– Er EU kommet på andre tanker i sin fjendtlighed mod Israel?

Spørger Melanie Phillips i sit blogindlæg om EU’s anti-israelske holdning.

EU's flag. (Foto: Friedemann W.-W. flickr.com)



Før du læser videre, vil vi gerne takke dig som er medlem af MIFF og gør det muligt for os at drive denne hjemmeside. Hvis du ikke er medlem endnu, vil vi gerne invitere dig til at betale kontingent for 2021 nu. Så giver vi dig resten af ​​år 2020 gratis.

-Har EU mon nået et vendepunkt i forhold til Israel? Eller for at være mere præcis, vil europæernes fupnummer over Israels forslag om at udvide sin suverænitet over dele af Judæa og Samaria endelig se dagens lys?, spørger Melanie Phillips i sit blogindlæg i den tyske avis Algemeiner.

Melanie Phillips er britisk journalist, radiovært, forfatter og ugentlig skribent hos JNS. Læs også mere her: www.melaniephillips.com.

EU har drøftet mulige straffeforanstaltninger mod Israel, hvis de går videre med det, som af vestlige kritikere kaldes for “annektering af okkuperede områder på Vestbredden.”

Et antal medlemslande, ledet af Frankrig sammen med Spanien, Italien, Holland, Irland, Sverige, Danmark, Polen, Belgien og Luxembourg, kræver hård linje. Læs MIFFs artikel om Danmarks holdning her.

Blandt de straffeforanstaltninger som overvejes er støtte til alle FN-skridt mod Israel mod “annektering”, offentlig støtte til den igangværende sag mod Israel ved Den Internationale Straffedomstol i Haag (ICC), øge boykotten mod ​​israelske bosættelser på forskellige måder og øge den økonomiske støtte til palæstinenserne.

Læs MIFFs artikel om hvorfor palæstinenserne ikke kan rejse en sag mod Israel i ICC.
Læs MIFFs artikler om FNs anti-israelske politik her.
Læs MIFFs artikler om boykot mod Israel her.
Læs MIFFs artikler om misbrug af dansk bistand til palæstinenserne her.

EU og Storbritannien fastholder at Israel ulovligt besætter de omstridte territorier og at deres bosættelser dèr er at betragte som overførsel af befolkning i strid med Genève-konventionen. Læs MIFFs artikel om Israels rettigheder på Vestbredden her.

Det er en alvorlig forkert læsning af international ret. Israel “besætter” ikke de områder. Ifølge loven kan okkupation kun forekomme, hvis jorden tilhører en suveræn stat, hvilket aldrig har været tilfældet her. En stat kan også holde fast i jord som bruges til krigsførende formål mod staten.

Det er også en grov og forkert læsning af Genève-konventionen, da israelerne som bor på i de pågældende territorier ikke blev overført, men flyttede dertil af egen vilje, påpeger Phillips.

Den politiske- og akademiske anti-israelske holdning i EU og Storbritannien har stået på i mange år, skriver Phillips.

EU og Storbritannien fordømmer Israel for “ulovlig besættelse”, men de forsvarer ikke Israel mod den ondsindede behandling de igennem årene har været udsat for af FN. De støtter også absurde afgørelser truffet mod Israel ved EU-Domstolen. Alligevel handler de i stigende grad med Israel og er meget afhængige af Israels militær- og efterretningsevner.

Samtidig med de beskylder Israel for absurde påstande ved verdensopinionens domstol, malker de Israels evner til egen fordel. De vil med andre ord gerne skade Israel, men ikke så meget at de skader sig selv, skriver Phillips.

Ifølge Phillips skyldes deres fjendtlighed tre faktorer: Historie og anti-jødiske fordomme, patologisk manglende evne til at håndtere kollektiv skyld over Holocaust og en årelang opfattelse af at deres interesser ligger i den arabiske verden.

Phillips mener der nu er sket noget interessant som kan undergrave den kollektive anti-israelske holdning.

I 2004 blev EU udvidet med nogle tidligere kommunistiske lande fra Central- og Østeuropa – eksempelvis Ungarn, Polen, Den Tjekkiske Republik og Slovakiet.

Phillips påpeger at de lande, i modsætning til Vesteuropa er venlige over for Israel. Det skyldes ikke, at der ikke er anti-jødiske fordomme i deres lande, eller at de ikke har del i skylden for Holocaust. Tværtimod, har Central- og Østeuropa en frygtelig historie med en dybt indlejret katolsk antisemitisme, progromer og grusomheder mod jøderne skete både før, under og efter Holocaust.

Venskabet, de pågældende lande udviser overfor Israel er derfor mere slående. Phillips mener en væsentlig årsag hertil er deres erfaring med sovjetisk undertrykkelse og at de derfor er fast besluttede på at kræve deres historiske og nationale identitet.

