Search
Antisemitismen lever i bedste velgående - også i Danmark. (Illustrativt foto: https://www.flickr.com/photos/healinglight/)

Anne Sofie Allarp: – Den jødiske minoritet er ikke i efterkrigstiden blevet brandet så negativt i offentligheden

Udvalgte omskæringskommentarer på Simon Emil Ammitzbøll-Billes væg: »omskæring er grov vold,« »lemlæstelse af børn,« »mishandling på grund af overtro,« »middelalderlig,« »mishandle deres drenge,« »de er ikke værd at ødelægge Europa for,« »send dem retur,« »vanvid,« »smit dem med corona.«

Anne Sofie Allarp er cand.jur., journalist, forfatter og fast kommentator i Berlingske Tidende. Du kan læse mere om Allarp på hendes hjemmeside her.

Fredag den 18. september skrev Allarp nedenstående kommentar om antisemitisme i Danmark i Berlingske – læs den her.

MIFF bringer Allarps kommentar her:

Simon Emil Ammitzbøll-Bille, tidligere økonomi- og indenrigsminister, nu mand med en sag og indehaver af en af dansk højrefløjs nyeste politiske pop-up-paddehatte, havde en dårlig dag torsdag i sidste uge.

Statsministeren viste sig nemlig som stabilisator i det gevaldige inferno, som den danske omskæringsdebat er. Hun tog den eneste rigtige, ansvarlige beslutning, nemlig at opretholde status quo. Det ville havde været tiltrængt at give befolkningen alle de gode argumenter, der findes, imod en kriminalisering af rituel drengeomskæring og skære igennem over for den enorme skidtspand af had og fordømmelse, som de danske jøder har fået smidt over sig i forbindelse med kampagnen for et forbud, men i stedet trak statsministeren holocaust-kortet og henviste til, at vi har givet de danske jøder et løfte om, at de var sikre her til lands.

Læs MIFFs artikel om statsministerens udtalelse her. Læs MIFF’s artikel om justitsministerens holdning til dansk handleplan mod antisemitisme her. Læs MIFF’s artikler om antisemitisme i Danmark her. Læs om MIFF’s deltagelse i international kampagne med krav til Facebook om indførelse af IHRA’s definition antisemitisme her. Læs MIFF’s artikler om IHRA’s definition af antisemitisme her.

Det var Simon Emil Ammitzbøll-Bille ked af.

»De seneste 14 dage er vi mange, der er blevet overdynget med skældsord, fordi vi har det saglige synspunkt, at der skal indføres en aldersgrænse for drengeomskæring. Antisemit, hadprædikant, intolerant, uvidende, historieløs og hvad ved jeg,« skrev han blandt andet på sin Facebook-væg.

Og flere af hans følgere gav udtryk for støtte til opslaget med disse kommentarer: »omskæring er grov vold,« »lemlæstelse af børn,« »mishandling på grund af overtro,« »middelalderlig,« »mishandle deres drenge,« »de er ikke værd at ødelægge Europa for,« »send dem retur,« »vanvid,« og helt originalt: »smit dem med corona.« En enkelt mente også, at jøderne har »en art international politisk voldsmandsveto, der tillader dem at skide på både demokratiet og lokalbefolkningens sædvaner.«

Nu er det ikke Simon Emils ansvar, at hans følgere ivrigt tiljubler ham i form af hadtale og anvendelse af nogle af de mest udbredte jøde-troper og fjendebilleder gennem europæisk historie.

Han har heller ikke ansvaret for at fjerne disse kommentarer eller gå i rette med hver og en nødvendigvis, men helhedsindtrykket er tragikomisk. Og komikken blev ikke mindre af et senere opslag fra Simon Emil til hoffet, der lød: »Kan vi ikke godt blive enige om, at man ikke er racist, fordi man vil beskytte små drenge imod omskæring?« fulgt af endnu af en folkefest af stereotyper og grove beskyldninger.

Men Simon Emil og landets øvrige politikere må spørge sig selv, hvilket ansvar de selv har i fremmaningen af denne her giftige stemning imod landets jøder i det offentlige rum? Det samme må flere medieinstitutioner, hvis billedvalg, redaktionelle greb og formuleringer har tangeret kampagnejournalistik. Værst var Ekstra Bladets leder denne uge under overskriften: »Jøder slår børn.« En formulering, bladet selv fandt så »uskyldig«, at de ændrede den på net-versionen op ad dagen.

Man bliver ikke antisemit ved at skrive sig på en liste eller stille sig under en fane. Antisemitismen bor i vores kultur og er nedarvet gennem generationer i form af dæmonisering, dehumanisering og sygeliggørelse af den jødiske kultur. Det er vores opgave til stadighed at bekæmpe den ved at kende dens væsen og virkemidler.

Og antisemitismen har alle dage bygget på de samme stereotyper om jøderne.

I 1930erne, hvor antisemitismen blussede op i Danmark, talte man om »Østjøden« eller »Ghettojøden,« som man associerede med den fremmedartede, ortodokse jødedom. Og man talte om »penge-jøden«, altså jøden som pengestærk fribytter med indflydelse langt ud over det sædvanlige.

Til fordommene imod jøderne hører den antagelse – også gentaget af folkedybet på Simon Emils krible-krable-væg – at jødernes loyalitet imod deres land er svag, og at de måske i virkeligheden er illoyale over for fællesskabet. Det er den fordom, den amerikanske præsident også præsenterede, da han kaldte nu tidligere formand for National Economic Council Gary Cohn for »globalist«.

Debatten om omskæring indeholder klare historiske stereotyper: Jøderne er magtfulde, jøderne lemlæster og mishandler børn, og de omskårne mænd er dysfunktionelle.

Professor på Roskilde Universitet Jakob Egholm Feldt, som forsker i jødisk historie og antisemitisme, har udtalt til Kristeligt Dagblad, at kritik af omskæring historisk er central i antisemitismen. Siden tidlig middelalder forbandt man i kristendommen omskæring med en »særlig bestialsk og blodtørstig adfærd hos jøderne.« Omskæringen spiller en stor rolle i udviklingen af et antisemitisk sprogbrug, men også for konkrete jødeforfølgelser, påpeger han. »Samtidig så man omskæring som et tegn på jødiske mænds mærkelige seksualitet.«

Historiker og forsker i antisemitisme Sofie Lene Bak har udtalt om den moderne omskæringsdebat: »Jeg er holdt op med at læse kommentarsporene om drengeomskæring. Jeg fulgte debatten i en periode, og de logikker, argumenter og synspunkter, man kan finde her, er dybt deprimerende. Der er en ekstrem aggressiv og konfrontatorisk tone, og dæmoniseringen af jøder er meget skræmmende.«

Som de seneste uger viser, så ligger de gamle fordomme om jøder lige under overfladen også i vores moderne kultur.

Den jødiske minoritet er ikke i efterkrigstiden blevet brandet så negativt i offentligheden. Og da et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine minoriteter, må vi stille os selv det spørgsmål: hvad siger dette om os majoritetskultursdanskere? Jeg savner i den grad politikere, der tør konfrontere de her spøgelser fra fortiden med åben pande.

Du kan læse denne artikel gratis på grund af MIFFs over 12.900 medlemmer i Norge og over 1.000 medlemmer i Danmark. Men vi har brug for støtte fra mange flere nu!

Giv en gave her eller brug MobilePay 49739

Bliv medlem ved at udfylde formularen herunder og trykke på “send”!

Facebook
Twitter
Email
WhatsApp