Bliv aktiv ven af ​​Israel nu!

Kom til Nordic Israel Congress 10.-12. maj for at høre meget relevante foredrag. Vær hurtig med tilmelding, begrænset antal pladser. 

Hvorfor Danmark ikke skal anerkende Palæstina før forhandlingsløsning

Det vil være en fejl af Danmark at anerkende Palæstina. (illustrationsfoto)
Venstrefløjspartier og NGO'er som Mellemfolkeligt Samvirke støtter en konfliktoptrappende politik. Desværre har de lokket ti-tusindevis af danskere til at skrive under på den.

Status på anerkendelse af “staten Palæstina”

Ud af 193 medlemsstater i FN, har 137 lande – svarende til 71% per 3. august 2018 anerkendt staten Palæstina (The State of Palestine). Ud af de 137 lande, har de 17 af dem anerkendt Palæstina på basis af “den grønne linje” (1949 våbenstilstandslinjerne – fejlagtigt kendt som 1967-grænserne). De øvrige lande har overladt grænsedragningen til fremtidige beslutninger.

I 2012 anerkendte FN “staten Palæstina” som ikke-medlems observatør-stat. Det var en opgradering fra deres status som observatør-organisation. Flere FN organisationer har accepteret Palæstina som medlem. FN har endda udpeget Palæstina som årets formand for den største gruppe af FN-medlemmer “Group of 77”, som omfatter 134 udviklingslande.

I 2014 blev anerkendelseskravet rejst i EU Parlamentet – og afvist.

I Danmark har Enhedslisten (EL) og Socialistisk Folkeparti (SF) med jævne mellemrum forsøgt at presse den danske regering til at gøre som Sverige. Sverige anerkendte Palæstina i 2014 (uden at specificere grænserne). Radikale Venstre (RV) vedtog i deres resolution fra 2018, at EU bør anerkende Palæstina hurtigst muligt.

Mellemfolkeligt Samvirke (MS) har haft en årelang kampagne kørende for anerkendelse og i december 2014 overdrog MS 34.500 underskrifter til daværende udenrigsminister, Martin Lidegaard (RV). Per 27. maj 2019 har mere end 58 tusinde danskere underskrevet.

Typiske argumenter for en “her-og-nu” anerkendelse er:

Lægge pres på begge parter ved at vise, at omverdenen – herunder EU – stiller krav til mere ansvarlighed

Styrke fredskræfterne hos parterne

Styrke fredsforhandlingerne

Gøre noget konkret ved grænsedragningen – primært for at fjerne bosættelserne

Desværre tyder intet på den analyse er korrekt – tværtimod. Det er sikkert rigtigt, at man kunne kræve meget mere af palæstinenserne, hvis de havde en anerkendt stat frem for et selvstyresområde (PA) med en særskilt udenrigspolitisk repræsentation (PLO).

Hvad nytter det at kræve mere af nogen, som ikke vil eller ikke kan levere det nødvendige?

Hvad nytter det, hvis rammen for forhandlingerne knuses? 

Selv hvis de nuværende rammer er spillet fallit, giver det ikke mening at anerkende Palæstina uden en erstatning for forhandlingsprocesserne forinden er aftalt. Uanset de konkrete forhandlingsprocesser – bør visse principper for en meningsfuld anerkendelse af en stat overholdes.

Der er flere begrundelser for ovennævnte vurdering.

Krav til en moderne stat

At anerkende Palæstina som stat her og nu vil være det samme som at anerkende en fantasistat, som MIFF skrev i 2011.

Især er følgende to regelsæt relevante i vurderingen af, om det giver mening at anerkende en moderne stat. Den omstændighed, at 137 lande har anerkendt staten Palæstina uden hensyntagen til de pågældende regelsæt er ikke befordrende for fred og retfærdighed.

Montevideo-konvention – 1933
De palæstinensiske selvstyremyndigheder opfylder ikke Montevideo-konventionens fire krav til en stat som er:

a) Et defineret landområde, som landet kan udøve effektiv suverænitet over
b) En permanent befolkning.
c) Én regering.
d) Kapacitet til at indgå aftaler med andre lande.

ad a) Et anerkendt land kan i praksis have omstridte grænser – det har Israel jo. Men hvad med de andre tre krav?

ad b) Når den palæstinensiske ledelse slår hårdt på, at palæstinenserne skal have ret til at flytte til Israel, er der næppe tale om en permanent befolkning.

ad c) Det Palæstinensiske Selvstyre er en regering, som er i en blodig konkurrence med en ikke-samarbejdsvillig Hamas regering i Gazastriben. Det vil sige at det kun er Vestbredden (og kun zonerne A og B), som Selvstyret regerer over.

ad d) Selvstyret har ifølge gældende aftaler ikke bemyndigelse til at indgå aftaler med andre lande – det har PLO derimod.

