I vores del af verden, har det at kunne tænke kritisk været en central del af vores demokrati og en tro følgesvend til det rødbedefarvet pas. Det at forholde sig kritisk går hånd i hånd med vores frie tankegang. I den kritiske tankegangs navn, boykotter vi til højre og venstre, tropper op til demonstrationer og skriver vrede debatindlæg. Og dog. Der er én institution, man under ingen omstændigheder må kritisere. Én institution, hvor du enten bliver set som anti-globalist eller ekstremt farvet, hvis du vover at kritisere dem. Institutionen hedder FN. En organisation der fremmer menneskerettigheder, som er fredsbevarende, verdens “politibetjent” som sikrer orden på kontinenterne. Så hvorfor overhovedet bruge sin energi på at kritisere FN? Netop den holdning møder jeg dagligt. I samfundsfagstimen, til foredrag og til projektuger. Derfor vil jeg forsøge at vise bagsiden af medaljen hos FN og belyse, hvorfor jeg forholder mig kritisk til FN. Menneskerettighedskrænkere skal fremme menneskerettighederIfølge FN, er det lande som Qatar, der lige nu sidder ved arbejdsbordet i United Nations Human Rights Council (UNHRC) – læs hvordan UNHRC forskelsbehandler Israel HER. Ifølge Amnesty International USA har Qatar torturanklager på sig. Og lande som Saudi-Arabien og Pakistan er kandidater til at sætte sig i stolene. Begge lande har pr. definition strenge love, der strider imod menneskerettighederne. Efter min mening er det absurd, at lande som Saudi Arabien, der har dødsstraf for homoseksualitet, potentielt skal forsvare LGBT-rettigheder. I 2019 støttede Danmark Iran og Saudi-Arabien i deres kritik af Israel om kvinders rettigheder i FN – læs HER. Foruden Pakistan, der ligger i Asien, er de mellemøstlige repræsentanter af menneskerettigheder nok de mest inkompetente medlemmer af organisationen. Og på tragikomisk vis er Mellemøstens værste menneskerettighedskrænkere med til at beskylde halvøens eneste demokrati for krænkelser af menneskerettigheder. Mellem 2006 og 2012 har Israel hele 45 gange