Bliv aktiv ven af ​​Israel nu!

Det jødiske folks og Israels historie – tidslinje

Ordkrigen er et effektivt våben rettet mod Israel

"Beklager å forstyrre, men kanskje du vil være interessert i å undertegne et opprop om kulturell boikott av Israel?" Karikatur laget av Guy Morad (Fra Facebook)
"Undskyld jeg forstyrre, er du interesseret i at underskrive opfordring til kulturel boykot af Israel?" Karikatur af Guy Morad (Fra: Facebook)
- Israel har stort set ignoreret den farlige, internationale ordkrig rettet mod dem. Dødskulten som gennemsyrer det palæstinensiske samfund er meget farlig, derfor bør problemet ligge øverst på det internationale samfunds dagsorden, i stedet for at dyrke hetzen mod Israel, skriver Dr. Manfred Gerstenfeld (BESA Center).

Dr. Manfred Gerstenfeld er seniorforsker-assistent ved The Begin-Saddat Center for Strategic Studies (BESA Center). Gerstenfeld er tidligere formand for styringskomitéen i Jerusalem Center for Public Affairs og har skrevet bogen The War of a Million Cuts. Gerstenfeld modtog i 2019 International Lion of Judah-prisen fra det canadiske institut for jødisk forskning som har hyldet ham for at være en førende internationale autoritet i moderne antisemitisme. Her er Gerstenfeld’s analyse af hvorfor det er så vigtigt at bekæmpe anti-Israel ytringer.

Skiftende israelske regeringer har ikke haft politisk fokus på systematisk bekæmpelse ved alle fronter og angreb de udsættes for. Premierministre og ministre forstår tilsyneladende ikke det som enhver nyudklækket strateg forstår: kampen mod den israelske stat involverer mange forskellige våben og redskaber, og Israel skal bekæmpe dem alle lige effektivt, skriver Gerstenfeld.

Ingen kan ignorere åben krigsførelse og terror, og de israelske regeringer har haft fokus på den fysiske krigstrussel mod landet. Den israelske hær (IDF) og efterretningstjenesterne gør det godt. For et par år siden indså den israelske regering at cyberkrigen også er farlig og oprettede derfor en efterretningstjeneste til at håndtere truslen.

Kampen mod BDS
På andre fronter har Israels kamp været mindre effektiv og ofte ikke-eksisterende. Israels kamp mod boykot-bevægelserne har stort set været ikke-eksisterende (BDS-bevægelserne vil have verden til at boykotte Israel – eksempelvis handelsmæssigt, kulturelt, forskningsmæssigt og andet – læs MIIF’s artikler om BDS her). Arabisk boykot mod Israel har eksisteret i flere årtier. Israel forsøgte at omgå boykotten på mange måder – nogle af dem var mere vellykkede end andre. Læs MIFF’s artikler om det her.

I begyndelsen af ​​det 21. århundrede opstod en anden form for boykot – BDS. BDS startede i universitetsverdenen med et åbent brev i den britiske avis The Guardian 6. april 2002, underskrevet af mere end 100 akademikere. I brevet opfordrede akademikerne til at stoppe alle kulturelle og forskningsmæssige forbindelser med Israel i Storbritannien og Europa, indtil den israelske regering overholdt FN-resolutioner og indgå i ”seriøse fredsforhandlinger med palæstinenserne i overensstemmelse med de linjer foreslået i mange fredsplaner, inklusiv den sponsoreret af saudiaraberne og den arabiske liga.” Det åbne brev blev efterfulgt af lignende aktioner mod Israel. Israels venner protesterede, den israelske regering gjorde i mange år kun lidt, skriver Gerstenfeld.

Nazisterne var desværre mestre i at bruge sproget til at opnå deres mål
Israel har stort set ignoreret den massive internationale ordkrig mod sig, skriver Gerstenfeld. Nogle lande er mestre i krig med ord – Nazityskland var desværre mestre i den krig. Nazisterne opfandt nærmest et helt nyt sprog til at beskrive deres forbrydelser mod menneskeheden. De opfandt eksempelvis mange synonymer for deres folkemord af det jødiske folk.

