Bliv aktiv ven af ​​Israel nu!

Kom til Nordic Israel Congress 10.-12. maj for at høre meget relevante foredrag. Vær hurtig med tilmelding, begrænset antal pladser. 

Husk Holocaust – værn om Israel

Antisemitismen lever i bedste velgående - også i Danmark. (Illustrativt foto: https://www.flickr.com/photos/healinglight/)
Israel er det eneste sted i verden hvor jøder kan leve et jødisk liv uden frygt. Derfor bør vi værne om mindet om Holocaust og et stærkt Israel på samme tid.

I dag markeres Holocaust-mindedagen i Israel og det er bydende nødvendigt at huske de 6 millioner jøder som blev ofre for den værst tænkelige masseudryddelse nogensinde. De som var så heldige at overleve grusomhederne, overlevede kun fysisk – psykisk er de ødelagte ofre som har mistet alt. Om få år vil der ikke være flere overlevende tilbage til at minde os om, hvad antisemitisme kan fører til. Læs også: Mindet om Holocaust udviskes i takt med de sidste overlevende og vidner til antisemitismens ultimative ondskab går bort. Derfor må vi aldrig glemme Holocaust, men det er ikke nok at vi siger ‘aldrig igen’ i kor. I dag står vi over for stigende global antisemitisme og problemet er kun blevet større under Corona-krisen. Derfor har vi alle et fælles ansvar for at stå op imod antisemitisme, uanset hvor eller hvordan den viser sit grimme ansigt.

MIFF har igennem længere tid dokumenteret at antisemitisme lever i bedste velgående – også i Danmark. Det jødiske samfund i Danmark har i flere år advaret om at antisemitisme ikke hører fortiden til, tværtimod. Der er løbende blevet skruet op for sikkerhedsforanstaltningerne ved jødiske institutioner, synagogen og den jødiske skole. I 1985 var synagogen blandt de mål som terrorister ville springe i luften – læs mere om attentatet i Berlingske Tidende HER.

I 2015 kulminerede det med terrorangrebet mod synagogen i København, her blev den frivillige vagt Dan Uzan skudt og dræbt af den palæstinensiske terrorist Omar el Hussein – læs om terrorangrebet HER. Det viste sig efterfølgende at Det jødiske samfund igennem længere tid havde advaret danske myndigheder om at sikkerhedsforanstaltningerne omkring blandt andet synagogen ikke var tilstrækkelige, men de talte for døve ører. Efter terrorangrebet blev der skruet kraftigt op for sikkerheden. I dag bliver danske jøder mødt af kampklædte betjente og militær ved synagogen, ved skolen og andre jødiske institutioner. Det er de danske jøders livsvilkår i Danmark i 2021 – er det rimeligt at jøder skal gemme sig bag skudsikre ruder, nedrullede gardiner og maskingeværer for at kunne leve et jødisk liv i Danmark?

Dan Uzan. Foto: Privat

Massive sikkerhedsforanstaltninger er symptombehandling
At indhegne jødiske børn bag pigtråd, armeret beton, kameraovervågning og kampklædte betjente er symptombehandling – ikke en løsning. Hvis den danske regering virkelig vil komme den stigende trussel mod jødisk liv i Danmark til livs, er det helt andre midler der skal til! Der har levet jøder i Danmark i 400 år, i 2022 vil Det jødiske samfund i Danmark fejre at det er 400 år siden de første jøder fra Portugal og Holland blev inviteret hertil af kong Christian IV. Spørgsmålet er om der også vil være jødisk liv i Danmark om 400 år eller om der kun være jødiske begravelsespladser tilbage?

Har jødisk liv en fremtid i Danmark?
I 2019 kunne MIFF fortælle om Anti Defamation League (ADL) internationale undersøgelse af holdningen til jøder. ADL havde undersøgt danskernes holdning til jøder i 2014, 2015 og 2019 – læs mere HER. Selvom der kun lever omkring 6.000 jøder i Danmark, viste ADLs undersøgelse en skræmmende tendens blandt danskerne:

1. Jøder er mere loyale over for Israel end over for [dette land / over for de lande, de bor i]. (41% af respondenterne)

2. Jøder har for meget magt i erhvervslivet (19% af respondenterne)

3. Jøder har for meget magt på de internationale finansmarkeder (15%
af respondenterne)

4. Jøder taler stadig for meget om, hvad der skete med dem i Holocaust (28% af respondenterne)

5. Jøder er ligeglade med hvad der sker med andre end deres egne (19%
af respondenterne)

6. Jøder har for meget kontrol over globale anliggender (10%
af respondenterne)

7. Jøder har for meget kontrol over den amerikanske regering (21%
af respondenterne)

8. Jøder mener, at de er bedre end andre mennesker (16%
af respondenterne)

9. Jøder har for meget kontrol over de globale medier (8%
af respondenterne)

10. Jøder er ansvarlige for de fleste af verdens krige (6%
af respondenterne)

11. Folk hader jøder på grund af den måde jøder opfører sig på (19%
af respondenterne)

Stigende trussel mod jøder i Danmark
Fordomme og uvidenhed om jøder breder sig i det danske samfund og der er en stigende accept af diskrimination af jøder og Israel. I København opfordres jøder til at skjule deres jødiske baggrund for at “undgå problemer”. Læs mere om antisemitisme her og situationen i dag her.