Derudover er det viklet sammen i et synderligt rod: Mahmoud Abbas er både formand for PLO, formand for partiet Fatah (den dominerede fraktion i PLO), og præsident for Selvstyret. Det var også tilfældet under Yasser Arafat.

Europæiske retningslinjer for anerkendelse af nye stater – 1991
I 1991 udarbejdede flere europæiske lande «Retningslinjer for anerkendelse af nye stater i Østeuropa og i Sovjetunionen». Følgende analyse bygger på: “Recognizing a Palestinian State before a Pace Agreement with Israel Undermines the International Rule of Law” (Peter Wertheim, Jerusalem Center for Public Affairs, 2017-08-07).

Retninglinjerne understregede, at de nye stater skulle respektere FNs-charter, have en særlig respekt for retssikkerhed, demokrati og menneskerettigheder; give garantier for etniske og nationale grupper samt minoriteters rettigheder; have respekt for at grænser ikke må krænkes; og forpligtes til at løse regionale uenigheder med diplomati eller mægling.

To andre krav, som er yderst relevante for konflikten mellem Israel og palæstinenserne er:

(1) De europæiske lande krævede, at stater som opstod efter opløsningen af Jugoslavien, skulle «forpligte sig til, før anerkendelse, at vedtage konstitutionelle og politiske garantier, som sikrer, at de ikke har nogle territorielle krav mod et naboland». Der er intet, der tyder på at palæstinenserne er klar til at opgive yderligere krav. Se f.eks. nedenstående analyse:


Hvad vil palæstinenserne egentlig? – kun 30% mener at en tostatsløsning er acceptabel som en varig løsning ….

I april 2017 gennemgik Daniel Polisar 400 meningsmålinger, som var gennemført af fem forskellige palæstinensiske institutter de seneste år. Polisar fandt frem til at når palæstinenserne får tre valgmuligheder – 1) en israelsk og en palæstinensisk stat side om side i fred, 2) énstatsløsning med lige rettigheder for israelere og palæstinensere, 3) en palæstinensisk stat fra Jordanfloden til Middelhavet (uden Israel), så vælger de fleste palæstinensere den tredje mulighed. Kun et mindretal på omkring 30 procent af palæstinenserne siger, de vil acceptere en tostatsløsning som en varig løsning. Flertallet på cirka 70 procent godtager en tostatsløsning som en midlertidig løsning, men vil fortsætte kampen indtil hele «Palæstina» er «befriet».


(2) De europæiske lande krævede også, at staterne ikke må føre fjendtlig propaganda mod en nabostat. Palæstinenserne fører en massiv propagandakrig mod Israel – vi vil blot henvise til to artikler af Bassam Tawil som eksempler her på miff.dk: “Palæstinensernes antisemitiske stereotypisering af jøder” og “Sådan lyver palæstinenserne over for europæerne

Anerkendelse af palæstinensisk stat er i strid med tidligere indgåede aftaler om en fredsproces

Indtil andet er aftalt, er det Oslo-aftalerne, sammen med “Mellemøst- kvartettens roadmap”, som er den internationalt anerkendte ramme for fredsprocesserne.

Oslo-aftalerne – 1991-1995
I et brev fra den 9. september 1993 til Israels statsminister, Yitzhak Rabin lovede PLO formand, Yasser Arafat at forhandle for at finde en permanent løsning på alle konflikter og uenigheder. At anerkende staten Palæstina før en forhandlet løsning er på plads er således et brud på det løfte, som også var et vigtigt fundament for Oslo-aftalen (“Deklaration af principper om midlertidige selvstyre”). Oslo I, som den kom til at hedde – blev underskrevet den 13. september 1993 af PLO-formand, Yasser Arafat og Israels statsminister, Yitzhak Rabin i Washington, D.C., med repræsentanter fra USA og Rusland som vidner.

