- Set med Hamas’ og deres tilhængeres øjne er det helt fint, når palæstinensere kaster eksplosiver og brandbomber imod soldaterne, men det er fuldkommen uacceptabelt, at soldaterne forsvarer sig. Ifølge de palæstinensiske lederes fordrejede logik begyndte det hele, da Israel skød tilbage.
- De, der sendte palæstinenserne ud for at støde sammen med de israelske soldater langs grænsen til Gazastriben, er de eneste ansvarlige for de mere end 150 palæstinenseres død og tusinder af sårede.
- Det mål, palæstinenserne har i tankerne, er at se Israel forsvinde. Det hele. Mahmoud Abbas tror, at han kan nå dette mål ved at føre diplomatisk krig imod Israel i det internationale samfund – en krig med det sigte at delegitimere og dæmonisere Israel og jøder.
- Spørgsmålet er så, igen, om det internationale samfund nogensinde vågner op og indser, at de palæstinensiske ledere tager dem ved næsen. Delegationen fra Europaparlamentet, som besøgte Ramallah, er et godt sted at afprøve det: Hvilket budskab vil dens medlemmer viderebringe derhjemme: sandheden om et skånselsløst og undertrykkende Palæstinensisk Selvstyre eller de løgne, som de blev fodret med af Abbas og hans venner?
Det Palæstinensiske Selvstyre siger, at de ønsker, at det internationale samfund lægger pres på Israel for at få dette til at “ophøre med sine krænkelser af palæstinenserne og af international lov.” Dette krav blev viderebragt til medlemmerne af en delegation fra Europaparlamentet, som den 8. oktober mødtes med Selvstyrets premierminister, Rami Hamdallah, i Ramallah. På dette møde gentog Hamdallah også Selvstyrets opfordring til at yde “international beskyttelse” til palæstinenserne.
Hamdallahs appel til Europaparlamentets repræsentanter bør ses i sammenhæng med Selvstyreledelsens vedholdende kampagne præget af løgne og ophidsen imod Israel. Appellen lugter tillige af hykleri og bedrag.
Hamdallah refererer tilsyneladende til Israels forsvarsmæssige tiltag langs grænsen til Gazastriben, hvor tusinder af Hamas-tilhængere har iscenesat voldelige demonstrationer siden marts 2018. Som en del af de Hamas-orkestrerede protester, som til tider kaldes for “march for tilbagevenden,” har palæstinensere infiltreret grænsen til Israel og slynget brandbomber og sprængladninger imod israelske soldater. De har også sendt brændende drager og eksplosive balloner imod israelske bebyggelser nær grænsen til Gazastriben.
Hamdallah og hans chef, Selvstyrets præsident, Mahmoud Abbas, mener, at Israel ikke har ret til at forsvare sig imod den bølge af terrorisme, som er blevet udført af Hamas og andre palæstinensiske terrorgrupper i Gazastriben. Set med deres øjne er det helt fint, når palæstinensere kaster eksplosiver og brandbomber mod soldaterne, men det er fuldkommen uacceptabelt, at soldaterne forsvarer sig. Ifølge de palæstinensiske lederes fordrejede logik begyndte det hele, da Israel skød tilbage.
De, der sendte palæstinenserne ud for at støde sammen med israelske soldater langs grænsen til Gazastriben, er de eneste ansvarlige for de mere end 150 palæstinenseres død og tusinder af sårede. Den af Hamas iscenesatte “march for tilbagevenden” er en ren krigserklæring imod Israel. Det er en ny fase i den palæstinensiske terrorkampagne for at tvinge Israel i knæ. Når selvmordsbomber og raketter ikke opfylder målet om at tvinge Israel til overgivelse, griber palæstinenserne til brændende drager og balloner, samt til knivoverfald og skyderier for at nå deres mål.
Det mål, palæstinenserne har i tankerne, er at se Israel forsvinde. Det hele. Abbas tror, at han kan nå dette mål ved at føre diplomatisk krig imod Israel i det internationale samfund – en krig med det sigte at delegitimere og dæmonisere Israel og jøder. Hans rivaler i Hamas mener, at Israel kan og bør udslettes gennem terrorisme og andre voldshandlinger.
Selvstyrets premierministers strategi med at svine Israel til er del af en langvarig, palæstinensisk tradition for at samle verden imod Israel.
Faktisk er den helt i tråd med en velkendt arabisk talemåde: “Han slog mig og gav sig til at græde, og så skyndte han sig hen for at klage.” Denne talemåde afspejler de palæstinensiske lederes indstilling, hvor voldsmanden foregiver at være offeret.
Det handler dog om andet og mere end om at foregive at være offeret. De palæstinensiske lederes måde at forholde sig på er ikke alene uhæderlig, men også overordentlig hyklerisk.