Oversigt over udvalgte hændelser i Danmark:
Siden 1980’erne har der været bevogtning ved synagogen i København – sikkerhedsforanstaltningerne blev indført på baggrund af PETs “vurdering af verdenssituationen”.

I 1985 forsøgte en gruppe palæstinensere at sprænge bomber ved synagogen, ved det jødiske plejehjem, det israelske luftfartselskab ELALs kontor i København og et amerikansk luftfartsselskab.

En blev dræbt og 22 blev kvæstet – terroristerne blev pågrebet.

Den palæstinensiske terrorgruppe Force 17 som havde base i København i sidste halvdel af 1980’erne planlagde i samarbejde med PLO-kontoret i København og danske sympatisører mord på flere kendte danske jøder (eksempelvis tidligere overrabbiner Bent Melchior og Herbert Pundik), den israelske præsident under hans besøg i Danmark og flere personer i Norge. Mordplanerne blev afværget, da PET overvågede gruppen, skriver DIF.

Ifølge DIF viste forskning i 2008, at de danske myndigheder, en del politikere og dele af pressen holdt hånden over Blekingegadebanden, Force 17 (og andre terrorgrupper), PLO-kontoret i København, de danske sympatisører og deres aktiviteter mod de danske jøder og andre.

1990’erne var jødisk liv i Danmark præget af bevogtning ved synagogen, børnehaven, skolen, menighedscentret, jødiske- og israelske institutioner, arrangementer og andet. Jøder chikaneres og der sker hærværk mod jødiske/israelske symboler.

2000-2004 skete der en voldsom stigning i antisemitisme i Danmark. Perioden var præget af anti-israelske kampagner og ensidig kritik af Israel, antisemitiske demonstrationer og optøjer af palæstinensere og danskere. Der skete også overfald på jøder, hærværk mod jødisk ejendom og i dag kan jøder ikke færdes eller bo visse steder i Danmark.

2006 – antisemitiske demonstrationer i København, arrangeret af forskellige muslimske organisationer og venstrefløjen – blandt andet Enhedslisten.

2009 – antisemitiske demonstrationer i København, Århus og andre byer. De brugte slogans som “alle jøder skal slagtes”, støtteerklæringer til Hamas, afbrænding af det israelske flag og palæstinensere som hilste med nazihilsen. Politiken skrev artikler, ledere og tegninger med antisemitisk indhold.

2012 blev den israelske ambassade i København angrebet og forsøgt ødelagt – det officielle Danmark var tavs.

2014 – antisemitiske- og anti-israelske demonstrationer i København og andre byer. Perioden var præget af stor fjendtlighed over for jøder og Israel – med støtte fra nogle af de danske medier. Heldigvis var der også enkelte demonstrationer til fordel for Israel, fred og mod antisemitisme, skriver DIF.

2014 blev Carolineskolen ramt af omfattende hærværk og antijødisk graffiti på skolens mure. Hærværket blev fordømt – gerningsmændene blev aldrig fundet.

2015 blev Dan Uzan dræbt ved et terrorangreb, da han var vagt ved synagogen i Krystalgade, hvor der blev afholdt en Bat-Mitzvah (jødisk konfirmation). Mordet blev fordømt af flere sider – læs MIFFs artikel om terrorangrebet her.

Siden terrorangrebet i 2015 har politiet bevogtet en række jødiske institutioner døgnet rundt.

2017 – en 16 årig pige (muslimsk konvertit) og tidligere syrienkriger sigtes for at ville angribe Carolineskolen – læs mere her.

2019 – årsdagen for Krystalnatten, private hjem og gravpladser blev flere steder udsat for hærværk og chikane rettet mod jøder. 84 gravsten på en jødisk begravelsesplads i Randers blev overhældt med maling eller væltet. Den gule jødestjerne med ordet ‘Jude’ blev klistret på en af gravstenene og på postkasser hos jødiske familier og israelere i Silkeborg, Aarhus, Randers, Dronninglund og Vallensbæk. Jødestjernen er en direkte reference til den gule jødestjerne som nazisterne tvang jøderne til at bære under Anden Verdenskrig. Jøder i Sverige og Norge blev også udsat for antisemitisme. Læs MIFFs artikel om det der skete her.

Eksempler fra 2020:
Spørgsmål til dansk jøde: – Hvor mange palæstinensere har du smurt på maden i dag? Dansk jøde fortæller om den antisemitisme hun oplever i det daglige.