Sovjetunionen lå desværre også i top…
Det tidligere Sovjetunionen ligger desværre også i top når det gælder effektiv ordkrig. Før de begyndte at promovere udtrykket “anti-zionisme”, eksisterede udtrykket ikke i ordbøgerne. Flere tusind år tidligere – i den første bog, Bibelen (Det Gamle Testamente) var sprogproblemet allerede et tydeligt problem. G_d ødelagde det fælles sprog for dem som byggede Babel-tårnet og dermed opstod en stor kommunikativ forvirring.

George Orwell forstod hvor afgørende en rolle sproget spiller. I sin bog 1984 fra 1949, opfandt han Newspeak som var præget af ​​muligheden for at ændre i ordets betydning. Det erstattede traditionel engelsk. Ofte citeres udtrykkene: “frihed er slaveri, uvidenhed er styrke” og meget relevant for palæstinenserne “krig er fred.”

Den israelske venstrefløj og endda nogle mainstream israelere har ofte fremmet den fundamentalt forkerte opfattelse af “land for fred.” Vurderingen af hvor meget palæstinenserne har at vinde ved fred blev fuldstændig misforstået. Udtrykket er nu delvist erstattet af “fred for fred.”

Den israelske regering reagerer fra tid til anden – men langt fra altid når fremtrædende skikkelser beskylder Israel for at være en ”apartheidstat” – læs MIFF’s artikler om apartheidanklagen mod Israel her. Tysklands tidligere socialistiske udenrigsminister Sigmar Gabriel brugte eksempelvis udtrykket og undskyldte efterfølgende for det.

Beskyldningen om at Israel “besætter” Vestbredden og myten om en palæstinensisk stat
En af de mest brugte beskyldninger mod Israel er at de ”besætter” Vestbredden – det til trods for at Israel højst kan blive kaldt for en besætter af en del af Golanhøjderne som tidligere hørte under Syrien. Vestbredden var i Jordans hænder og deres suverænitet over Vestbredden blev kun anerkendt af Storbritannien og Pakistan. Der har ALDRIG eksisteret en palæstinensisk stat – derfor kan den ikke besættes. Læs MIFF’s artikler om Vestbredden her. Læs også MIFF’s artikel “Myten om annektering” – her gennemgår Natasha Hausdorff som er advokat og har ekspertise på området de vigtigste juridiske årsager til at Israel ikke “besætter” Vestbredden.

To-statsløsning
En ”to-statsløsning” er et andet dybt indlejret udtryk. Det er vanskeligt at håndtere, fordi den amerikanske præsident Barack Obama lagde stort pres på premierminister Benjamin Netanyahu for at acceptere konceptet. Netanyahu gjorde det under sin tale i 2009: ”Hvis vi får en garanti for en demilitarisering og Israels sikkerhed, og hvis palæstinenserne anerkender Israel som en stat for det jødiske folk, vil vi være klar i en fremtidig fredaftale til at nå frem til en løsning, hvor en demilitariseret palæstinensisk stat eksisterer ved siden af ​​den jødiske stat.” En palæstinensisk stat var allerede blevet accepteret tidligere af de israelske premierministre Ehud Barak og Ehud Olmert i deres fredsforslag til palæstinenserne. Læs MIFF’s artikel om hvorfor palæstinenserne har sagt nej til deres egen stat siden 1937.

Jordan
Israelske embedsmænd nævner næppe, at der allerede er to stater i det tidligere land i mandatet Palæstina: den palæstinensiske stat Jordan, der besætter 75% af området, og Israel. En anden palæstinensisk stat – forudsat at terrorgruppen Hamas og Fatah kan blive enige om det – på Vestbredden og i Gaza ville blive en tredje stat. Trump-planen som Israel har accepteret, er også baseret på den næste palæstinensiske stat ved siden af Israel. Læs MIFF’s artikler om Trump-planen her.

Semantik rettet mod jøder og Israel – et farligt redskab
Flere forfattere har fokuseret på den farlige brug af semantik mod jøder og Israel. Den franske sprogforsker Georges-Elia Sarfati har lavet et stort arbejde på området. Han har lavet en detaljeret analyse af fænomenet. Sarfati påpeger, at diskurs formuleres på baggrund af den ideologiske holdning hos dem, der engagerer sig i den. Sarfati: – I stedet for at ordene er neutrale, tjener de til at introducere en vis vision om det spørgsmål, de behandler. For definition af hvad diskurs er – se her. Læs mere om hvad semantik er her.