Efterfølgende kom der flere aftaler i 1994-1995 – som blev samlet sammen og ajourført i Oslo II-aftalen, som blev underskrevet i Washington, D.C. den 28. september 1995. Den israelske statsminister, Yitzhak Rabin og PLO formand, Yasser Arafat underskrev Oslo-II aftalen med repræsentanter fra flere lande og internationale sammenslutninger som vidner: USA (Bill Clinton), Rusland, Egypten, Jordan, Norge, og EU. Ifølge Oslo II-aftalen har palæstinenserne ikke jurisdiktion eller kontrol over eksterne grænser, luftrum, internationale relationer og israelske bosættelser. De palæstinensiske selvstyremyndigheder er bundet til den aftale, hvilket står i skærende kontrast til deres påstand om, at Palæstina allerede nu er en stat.


Mellemøstkvartettens “Roadmap for Peace” (Vejkort til Fred) – 2002
Det var meningen, at Oslo II-aftalen skulle være opskriften på de trin, der skulle tages, indtil man nåede til de “endelig status” spørgsmål og en solid fredsaftale. Selvom flere aftaler blev indgået i “Oslo processen”, udeblev de afgørende resultater.

I 2002 dannede man en “Mellemøstkvartet” (også kendt som Madridkvartetten) mellem FN, USA, EU og Rusland, men den institution har også haft det svært – helt død er den dog ikke.

Senest den 5. februar 2011 slog Mellemøst-kvartetten fast, at ensidige tiltag fra nogle af parterne ikke forud kan afgøre udfaldet af forhandlinger og: “vil ikke blive anerkendt af det internationale samfund”. Det vil sige, at store dele af det internationale samfund modsætter sig de 137 landes anerkendelse af Palæstina.


Spørgsmål som blev samlet sammen til afslutning af fredsprocessen
En række spørgsmål i konflikten mellem israelere og palæstinensere er fortsat uløste. Det er de såkaldte “Final Status” spørgsmål: grænser, adskillelsesmuren, bosættelser, Jerusalem, flygtninge, sikkerhed, og vand. Indtil videre, er både besættelsen og restriktionerne over for Gaza (bl.a. blokaden) lovlig.  

Peter Wertheim understreger to hovedpunkter i forhold til folkeretten: 

Folkeretten slår fast at grænsetvister kun kan løses af de involverede stater i den pågældende grænsekonflikt. Andre aktører, som ikke er del af konflikten, kan ikke gennemtvinge en løsning. Hverken Oslo, New York, Genève, Bruxelles eller København kan bestemme, hvor grænsen mellem Israel og en eventuel palæstinensisk stat skal placeres.

Derudover har Israel og de palæstinensiske selvstyremyndigheder indgået over 40 bilaterale aftaler mellem sig. Hvis en palæstinensisk stat oprettes uden der foreligger en færdigforhandlet løsning, vil grundlaget for mange af de bilaterale aftaler bortfalde. Hvis andre stater medvirker til det, vil det være det samme som at undergrave folkerettens integritet, skriver Wertheim.

Anerkendelse her og nu løser intet – tværtimod

Hvad ville der ske, hvis palæstinenserne her og nu fik deres egen stat på hele Vestbredden og Gaza-striben? Hamas ville fortsat have effektiv kontrol over Gaza-striben. Hamas’ charter er antisemitisk og nazi-inspireret; de står på terrorlisten i en lang række lande; de taler for Israels ødelæggelse, de afviser eksisterende aftaler og de forbereder sig på nye krige. Intet af det forsvinder ved at flere lande anderkender Palæstina – tværtimod.

Skal Palæstina anerkendes som suveræn stat skal det være inden for de rammer, som er fastslået af folkeretten og europæiske landes moderne praksis for anerkendelse af nye stater. Anerkendelse her og nu vil ikke medføre fred. Tværtimod tyder meget på, at anerkendelse vil forværre og forlænge konflikten.

– Palæstinensernes forsøg på at få [andre landes regeringer] til at anerkende en palæstinensisk stat, er et forsøg på at få en palæstinensisk stat uden at løse konflikten med Israel. En ensidig anerkendelse vil kun styrke de mindst kompromisvillige kræfter på begge sider og føre parterne længere fra hinanden. Det vil sandsynligvis resultere i mere, ikke mindre, blodsudgydelse, konkluderer Wertheim.

Derfor skal Danmark og EU holde fast! 

Du kan læse denne artikel gratis på grund af MIFFs over 13.000 medlemmer i Norge og over 1.000 medlemmer i Danmark. Men vi har brug for støtte fra mange flere nu!

Giv en gave her eller brug MobilePay 49739

Bliv medlem ved at udfylde formularen herunder og trykke på “send”!