Den 7. oktober 2023 blev Israel udsat for den værste massakre mod jøder siden Holocaust. Flere tusinde terrorister stormede ind i Israel fra Hamas-kontrolleret Gaza, og gik til angreb mod forsvarsløse babyer, børn, kvinder, ældre og mænd. Over 1.200 blev myrdet, utallige blev tortureret, brændt eller massevoldtaget. Flere familier blev udslettet og mindst 21 børn mistede deres forældre og over 4.800 blev såret på krop og sjæl. Hamas angreb flere israelske byer med mere end 5.000 raketangreb og 250 blev kidnappet til Gaza. Siden er 110 gidsler blevet frigivet eller reddet hjem af Israel og mindst 26 gidsler er blevet myrdet. Massakren er den direkte årsag til den igangværende krig mod Hamas i Gaza. Siden har terrororganisationen Hizbollah i Libanon sluttet sig til Hamas’ terrorkrig mod Israel og angrebet israelske byer med flere tusinde raketangreb.
Mere end otte måneder efter massakren, fortsætter raketangrebene mod israelske byer fra blandt andet Gaza og Libanon.
Siden massakren har internationale medier (inkl. DK-medier), organisationer, politikere og andre spredt grov anti-israelsk propaganda med påstande om, at Israel bruger sult som et våben mod indbyggerne i Gaza. Det til trods for overvældende beviser om, at der ikke mangler mad i Gaza.
MIFF har løbende gjort opmærksom på, at Israel har oversvømmet Hamas-kontrolleret Gaza med nødhjælp og mad.
Hamas som stod bag den velplanlagte massakre mod Israel og de palæstinensiske myndigheder (PA), som de danske skatteydere igennem årtier har været med til at finansiere, fortsætter med at sprede deres anti-israelske propaganda og verden hopper igen og igen med på løgnen.
Mens Hamas og PA får verden til at falde i fælden, fortæller PA’s tv-reporter i Gaza en helt anden historie, som DK-medier ikke giver danskerne indblik i.
I reportagen fortæller PA-rapporteren, at mens indbyggerne i det nordlige Gaza mangler mad og lider under alt for høje priser, drukner indbyggerne i det centrale Gaza i nødhjælp og mad: – Den centrale del [af Gaza] drukner i nødhjælp og mad, mens den nordlige del af [Gaza] har for lidt mad og stigende priser. [PA TV, 26. juni 2024]
PA TV-reporteren fortalte også at: – De offentligt ansatte kan ikke få adgang til at hæve deres løn. Imens står købmændene tilbage med mad som bliver for gammel eller tvinges til at sætte priserne ned. [PA TV, 22. maj 2024]
Det er ikke en hemmelighed, at Hamas kontrollerer alt hvad der sker i Gaza, inkl. rapportering af tabstal, penge, nødhjælp og mad. Derfor har FN halveret antallet af dræbte kvinder og børn i Gaza. FN har også indrømmet, at der ikke mangler mad i Gaza.
Palestinian Media Watch (PMW), der har oversat reportagen, har tidligere gjort opmærksom på, at indbyggere i Gaza har fortalt at terrorgruppen Hamas som har kontrolleret enklaven med et jerngreb siden 2007, forhindrer indbyggerne i at hæve deres penge i banken. Indbyggerne fortalte, at Hamas anser pengeautomaterne for at være deres “private ejendom”.
Se mere i klippet nedenfor: