk territorium vil handicappe palæstinenserne. Fremme af holdninger som fejltolker folkeretten, kræver urealistiske indrømmelser og kræver urealistiske mål vil svække den grundlæggende forhandlingsposition for både nuværende og fremtidig palæstinensisk ledelse. Det sætter urealistiske mål som de ikke kan indfrie uden at blive beskyldt for forræderi. Mahmoud Abbas har allerede gjort det klart at han ikke kan kræve noget mindre end de positioner, som visse elementer i det internationale samfund står fast på – uanset hvor upraktiske og fantasifulde de måtte være.
Det kan ikke understreges tydeligt nok at i modsætning til meget af retorikken, så vil Israels plan angående område C ikke skade fremtidige forhandlinger. I forslag om en to-stat løsning forestillede man sig at suveræn israelsk territorium skulle afgives i landbytte. Det seneste forslag er Trump-planen, ifølge hvilken betydelige dele af det ubestridte israelske suveræne område i Negev skal afgives på den måde. Israel har forhandlet om land hvor dets lov gælder fuldt ud og har bevist enhver hensigt til at fortsætte med at gøre det. Det har været parternes og det internationale samfunds urimelige holdning at en endelig fredsordning kun kan opnås ved bilaterale forhandlinger. Hvis der er blot en minimal chance for at Israels plan kan bringe den palæstinensiske ledelse til forhandlingsbordet, fortjener den fuld opbakning fra det internationale samfund, skriver Hausdorff.
Offentligheden bliver konsekvent fejlinformeret om Israels plan, en plan de skal diskutere i løbet af juli måned om anvendelse af israelsk civil ret i dele af område C på Vestbredden. Spredning af misinformation om fakta og international lov har allerede medført betydelig skade på diplomatiske positioner i Storbritannien og Europa med hensyn til Israel. Skaderne på Israels internationale status skyldes sammensværgelses-teorien om at de krænker international ret – ikke fakta i planen.