Anne Sofie Allarp: – Den jødiske minoritet er ikke i efterkrigstiden blevet brandet så negativt i offentligheden. Udvalgte omskæringskommentarer på Simon Emil Ammitzbøll-Billes væg: »omskæring er grov vold,« »lemlæstelse af børn,« »mishandling på grund af overtro,« »middelalderlig,« »mishandle deres drenge,« »de er ikke værd at ødelægge Europa for,« »send dem retur,« »vanvid,« »smit dem med Corona.«

Det jødiske samfund i Danmark frygter antisemitismen vil blive mere voldelig. – Det særligt utrygge er, at vi går fra en almindelig verbal diskussion om ikke at kunne lide jøder, den klassiske antisemitisme, til vold, drab og angreb. Det er blevet intensiveret på den voldelige måde, og det er et stort problem, siger formand for Det Jødiske Samfund i Danmark.

Læs mere om antisemitisme i Danmark HER.

Vi venter fortsat på handleplan mod antisemitisme i Danmark
Efter terrorangrebet mod synagogen 14. februar 2015, lovede den danske regering at der ville komme en handleplan mod antisemitisme, men 6 år senere er den ikke kommet endnu. Det er en skandale at der ikke er politisk vilje til at tage fat om roden på problemet. De danske jøder er ikke tjent med at skulle vente i årevis på at blive hørt og taget alvorligt. I december 2018 offentliggjorde EUs Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) en undersøgelse af europæiske jøders erfaringer med antisemitisme. 41% af de adspurgte danske jøder svarede at de skjuler jødiske symboler, 25% svarede at de kender til folk som har været udsat antisemitisk chikane eller overfald i Danmark. 85% af de europæiske jøder mener antisemitisme er det største samfundsproblem vi har og 89% mener problemet er vokset over de seneste fem år. Læs undersøgelsen her. Det er en falliterklæring for danske jøders ret til at leve et jødisk liv uden frygt i Danmark. Danske jøder tvinges til at dyrke deres religion bag pigtråd og bevæbnet politi- og militær. Det kan vi ikke være bekendt over for vores jødiske medborgere. Det er uacceptabelt at danske jøder skal frygte at vise deres jødiske identitet i det offentlige rum. Der skal politisk handling til for at komme antisemitismen til livs. Danmark kunne starte med at tilslutte sig IHRAs arbejdsdefinition af hvad antisemitisme er:

”Antisemitisme er en bestemt opfattelse af jøder som kan udtrykkes som had overfor jøder. Verbale og fysiske manifestationer af antisemitisme rettet mod jøder eller ikke-jøder og / eller deres ejendom og mod jødiske kulturelle og religiøse institutioner.” [Vedtaget af IHRA i Bukarest den 26. maj 2016. MIFFs uofficielle oversættelse.]

Antisemitisme og anti-israelisme går hånd i hånd
Det kræver ikke ekspertviden at se hvor vi er på vej hen i Danmark. Hvis regeringen og samfundet ikke gør noget NU, vil den rige jødiske kultur som er blevet opbygget her igennem generationer forsvinde.

Hvis vi virkeligt ønsker en fremtid for jødisk liv i Danmark, må vi skride til handling nu. Det er på tide at de danske politikere gør op med antisemitisme og anti-israelisme – de to går nemlig hånd i hånd og mange års bitter erfaring har vist, at vi ikke kan bekæmpe den ene uden også at gøre op med den anden.

Jødisk Informationscenter skriver blandt andet:
– Der er mange store spørgsmål at tage stilling til for jøderne i Danmark. Det første er det faldende medlemstal i stormenigheden, hvilket er et problem, fordi den varetager mange essentielle funktioner som medlemmerne selv betaler for – bygninger, begravelsesfunktion, gudstjenester og ekstra sikkerhed.

Et andet stort spørgsmål er, hvordan jøderne skal passe på sig selv efter terrorangrebet på synagogen. Der har de senere år været en skarp stigning i antisemitiske hændelser. Carolineskolen har været udsat for trusler og hærværk, og mange jøder føler, at de og deres børn er mindre sikre i Danmark, end de var før i tiden. Læs mere om antisemitisme i Danmark HER.

Israel er jødernes nødhavn
Det lille stykke land på størrelse med Jylland her været og er fortsat det eneste land i verden, hvor jøder kan leve et jødisk liv uden frygt. Det forpligter alle os som elsker Israel og som bekymre os om jødernes skæbne til at støtte op om Israels ret til at eksistere som en jødisk stat.

Din stemme betyder mere end du tror
Sig fra over for enhver form for antisemitisme og anti-israelisme! Det nytter at stå op mod den urimelige behandling som det jødiske folk og Israel udsættes for.

Meld dig ind i MIFF HER – hjælp MIFF med at stå op for Israel og det jødiske folk!
Klik HER for at give MIFF en gave
Anbefal MIFF til venner og familie – hjælp os med at hverve flere medlemmer
Del MIFFs artikler og FB-opslag

Du kan læse denne artikel gratis på grund af MIFFs over 13.000 medlemmer i Norge og over 1.000 medlemmer i Danmark. Men vi har brug for støtte fra mange flere nu!

Giv en gave her eller brug MobilePay 49739

Bliv medlem