Hvis FN var en seriøs og troværdig organisation som ikke fører dobbeltstander mod Israel, ville de for længst have undersøgt de mange palæstinensiske krænkelser af status quo på Tempelpladsen, skriver Daniel Haik i i24NEWS.
Hastemødet i FN’s Sikkerhedsråd, der blev indkaldt til i går af Emiraterne (og palæstinenserne) i protest over at Israels sikkerhedsminister Itamar Ben-Gvir besteg Tempelpladsen og opholdt sig der i 13 minutter, endte i en farse.
Biden-administrationen truede på trods deres modstand mod Ben-Gvirs besøg på jødernes mest hellige sted, med at nedlægge veto mod vedtagelse af en anti-israelsk resolution. Ambassadørerne fra de 15 medlemslande tog deres orlov uden at udarbejde fælles fordømmelses-erklæring.
Det internationale ramaskrig om at Israel og Ben-Gvir skulle have overtrådt status quo på Tempelpladsen, blev hurtigt afløst af diplomatisk pragmatisme og geopolitisk virkelighed på jorden. Israels FN-ambassadør, Gilad Erdan udtalte at det er “latterligt, patetisk og unødvendigt” at indkalde til hastemøde i FN’s sikkerhedsråd for at fordømme en krænkelse af status quo på Tempelpladsen.
Og Erdan ved hvad han taler om, han besøgte selv Tempelpladsen, da han var Israels sikkerhedsminister uden at det førte til en lavine af fordømmelser i den arabisk-muslimske verden. Erdan anses sågar for at være arkitekten bag de seneste års stigning i antal besøg af jødiske tilbedere til deres mest hellige sted.
FN burde have undersøgt de mange krænkelser af status quo på Tempelpladsen forårsaget afpalæstinenserne og deres arabiske allierede!
Ben-Gvirs besøg på Tempelpladsen, er således en god mulighed for at få fakta frem og tilbagevise løgnene i palæstinensisk propaganda:
1. Den iransk-støttet terrorgruppe Hamas som kontrollerer Gaza og de palæstinensiske myndigheders præsident, Mahmoud Abbas opildner til vold med Israel ved at sprede en løgn om at “Al-Aqsa er i fare.”
Løgnen blev allerede introduceret af stormuftien i Jerusalem, Hadj Amin El Husseini, under de første arabiske optøjer i Jerusalem i 1929. Bag løgnen om at Al Aqsa er i fare, ligger en antisemitisk løgn om at briterne i Balfour-erklæringen fra 1917, både gav jøderne ret til at skabe et nationalt hjemland til det jødiske folk i Israel og til at ødelægge Al-Aqsa for at genopbygge deres tredje tempel der.
De facto er “Al-Aqsa er i fare” blevet en løgn som forener hele den arabiske verden mod enhver jødisk tilstedeværelse i Israel. Og fra årti til årti har løgnen været katalysator for palæstinensiske protester på Tempelpladsen.
2. De palæstinensiske protester på Tempelpladsen er i løbet af årene blevet til systematiske krænkelser af status quo aftalen. Aftalen blev til efter Seksdageskrigen i 1967, kort efter Israels daværende forsvarsminister, Moshe Dayan, begik en “historiske” fejl ved ikke at tage imod nøglerne til Tempelpladsen, som Waqf (de hellige steders vogter), ønskede at give ham den 7. juni 1967, efter Israel erobrede Jerusalems gamle bydel, Grædemuren og Tempelpladsen. Få timer efter Motta Gur proklamerede at: “Tempelpladsen er i vores hænder”, afviste Moshe Dayan den historiske proklamation og fastholdt at Waqf skulle fortsætte med at lede det helligste sted for jøder, for at bevare “status quo”.
3. Efter flere års ro oven på chokket efter det arabiske nederlag, begyndte de palæstinensiske krænkelser. Der blev eksempelvis bygget ulovlige moskeer. Mens de facto israelsk lov officielt var etableret på Tempelpladsen, fortsatte Waqf som ledes af Jordan, med at bygge der ulovligt. Frem til midten af 1990’erne var det kun Al-Aqsa-moskeen, der var åben for offentligheden til bøn. Siden da har Waqf overtrådt status quo ved mod Israels råd at udvikle stedet kendt som “Kong Salomons stalde”, beliggende sydøst for Tempelpladsen, omkring ti meter under jorden. I løbet af ombygning af staldene til en moske, gik palæstinenserne i gang med gennemgribende ransagning af arkæologiske fund, der går tilbage til Andet Tempel-periode. Sjovt nok vakte det hverken forargelse i FN eller UNESCO, skriver Haik.
Efterfølgende fortsatte byggeriet. I dag er der 5 muslimske bedesteder, på eller under Tempelpladsen, inkl. Omar-moskeen, der om fredagen bruges som bedested for kvinder, Al-Aqsa-moskeens gamle beliggenhed (under jorden), og El Marwani-moskeen.
4. Den oprindelige status quo aftale tillod jøder at besøge Tempelpladsen uden begrænsninger. I dag er det kun muligt et par timer i løbet af dagen. Under Anden Intifada i 2000-2003, blev jøder helt forbudt at besøge Tempelpladsen.
5. I løbet af årene har Waqf med Jordan i spidsen, sågar fået ret til også at se på Tempelpladsens ydre omkreds. Eksempelvis har Jordan i mange år forhindret Israel i at bygge Mughrabi Gateway i sten, som kollapsede i 2004 efter snefald og siden genopbygget i træ. Jorden fastholder at genopbygning af gangbroen ville være en krænkelse af status quo!
6. En anden krænkelse som bør nævnes, er den mangeårige tilstedeværelse af medlemmer af de to grupper Murabitun og Murabitat på Tempelpladsen. De islamistiske grupper finansieres af Tyrkiet og orkestreres af den anti-jødiske sheik Raed Salah. De islamistiske grupper udråbte sig selv til Al-Aqsas vogtere og opildnede til had og vold dér. I 2015 blev de forbudt af Israel.
7. I 2017 blev to israelsk-drusiske grænsevagter på Tempelpladsen myrdet – en klar eskalering i palæstinensiske krænkelser af status quo. Det er derfor ikke tilfældigt at antallet af jøder som besøgte Tempelpladsen, begyndte at stige samme år fra 14.000 i 2016 til 30.000 i 2017. I løbet af 2022 besøgte 48.000 jøder Tempelpladsen, og der kan argumenteres for at mobiliseringen var en direkte konsekvens af palæstinensernes mange krænkelser af status quo.
Uanset om det kan eller ikke kan betragtes som en krænkelse af status quo, er det intet andet end et zionistisk og et jødisk svar på de palæstinensere, hvis mål det er at underminere Israels suverænitet over Tempelpladsen, slutter Haik.