Phillips mener landene er nødt til at gøre det som et modsvar til den vesteuropæiske teori om, at en vestlig nation grundlæggende er racistisk, udnytter andre, er farlig og derfor bør erstattes af trans-nationale institutioner som FN eller EU.

De tidligere kommunistiske lande har tilsluttet sig EU, fordi de mener det er i deres økonomiske interesse. Ikke desto mindre er der en dyb filosofisk kløft mellem dem og den europæiske kæmpe (EU).

EU blev grundlagt med troen på at Vesten grundlæggende er ond og at nationalisme fører til fascisme. Derfor mente man at den europæiske nationalstats uafhængighed skulle fjernes, ifølge Phillips.

EU er også fjendtlig over for Israel, fordi Israel er en stat med en meget stærk kulturel og national identitet – og endnu værre ud fra et EU synspunkt med sin intense modvilje mod militær handling, er den israelske befolkning parat til at kæmpe og dø at forsvare deres land, ifølge Phillips.

Phillips mener det netop er grunden til, at de tidligere kommunistiske lande som var meget ivrige efter at bevare deres nyvundne uafhængighed og frihed, identificerer sig så stærkt med Israel og føler et tilhørsforhold til Israel.

Andre lande som har oplevet lignende gen-opblomstring af deres nationalånd, deler samme tilhørsforhold til Israel, skriver Phillips.

Sidste februar lykkedes det seks EU-medlemslande, heriblandt Italien, Ungarn, Østrig og Den Tjekkiske Republik at stoppe EU’s plan om at fordømme Trumps fredsplan. EU’s udenrigspolitiske erklæringer skal have samtykke fra alle 27 medlemslande.

Nogle af de fjendtlige foranstaltninger som overvejes kræver dog ikke enstemmig samtykke. Mener EU virkelig at det stadig er i deres interesse at holde fast i deres anti-israelske politik?, spørger Phillips.

Der har været rapporter om at EU-Kommissionen overvejer at inkludere Israel i flere finansierings- og samarbejdsprojekter om uddannelse og videnskab med stor akademisk og forskningsmæssig betydning.

Der er også tegn på at EU tøver med at straffe Israel. I sidste måned efter EU’s udenrigsråds drøftelser af deres svar på Israels annekteringsplaner, var deres repræsentant for udenrigsanliggender Josep Borrell, forsigtig i sin udtalelse.

Ifølge Borrell var spørgsmålet komplekst, ligesom sanktionerne mod Israel. Selvom nogle medlemsstater ønskede at overveje hvordan man kunne forhindre annektering, “betyder det ikke, at vi gør det i morgen.”, sagde Borrell.

Til spørgsmålet om Israels eventuelle annektering kunne sammenlignes med Ruslands annektering af Krim, sagde han at der er forskel mellem annektering af et territorium som hører til en suveræn stat og palæstinenserne.

Ifølge Phillips har det stor betydning at en sådan udtalelse kommer fra en EU-embedsmand og mener det er stort skridt væk fra EUs standard knæfald.

Phillips mener ikke det vil overraske, hvis EU nu genovervejer hvor deres interesser ligger. Støtten til palæstinenserne i den arabiske verden er kollapset, Saudi-Arabien og andre Golfstater har hårdt brug for Israel og USA for at besejre Iran.

Den eneste støtte til den palæstinensiske sag kommer nu fra en alliance med vestlige liberale, Iran, andre slyngelstater og tyranner. Er det virkelig en alliance, som EU kan være stolt af?, spørger Phillips.

At føre en straffesag mod Israel vil også udsætte EU for den amerikanske præsident Donald Trumps vrede. Alt det sker i en tid hvor Corona-pandemien har katastrofale konsekvenser og truer med at hamre det sidste søm i kisten på ​​europæisk økonomisk sundhed og muligvis endda fremskynde opløsningen af ​​EU, skriver Phillips.

Hvis Israel med sine imponerende videnskabelige fremskridt kommer med en vaccine eller en effektiv behandling mod Corona, vil EU da ønske at bringe egen fordel af det i fare?, spørger Phillips.

Phillips mener, at der trods den udbredte vrede over Israels planer om annektering, blot er tale om et spil for galleriet. Ingen kender de nøjagtige detaljer endnu, fordi der endnu ikke er opnået en endelig aftale.

Hvis og når der kommer et konkret forslag, vil EU og Storbritannien endelig blive nødt til at beslutte hvordan de vil reagere. Til den tid vil vi vide om det utænkelige faktisk er sket og verden virkelig har ændret sig, slutter Phillips.