Saudi-Arabien, Egypten, Qatar, Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater glæder sig over Trump-administrationens fredsplan, skriver Jerusalem Post.
“Kongeriget Saudi-Arabien understreger sin støtte til alle bestræbelser der sigter mod at opnå en retfærdig og håndterbar løsning på den palæstinensiske sag”, skriver det saudiarabiske udenrigsministerium i en pressemeddelelse.
Saudi-Arabien mener at enhver uenighed om aspekter af fredsaftalen skal løses ved direkte forhandlinger mellem parterne. Derfor opfordrer de den palæstinensiske ledelse til at vende tilbage til forhandlingsbordet.
”Kongeriget sætter pris på bestræbelserne fra præsident Trumps administration for at skabe en omfattende fredsplan mellem palæstinenserne og israelerne og opfordrer til direkte forhandlinger mellem palæstinenserne og den israelske side, i regi af USA. Kun således kan fredsprocessen gå videre og det kan komme til enighed som giver legitime rettigheder til det palæstinensiske folk.”
– I 40 år har den palæstinensiske ledelse forkastet enhver mulighed for fred ved at afvise alle de tilbud de har fået,” sagde Salman angiveligt under et møde.
Det egyptiske udenrigsministeriums pressemeddelelse minder om den fra Saudi-Arabien, der beder begge parter om at overveje planen for at løse den israelsk-palæstinensiske konflikt. Her er ordlyden i Egyptens pressemeddelelse:
“Den arabiske republik Egypten værdsætter den igangværende indsats fra den amerikanske administration for at opnå en omfattende og retfærdig løsning på det palæstinensiske spørgsmål og dermed bidrage til stabilitet og sikkerhed i Mellemøsten ved at afslutte den palæstinensisk-israelske konflikt.”
Ligesom Saudi-Arabien opfordrer Egypten israelere og palæstinensere til at sætte sig ved forhandlingsbordet og diskutere planen yderligere.
Det statsligt drevet Qatar News Agency har udsendt en erklæring hvori der står at “staten glæder sig over alle bestræbelser på at opnå langvarig og retfærdig fred i de besatte palæstinensiske områder”.
“Qatar værdsætter også bestræbelserne fra præsident Trump og den nuværende amerikanske administration for at finde løsninger på den israelsk-palæstinensiske konflikt,” skriver Qatar i sin pressemeddelelse.
Qatar opfordrer også til direkte forhandlinger mellem Israel og palæstinenserne. Men, i modsætning til Egypten og Saudi-Arabien inkluderer Qatar’s erklæring også erklæringer om en palæstinensisk stat inden for 1967-grænserne, inklusiv Øst-Jerusalem, i tillæg til “retten til at vende tilbage.”
Ambassadøren for De Forenede Arabiske Emirater (FAE), Yousef Al Otaiba, siger, at de værdsætter USAs bestræbelser på at skabe fred mellem Israel og palæstinenserne.
“Denne plan er et seriøst initiativ der tager mange af de spørgsmål op der er rejst gennem årene”, siger Al Otaiba, som var til stede i Det Hvide Hus under præsentation af fredsplanen.
Ambassadørerne fra Oman og Bahrain var også til stede under præsentationen, et tegn på tættere bånd til Israel og støtte til Trump-administrationens plan.
Mens fredsplanen modtager støtte fra et overraskende antal arabiske lande, har lande som Jordan og Tyrkiet fremsat en kritisk erklæring om at de ikke støtter den. Også i Israel er der blandede reaktioner på Trumps fredsplan.