The Swedish International Development Cooperation Agency (Sida) har et bistandsprogram hvis udtrykkelige mål er at «styrke respekten for menneskerettigheder og folkeretten i Palæstina». Der er afsat 75 millioner kroner er til udbetaling til projektet i 2020-2023, 44% af beløbet er allerede udbetalt.
Sidas bistandspartner i projektet er den palæstinensiske organisation NGO Development Center (NDC). Svenske myndigheder præsenterer NDC som en «palæstinensisk civilorganisation med to strategiske mål:
1) Styrke civilorganisationers kapacitet til at kunne levere mere bærekraftige tjenester og bidrage til socioøkonomisk udvikling
2) Bidrage til udvikling af civilorganisationer så de er mere imødekommende, åbne og ansvarlige».
I projektet har svenske myndigheder valgt 8 organisationer – 4 palæstinensiske og 4 israelske, som NDC skal styrke med en indsprøjtning af millionvis af svenske skattekroner.
Lyder rigtig godt indtil videre, ikke?
På NDCs hjemmeside kan du læse om de retningslinjer som de forventer at deres samarbejdspartnere forpligter sig til [The Palestinan NGOs Code of Conduct, PDF – læs HER]. NDC forpligter sig «til at følge den nationale agenda uden normaliseringsaktiviteter med okkupanten, hverken på politisk/sikkerheds-, kulturelt, eller bistands-niveau». Det vil sige at svenske skattekroner bruges til at modarbejde fredsskabende kontakt på græsrodsniveau mellem israelere og palæstinensere.
Bemærk at der står at NDC er forpligtet til at følge den «nationale agenda», hvilket binder dem sammen med de palæstinensiske myndigheder og forhindre at de kan være en virkelig NGO som er uafhængig af statskontrol. Retningslinjerne binder NDC og deres samarbejdspartnere til at konsultere med de palæstinensiske myndigheder «om ethvert nyt projekt». Det er ikke et frit organisationsliv! Sveriges mål om at få palæstinensiske civilorganisationer til at blive mere «åbne og ansvarlige» er ganske enkelt fuldstændig løsrevet fra virkeligheden!
I NDC’s retningslinjer står der desuden: «Intet skal gøres for at undergrave de evige palæstinensiske rettigheder om at etablere en stat og flygtningenes tilbagevending til deres oprindelige hjem, ifølge FNs sikkerhedsråd resolution 194.»
Palæstinenserne har gentagende gange fået tilbudt deres egen stat, men sagde NEJ til alle tilbud (første gang af Peel Kommissionen i 1937 – læs HER). Palæstinenserne vil ikke acceptere at være nabo til en jødisk stat. Kravet om «tilbagevending af flygtninge» er kodeord for at fjerne verdens eneste jødiske stat ved at flytte mindst 7 millioner palæstinensere (næsten ingen af dem er flygtninge, men derimod anden, tredje og fjerde generations efterkommere af flygtninge) ind i staten Israel.
Der kan siges meget om de palæstinensiske flygtninge og deres kontroversielt unikke og privilegerede flygtningestatus (palæstinenserne er den eneste befolkningsgruppe i verden for hvem flygtningestatus går i arv fra generation til generation – læs mere om hvorfor FN-organet UNRWA er blevet en del af problemet i stedet for en del af løsningen HER). De omkring 1 million jødiske flygtninge fra arabiske lande er aldrig blevet anerkendt eller fået hjælp fra FN eller andre internationale organer – læs HER.
Resolution 194 blev ikke vedtaget af FNs sikkerhedsråd, men FNs generalforsamling – læs HER. Generalforsamlingens vedtagelser skaber aldrig folkeret, og Israels arabiske naboland – i fuld forståelse med araberne som siden kaldte sig for palæstinensere stemte IMOD den. Ordlyden siger at de flygtninge som «ønsker at vende tilbage til deres hjem og leve i fred med deres naboer kan få tilladelse til at gøre det snarest muligt». Det var ikke muligt, både fordi de fleste arabere ikke havde fredelige hensigter i forhold til Israel og fordi Israel helt i tråd med vanlig folkeret ikke tillod det. Der er flere flygtningegrupper – læs HER, i årtierne før og efter 1948, som aldrig fik ret til at vende tilbage. Flygtninge har ikke en almen ret til at vende tilbage – læs HER. Det kan umuligt være bæredygtigt for svensk bistand at samarbejde med en organisation som ikke kender forskel på FN’s sikkerhedsråd og FN’s generalforsamling?
NDC lægger heller ikke skjul på at de arbejder for boykot, deinvesteringer og sanktioner mod Israel (BDS) (side 39 i strategidokumentet, PDF – læs HER). Den svenske regering burde være opmærksom på at Tysklands tre ledende partier og to mainstream oppositionspartier har fordømt BDS-bevægelsens argumentationsmønster og metoder som antisemitisk – læs HER. I strategidokumentet bekræftes det at NDC er aktiv i «anti-normaliseringskampagner». I praksis har det betydet udstødelse/anden socialt og økonomisk pres mod palæstinenserne som har indgået i samarbejde med Israel. Derfor er det yderst skadeligt at den slags organisationer får 75 millioner svenske kroner i lommen af Sida!
–
Artiklen er udarbejdet af MIFF på baggrund af ÅBNE KILDER som der desuden er linket til i artiklen. MIFF blev bekendt med kilderne via ny rapport om NDC – læs HER, udarbejdet af den israelske organisation Ad Kan – læs HER. Rapporten viser desuden at NDC har et tæt samarbejde med personer tilknyttet terrororganisationen PFLP som står på flere internationale terrorlister.
–
Sådan blev dansk/EU bistand i årevis kanaliseret til terrororganisationen PFLP med mange israelske liv på samvittigheden:
– I 20 år har europæerne vendt det blinde øje til, trods klare terrorforbindelser og hævdede at der ikke var beviser. Nu hvor alle detaljerne er lagt frem for dem, vil regeringerne måske endelig fryse midler og etablere evalueringsmekanismer i overensstemmelse med principperne om god regeringsførelse, gennemsigtighed og omhu, udtaler NGO Monitors præsident Gerald Steinberg. Læs HER.