Samtidig med at Hamdallah klagede over de israelske “krænkelser,” fortsatte hans sikkerhedsstyrker på Vestbredden deres daglige indgreb mod de borgerlige friheder, herunder en fri presse. Netop som mødet fandt sted i Ramallah, udgav en palæstinensisk gruppe en rapport om menneskerettighedskrænkelser i stor stil, begået af Hamdallahs og Abbas’ forskellige sikkerhedsstyrker.
Mens mødet foregik, arresterede Selvstyrets sikkerhedsstyrker endnu en palæstinensisk journalist i byen Hebron: Amer Abu Arafeh. Journalisten, som blev løsladt 24 timer senere, sagde, at de palæstinensiske udspørgere havde forsøgt at tvinge ham til at udlevere passwordet til hans Facebook-side til dem.
Delegationen fra Europaparlamentet blev ikke delagtiggjort i beretningen om dette seneste overgreb mod de palæstinensiske medier på dens møde med Selvstyrets premierminister. Det er ikke noget, der optager dem eller EU, for journalisten blev ikke angrebet af Israel. Hvorfor skulle de dog åbne munden vedrørende arrestationen af en palæstinensisk journalist, når Israel ikke er indblandet?
Delegationen fra Europaparlamentet hørte heller ikke om den rapport, som blev udgivet af en gruppe kaldet The Committee of Families of Political Prisoners in the West Bank [Komiteen for familier til politiske fanger på Vestbredden]. Komiteen består af familier og slægtninge til palæstinensere, som regelmæssigt og systematisk bliver antastet af Selvstyrets sikkerhedsstyrker, hovedsagelig på grund af deres tilknytning til palæstinensiske oppositionsgrupper, herunder Hamas, eller for åbent at kritisere de palæstinensiske ledere.
Rapporten, som blev offentliggjort, mens EU’s udsendinge lyttede til Hamdallahs beskyldninger mod Israel, anklager Selvstyret for at have intensiveret sine overgreb mod de borgerlige frihedsrettigheder på Vestbredden. Det er ikke den slags beretninger, Hamdallah ville være interesseret i at dele med sine europæiske gæster.
I sin rapport udtaler komiteen, at den kan dokumentere 685 overgreb imod borgerlige frihedsrettigheder begået af Det Palæstinensiske Selvstyres sikkerhedsstyrker på Vestbredden alene i september måned. Overgrebene omfatter bl.a. massive, vilkårlige arrestationer og tilbageholdelser, indkaldelser til forhør, aktioner imod hjem og konfiskation af ejendom. Rapporten påpeger, at dette betyder en dramatisk stigning i antallet af menneskerettighedskrænkelser sammenlignet med månederne før.
Ifølge rapporten arresterede Selvstyrets sikkerhedsstyrker mere end 100 palæstinensere i dagene før Abbas holdt sin tale til FN’s Generalforsamling den 27. september. Abbas viede en stor del af sin tale til at fordømme Israel, som han beskyldte for at “kvæle” palæstinenserne og “undergrave vores seriøse bestræbelser på at opbygge institutionerne i vores elskede stat.”
Abbas afholdt sig imidlertid fra at nævne for FN’s Generalforsamling, at hans sikkerhedsstyrker, mens han talte, gennemførte et massivt indgreb over for hans kritikere og modstandere på Vestbredden. Set med Abbas’ øjne er det ikke noget, verden skal kende til. Den ondskab, som han og andre ser, findes kun på den israelske side.
Tilbage til rapporten, som hverken Abbas eller hans premierminister har lyst til at delagtiggøre verden i. Ifølge denne rapport befandt der sig blandt dem, der blev arresteret eller tilbageholdt i september, 37 universitetsstuderende, otte gymnasielærere, syv journalister, 55 universitære fakultetsmedlemmer og undervisere, fem ingeniører og 23 handelsfolk. Rapporten afslørede også, at fire palæstinensiske indsatte var gået i sultestrejke i et palæstinensisk fængsel i protest mod deres ulovlige indespærring.
Vi oplever således igen en svigagtig og bedragerisk adfærd fra Abbas’ og hans ledende embedsfolks side i Ramallah. De palæstinensiske ledere er overbeviste om, at de kan blive ved med at udbrede deres løgne til verden og samtidig skjule sandheden om, hvad der foregår i deres undertrykkende og korrupte regime på Vestbredden. De tror, at fordi verden er tavs, kan de fortsætte med at lyve over for alle hele tiden.
Spørgsmålet er så, igen, om det internationale samfund nogensinde vågner op og indser, at de palæstinensiske ledere tager dem ved næsen. Delegationen fra Europaparlamentet, som besøgte Ramallah, er et godt sted at afprøve det: Hvilket budskab vil dens medlemmer viderebringe derhjemme: sandheden om et skånselsløst og undertrykkende Palæstinensisk Selvstyre eller de løgne, som de blev fodret med af Abbas og hans venner?