PA’s misbrug af international bistand til at hylde terror
Udtrykket “to-statsløsning” er så dybt forankret i Vesten, at det vil kræve en enorm indsats at ændre det. Det er ellers ikke svært at argumentere imod en to-statsløsning – hvorfor skulle vi opgradere den kriminelle palæstinensiske enhed, hvis ledere dyrker en dødskult, forherliger terror og mord, belønner dømte terrorister med mange liv på samvittigheden med en høj månedlig indkomst finansieret af blandt andet EU’s og Danmarks skatteydere, for ikke at tale om palæstinensisk skolepensum hvor palæstinensiske skolebørn oplæres i at blive selvmordsbombere så de kan tage andres liv med sig i døden. Læs MIFF’s artikler om hvordan dansk bistand til palæstinenserne bliver misbrugt af de palæstinensiske myndigheder (PA) til at udbetale løn til dømte terrorister med israelske liv på samvittigheden. Læs MIFF’s artikler om hvordan PA misbruger dansk bistand til at udarbejde jihad-skolebøger hvor palæstinensiske skolebørn blandt andet opfordres til at ofre deres liv for jihad mod Israel.

FN’s misbrug af udtrykket “palæstinensiske flygtninge”
Israels kamp mod FN’s misbrug af udtrykket “palæstinensiske flygtninge” har ikke været helhjertet, mener Gerstenfeld. Der er en klar definition af hvad en “flygtning” er: “En, der ikke er i stand til eller ikke vil vende tilbage til deres hjemland grundet en velbegrundet frygt for at blive forfulgt grundet race, religion, nationalitet, medlemskab af en bestemt social gruppe eller politisk holdning.” Læs MIFF’s artikel om hvorfor der holdes liv i myten om palæstinensiske flygtninge her.

Specifikt for palæstinenserne udvidede FN definitionen til også at omfatte efterkommere af flygtninge. Det har undermineret betydningen af ​​ordet og forværret situationen. Næsten ingen palæstinensiske ”flygtninge” er sande flygtninge i henhold til den oprindelige definition. De er ikke flygtet fra Israel, deres forældre, bedsteforældre eller oldeforældre er måske flygtet og er ægte flygtninge. Alligevel bliver problemet ikke taget op til debat af internationale journalister, ligesom de heller ikke bruger udtrykket “falske FN flygtninge” i deres artikler.

Israelere kaldes fejlagtigt for “kolonister”
Et andet misbrug af sproget er at kalde israelere for “kolonister”. Ordet bruges udelukkende om folk som er gået til et andet land – ofte flere tusind kilometer fra deres hjemland. 1967 linjerne som adskilte Israel fra de palæstinensiske territorier var våbenhvilelinjer – alligevel kaldes de ofte fejlagtigt for ”grænser”.

Faren ved antisemitisk diskurs
Der er også mange eksempler på misbrug af sproget i den antisemitiske diskurs. Den franske regering talte ofte om ”spændinger mellem samfund”, antydende at to samfund – de muslimske og de jødiske samfund var aggressive over for hinanden. I virkeligheden var der en ensidig aggression og had rettet mod det jødiske samfund med oprindelse i dele af det muslimske samfund.

Der skal gøres op med palæstinensernes dødskult
Palæstinenserne vil sandsynligvis vente og se om Joe Biden bliver valgt som USA’s nye præsident ved det kommende præsidentvalg og vil rive Trumps fredsplan i stykker. Sker det, kan det tænkes at palæstinenserne vil forsøge at arrangere en fredskonference for at behandle konkrete spørgsmål som endelige grænser, status på Tempelbjerget, demilitarisering af en palæstinensisk stat og andet. Læs MIFF’s artikler om det kommende præsidentvalg i USA her.

Det er usandsynligt at palæstinenserne vil tage fat på det afgørende spørgsmål: hvordan palæstinenserne vil slippe af med dødskulten som gennemsyrer deres samfund og hylder mord, terror og død.

Israel burde sætte den problemstilling øverst på den internationale dagsorden. Hvis en palæstinensisk stat oprettes uden et effektivt opgør med dødskulten, vil det blot være en opgradering af en kriminel enhed til en kriminel stat.

Du kan læse denne artikel gratis på grund af MIFFs over 13.000 medlemmer i Norge og over 1.000 medlemmer i Danmark. Men vi har brug for støtte fra mange flere nu!

Giv en gave her eller brug MobilePay 49739

Bliv medlem