Alan Baker er direktør ved Institute for Contemporary Affairs ved Jerusalem Center for Public Affairs og leder af Global Law Forum. Han er ekspert i international ret og deltog ved forhandlingerne og forberedelsen af Oslo-aftalerne med palæstinenserne samt aftaler og fredsaftaler med Egypten, Jordan og Libanon. Han har tidligere været juridisk rådgiver og assisterende direktør for det israelske udenrigsministerium og Israels ambassadør i Canada.
I artiklen fra januar 2013 opsummerer han over 10 punkter, han mener er retsgrundlaget for Israels tilstedeværelse på Vestbredden.
1.Efter Israel tog kontrol over området i 1967, blev Haagkonventionen fra 1907 om jordkrig og fjerde Genève-konvention af 1949 ikke anset for at være relevant for Vestbredden (Judea og Samaria), da kongeriget Jordan før 1967 aldrig havde haft retmæssig autoritet over det. Under alle omstændigheder frafaldte Jordan efterfølgende alle krav om suverænitet over området.
2.Israel har som forvaltningsmyndighed i afventning af en endelig afklaring af områdets fremtid, alligevel valgt at gennemføre de humanitære bestemmelser i Genève-konventionen og andre normer i international humanitær ret. Det blev besluttet for at give den lokale befolkning sine daglige rettigheder og for at beskytte Israels ret til at beskytte egne styrker, og for at kunne bruge landområder som ikke er lokal privateje.
3.Artikel 49 i den fjerde Genève-konvention, som forbyder massetvangsflytning af befolkningen i et besat område, som Tyskland gjorde under Anden Verdenskrig, var hverken relevant eller nogensinde påtænkt at gælde for israelere, der selv vælger at bo i Judea og Samaria.
4.Deraf følger, at krav fra FN, europæiske ledere, organisationer og enkeltpersoner om, at israelsk bosættelsesaktivitet udgør en overtrædelse af folkeretten, ikke har noget retsgrundlag.
5.På samme måde er det almindeligt anvendte udtryk “de besatte palæstinensiske territorier” fuldstændig unøjagtigt og ukorrekt. Stederne er hverken besatte eller palæstinensiske. Ingen retsinstans har nogensinde fastslået, at palæstinenserne har suverænitet over området eller at det tilhører dem.
6.Judea og Samaria er stadig kontroversielle områder mellem Israel og palæstinenserne. Det er kun resultatet af endelige statusforhandlinger, der kan ændre det.
7.Tilstedeværelsen af de israelske lokalsamfund i området er en legitim konsekvens af det jødiske folks historiske og juridiske rettigheder – som oprindelige folk – at bosætte sig i området. Retten gives i overensstemmelse med gyldige og bindende juridiske institutioner anerkendt og accepteret af det internationale samfund. Disse rettigheder kan ikke tilbagekaldes eller stilles spørgsmålstegn ved.
8.Den palæstinensiske ledelse – ifølge den stadig gyldige Interimsaftale fra 1995 (Oslo 2) indvillige i og accepterede Israels fortsatte tilstedeværelse i Judea og Samaria i afventning af endelige statusforhandlinger uden nogen begrænsninger for begge parter med hensyn til planlægning, zoneinddeling eller opføring af hjem- og lokalsamfund. Deraf følger at påstanden om, at Israels tilstedeværelse i området er ulovlig, ikke har noget grundlag.
9.I Oslo-aftalerne forpligtede den palæstinensiske ledelse sig til at løse alle udestående sager, herunder grænser, bosættelser, sikkerhed, Jerusalem og flygtninge, kun ved forhandling og ikke ved ensidig handling. Det er en overtrædelse af aftalerne, når palæstinenserne kræver en standsning i bosættelsesaktiviteter som en forudsætning for at deltage ved forhandlinger.
10.Ethvert forsøg fra De Forenede Nationer eller lignende institutioner til ensidigt at ændre områdets status ville være en krænkelse af palæstinensernes forpligtelser i Oslo-aftalerne og skade helheden og gyldigheden af de forskellige aftaler. Det kan åbne op for at Israel også gør tilsvarende ensidige tiltag.
I interviewet fra 2016 argumenterer Alan Baker for det samme som han skrev i artiklen i 2013.
